
UKRAINE & DANMARK // DEBAT – Du har sikkert set det før. I tv blev det tilbage i 2014 vist frem under Majdan-opstanden, hvor SF’s MF Lisbeth Bech Nielsen, senator John McCain og mange andre blev filmet i Kiev. Vi så det nu atter onsdag den 19. januar i DR’s Deadline på ukrainske panservogne. Og vi så det ikke mindst bag ryggen af udenrigsminister Jeppe Kofod, da han den 16. januar blev filmet og interviewet ved fronten i Østukraine.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Jeg taler om det sort-røde flag, der symboliserer ukrainsk jord og ukrainsk blod og som tilhører organisationen Højre Sektor. Denne nynazistiske organisation, der blev dannet i 2013 som paramilitær bevægelse, udgjorde Majdan-opstandens ekstremistiske fløj og var drivkraften i det efterfølgende statskup.
Den er nu sammen med den nynazistiske Azov-batallion indlemmet i Ukraines hær og er i Sydøst-Ukraine berygtet for grusom opførsel, hvilket bl.a. blev omtalt i 2016 i en OSCE-rapport: “War crimes of the armed forces and security forces of Ukraine: torture and inhumane treatment”.
Mon vores udenrigsminister, andre politikere og medier er opmærksomme på dette? Er de mon klar over, hvad det er for en hær, Danmark nu yder 164 millioner kroner til?
Hvem er det, vi støtter?
Der kan åbenbart trækkes en lige linje mellem beslutningen om at yde støtte til denne hær og til at Danmark sammen med andre EU-lande den 16. december 2021 ved FN’s Generalforsamling undlod at støtte en fordømmelse af nynazismen (130 lande stemte for, kun USA og Ukraine stemte imod).
Vi har hørt en del om, at danske regeringer åbenbart har accepteret, at USA fik adgang til et kabel med internet-trafik. Det er ikke første gang, man som dansker skammer sig over den officielle underdanighed overfor USA, og regeringens følgeagtighed samt mediernes mikrofonholderi for USA’s militaristiske retorik.
Et splittet land
I omtalte DR-Deadline onsdag aften var der et spørgsmål, om ikke Putin ”har formået at skabe ustabilitet i Ukraine”. Jo, men hvorfor? Fordi Putin er det Onde, der er imod det ædle Vesten. Det har vi jo nu hørt til hudløshed.
Den national-konservative præsident Putin er absolut ingen engel. Og jo, der er virkelig ustabilitet i Ukraine. Men styret i Kiev har, både under præsident Poroshenko og nu under Zelenskij, konstant valgt at skyde skylden på fjenden. Og vi i vesten har valgt side og optræder som et ekko, selv om befolkningen i Ukraine holdningsmæssigt er splittet.
Man overser, at Ukraine siden dets uafhængighed i 1991 har været i høj bølgegang både økonomisk, socialt, holdningsmæssigt og politisk. Et eksempel på det sidste blev nævnt af Andrew Kramer, kendt journalist ved New York Times. Han påpegede med god grund en mangel på politisk kompetence i den kreds af driftige og ambitiøse folk fra Ukraines underholdningsindustri, der nu dominerer i kredsen omkring præsident Zelenskij.
Selvom Ukraines parlament i Poroshenkos tid besluttede at ændre forfatningen og slettede bestemmelsen om landets neutralitet, er der ikke enighed i befolkningen om et NATO-medlemskab.

Seneste landsdækkende meningsmåling (uden befolkningen i de to udbryderepublikker Donetsk og Luhansk) viser, at der er flertal for NATO i landets vestlige og centrale dele. Men et flertal imod NATO i de østlige og sydlige regioner.
Siden statskuppet i 2014 har begge præsidenter bidraget til at splitte et multi-etnisk Ukraine ved at leve på vestlige lån og kreditter (med klare politiske betingelser) – mens ukrainske oligarker skjuler formuer i skattely og stadig sidder på flæsket hjemme.
I Poroshenkos tid som præsident øgede han ifølge mediet Forbes sin formue. Det skete ikke kun ved hans virksomheders produktion af chokolade og konditorivarer (bl.a. i Rusland), men også ved investeringer i metallurgi, banker og medier. Han hører til gruppen af landets rigeste personer. Også efter at han overførte en del af sin formue til sønnen, er han god for 1,6 milliarder USD.
Dette alt imens den sociale ulighed er vokset: I dag udgør de fattige 67 pct. af befolkningen ifølge officiel statistik.
Bemærk disse skattekroner gavner ikke en fælles sikkerhed i Europa. De går målrettet og ensidigt til optrapning af en militær konflikt i Europa
En FN-rapport om demografiske processer i Ukraine anslår, at det tilhører gruppen af lande med den højeste dødelighed blandt borgerne. Mens befolkningstallet var på 52 mio., da Ukraine i 1991 løsrev sig fra Sovjetunionen, forudser man, at det i 2050 vil være på omkring 35 mio.
Den manglende stabilitet og splittelsen af Ukraine er bl.a. knyttet til kræfterne med de sort-røde flag. Netop Højre Sektors militante optræden og had-kultur har sat sig igennem bl.a. ved forbuddet mod landets indtil for nylig store kommunistiske parti, ved præsident Zelenskijs lukning af fire af oppositionens TV-stationer samt ved sprogloven fra 2014, der diskriminerer flere nationale mindretal, herunder de russisk-talende.
Det var især det sidstnævnte, der udløste mistillid til det nye Kiev-styre fra befolkningen i Østukraine og på Krim.
Talrige eksempler på ukrainske højreradikale kræfters alarmerende indflydelse vækker bekymring i flere kredse. Således har rådgiveren for USA’s tidligere vicepræsident Dick Cheney fremhævet problemet i mediet Le Figaro.
Hvem og hvad gavner det?
Ved den danske regering mon, til hvem og til hvad man nu overdrager millioner af danske kroner?
Bemærk disse skattekroner gavner ikke en fælles sikkerhed i Europa. De går målrettet og ensidigt til optrapning af en militær konflikt i Europa.
Og denne støtte til fortsat konflikt i Ukraine – på et mildest talt plumret grundlag – vil næppe indgå i vores næste valgkamp. Vi vælgere får altså ikke mulighed for at tage stilling.
Mon regeringen vil sætte sig ind i, hvad der er på spil, og hvad konsekvensen af sin handling kan blive?
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.