ESSAY // FILM – Forfatter Maria Helleberg gennemgår den udvikling som fremstillingen af slaveriet i USA i film og tv har gennemgået de seneste 80 år. Fra idylliserede og sentimentale fortællinger til nådesløse og sammenbidte skildringer i det nye årtusinde, hvor hovedværket 12 Years a Slave står som en milepæl.
Gone with the wind fra 1939 var den store game changer, og da filmen omsider, efter 2. Verdenskrig, nåede Europa, var dens skildring allerede overhalet af en ny bevidsthed. Europa havde oplevet de værste følger af racisme.
Det hævdvundne, idylliserende syn på slavelivet blev revet midt over og kasseret af en ny generation. Da skildringer af livet i plantagerne vendte tilbage, skete det som udtryk for grusomhed og undertrykkelse. Men den amerikanske fascination af slaveri gennemsyrer næsten alle film om den antikke verden, og antikt slaveri sidestilles ofte fuldkommen med plantageslavernes kummerlige liv. Der var stor forskel. Og det amerikanske slaveri foregik i 1700- og 1800-tallet, ikke helt tilbage omkring Kristi fødsel. Det var vore tipoldeforældres tid, med kameraer og damplokomotiver.
Den første væsentlige, moderne kommentar til Gone with the Winds billede er tv-serien Roots, der også er en filmatisering af en succesfuld roman. Alex Haleys bestseller blev også en af de første store seriøse amerikanske tv-serier, som erobrede Europa. I 1977 var verden moden til at høre den anden side af historien, slavernes historie. I Danmark havde Thorkild Hansen netop i sin slave-trilogi fortalt den ubehagelige historie om, hvordan den florissante periodes helte tjente formuer.
Selv når de hvide åbner sig og gør en slave til sin fortrolige eller ven, rækker venskabet ikke særlig vidt. Slaverne er og bliver ejendom, ikke menneske
Root ser en slægtshistorie, der begynder med, at den unge afrikaner Kunta Kinte indfanges af slavejægere og sendes til Amerika. Derefter følger vi hans slægt generation for generation. Set med nutidens øjne er det en skrabet, enkelt fortalt historie, hvis eneste særkende er, at de sorte her er de nuancerede, ægte personligheder, mens alle hvide fremtræder forenklede og forgrovede. Det er lidt af et chok, fordi man som hvid er vant til at opleve afroamerikanere i samme form – men der er dæleme sund logik i metoden. Netop sådan oplever slaverne de hvide, som de er fuldkommen afhængige af.
Selv når de hvide åbner sig og gør en slave til sin fortrolige eller ven, rækker venskabet ikke særlig vidt. Slaverne er og bliver ejendom, ikke mennesker. Så da de omsider frigivne slaver skal forlade den gård, hvor de har levet hele deres liv, nægter moderen at se sig tilbage. Hun efterlader kun lænker i sit gamle liv.
Ubarmhjertige konsekvenser
Roots største nyskabende værdi ligger dels i valget af synsvinkel – dels i en ubarmhjertig konsekvens. For første gang anskues slaverne ikke som en homogen masse, eller som slet og ret slaver. De er individer, mennesker som gennemlever deres skæbne, helt udformet af hvide. Af hvides luner og tilfældige påfund. Mennesker som ejes af andre mennesker.
Kunta Kinte var en fornem kriger i sit hjemland. Han er en Mandingo, selvbevidst, begavet, et fysisk pragteksemplar og medspiller i en rig kultur. Som slave er han kun en krop, en fornem arbejdskraft, hvis man ellers kan knække ham nok til, at han accepterer at slide uden at forsøge selvmord ved at ødelægge denne herlige arbejdskraft. Hans degradering til slave er en egentlig umulig, urimelig proces, og livet igennem forbliver han da også en ”african slave” eller ”african negro”.
Han bøjer sig aldrig, håbet om et bedre liv holder ham oppe. Hvis man skal leve hele sit liv som slave, kan man i det mindste håbe på, at ens datter ikke bliver solgt. Eller ens kone. Men det er netop, hvad der sker.
Hans engelske forbliver mangelfuldt, og når han skal udtrykke sine dybeste følelser, slår han over i sit eget sprog. Det er hans sidste bastion. Også stjernebilledet, der minder om verden hjemme, hvor han havde et selvvalgt liv. Som markslaven Toby forsøger han gang på gang at flygte, men mutileres. Dog kun fysisk. Han forsøger at spille dum, en teknik der skildres med humor og nuance op gennem hele serien.
Den ubarmhjertige konsekvens er helt usædvanlig for en amerikansk familieserie. Her er faktisk ingen formildende omstændigheder. Slaverne er kun andres ejendom, der kan misbruges, ødelægges, sælges eller beligges efter ejernes forgodtbefindende. Hver gang et nyt håb opstår, bliver det trampet ned. Da Chicken George, hanekæmperen, tilbydes frihed for sig selv og sin familie efter fem år, siger hans ejer bare nej. Og da han skal rejse fem år i England med sin ejer, bliver det til fjorten.
Selv den frie George opdager, at han ikke kan leve sammen med sin familie i mere end to måneder, så vil han igen blive slave. Den eneste mulighed ligger i at afvente kollektiv frigivelse. Og den kommer først efter Borgerkrigen.
Næsten ingen opfølgere til Roots
Alle gemmer på hæslige, traumatiske minder, men er alligevel forblevet ordentlige mennesker. Deres idé om ”frihed” er vidt forskellig fra person til person. Nogle slaver ønsker bare at overleve og klare sig, og det kan man lettest gøre ved at blive den unge herres ”bed wench” og føde hans mulatbørn. Kunta Kinte opdager, at et sted ”nordpå” findes friheden. Men hvordan nå dertil? Og hvad skal han leve af i denne diffuse frihed? Han drømmer kun om at vende hjem til Afrika og sin Mandingo-familie. Men da hans efterkommere omsider frigives efter Borgerkrigen, er de blevet amerikanere.
Den bitreste historie af alle vises ikke, men genfortælles kun. Og jeg tror altså ikke, at det skyldes manglende fortælleevner. Kunta Kinte finder sammen med en kvindelig slave og får en datter, der sælges efter at have hjulpet en flygtning. Da datteren som midaldrende omsider vender hjem og finder sin fars grav, får hun at vide, at ikke alene blev hun selv revet bort. Da begge hendes forældre var blevet gamle sammen, solgte herren hendes mor, hvorefter hendes far døde af sorg. Der er ingen lindring og ingen soning, kun sorg tilbage. Og vrede.
Man skulle have troet det umuligt, men Roots fik ingen opfølgere ud over Roots II og en anden miniserie
Hun forsyner brættet på sin fars grav med hans ægte navn, Kunta Kinte, selv om han altid af hvide betegnedes som ”Toby”. Historien om Kunta Kinte vil leve videre i slægten, lige til den dag, hvor Alex Haley i Afrika står over for efterkommere af Kuntas familie og hører, at stammen stadig husker, hvordan den unge mand forsvandt.
Man skulle have troet det umuligt, men Roots fik ingen opfølgere ud over Roots II og en anden miniserie, også bygget over Alex Haley’s romaner. Til gengæld kastede man sig i 1980’erne over endnu et projekt, der skulle belyse Borgerkrigen – fra den hvide side. Nu med en vis sentimental skildring af slaverne, men uden at kunne gøre dem til hovedpersoner.
Dramaturgisk forenkling i 1980’erne
North and South er en filmatisering af en række mildt sagt kulørte romaner af John Jakes. Bøgerne blev filmatiseret kort tid efter deres udgivelse, og serien ændrede alle figurerne. Bogen er ikke just noget litterært mesterværk, men en meget mere kompleks størrelse end serien.
Kærlighedsforholdet mellem sydstats-godsejeren Orry Main og halvnegeren Madeleine Fabray blev hovedhistorien. Orry Mains ældre bror forsvinder. Den officer, som plager Orry og hans ven fra Nordstaterne forvandles fra en fed bøsse fra Ohio, til en mager og forpint sydstatsmand med vanvittige ambitioner.
George Hazard, industrimand fra Nordstaterne, forvandles fra en lille tyk mand – til en høj og mager skønhed. Orry Main, derimod, skildres som milelang, men spilles af lille, vimse Patrick Swayze. Der i øvrigt i romanen mister en arm i krigen, mens han i serien nøjes med at komme hjem med et stift ben. Abolitionisten Virgilia Hazard myrder i serien en sydstatspolitiker og bliver hængt – i bogen frikendes hun som uskyldig. Sidst, men mærkeligst: Orry Main dør tragisk, uden at blive genforenet med Madeleine, i filmen gifter de sig.
Serien står som et monument over 1980’ernes hang til infantil dramaturgisk forenkling. Det gode slås mod det onde, og vi ved, hvem vi holder med. Men den forenkling, som skulle gøre serien nem at følge, gjorde den helt idiotisk forudsigelig og dermed kedelig. Underholdningen forsvandt og med nuancerne forsvandt også muligheden for medleven. Forenkling medførte forsimpling. Løgnehistorier i stedet for gode historier. Hvordan skulle man dog komme videre? Måske ved at vende ryggen til de en-farvede historier og vove at fortælle – modhistorien?
Gumpetung genfortælling
Det gik egentlig ikke så godt. Diverse instruktører forsøgte sig med historier fra slavetiden og mærkelige fordomme, skjult bag gode miner og god vilje. James Ivorys Jefferson in Paris fra 1995 er sådan et forsøg på at fortælle og inddrage både hvid og sort i en ægte, historisk beretning.
Bag den gumpetunge genfortælling af Thomas Jeffersons tid som amerikansk ambassadør i Frankrig på randen af revolution lå ønsket om at inddrage det kontroversielle forhold mellem Jeffersons selv og “hans” slave, Sally Hemings, formentlig halvsøster til hans hustru, og mor til seks børn med ham. Sally var 3/4 “hvid” og kunne åbenbart i Paris gå for at være “hvid”. Alle filmudgaver af hendes liv fremstiller hende som en nydelig, ung african american.
Siden filmen blev indspillet har Sally og Jefferson og efterslægten været genstand for talløse videnskabelige og populære skildringer
Allerede omkring år 1800 havde hvide mænd og sorte kvinder fået så mange børn sammen (de fleste forblev slavegjort livet igennem), at det var vanskeligt at opretholde det racistiske skel. Jefferson selv kunne ikke som gammel mand frigive Sally og lade hende blive sammen med sine børn (og ham selv), som frigiven i Virginia ville hun igen automatisk blive slave. Han hjalp flere af deres fælles børn til at flygte, og de klarede sig igennem ved at spille hvide. Historien om Jefferson (der livet igennem nægtede at anerkende retten til interraciale ægteskaber), Sally og deres fælles børn er én lang, ond tragedie.
Jefferson in Paris præsenterer forholdets start og en villet naiv ung kvinde, der glider ind i sin rolle som ejerens samlever. Siden filmen blev indspillet har Sally og Jefferson og efterslægten været genstand for talløse videnskabelige og populære skildringer. Og genstand for en strid mellem Jeffersons forskellige efterkommere. Offentligheden ved meget mere end i 1995.
Filmen sylter sig selv ind i en besværlig parallelhistorie om en kvindelig maler, som Jefferson angiveligt også var blevet lun på. Det kunne ellers have været ret fascinerende netop at bruge Sally som synsvinkel – men det var nok stadig for “sort”.
Hovedværket 12 Years a Slave
Det emne, jeg selv er mest fascineret af for tiden, er groft underrepræsenteret – slavernes liv umiddelbart efter frigivelsen. Hvordan skabe sig et “rigtigt” liv? Hvad kunne man, og hvad var stadig udelukket? Racismen forsvandt jo ikke ved et trylleslag. Tværtimod. Integration efter ydmygelse og fortabelse af alle rettigheder er ikke let.
Hovedværket i nyere tid er Steve McQueens 12 Years a Slave fra 2013, som omsider tog slaven ud af plantagen og sendte ham tilbage igen for at anskueliggøre præcis, hvad den totale ufrihed betyder. En frigiven mand overfaldes, han bliver en slags hælervare og sælges. Oplever ufattelig hverdagsgrusomhed og kæmper sig vej gennem en grim verden. Møder onde og gode hvide og genforenes omsider med sin familie.
Hvor Kunta Kinte blev slavegjort som afrikaner er Solomon Northrup en fri amerikansk kunstner, professionel violinist. Han er selvfølgelig rasende over dette vanvittige overgreb. Men det er netop fortielsen af forbrydelsen, som er begået mod ham, som kan redde ham, får han at vide. I virkeligheden er det hans violin – og en enkelt ordentlig hvid mand, som redder ham.
Skildringerne af overgreb er præcise og ubærlige, især fordi vi ved, at der er lang, lang tid til den kollektive frigivelse. Rettighedsløshed avler groteske overgreb på alle planer. Friheden vender tilbage, men det gør de 12 år ikke. Filmen er en moderne, nådesløs og sammenbidt påmindelse om historien. Alt dette skete, Northrup skrev sin selvbiografi, som senere blev gennemgået kritisk af historikere og godkendt som korrekt vidnesbyrd.
Friheden vender tilbage, men det gør de 12 år ikke. Filmen er en moderne, nådesløs og sammenbidt påmindelse om historien
Og den kan let kædes sammen med Django Unchained fra 2012, Quentin Tarantinos forventeligt brutale og vittige skildring af tiden lige inden Borgerkrigen. Det står helt klart, alene efter 12-13 sekunder af filmen, at den må være instrueret af Tarantino. Han ville filme en “Southern”, en spaghetti-western i Syden, snarere end en “big issue movie“. Det lykkes. Blodigt og til tider iskoldt i sin måde at regne verden ud på.
Lars von Trier med humor, skydevåben, kærlighed til retfærdighed og kvinder. Samtidig minder filmen om, at ikke alene har USA en tung arv i slaveriet. Også med hensyn til vold som løsning, almindeligt accepteret handling, game changer. Og underholdning.
Foto: 12 Years a Slave, IMDB
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
