VALGKAMPENS USA #1 // REPORTAGE – I den kommende tid rejser Troels Gaihede rundt i USA og lodder stemningen op til og efter det dramatiske præsidentvalg den 5. november. I det fattige Kentucky holder folk sig helt fra at snakke politik, men det er tydeligt, at meningerne er delte.
KENTUCKY – På en solbeskinnet dag Downtown Chicago bemærker man ikke den intense, ideologiske og politiske kamp imellem de to præsidentkandidater, Kamala Harris og Donald Trump. Chicago er så langtfra interessant i valgmæssig sammenhæng. Her er der ingen tvivl om, hvad flertallet foretrækker, og ingen af kandidaterne skænker byen mange tanker.
Folk er mere optagede af søndagens stort anlagte maraton, og hvis man ikke vidste bedre, ville man ikke kunne regne ud, at der om tre uger kan blive vendt op og ned på den politiske virkelighed.
Trump gjorde det rigtig godt. De andre vil gøre alt for at fjerne ham – ligesom de gjorde i 2020. Nu forsøger de ovenikøbet at slå ham ihjel. Hvis han ikke vinder, kommer vi ikke til at have en verden mere
Lokale såvel som nationale medier er fyldt med hidsige debatter om især immigration, som nu har overtaget førstepladsen som valgtema nummer 1. Det er vanskeligt for Trump-kampagnen at hamre videre på økonomien, inflationen, nedsat købekraft osv., eftersom de fleste – ikke alle – nationale nøgletal viser, at USA er på vej back on track.
Demokraterne er imidlertid hårdt pressede, eftersom nyhedsværdien af Harris som kandidat er aftaget, og fordi hun forekommer anonym, grænsende til usynlig i forhold til de store dagsordener. Det er stadig The Donald, der får lov til at sætte dagsordenen.
Bedre blev det ikke, da Harris-kampagnen sendte ”far” i byen (Obama), med stærke formaninger om, at sorte mænd ikke bør svømme videre i kvindeforagtende vande og i stedet burde skamme sig over ikke at give deres fulde støtte til Demokraternes kvindelige kandidat.
Ikke så få sorte analytikere og kommentatorer har udtrykt sig i kritiske vendinger over den åbenlyse – og i manges opfattelse – nedladende tone i Obamas faderlige formaninger. Hvem vil dikteres, hvad der er en rigtig og moralsk spiselig stemme?
The Appalachas
Vi kører igennem det bløde, milde Indiana på vej mod Louisville, Kentucky. Vi tager ”the farm road” igennem The Hoosier State, hvor Trumps tidligere vicepræsident, Mike Pence, var guvernør i perioden 2013-2017, inden han blev wingman for The Donald.
Efter et par dage med blues, country, hotwings og Bud Lights kører vi mod den østlige del af Kentucky til Appalacherne. Musvågerne flyver dovent og dog opmærksomme på den krystalblå himmel. De bløde saftiggrønne marker er fyldt med guf for de sultne fugle.
Prøv lige at se på priserne. En bakke æg koster 4 dollars (28 kr.). Det er jo vanvittigt. Og en anden ting: Hvad med Israel? Hvis hende der Comra, Kamla – whatever, vinder, så forsvinder Israel fra jordens overflade
Løvfaldet med de ildrøde blade, der blander sig med de gyldne og grønne af forskellige slags er ganske betagende. Skønheden i de smukke skovbeklædte bjerge afbrydes kun af baptistkirker, Dollar General stores (billige supermarkeder), autoværksteder og sporadiske stripmalls.
Vi sætter vores telt op på KOA RV Camping og falder i snak med de to campingmedarbejdere Linda og Scott, som begge er i midten af 50’erne. De er begge født og opvokset i Ashland på grænsen til Ohio og West Virginia og er ægte Hill People.
Jeg spørger dem, hvad de mener om det forestående præsidentvalg. Scott svarer med et glimt i øjet, som dog samtidig afslører, at han faktisk mener det, at “der er to ting, jeg aldrig diskuterer med folk; politik og religion”.
Jeg forsikrer ham, at jeg slet ikke er interesseret i at diskutere, men bare gerne vil vide, hvilke håb, drømme, bekymringer og forestillinger om fremtiden han har.
”Jeg bekymrer mig ikke om fremtiden. Jeg lever én dag ad gangen. Hvis Gud vil det, kan det hele alligevel være slut i morgen,” bedyrer han.
I øvrigt står der i Bibelen, at en kvinde ikke kan eller skal lede, og det er sikkert derfor, hun hele tiden får at vide, hvad hun skal sige. Hun er en marionetdukke
Jeg drister mig alligevel til at spørge, hvem hans foretrukne kandidat er. The Hill People er generelt ikke vilde med, at fremmede kommer og insinuerer noget. J.D. Vance beskriver det så glimrende i sin selvbiografi Hillbilly Elegy fra 2016, som ligger på min højre side af den oppustelige madras, og som jeg napper et par kapitler af i ny og næ.
”Der er kun én, der kan få det her land tilbage på sporet, og det er Trump. Jeg kender ikke engang hende den anden … Komra, Camilla eller hvad fanden hun hedder – hvis hun overhovedet ER en kvinde. Ingen ved det. Ingen kender hende. Jeg gør i hvert fald ikke.”
“I øvrigt står der i Bibelen, at en kvinde ikke kan eller skal lede, og det er sikkert derfor, hun hele tiden får at vide, hvad hun skal sige. Hun er en marionetdukke for dem (Demokraterne).”
Jeg spørger Linda om hun er enig med Scott i, at kvinder ikke kan være politiske ledere.
”Ja, jeg er enig. Det står i Bibelen.”
Scott bryder ind:
”Prøv lige at se på priserne. En bakke æg koster 4 dollars (28 kr.). Det er jo vanvittigt. Og en anden ting: Hvad med Israel? Hvis hende der Comra, Kamla – whatever, vinder, så forsvinder Israel fra jordens overflade. Trump gjorde det rigtig godt. De andre vil gøre alt for at fjerne ham – ligesom de gjorde i 2020. Nu forsøger de ovenikøbet at slå ham ihjel. Hvis han ikke vinder, kommer vi ikke til at have en verden mere.”
Det lader til, at Scott alligevel er både bekymret for og delvist optimistisk omkring fremtiden; hvis altså Trump vinder valget den 5. november.
Linda tilføjer, med et forarget udtryk i øjnene:
”Hun (Kamala Harris) arbejder kun for sig selv. Trump vil sætte priserne ned på benzin, og så bliver vores varer også billigere.”
… De fleste foretrækker Trump, men jeg diskuterer aldrig politik med folk. Det bliver alt for hurtigt betændt og ubehageligt
”Hvad er det egentlig, du skal bruge det her til?” spørger hun mig:
– Jeg skriver for POV International, som er et uafhængigt dansk internetmedie.
”Ok, men jeg vil altså ikke have mit billede i din avis, og det tror jeg heller ikke, at Scott vil.”
På trods af mine forsikringer om, at jeg ikke skriver nedsættende om nogen, og at hun kan være sikker på, at mine reportager kun har til formål at give læserne blot en smule indsigt, er hun helt fast i kødet.
”Ingen billeder, tak.”
– OK.
Jeg ser ud over den store plads, hvor mindst tyve mega RV’s (autocampere) står linet op. Jeg spørger Linda, om de fleste af gæsterne her deler hendes og Scotts betragtninger.
”Ja, de fleste foretrækker Trump, men jeg diskuterer aldrig politik med folk. Det bliver alt for hurtigt betændt og ubehageligt.”
Jeg takker for snakken. Vi tænder motoren og kører videre. Ind til downtown Ashland, som er én af de vigtigste kulminebyer i regionen. Herfra sejles kul og jernmalm ned ad Ohio-floden og videre ud til resten af det energikrævende USA.
Byen er præget af en markant arbejderatmosfære, lukkede butikker, genbrugsforretninger, slidte moteller, baptistkirker, smokeshops, tankstationer, Waffle Houses og McDonald’s restauranter. På den vakkelvorne veranda ude foran et lille faldefærdigt træhus står tre børn i bare tæer og uglet hår. Man kan kun skimte en far i døråbningen. Han er ikke over 30, men livet har allerede tæret på ham. Fattigdommen er synlig på en brutal måde.
På en lille café på Main Street sidder Elisabeth og drikker en latte. Hun har frokostpause. Selvom jeg kan se, at hun sidder og nyder musikken i sine airpods, går jeg hen og sætter mig over for hende. Hun tager den ene airpod ud og kigger lidt undrende på mig. Jeg fortæller hende, at jeg er fra Danmark, og spørger, om jeg må stille hende et par spørgsmål.
”Helt sikkert.” Hun smiler forsigtigt.
Hver gang Republikanerne får flertal, enten her i amtet, i staten eller i D.C. (Kongressen i Washington, D.C.), kommer der nedskæringer. Det betyder faktisk ret meget for de unge mennesker, jeg arbejder med til daglig
Jeg stiller de samme spørgsmål, som jeg stillede Linda og Scott.
Hun skynder sig at meddele, at hun ikke må lade sig fotografere, da hun er offentligt ansat og har underskrevet en kontrakt, som ikke tillader hende at udtale sig politisk.
Elisabeth er 30 år og arbejder som psykolog på et center for udsatte unge.
”Jeg er ikke specielt partipolitisk, men frygter en eventuel Trump-administration, så jeg stemmer på Harris. Hver gang Republikanerne får flertal, enten her i amtet, i staten eller i D.C. (Kongressen i Washington, D.C.), kommer der nedskæringer. Det betyder faktisk ret meget for de unge mennesker, jeg arbejder med til daglig.”
Da jeg fortæller hende om Linda og Scott og deres syn på kvindelige ledere, smiler hun venligt og lidt overbærende.
”Jeg kender godt de holdninger. Man møder dem ofte her. Jeg diskuterer aldrig moral med folk. Jeg foretrækker specifikke emner, som fx vores veje, hospitaler osv. Vi kan jo allesammen blive enige om, at vejene er dårlige. Derfra kan vi så være uenige om, hvordan nye og bedre veje skal finansieres.”
“Nogle foretrækker nedskæringer i den offentlige sektor. Andre igen har andre løsningsmodeller. Sådan vil jeg helst diskutere.”
Jeg tror, folk gør deres bedste med det, de har. Nogle gange rækker det. Andre gange føler de sig nødsaget til at gøre noget ondt, fordi det måske kan give umiddelbar mening
Jeg spørger, om hun er optimistisk eller pessimistisk omkring fremtiden?
”Jeg er nok delvist pessimistisk. Jeg er bange for, at kvinderettigheder er truet, og at det kan blive en skrue uden ende. I forhold til abort mener jeg, at Roe v. Wade var en god minimumstandard – ikke at jeg synes, man skal bruge abort som prævention eller noget. Der er bare så mange årsager til, at folk – og især unge piger – bliver gravide.”
“Jeg er ikke ekspert på området og vil derfor ikke foreslå en fast abortgrænse. Det må være op til fagfolk at vurdere.”
“OK. Sidste spørgsmål, så skal jeg nok lade dig nyde din kaffe og musik i fred”, siger jeg til hende. Jeg advarer hende om, at det måske er et lidt stort spørgsmål, men at jeg alligevel synes, det siger noget om menneskers overordnede tankesæt: Mener du, at folk dybest set er gode eller onde?
Årsagen til mit spørgsmål er, at ordet ”evil” går igen i valgkampen – især er Trump ikke tilbageholdende med at kalde navngivne demokrater for onde (Især Demokraternes tidligere Speaker of the House, Nancy Pelosi, beskyldes af Trump for at være en slags personificering af ondskab).
”Hmm … godt spørgsmål. Jeg tror, folk gør deres bedste med det, de har. Nogle gange rækker det. Andre gange føler de sig nødsaget til at gøre noget ondt, fordi det måske kan give umiddelbar mening.”
Vi bevæger os ned ad Main Street og fortsætter ad The Country Highway – US 23. Næste stop er den lille by Louisa, som vi selvfølgelig skal opleve. Alene fordi det er Tyler Childers’ fødeby.
Den unge countrystjerne, der har skrevet nogle af de tekster, som indrammer livet i The Appalachia allerbedst. Derfor drøner vi mod Whitehouse Road.
Wolf County, Kentucky
Efter en fantastisk vandretur i Red River Gorge, hvor 10.000 år gamle sandstensformationer udgør nogle af hovedattraktionerne i Kentuckys store stolthed, får vi lov til at sætte vores telt op på Ronnie Tolsons (61) grund. Ronnie er født og opvokset blandt The Hill People.
Han er ud af en søskendeflok på 17. Ja, du læste rigtigt. Ronnie har 16 søskende. Han fortæller om en opvækst, hvor noget så simpelt som at spørge sin mor om, hvad der er til aftensmad, slet ikke var en mulighed:
”Det var altid bønner og majsbrød. Altid. Vi gik i genbrugstøj og skulle ikke stille for mange spørgsmål. Det var sgu en lidt hård barndom.”
Mange på min alder er fuldstændig nedslidte. Folk har brug for en præsident og en politisk ledelse, der kerer sig om folk uden midler
Wolf County er det 6. fattigste amt i USA. 36 pct. af befolkningen lever under den officielle fattigdomsgrænse.
Ronnie fortæller, at han har tre voksne børn, og at han blev skilt for tyve år siden. Jeg spørger, om han ikke har en kæreste?
”Nej, livet er hårdt nok, som det er. Der er ikke mange gode folk derude. Alt for mange er på stoffer, og det har jeg ikke plads til i mit liv. Jeg har min hund, og den er min bedste ven.”
Jeg spørger ham, hvad der gør livet så hårdt?
”Det har altid været hårdt her i bjergene. Vintrene er rå. Man skal kunne klare sig selv. Jeg beder til Gud hver dag og håber, at han holder hånden over mig.”
Hvad ville du ønske dig af den kommende præsident?
Jeg er sgu selv ret fattig. Klarer mig lige igennem, men har faktisk svært ved at få råd til mad
”At vedkommende ville gøre noget for de fattige. Se på mig – jeg er 61 og kan stadig gå. Mange på min alder er fuldstændig nedslidte. Folk har brug for en præsident og en politisk ledelse, der kerer sig om folk uden midler. Jeg er sgu selv ret fattig. Klarer mig lige igennem, men har faktisk svært ved at få råd til mad.”
– Hvem foretrækker du så – Trump eller Harris?
”Jeg hælder nok mest til Kamala Harris. Jeg synes, hun virker både rar og begavet. Trump er sgu for gammel. Jeg stemte på ham i 2020 – mest fordi jeg allerede dengang syntes, at Biden var for gammel. Hvordan kan vi regne med, at så gamle folk er i stand til at træffe klarsynede beslutninger?”
Jeg spørger Ronnie, hvad han mener om kampagnerne og de politiske debatter.
”Helt ærligt, han (Trump) har ingen ret til at svine hende (Harris) til. Han kender hende ikke. Ingen har ret til at svine andre til på den måde.”
Jeg går Ronnie lidt på klingen og beder ham forholde sig til det, jeg hørte fra Linda og Scott omkring kvinders evner som ledere.
Han griner smørret og svarer:
”Jeg voksede op i et kristent hjem, og ærligt talt så synes jeg, kvinder er lige så kvalificerede som mænd. Måske endda lidt bedre. De (kvinder) er ofte smartere på én eller anden måde.”
Trump gjorde det ok sidste gang, men nu er det altså slut. Verden står i flammer, og vi har brug én, der er ved sine fulde fem og har den nødvendige dømmekraft
“Jeg synes, Trump gjorde det ok sidste gang, men nu er det altså slut. Verden står i flammer, og vi har brug én, der er ved sine fulde fem og har den nødvendige dømmekraft. Der sker altså noget med ældre mennesker …”
Ronnie Tolson har imidlertid ikke meget fidus til partipolitik. Som oftest sætter han sit kryds ved en demokrat, men it all depends.
Egentlig vil Ronnie helst tale om det, han er bedst til. Han er en stolt håndværker og viser mig sine håndlavede jagtknive, nogle virkelig smukke lædertegnebøger, som han nidkært har skåret og syet:
”De her pengepunge kan jeg nogle gange være heldig at sælge for 100 dollars. Nå, anyway … jeg håber, I kommer tilbage. I kan betragte mit hjem som jeres. Her er altid plads.”
Ronnie er en blid og sympatisk mand. Han har tårer i øjnene, da han vinker farvel til os. Han klapper sin adopterede hund og trisser tilbage til huset.
The Bluegrass State får ikke megen opmærksomhed i medierne hverken i USA eller i Danmark – fordi den som overvejende republikansk stat er politisk uinteressant, i hvert fald i forhold til præsidentvalg.
Statens demokratiske guvernør, Andy Beshear, vidner dog om befolkningens villighed til at forholde sig pragmatisk til de temaer, der som oftest betyder noget for folk: uddannelse, sundhed, infrastruktur og arbejdspladser.
Valget af Beshear tilbage i 2019 blev problematiseret af den siddende republikanske guvernør, Matt Bevin, som beskyldte valgprocessen for at være fyldt med uregelmæssigheder. Den historie gentog sig, som alle ved, på nationalt niveau i 2020. Next stop Chattanooga, Tennessee.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og