
LGBT // DEBAT – Venstrefløjen bør anerkende Søren Pape Poulsens bedrift. Som den første åbne homoseksuelle statsministerkandidat bidrager han gennem sin repræsentation til åbenhed om og normalisering af forskellighed. I stedet hævder Rasmus Vestergaard Madsen (EL), at Pape modarbejder LGBT-dagsordenen, og det er både forfejlet og ufint, skriver Christian Vinther.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Søren Pape Poulsen er blevet nomineret til en Danish Rainbow Award, men det er ikke alle, der sætter pris på nomineringen. Enhedslistens spidskandidat Rasmus Vestergaard Madsen mener ikke, at Pape fortjener sin nominering og forklarer i 24syv-podcasten Reporterne, at han ikke kan få øje på, hvad Pape har gjort for at forbedre LGBT’s vilkår.
Tværtimod mener Madsen, at Pape Poulsen modarbejder LGBT-dagsordenen, fordi han fx ikke går ind for juridisk kønsskifte til børn.
Rasmus Vestergaard Madsens ”LGBT-dagsorden” henviser dog ikke til LGBT-miljøet bredt set, men udelukkende til Enhedslisten og de aktivistiske miljøer. Og eftersom ingen politiske spørgsmål kun kan vurderes fra progressive vinkler, kan man ikke konkludere, at modstand mod fx juridisk kønsskifte er at ”modarbejde LGBT”, men at det måske nærmere er et udtryk for, at man har vurderet, at følgerne for børn kan være mere negative end positive.
At Enhedslisten i denne henseende ikke ser værdi i Papes omfattende bidrag til LGBT-miljøet, fører derfor til mistanke om, at Rasmus Vestergaard Madsens kritik er et bittert forsøg på at hytte sit eget og Enhedslistens skind
Madsens kritik af Pape Poulsen er derfor alene baseret på, at den konservative formand og statsministerkandidat ikke bakker op om Enhedslistens politik, og dermed vælger han at se bort fra alle de standarder og kriterier, som venstrefløjen normalt anvender til at vurdere kvinder og minoritetspersoners præstationer.
Har sprængt et glasloft
Udtrykket ”glasloftet” bliver anvendt på venstrefløjen til at beskrive usynlige barrierer af normer og fordomme, der forhindrer kvinder eller minoritetspersoner i at få fremgang på bestemte områder. Når et menneske så alligevel overkommer barriererne, lyder det ofte, at glasloftet sprænges.
Og Søren Pape har sprængt et sådant glasloft. Det er helt og holdent indiskutabelt.
Han havde en kristen opvækst i et lille jysk bondesamfund, i en periode var han engageret i det lokale menighedsråd, og forholdet til kirken og religion har han taget med sig ind i voksenlivet og det politiske liv.
For Pape er kristendommen ”den klippe, vi allesammen står på,” men når snakken sporer sig ind på religion og hans seksualitet, bliver han alligevel bidsk i tonen. ”Ingen i kirken skal bedømme mig som menneske. Det accepterer jeg simpelthen ikke. (…) Man kan da heller ikke udelukke nogle mennesker fra kirken på baggrund af den måde, de er skabt på,” sagde han fx til Viborg Folkeblad i 2014 og tilføjede:
”For det er jo sådan her, jeg er skabt. Min seksualitet er ikke et tilvalg. Det er bare sådan, jeg er.”
Pape udviser altså ikke berøringsangst over for de fordomme, der kan eksistere i kristne og konservative miljøer. Selvom hans villighed til at prikke til de traditionelle samfund tilsyneladende ikke har betydet noget for det progressive og marxistiske københavnermiljø, kunne man alligevel have håbet, at man i Enhedslisten ville lægge partifarve og ideologi på hylden ved at rose Søren Pape Poulsen for den repræsentation og betydning, han har for de LGBT-personer, der har lignende baggrund.

Det er ikke utænkeligt, at Søren Pape Poulsen – alene med sin åbenhed som partiformand for et konservativt parti og nu som statsministerkandidat – er med til at øge sandsynligheden for, at LGBT-børn og -unge af konservative forældre vil blive mødt med kram og anerkendelse, når de springer ud.
At Enhedslisten i denne henseende ikke ser værdi i Papes omfattende bidrag til LGBT-miljøet, fører derfor til mistanke om, at Rasmus Vestergaard Madsens kritik er et bittert forsøg på at hytte sit eget og Enhedslistens skind. Denne mistanke forstærkes blot af Madsens forsøg på at argumentere for, hvorfor han selv fortjener nomineringen mere end Pape.
Angrebet virker altså ikke blot arrogant, men udtrykker også et menneskesyn, der desværre har vundet indpas på den ydre venstrefløj, hvor man ikke længere kæmper for mangfoldighed, men angriber dem, der gør.
Retten til at være sig selv – også politisk
Når man lytter til Rasmus Vestergaard Madsen, står det som nævnt klart, at der er en række politikområder, man er nødt til at bakke op om, hvis man ikke skal beskyldes for at ”modarbejde LGBT-dagsordenen”.
Lad os sammenligne med et hypotetisk eksempel og antage, at man har to kvinder, der begge opfatter sig som feminister. Begge kvinder har direktørstillinger, og begge kvinder ønsker, at der kommer flere kvinder i bestyrelserne. Den ene kvinde er dog tilhænger af kvindekvoter, mens den anden er imod.
Ifølge Rasmus Vestergaard Madsens logik er den ene kvinde en dårlig feminist, der modarbejder kvindesagen, og begrundelsen er udelukkende, at hun ikke er villig til at bakke op om synspunkterne og politikken i Madsens parti. Ifølge samme logik kan samme kvinde desuden beskyldes for ikke at fortjene en eventuel nominering til en feminismepris.
I stedet bør de anerkende og rose Søren Pape Poulsen for gennem sin repræsentation at bidrage til åbenhed og normalisering i traditionelt set mere lukkede og ”LGBT-forskrækkede” miljøer
Det er sådan, Madsen og visse venstrefløjskredse har reageret på Papes nominering. Derfor får man også fornemmelsen af, at venstrefløjens kritik udspringer af frustrationer over, at højrefløjen i dag også repræsenterer diversitet, eftersom kvinder og minoritetspersoner nu også er at finde på højrefløjens topposter, selvom diversiteten dog ikke forceres eller er et mål i sig selv.
Hos Rasmus Vestergaard Madsen kommer foragten for dette til udtryk, når han i forbindelse med Papes nominering arrogant konstaterer, at den slags ikke skal måles på, hvem man ”bare er”.
Og det har Madsen ret i. Problemet er dog bare, at Søren Pape Poulsen ikke ”bare” er LGBT-person.

Venstrefløjen holder sig trods alt ikke tilbage fra at italesætte homofobi og fordomme i kristne og konservative miljøer. Derfor må man også anerkende, at Pape har haft netop de fordomme imod sig. Og fordi venstrefløjen mener, at man ”sprænger et glasloft,” hvis man som minoritetsperson eller kvinde overkommer skjulte barrierer fra normer og fordomme på et givent område, kan venstrefløjen ikke andet end at anerkende Papes bedrift som netop dette. ”Et sprængt glasloft”.
Rasmus Vestergaard Madsen og den resterende venstrefløj bør derfor holde op med at være bitre over, at Danmarks første åbne homoseksuelle statsministerkandidat er leder af et konservativt parti, og i stedet bør de anerkende og rose Søren Pape Poulsen for gennem sin repræsentation at bidrage til åbenhed og normalisering i traditionelt set mere lukkede og ”LGBT-forskrækkede” miljøer.
Det er nemlig en langt større bedrift end progressiv aktivisme og kampen for 75 køn.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.