POLITIK // ANALYSE – Lars Løkke har ni liv som en kat og kan tilsyneladende overleve et højt antal skandaler. Men klippekortet er for længst opbrugt, og han er nu i gang med sit 12. eller 13., skriver Andreas Karker.
”Jeg er enig med journalisten Kaare R. Schou, der sagde om Lars, at ’han har ni liv som en kat, og nu er han i gang med det syvende.’ Det er ret præcist. Nu er han så i gang med det ottende.”
Sådan lød det fra Venstre-nestor Bertel Haarder i hans grundlovstale i 2014.
Det var det år, hvor Lars Løkke med det yderste af neglene overlevede et forsøg på at få ham fyret med en kældersamtale med daværende næstformand Kristian Jensen.
Mange Venstre-folk havde fået nok af historier om partibetalt tøj og flybilletter til familien og ville have ham fyret, men det lykkedes Løkke at få besnakket Kristian Jensen til at gå ind for et delt lederskab.
Siden blev han fyret, startede et nyt parti og kom i regering og blev udenrigsminister, men skandalerne bliver ved med at følge manden.
Senest afslørede Ekstra Bladet, at han har brugt over 1 million skatteborger-kroner på at leje et luksus-privatfly til at flyve til Ghana i august.
Nu må hans ni liv for længst være opbrugt, og han må være i gang med det 12. eller 13.
Møgsag hos Moderaterne
Den nyeste sag startede med, at B.T. afslørede, at medarbejdere i Moderaternes sekretariat havde klaget til Arbejdstilsynet over ”mobning, sexisme og en tyrannisk ledelse”.
Moderaterne svarede igen med at tilbyde sekretariatets medarbejdere en frivillig fratrædelse med tre måneders løn. Det tog syv imod, de sidste tre blev fyret tirsdag. Djøf kalder fyringerne ”usaglige”.
”Vi har konstateret, at der har været en afdeling, som har været bemandet af en leder og nogle medarbejdere, som ikke fungerer i sammenhæng,” udtalte Lars Løkke efterfølgende til TV 2, hvor han konstaterede, at det efter ledelsens opfattelse var i det politiske sekretariat, at der for alvor er problemer.
Løkke risikerer, at hans parti bliver hjemsøgt af negative historier og styrtdykker i meningsmålingerne
I Arbejdstilsynets rapport oplyste ansatte ifølge Ekstra Bladet, at der ”jævnligt forekommer adfærd og udtalelser fra ledelsen i forbindelse med faglige bidrag på møder, som de har oplevet som negativ kommentering, hån og latterliggørelse.”
I vurderingen fremgår det også, at flere ansatte er bange og har oplevet grædende kolleger på arbejdet. Der er også eksempler på stress og søvnproblemer, ligesom flere har fået psykologhjælp på grund af blandt andet krænkende handlinger.
Søgelyset er også rettet mod den nyudnævnte digitaliseringsminister Caroline Stage Olsen (M), som indtil juli i år var leder af Moderaternes politiske sekretariat.
”Der er ingen mulighed for, at hun ikke ved, at der er voldsomme problemer, at medarbejderne mistrives og har gjort det længe,” lød det til B.T. fra en nu tidligere medarbejder hos Moderaterne.
Moderaterne har klaget over B.T.’s journalist Anne Katrine Restrup, der afslørede den oprindelige historie, til Folketingets formand.
Hun skulle angiveligt have forhindret medlemmer af partiets folketingsgruppe i at komme ind til gruppemødet, da hun stillede spørgsmål.
Hvor mange skandaler er for mange?
I 2014 oplevede jeg selv Lars Løkkes krisehåndtering, da jeg sammen med Thomas Nørmark Krog arbejdede på portrætbogen LLR.
Først overvejede han et fogedforbud, senere ville han gerne deltage uden for citat og holdt to møder med os på sammenlagt otte timer. Han sendte også kritiske mails til Berlingskes koncernchef.
Lars Løkke risikerer, at hans parti bliver hjemsøgt af negative historier og styrtdykker i meningsmålingerne. Han har tidligere vist en ekstraordinær overlevelseskraft, men spørgsmålet er, om der er mere liv i manden og hans parti.
Her er et overblik over Løkkes skandaler gennem tiderne:
Marts 2008
Ifølge Frederiksborg Amts Avis bruger Lars Løkke skatteborgernes penge på kaffe, cigaretter, et kasinobesøg i Aalborg og flere diskoteksbesøg på Crazy Daisy i Herning fra 1998 til 2001. Han undskylder sig med, at tiden var en anden dengang.
Maj 2008
Ekstra Bladet afslører, at Løkke har overnattet på First Hotel på Vesterbrogade i København under navnet ”Jensen” på skatteborgernes regning, da han var indenrigs- og sundhedsminister.
Juni 2008
Det kommer frem, at Løkke som amtsborgmester har brugt 240.000 kroner på at køre i taxa. I alt er der tale om 148.066 kroner, hvor det er umuligt at se, om kørslen har været i amtets interesse.
Januar 2009
Ekstra Bladet afslører, at Lars Løkke på et frokostmøde med Søren Pind drikker 20 snaps og fem fadøl under, hvad der betegnes som en arbejdsfrokost. Regningen for frokosten bliver betalt af Søren Pinds repræsentationskonto og lyder på 1.095 kroner, hvoraf 781 kroner blev brugt på alkohol.
December 2011
Det kommer frem, at Lars Løkke Rasmussen har brugt over 154.000 kroner fra statskassen til leje af en rygekabine med to barstole i sin tid som statsminister.
Oktober 2013
Løkke har brugt over en million kroner på flybilletter på første klasse og limousinekørsel til lufthavnen som formand for den internationale klimaorganisation Global Green Growth Institute.
Løkke erkender på et pressemøde, at han har rejst for dyrt. Det kommer også frem, at GGGI har betalt for en rejse for hans datter til Brasilien til 27.000 kroner. Ifølge Løkke er der tale om en misforståelse.
Maj 2014
Ekstra Bladet kommer i besiddelse af bilag, som viser, at Venstre har betalt 152.000 kroner for tøj til Lars Løkke Rasmussen. Tøjet har han købt i 2010 og 2011, mens han var statsminister. Det drejer sig blandt andet om ni jakkesæt, 28 skjorter, ni par bukser, 21 slips, 17 par strømper og otte par boksershorts. Mediernes opmærksomhed på Løkkes dyre vaner får Venstre til at afsløre over for sine medlemmer, at partiet efter valgnederlaget i 2011 betalte for en privat rejse til Mallorca for Løkke, hans kone og deres børn.
Januar 2018
Ekstra Bladet afslører, at Lars Løkke Rasmussen som statsminister i 2016 tilbragte en uge med familien i et sommerhus i Skagen ejet af fiskeren John-Anker Hametner Larsen. Ifølge Løkke var der tale om en fødselsdagsgave.
December 2018
Berlingske afslører, at en donation på 50.000 kroner til Løkkefonden var den klare betingelse for, at Løkke aflagde besøg hos Akademikernes A-kasse i 2015.
November 2022
Kristian Klarskov fra Moderaterne opgiver sit mandat, da det kommer frem, at han slet ikke er den succesfulde iværksætter, som han udgav sig for at være.
August 2023
Jon Stephensen springer ud som løsgænger, efter han havde sendt upassende beskeder til en 19-årig partifælle.
November 2023
Mike Fonseca følger trop, da det kommer frem, at han har et forhold til en 15-årig pige.
September 2024
Partiet holder et ni timer langt krisemøde om sexisme og mobning. Beslutningen bliver at ansætte en ekstern erhvervspsykolog og lade Arbejdstilsynet komme på besøg. Desuden vil partiet igangsætte en whistleblowerordning. Syv ansatte i det politiske sekretariat tager en frivillig fratrædelse, de tre resterende bliver fyret. Usagligt, siger Djøf.
September 2024
Ekstra Bladet afslører, at Løkke har brugt over 1 mio. på at hyre et luksus-privatfly til at rejse til Ghana.
Kilder: TV 2 Kosmopol, Altinget, Ekstra Bladet, Berlingske, Information, B.T., dr.dk
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her