
NYHED // POV OVERBLIK Den spanske regering har lanceret to separate ordninger på migrationsområdet. Den ene giver papirløse migranter og asylansøgere mulighed for at søge om midlertidigt lovligt ophold og arbejdstilladelse. Den anden handler om adgang til spansk statsborgerskab for efterkommere af spanske emigranter. Begge ordninger har udløst heftig politisk debat i Spanien.
Ordningen for papirløse migranter blev lanceret af den socialistisk ledede regering i januar. Den giver mulighed for at opnå en opholds- og arbejdstilladelse, der i første omgang gælder i ét år. Ansøgere skal kunne dokumentere, at de ikke har en straffeattest, og at de enten har opholdt sig i Spanien i mindst fem måneder eller har søgt om international beskyttelse inden den 31. december 2025.
Regeringen forventede omkring 500.000 ansøgninger. Da ansøgningsfristen udløb i forgårs, havde mere end én million mennesker ansøgt om at få deres status legaliseret.
Spanien har ifølge premierminister Pedro Sánchez behov for indvandring af økonomiske og demografiske årsager. ”Det faktum, at mere end en million mennesker har indsendt ansøgninger, viser, hvor nødvendigt det var at anerkende deres rettigheder og ansvar,” siger Pedro Sánchez ifølge The Guardian. Samtidig siger han, at Spanien uden indvandring vil få en markant svagere økonomi. ”Uden indvandring ville Spaniens BNP i 2050 være 19 procent lavere,” siger regeringslederen.
Sánchez pegede desuden på, at det uden indvandring blandt andet ville føre til lukning af tusindvis af virksomheder, mangel på arbejdskraft og færre elever i uddannelsessystemet.
Regeringen har samtidig præsenteret en integrationsplan på 500 millioner euro. Ifølge Sánchez skal planen sikre integration af migranter og bekæmpe diskrimination. Han har sagt, at det spanske samfund skal sikre lige behandling og muligheder, mens migranter skal respektere landets love, lære sproget og dele demokratiske værdier.
Den anden ordning, som har skabt politisk debat, er ”loven om demokratisk erindring,” som giver mulighed for spansk statsborgerskab til efterkommere af spaniere, der udvandrede eller blev tvunget i eksil under borgerkrigen og Franco-diktaturet.
Loven bygger videre på en ordning fra 2007, som gav statsborgerskab til børnebørn af spaniere i eksil. I 2022 blev ordningen udvidet, så også de voksne børn af personer, der allerede havde opnået statsborgerskab gennem 2007-ordningen, kunne søge. Derudover blev flere grupper omfattet, herunder efterkommere af personer, der blev forfulgt på grund af politiske holdninger eller seksualitet, samt kvinder, der mistede deres spanske statsborgerskab ved ægteskab med udlændinge under Franco-regimet.
Ifølge officielle tal har mere end 2,4 millioner personer søgt om statsborgerskab under ordningen. Over 544.000 har fået godkendt deres ansøgning, mens yderligere omkring 650.000 sager er under behandling. Mindst 1,2 millioner ansøgninger afventer fortsat behandling. Godkendelsesprocenten ligger på over 90 procent, men hele processen forventes at tage fire til fem år. De største ansøgerlande er Argentina og Cuba. Ifølge Reuters har de spanske konsulater i Argentina modtaget omkring 1,5 millioner ansøgninger, mens næsten 800.000 er indgivet i Cuba.
Den konservative opposition og det højrenationale Vox-parti har kritiseret regeringens migrations- og statsborgerskabspolitik. Det konservative Partido Popular (PP) har advaret om, at ordningen med at give papirløse migranter lmidlertidigt lovligt ophold vil lægge pres på de offentlige kasser. Vox beskylder regeringen for at forsøge at ændre Spaniens demografiske og politiske sammensætning.
PP’s leder Alberto Núñez Feijóo har desuden kritiseret statsborgerskabsloven og anklaget regeringen for “valgteknik”. Med andre ord beskylde regeringen for at fiske stemmer og dermed sikre sig flere stemmer ved kommende valg.
Debatten om migration og statsborgerskab foregår samtidig med, at premierminister Pedro Sánchez er under politisk pres på grund af parlamentarisk dødvande og sager om korruption i hans politiske kreds. Meningsmålinger peger på, at det konservative Partido Popular står til at blive største parti ved næste valg, men at partiet fortsat vil være afhængigt af støtte fra Vox for at kunne danne regering.
Læs mere Reuters, The Guardian, New York Times
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
![]()








og