KRIGSOFRE – 26.000 danskere kæmpede på tysk side under 1. verdenskrig, som i år sluttede for 100 år siden. Tusindvis af disse mennesker vendte hjem med ar på sjælen. Én af skæbnerne var Rasmus Christian Petersen. Han hængte sig 30 år efter krigens afslutning – som offer for et sind, der var blevet sønderrevet i de nordfranske skyttegrave og over tabet af sin bror, som også deltog i krigen. Simon Kratholm Ankjærgaard fortæller historien om sin oldefar, der aldrig blev den samme efter mødet med krigens rædsler.
Min oldefar blev kun 51 år.
For præcis 70 år siden den 31. august 1948 hængte han sig i sit hjem i Veksø 25 kilometer vest for København.
Jeg har en sløret kopi af et mindeord, der blev skrevet over ham. Jeg kan ikke se hvem, der har skrevet det, eller i hvilken avis, men overskriften lyder kort og enkelt: ”Et offer”.
Rasmus Christian Petersen var ikke bare et offer for sit eget sind. Han var også et offer for en krig, der var sluttet 30 år før han begik selvmord. Rasmus var født og opvokset i Visby udenfor Tønder – dengang den del af Danmark hørte til Tyskland som konsekvens af nederlaget ved Dybbøl i 1864. Og derfor var min oldefar også én af de 26.000 danskere, der blev indkaldt til at kæmpe i den tyske hær under det 20. århundredes første store verdenskrig fra 1914-1918.
Rasmus blev sendt til fronten i slutningen af 1916 – og fulgte dermed sin storebror, Karsten Reinhold Petersen, som var draget afsted to år tidligere.
”Hvornaar falder de sidste Ofre for den første Verdenskrig?”, spørger den for os ukendte mindeords-skribent. Han fortsætter:
”Rasmus, den unge, stærke, frimodige Sønderjyde, som intet Arbejde skyede, og som ikke frygtede nogen eller noget i jævn, daglig Færd, blev i den første Verdenskrig, som saa mange andre Sønderjyder, tysk soldat.”
Takket være min farbrors stædige forarbejde har vi samlet brikkerne i puslespillet, så jeg nu kan fortælle historien om min oldefar Rasmus. Og via ham – fortællingen om de millioner af Rasmus’er, som Den Store Krig brændemærkede for altid
Det beskrives, hvordan den unge Rasmus kom hjem ”med Liv og Lemmer nogenlunde i Behold; men med Sind og Sjæl flaaet og sprængt i Stumper og Stykker.”
30 år efter krigens afslutning og ovenpå endnu en verdenskrig, kunne Rasmus ikke mere. Tirsdag den 31. august 1948 kravlede han op på loftet i det lille hvide hus, som familien havde lejet sig ind i og som tilhørte byens slagtergård, fastgjorde rebet til en loftsbjælke, formede løkken og fuldførte sit ærinde. Hans afsjælede legeme blev fundet af hans yngste datter, Grethe, hvis ældre søster senere blev min farmor.
Valget af dato var langt fra tilfældig. Ved at tage sit eget liv den 31. august sendte Rasmus et klart signal til eftertiden om, hvad der i sidste ende drev ham i døden: Samme dato i 1916 døde Karsten Reinhold Petersen af de kvæstelser, han havde pådraget sig ved fronten i Estrees i Nordfrankrig.
Hans lig kom ikke engang hjem til familien. Han blev stedt til hvile i Demicourt-Estrees i Frankrig. Langt fra Visby. Sammen med sine egne oplevelser fra skyttegravene og desillusionen over endnu en ødelæggende verdenskrig, kan brorens død være det, der fik Rasmus til at slå reb om bjælken i 1948.
Selvmordet var naturligvis et chok for familien – og ikke nødvendigvis noget, man på den tid talte åbent om, selvom alle i den nærmeste familie, og formentlig alle i byen vidste, hvad der var sket. Min far og farbror var unge mænd på kanten af gymnasiet, da de fandt ud af, at deres morfar, som de aldrig havde mødt, havde begået selvmord.
Oprindeligt havde de fået at vide, at han var syg og døde, før de blev født.
Historien om selvmordet – særligt dét, der førte til det – er aldrig blevet ordentligt klarlagt. I hvert fald ikke af os fra generationerne der fulgte efter. Det var oprindeligt min farbror Ove, der tog de første spæde skridt til at få løftet sløret og kigget ned i mørket.
Han stod på hovedet i gamle billeder, søgte efter dokumenter og gik på jagt på den i øvrigt informative hjemmeside denstorekrig1914-18.dk, der indeholder mange oplysninger om de 26.000 danskere, som var i tysk tjeneste under 1. verdenskrig.
Takket være hans stædige forarbejde har vi samlet brikkerne i puslespillet, så jeg nu kan fortælle historien om min oldefar Rasmus. Og via ham – fortællingen om de millioner af Rasmus’er, som Den Store Krig brændemærkede for altid.
Konfirmanden fra Visby
Rasmus Christian Petersen kom til verden den 11. februar 1897. Hans storebror Karsten var født 10. december 1894. Jeg kan huske et billede af deres forældre, mine tipoldeforældre; Peter Christian Petersen og Cathrine Marie Cecilie Petersen (født Bossen).
Det hang på væggen over den lille to-mandssofa i min farmor og farfars lejlighed. Jeg kan huske, at hendes ansigtsudtryk var hugget i granit uden skyggen af smil eller glimt i øjet, men at jeg kunne ane et lille smil bag min tipoldefars store, buskede og grå overskæg.
Familien voksede op i hjertet af det omstridte land mellem Danmark og Tyskland. I Visby – en lille landsby 14 kilometer nordvest for Tønder. Dansk frem til 1864. Tysk fra 1864 og frem til genforeningen i 1920. Derefter dansk igen.
I det land og i det dansksindede miljø voksede Rasmus op. Da krigen brød ud i sommeren 1914 var han 17 år og på kanten af den militærduelige alder. Vi ved ikke, om han håbede på, at krigen blev kort eller om han som mange andre unge mænd over hele Europa viftede med hatten og så frem til at blive indkaldt og komme afsted. For mange af de dansksindede var det i hvert fald en noget ambivalent følelse at risikere at skulle i krig for et land, som de ikke følte var deres.
Min farbror har sendt mig en række billeder af min oldefar, da jeg også fattede interesse for familiens mørke odyssé tilbage i tiden til dengang, hvor det hele på én gang startede og sluttede for Rasmus.
På ét af billederne sidder en ung mand i en kurvestol. Han er i et mørkt jakkesæt med høj flip, som var tidens mode dengang i 1911. Hans arme hviler på stolens armlæn. Hans hat ligger på bordet. Håret er sat med midterskilning. Blikket er fast. Munden stram og alvorlig. Det er også en alvorens dag, når man træder ind i de voksne rækker. Det er Rasmus ved sin konfirmation. En ung dansker i Tyskland – uvidende, naturligvis, om den globale katastrofe, der lå tre år ude i fremtiden, og som han ville blive en aktiv del af.
”En Helvedes Musik, som om verden skulde gaa under”
Karsten Reinhold Petersen blev allerede indkaldt til session i 1914. Og kort efter sendt afsted til den vestfront, der skulle blive hans endeligt. I 1915 var det Rasmus’ tur til at gå til session, og i løbet af 1916 blev det klart, at han på et tidspunkt skulle samme vej som sin storebror.
Karsten faldt 31. august 1916.
Den 10. oktober 1916 blev Rasmus sammen med jævnaldrende, danske kammerater sendt sydvest på med kurs direkte mod den slagmark, der havde fortæret hans bror.
Ifølge oplysningerne på denstorekrig1914-18.dk blev han i første omgang en del af Regiment 85 under 18. Infanteridivision. Andetsteds står han oplistet som en del af Reserve-Infanteri-Regiment 31. Begge regimenter husede mange danske soldater – og begge regimenter blev indsat ved samme frontafsnit i det nordfranske. Hér lå unge Rasmus i trommeild, mudder og død. Ja, selv når hans regiment eller deling var trukket tilbage fra fronten, kunne man mærke drønene fra artilleriet i jorden.
I april 1917 begyndte ragnarok i form af slaget ved Arras, hvor Rasmus og de øvrige danske regimenter var indsat i forreste linje. Angrebet blev indledt af briterne den 9. april over en front, der var 24 kilometer bred. Dansker-regimenterne stod overfor soldater fra den britiske 3. Armé.
Hvad vi ved af, skrev Rasmus desværre ikke dagbog. Han har heller ikke efterladt sig breve. Derfor må vi for en stund give ordet til en anden dansker ved Arras, Th. Lorenzen fra Feldsted, for at få et indblik i det helvede, som danskerne kom ud i.
”Jeg vaagnede ved et heftigt Knalderi og blev nysgerrig efter at faa at vide, hvad der kunde være paa Færde. Jeg kom op paa Brystværnet og saa, at der ovre paa den anden Side, i en Afstand af ca. 1500 Meter, kom en hel Del smaa Prikker ned ad en Bakkeskraaning. Paa Bakkekammen dukkede en ny Række frem og vi blev hurtigt klar over, hvad der nu skulde ske; Fjenden vilde storme vores Stilling. I en Hast fik jeg min Kammerat på benene og Geværet skudklart. Vi aabnede Ilden med Visir 1500 Meter. Skyderiet var egentlig helt meningsløst, da man ikke kunde tage et bestemt Maal i Sigte, og vi bortskød vor Ammunition til ingen Nytte (…)
Nu var første Række kommet nærmere, ca. 800 Meter fra os. Visiret blev rettet ned til 800 Meter, og nu fulgte Skud efter Skud med roligt Sigte. Vi kunde se Virkningen og knaldede løs mod de fremstormende Rækker. Bøsseløbet blev varmt, næsten gloende, og Laasen kunde ikke virke. En død Kammerat, som laa i Nærheden, havde ikke mere brug for sit Gevær. Jeg kunde derfor skiftevis bruge begge Geværer. Fra alle Geværer ved hele vor Frontlinie var Skyderiet nu i Gang, ogsaa Maskingeværene med deres skrattende Røster kom i Virksomhed, og de fjendtlige Rækker mejedes ned, som Straaene falder for Leen.
Angstfornemmelsen begyndte at vige; man fik nyt Mod, især da nu Artilleriet satte ind med den dybe Bastone.
Salverne lededes med stor Nøjagtighed og faldt præcise i den fremstormende Fjendes Rækker. Saa kom der liv i Tommyerne. De søgte i Løb af finde Dækning, hvor de kunde være beskyttet mod denne Hagl af Jern og Staal, men Udsigten til Frelse var meget lille. Derovrefra blev de nu heller ikke Svar skyldig. Vor stilling blev belagt med Byger af Granater og Shrapnels, en Helvedes Musik, som om verden skulde gaa under”.
Vermisst
Slaget ved Arras varede fra 9. april til 16. maj 1917, og Rasmus sad på første parket til denne ”Helvedes Musik”. Når røgen lettede, og der var ophold i kamphandlingerne, sad notarerne i staben klar med pen og blok for at få overblikket over faldne, sårede og savnede.
Den 4.maj 1917 blev Rasmus Christian Petersens navn skrevet ind på ’Verlust’-listen som ’Vermisst’. Savnet. Måske lå han et sted hårdt såret eller dræbt. Måske var han blevet taget til fange.
4. juli 1917 fik han ny status på listen: ’bisher vermisst, in Gefangenschaft’. Rasmus Christian Petersen, den nu 20-årige sønderjyde, var under de voldsomme kamphandlinger blevet taget til fange af englænderne. Fra de sønderskudte krigszoner i Nordfrankrig var han blevet ført ud til og over Den Engelske Kanal for at ende krigen som fange i Feltham i England.
Han optræder på flere billeder fra krigsfangelejren. På ét af dem står han i spisesalen. Han er en splejset skikkelse med hænderne i lommen og ansigtet vendt mod kameraet. På et andet billede står han yderst til venstre i bageste række på et fodboldhold af danskere. Han ligner sit konfirmationsbillede. Ansigtet er alvorligt. Blikket stift. Mundvigene peger nedad. Vi kan kun gætte, hvad der har rumsteret i hans hoved af skrækkelige billeder fra tiden ved fronten.
Granatchok
Da krigen sluttede 11. november 1918 kl. 11 begyndte millioner af unge mænd at vende hjem til deres familier og fødebyer. For Rasmus’ vedkommende skete det med skibet S/S Primula, der lagde til i København i løbet af 1919.
Det gik op for de modtagende mødre, fædre, kærester, hustruer og børn, at den unge mand, der var taget afsted, ikke var den samme mand, som ham der kom hjem. Sådan var det ikke bare med Rasmus. Sådan var det med hundredetusindvis af unge mænd. De var gået i stykker indeni. Bare på tysk side vandrede 600.000 soldater – menige, såvel som officerer – igennem det psykiatriske system i årene efter krigen.
Psykiatere, psykologer og læger famlede efter den rette beskrivelse af dette gigantiske fænomen. Man forsøgte allerede under krigen at diagnosticere det som hysteriske reaktioner eller granatchok, når ellers fysisk friske unge mænd pludselig brød sammen ved fronten – eller bag den. Når de faldt i en dødlignende søvn, som de ikke syntes at kunne blive vækket fra. Når deres raske ben pludselig ikke ville gå mere. Eller deres fingre ikke længere ville gribe om geværet. I dag kalder vi det PTSD, Post-Traumatic Stress Disorder. Men dengang tog det en rum tid, før det blev klart, at dette ikke drejede sig om enkelte svage mennesker, men om en omfattende kollektiv reaktion på det krigshelvede, som generaler og statsmænd havde udsat verdens ungdom for.
Tirsdag den 31. august 1948 kravlede han op på loftet i det lille hvide hus, som familien havde lejet sig ind i og som tilhørte byens slagtergård, fastgjorde rebet til en loftsbjælke, formede løkken og fuldførte sit ærinde. Hans afsjælede legeme blev fundet af hans yngste datter, Grethe, hvis ældre søster senere blev min farmor
Rasmus forlod Visby. Samme år, som Sønderjylland blev dansk igen, bosatte han sig i Veksø på Sjælland. Han mødte min oldemor, Anna Louise Alfrida Frantzen, og han blev far til Erik, Vera (min farmor), Ernst, Grethe og Aase. Han ernærede sig som kusk, ølkusk, chauffør og arbejdsmand i en ambition om at leve et liv som alle andre.
Problemet var bare, at han havde set så meget mere skrækkeligt, end alle de andre. På et billede, der er taget i 1928 af en 31-årig Rasmus, har han fået meget mere fylde i ansigtet. Modsat de tidligere fotografier kan anes antydningen af et smil, men det har ikke forplantet sig til øjnene.
20 år senere kravlede han op på loftet. Det var en tirsdag. Det var 31. august 1948. En dato, der pegede direkte tilbage til helvedet og som forklarede, hvorfor han ikke ville mere, ikke kunne mere. Den netop afsluttede 2. verdenskrig og udbruddet af en kold krig, der vippede på kanten af en ny storkrig, kan have givet ham det sidste skub.
”Nu døde så Rasmus,” skriver vores mindeordsskribent:
”Han kunde ikke mere! Han kunde ikke holde den Krigsmentalitet ud, som i sin Tid sprængte hans Sind og sunde Sjæl, og som aldrig senere lod ham i Ro. Vi, som kendte Rasmus nu gennem 30 Aar, hans friske Færden i alt, hvad han fik med at gøre, og som altid anede den Skygge, der laa over hans Liv og Tilværelse, maa i Dag sige: Hvor var det Synd! Rasmus var normalt skabt til Liv, Virksomhed og Glæde, men de forbandede Spekulationer, som fører den ene Krig med sig efter den anden, ødelagde hans Liv, hans Tro og hans Tilværelse, og Tusinder andre deler hans Skæbne.”
Topbillede: Rasmus Christian Petersen, privat.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
