SKANDALER & POLITIK // KRONIK – Skandaler om usandheder, løgne og lovbrud samt sexchikane er næsten blevet hverdagskost i politik. Men hvorfor ser vi over de seneste årtier flere og flere skandaler? Og hvad betyder det på sigt for vores politiske system?
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Søren Pape Poulsens troværdighed har været i frit fald som følge af usandheder om hans mands (de er efterfølgende blevet skilt) familiemæssige og religiøse forhold og karakteren af en ferietur sammen med andre ministre til Den Dominikanske Republik, hvor man mødtes med repræsentanter for landets regering, og som man havde undladt at orientere Udenrigsministeriet om.
Sagen har overskygget diskussionen af Det Konservative Folkepartis politik og kan koste Pape Poulsen statsministerposten, såfremt partiet kommer i regering efter det tilstundende valg – hvis ikke sagen ligefrem er med til, at Mette Frederiksen kan fortsætte som statsminister efter valget.
Mette Frederiksen er dog også af den borgerlige blok forsøgt skandaliseret som følge af sin rolle i forbindelse med den paniske beslutningsproces om at slå alle mink ihjel, og selv om kritikken af hende overskygges af Pape-sagen, vil hendes troværdighed med sikkerhed blive draget i tvivl i valgkampen.
For nogle år siden var Lars Løkke Rasmussen i flere omgange ude i lignende stormvejr som følge af andres betaling af hans udgifter til transport, tøj og hotelophold, hvilket var ved at koste ham posten som formand for Venstre.
Vælgerne hæfter sig derfor i stigende grad ved partiernes og især ledernes troværdighed og personligheder. Politikkens personalisering flytter således fokus fra partiernes synspunkter til politikernes personligheder
Også i udlandet har vi set en uendelig række af skandaler, der koster politikere og partier livet, selv om disse skandaler oftest i lighed med de danske ikke har forbindelse til den politiske substans, men til det luftige begreb: troværdighed.
Her kan nævnes de politiske skandalers moder, Watergate i USA i 1970’erne og senere fx udslettelsen af Kristdemokraterne i Italien, Kohl-skandalen i 1990’erne, Silvio Berlusconis korruption og bunga bunga-fester, osv. Det synes, som om der i de senere årtier har været en stigning i forekomsten af skandaler, og det rejser spørgsmålet: hvorfor?
Mindre politisk spillerum, flere skandaler
Hvis vi skal følge den catalanske sociolog Manuel Castells i bogen The Power of Identity (Oxford 1997), hænger skandalernes øgede hyppighed og betydning sammen med fremvæksten af det nye informationssamfund, netværkssamfundet, der også medfører ændringer af det politiske system og en legitimitetskrise for det politiske demokrati.
Det liberale demokrati og den senere socialdemokratiske velfærdsstat hvilede på forudsætningen af en lukket nationalstatslig organiseret nationaløkonomi, der overlejredes af det nationale politiske rum, hvori klasser og interesser kunne organisere sig og kæmpe om værdier og magt. I industrisamfundet organiseredes interesser typisk på basis af klasser, og det var herindenfor, at fordelingskampene udspillede sig.
Med udviklingen af åbne økonomier og især på basis af nye informationsteknologier nedbrydes produktionens, konsumptionens og investeringernes nationalstatslige forankring og dermed også tendentielt nationaløkonomierne. Det bliver verdensmarkedet og ikke nationalstaten, der bliver referencepunkt for vare- og (især) kapitalstrømmene.
Hermed undergraves imidlertid også nationalstaternes suverænitet og mulighederne for at føre en selvstændig økonomisk politik.
Politikkens spillerum indskrænkes afgørende. Da det politiske rums fundament som nævnt var nationaløkonomien, opløses i informationstidsalderen også det politiske rum. Politikbegrebet bliver mere og mere indholdsløst, hvorfor såvel indhold som form for politik ændres.
Personalisering og sløring af partiforskelle
I informationssamfundet opløses klasserne og dermed de traditionelle klassepartiers sociale basis og ideologier. Den store, brede middelklasse bliver altdominerende, og derfor bliver det om denne, centreret omkring det politiske centrum, at den politiske kamp kommer til at udspille sig (det har Det Radikale Venstre i årtier lukreret på).
Da der som følge af klassernes opløsning bliver stadig færre kernevælgere, går partierne på ‘rov’ hos hinanden i form af at overtage hinandens forslag og positioner (fx Socialdemokratiets overtagelse af Dansk Folkepartis udlændingepolitik) og herved udviskes forskellene mellem partierne yderligere.
Vælgerne hæfter sig derfor i stigende grad ved partiernes og især ledernes troværdighed og personligheder. Politikkens personalisering flytter således fokus fra partiernes synspunkter til politikernes personligheder, hvorom den politiske debat derfor ofte kommer til at dreje sig.
De elektroniske mediers logik
Politikkens personalisering blev forstærket af de elektroniske mediers erobring af den politiske offentlighed. Den politiske debat udspiller sig i dag i de elektroniske medier, idet det er nødvendigt for politikere, der ønsker indflydelse, at komme i medierne.
Hændelser og initiativer, der ikke rapporteres om i medierne, forbliver irrelevante og dermed reelt ikke-eksisterende. Medierne er ikke den fjerde statsmagt, men derimod det sted, hvor de politiske kampe udkæmpes. De sociale medier spiller i denne sammenhæng en underordnet rolle.
Dette medfører, at politikken også i sin form og sit indhold underlægges især de elektroniske mediers logikker. Dette betyder imidlertid ikke, at det er medierne, der kommer til at sætte den politiske dagsorden.
Den politiske proces bliver en kamp mellem skarpt modstillede aktører og synspunkter. Nuancerne forsvinder. Politikken forvandles til symbolpolitik.
Det er en åben social og politisk proces. Mediokratiet udgør en verden af indbyrdes konkurrerende og pluralistiske enheder, der kan indgå alliancer med hele spektret af politiske bevægelser og institutioner – somme tider til gavn for de politiske magthavere, somme tider til gavn for oppositionen.
Da de fleste elektroniske medier er afhængige af seertallene – og det gælder såvel de kommercielle stationer som public service-stationerne – bliver det for medierne af afgørende vigtighed at bevare troværdigheden, og dette forudsætter uafhængighed og distance fra politiske interesser.
Hvis nyhedsmedier mister troværdighed, vil forbrugerne zappe over på andre og mere troværdige kanaler eller over på de sociale medier og dermed underminere stationens økonomiske grundlag.
Nuancer overlever ikke i spin og drama
Bagsiden af mediernes overtagelse af den politiske offentlighed er imidlertid, at den politiske debat og politikerne må underlægge sig de elektroniske mediers formkrav til nyheder.
Todd Gitlin, der var sociolog inden for massekommunikation, beskrev problematikken således: Nyheder fokuserer på begivenheder og ikke på de underliggende betingelser, de fokuserer på personer og ikke på grupper, på konflikter og ikke på enighed. Kun dårlige nyheder er gode nyheder, da nyheder – for ikke at kede seerne – fokuserer på det dramatiske, og det betyder også, at politikerne får stadig kortere tid til at formulere sig.
Dette favoriserer de politikere, der har sans for dramatik, underholdning og korte punchlines. TV fremmer derfor overfladiskhed frem for indhold. Med en omskrivning af kommunikationsteoretikeren Marshall McLuhans udsagn om, at ”the medium is the message” (dvs. at mediernes form formaterer budskabet, og hvordan det opfattes), kan man sige, at budbringeren bliver budskabet.
Når først politisk korruption er blevet udbredt, ved alle, at hvis man graver længe nok, vil der dukke snavs op hos alle partier. Og så starter jagten
Nyhedsmediernes fokusering på drama har medført, at den politiske proces har udviklet sig til en evig række af stærkt simplificerede enkeltsager, hvor den politiske proces bliver en kamp mellem skarpt modstillede aktører og synspunkter. Nuancerne forsvinder. Politikken forvandles til symbolpolitik.
Endelig har udviklingen af politisk marketing med stadige opinionsundersøgelser, spin-doctors, der former politikernes budskaber og forsøger at skabe events og (foto-) muligheder for at fremme budskabernes gennemslagskraft, samt brugen af fokusgrupper for at analysere budskabers modtagelse været med til at forstærke de ovennævnte tendenser, hvor politikken tømmes for ideologisk indhold, og personfiksering og tiltagende kynisme blandt såvel politikere som vælgere overtager.
Fra sexskandaler til løgne og lovbrud
Når personer bliver vigtigere end partier og budskaber, bliver et af hovedvåbnene i informationsalderens politiske kamp skandalepolitik, idet man ved at undergrave politiske modstanderes troværdighed kan vinde eller bevare den politiske magt.
Tidligere var det typisk sexskandaler, der var farlige for politikerne, men de anses i dag ofte af offentligheden som tegn på, at politikeren – stort set altid en mand – er viril og charmerende – her er Boris Johnsons utroskabssager skoleeksemplet.
De politiske skandaler truer imidlertid med at undergrave tilliden til det politiske system og dets legitimitet, for når mange partier rammes, bliver vælgernes holdning let, at alle er korrupte
Dog har vi oplevet en ny form for sexskandaler, nemlig hvor politikeren anklages for sexchikane – fx Morten Østergaard og Frank Jensen. I stedet er det løgne, lovbrud (Tamilsagen, Inger Støjberg og Boris Johnsons fester under coronanedlukningerne) eller modtagelse af penge, der ikke er registreret, og hvorvidt offentligheden kan formode eller bevise, at pengene er givet med henblik på at opnå fordele for giveren.
Årsagen til at skandalerne først har floreret inden for de seneste årtier, tilskriver Castells, at den politiske proces og især adgangen til medierne og den politiske marketing stiller store finansielle krav til de politiske aktører, der er kronisk underfinansierede.
Derfor fristes aktørerne i stigende grad til at modtage penge under bordet – her er det britiske konservative partis modtagelse af penge fra russiske kleptokrater et godt eksempel. Når først politisk korruption er blevet udbredt, ved alle, at hvis man graver længe nok, vil der dukke snavs op hos alle partier. Og så starter jagten, hvor lækager, information og misinformation hele tiden holder gryden i kog i spillet, hvor partierne søger at skandalisere hinanden eller rense sig selv.
Og partierne indgår her i et kompliceret med- og modspil med medierne og retsvæsenet.
Truer tilliden til det politiske system
I sagen om Søren Pape Poulsen er det pressen, der har været den aktive part i at undergrave hans troværdighed, mens det i minksagen også var borgerlige, der brugte Instrukskommissionens rapport til at så tvivl om statsministerens troværdighed, hvilket også lykkedes. Efterfølgende var det så en tredje part, nemlig Det Radikale Venstre, der forsøgte at slå mønt på sagen ved at fremskynde et folketingsvalg for at komme ud af den for partiet ’unaturlige’ situation, at partiet ikke er en del af regeringen. Resultatet kan dog meget vel blive, at partiet forregner sig og efter valget bliver sat uden for indflydelse som i 00’erne, fordi de borgerlige får flertal.
De politiske skandaler truer imidlertid med at undergrave tilliden til det politiske system og dets legitimitet, for når mange partier rammes, bliver vælgernes holdning let, at alle er korrupte, og derfor er det ligegyldigt, hvem vi stemmer på.
Antallet af sofavælgere stiger derfor i mange lande – også fordi der ofte ikke sker en tydelig ændring i den førte politik efter et regeringsskifte, hvilket som nævnt hænger sammen med globaliseringens udhuling af politikernes handlemuligheder – og vælgerne føler derfor, at de mister kontrollen over deres egne liv.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
