BØGER // ANMELDELSE – Romanen Der kommer en morgen af Katarina Lewkovitch handler om en kvinde, der efter en pludselig skilsmisse må konfrontere sin ensomhed og sit forhold til sin datter. “Det er stærkt, smertefuldt og klaustrofobisk, men hele tiden relevant og vedkommende,” skriver Estrid Dyekjær. “Lewkovitch skriver poetisk, flydende og smukt – i skærende kontrast til alt det grimme, hun beskriver. Med sproget gør hun den ubehagelige historie om svigt, dysfunktionelle relationer og ulykkelig kærlighed til en god – ja, næsten nydelsesfuld læseoplevelse.”
Katarina Lewkovitchs anden roman, Der kommer en morgen, tager sin begyndelse i den svenske skovbund. Den kvindelige hovedperson samler svampe til et overdådigt måltid, som hun vil dele med sin elskede, og imens hun fylder kurven, kredser tankerne om, hvordan de fandt det lille hus i skoven i det nordlige Småland, og hvordan hun har lært at holde af det primitive liv i huset, på trods af sin umiddelbare skepsis omkring brøndens grumsede vand og solpanelets begrænsninger. Huset er deres fælles fristed, nu hvor datteren er blevet voksen, og de igen skal nyde tosomheden.
Da kurven er fuld, tilberedes svampene, så duften næsten når ud mellem linjerne, og alt kunne være godt, hvis blot ikke manden pludselig meddeler: Jeg vil skilles.
Det får hovedpersonen til at reflektere: ”To sekunder cirka, det er dét, det tager at sige de tre ord. Men hvis man afspillede dem, kunne man både få dem til at vare længere eller kortere. Man kunne trække lyden ud, så den blev dyb og gummiagtig, ulden. Næsten dæmonisk. Eller man kunne afspille dem i dobbelt tempo eller tredobbelt tempo, så det kom til at lyde komisk.”
Ordene synker ikke for alvor ind. Svampene er jo perfekt tilberedt, og hun ved, hvor meget han holder af netop den ret. Ikke desto mindre forlader han måltidet og efterlader kvinden i en pludseligt forandret virkelighed. Alene uden bil, el og vand, med et begrænset forråd og kun selskab af skovens gnavere, kælderens svampesporer og hendes egne sorte tanker.
Vantro, frygt, fortrydelse og skam væver sig ind mellem hinanden, imens dagene går med at samle mad i skovbunden, for uden bil er turen til nærmeste indkøbsmulighed lang.
Katarina Lewkovitch kredser om mor-datter-relationen
Allerede tidligt i ensomheden begynder datteren at snige sig ind i tankerne. Ikke på den traditionelle moderkærlige måde, men som det smerteligste punkt i kvindens liv.
Hun tænker tilbage til tiden, da barnedyret meldte sin ankomst og brød den romantiske tosomhed, og hun dvæler ved de små og store svigt, der nok optræder i enhver mor-datter-relation, men som her vokser til ulidelige dimensioner:
”Hun fik det dårligt af at se på sit barnedyr. Det var, som om det stod skrevet henad den lille krop, ridset ned i kødet: Du er en fejlslagen mor.”
Selvbebrejdelserne vil ingen ende tage, og det vokser i bevidstheden, ligesom mørket i kælderen og efterårets lange skygger, der dag for dag gør situationen lidt mere uholdbar. Til sidst må hun afsted – efter dage eller uger uden et rigtigt måltid mad, stavrer hun afkræftet gennem skoven for at købe ind, men ender et helt andet sted; en frikirke griber hende i faldet og tilbyder frelse, som det kræver al hendes viljestyrke at afvise. Hun vil tilbage til huset, tilberede sin egen mad og vente frelse eller forsoning fra manden og barnedyret.
De tunge tanker er ikke fremmede, men dog er stemmen mere hård, end hvad der synes rimeligt – også selvom fortællingen slår ned på opdragelsens sorteste dage – griber fat i det allermest skamfulde.
Der kommer en morgen er af forlaget beskrevet som specielt beregnet for kvinder eller piger. Den ekskluderende betegnelse er ikke blot misvisende, men også ærgerlig
Læseren fastholdes i det knugende hus, hvor faderens aske er gemt i kælderen, og skimmelangreb spredes med rekordfart, mens fortælleren i tankerne søger tilbage til datterens fødsel, til de første svære år, til nætter med søvnløshed og kaskader af bræk og til den varme, nære relation mellem den bortløbne mand og barnet.
Det er dystert, knugende og til tider frustrerende, fordi man som læser tydeligt ser det, der ikke engang fremgår af bogens bagside, hvor ordet toksisk moderskab er en temmelig misvisende beskrivelse. Her handler det ikke (kun) om en mors fejl og mangler, men også om massivt svigt fra netværket omkring hende, jordemødre, sundhedsplejerske, forældre og ikke mindst den sabotageagtige adfærd fra barnets far.
Igennem hele barnets opvækst kritiserer, skubber og ødelægger faren alt det, der kunne blive godt. Den nybagte mors naturlige mangel på rutine udstilles og bruges mod hende, ligesom barnets far er hurtig til at melde sig på banen, når alt det besværlige er overstået, og kvinden udmattet tager imod pausen med kyshånd – uden at vide, hvordan den fine kim, enhver mor-datter-relation kan indeholde, nedbrydes, så det eneste, der står tilbage, er vreden, afmagten og skammen.
Romanen bevæger sig mellem to lag
Romanen slutter, hvor den begynder; i skovbunden, hvor barnedyret viser sig som en frelsende engel og udfrier sin mor fra den følelsesmæssige storm, der kulminerer i et matchende vejrlig, der endegyldigt knuser det ufrivillige fængsel.
Det er dramatisk, storladent og tvetydigt, da kvinden udmattet driver væk i nye indsigter.
Der kommer en morgen er af forlaget beskrevet som specielt beregnet for kvinder eller piger. Den ekskluderende betegnelse er ikke blot misvisende, men også ærgerlig. Ganske vist vil mange mødre og døtre sikkert genkende sig selv eller få nye indsigter af bogen, men selv hvis man ikke er nogens mor eller datter, vil man få noget med sig.
Hvor Skov lægger alt ansvar for den svære relation på sin døde mor, lader Lewkovitch sin hovedperson påtage sig ansvaret i en grad, så man ikke undgår at tilgive alt
Ikke mindst fordi romanen hele tiden bevæger sig mellem to lag: Det ydre, hvor den opfattede kærlighed til manden vægtes ligeligt med det fejlslagne moderskab, og det dybere lag, hvor det for læseren er klart, at der skal ryddes op i alle relationer. Det er ikke mor-datter-relationen, som fejler noget, men manden, der er som gift i hendes liv.
Den mand, hvis nærvær hun længes efter, men som hun efterhånden finder styrke til at frigøre sig fra. Som læser frustreres man over den manglende handlekraft og glædes oprigtigt i takt med, at sandheden dæmrer: Den mand, der har forladt hende, skulle have haft sparket for længe siden.
Emnet om den svære mor-datter-relation er ikke nyt – hverken i menneskelivet eller litteraturen, men vinklen er skarpere og mere nuanceret end det ses i f.eks. Leonora Christina Skovs Den der lever stille, hvor det voksne barn tager afstand fra en opvækst, som på mange måder ligner det Lewkovitch beskriver.
Hvor Skov lægger alt ansvar for den svære relation på sin døde mor, lader Lewkovitch sin hovedperson påtage sig ansvaret i en grad, så man ikke undgår at tilgive alt. Også selvom det voksne barn på intet tidspunkt kommer til orde eller fremfører anklagerne. Formen er god, fordi smerten bliver neutral og uden den skygge af udleverende hævntørst som anden litteratur om moderbrist bærer. Der kommer en morgen er på den måde fuld af håb om, at døtre, der har haft det svært med deres mødre, kan se med lidt mildere øjne på relationen.
Det er stærkt, smertefuldt og klaustrofobisk, men hele tiden relevant og vedkommende. Katarina Lewkovitch skriver poetisk, flydende og smukt – i skærende kontrast til alt det grimme, hun beskriver. Med sproget gør hun den ubehagelige historie om svigt, dysfunktionelle relationer og ulykkelig kærlighed til en god – ja, næsten nydelsesfuld læseoplevelse.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og