BØGER // ESSAY – Maj Sjöwall og Per Wahlöö insisterede på at kalde deres ti krimier om Martin Beck og hans kolleger over 2500 sider for romanen. ”Når vi havde Roman om en forbrydelse som samlende titel var det, fordi vi så alle bøgerne som ét værk på 300 kapitler. Vi afslørede ikke, hvad forbrydelsen bestod i, men vi anså selv forbrydelsen for at være socialdemokraternes forræderi mod arbejderklassen,” forklarede Sjöwall til Politiken i 2007. Per Vadmand har brugt en uge på at genlæse fortællingen. Holder bøgerne? Og hvad med samfundskritikken? Svaret er ikke så ligetil. Men det kommer her.
Midt i tresserne begyndte der at ske noget nyt i svenske kriminalromaner, en genre vi på venstrefløjen dengang rynkede på næsen ad som samfundsbevarende virkelighedsflugt. De første bind af Maj Sjöwall og Per Wahlöös serie Roman om en forbrydelse (bemærk entallet), Roseanna (1965) og Manden der gik op i røg (1966), vakte ikke særlig opsigt. Der var tale om velskrevne, plotbestemte whodunnits med fokus på politiarbejde, og de spredte hentydninger til for eksempel politibrutalitet og chikane af venstreorienterede var yderst diskrete. Men de var der. Lige fra begyndelsen.
Samfundskritikken indgik organisk i handlingen og var mest lagt i munden på seriens mere kontroversielle personer som den brutale og yderst sammensatte Gunvald Larsson … Og kritikken holdes i tømme af netop Martin Beck, seriens centrale person, der konsekvent nægter at se den politiske vinkel.
Selv stod jeg på med det fjerde bind, Endestation mord (1968, i 2007 nyoversat som Den grinende strisser), om en massakre i en bybus i Stockholm, og den fangede mig i hvert fald så meget, at jeg skyndte mig at anskaffe de tidligere bind. At der skulle være tale om et specielt venstreorienteret værk, sprang endnu ikke voldsomt i øjnene, om end man i tilbageblik sagtens mærker hensigt uden at blive forstemt.
Samfundskritikken indgik organisk i handlingen og var mest lagt i munden på seriens mere kontroversielle personer som den brutale og yderst sammensatte Gunvald Larsson – den eneste af figurerne, der ud over Beck er ”overlevet” i den tv-serie, svensk TV senere producerede. Og kritikken holdes i tømme af netop Martin Beck, seriens centrale person, der konsekvent nægter at se den politiske vinkel. Allerede i dette fjerde bind kan Becks nærmeste kollega – og bedste ven – Lennart Kollberg dog godt ind imellem virke temmelig frelste. Men alt i alt husker jeg mest disse første bøger som en velkommen oase i den spændingslitteratur, jeg altid har været forfalden til: Her var der endelig et forfatterpar der ”holdt med os”. At jeg ikke var ene om denne fornemmelse, tyder seriens stigende salgstal også på.
Kill your darlings
Noget, der dengang var højst usædvanligt, men i dag nærmest er blevet en kliché, var, at forfatterparret lod en af seriens mest sympatiske hovedpersoner blive dræbt i busmassakren i Endestation mord. Det er ganske vist ikke specielt ”venstreorienteret”, men dog et eksempel på de konventionsbrud, der siden skulle komme mange flere af.
Der er bare for mange uduelige politifolk – og de forskellige ”reformer” af styrken gør det lettere for de uduelige at nå til tops i stedet for at effektivisere den. Det er vel det, vi i dag ville kalde ”djøfisering”.
I bind fem, Brandbilen der forsvandt (1969), og især i bind seks, Strisser strisser (1970), bliver både samfundskritik, satire og sine steder ren farce afgørende ingredienser. Endnu går kritikken mest på politiet selv, idet strukturændringer, militarisering og centralisering af korpset står for skud. Et godt eksempel er Lennart Kollberg, der som ung betjent har dræbt en mand og nægter at bære våben. Dette er i sig selv ikke noget nyt. Den type politimand er man også stødt på hos andre forfattere, men her ender de som regel med i en presset situation at redde helten ved alligevel at skyde (for eksempel i den første Die Hard-film).
Men Sjöwall og Wahlöo bruger Kollberg som et til tider rigeligt docerende talerør for kritik af den stadig kraftigere bevæbning af selv almindelige gadebetjente. En nutidig læser vil nok undre sig over, at de engelske Bobbyer fremhæves som eksempel på, at dygtige politifolk sagtens kan holde orden uden skydevåben. Siden Strisser strisser udkom i 1969, er engelsk politi – og det engelske samfund i det hele taget – gået langt videre end det svenske i både militarisering og overvågning af borgerne. Også dansk politi nævnes som forbillede, og en dansk politimand, der optræder som biperson i flere af bindene, skildres som et mønster på sund fornuft og effektivitet.
Dupond og Dupont i Sverige
Det er også i Strisser strisser, at patruljebetjentene Kristiansson og Kvant, seriens svar på Astrid Lindgrens klumrehoveder fra Pippi Langstrømpe, betjent Kling og Klang, (selv forbogstaverne har de tilfælles) eller Dupond og Dupont fra Tintin, for alvor træder ind på scenen. De optræder også sporadisk i de tidligere bind, men uden at gøre sig særligt bemærkede ud over, at de i Manden på balkonen ved et tilfælde overrasker en seksualforbryder på fersk gerning – fordi Kvant er gået ind i et buskads for at tisse.
Men i Strisser strisser bliver disse to farcefigurer pludselig til et af handlingens centrale omdrejningspunkter, idet de kommer for sent til at fange en international forbryder i lufthavnen: På vejen har de brugt tid på at overfuse et treårigt barn, der råbte noget efter dem, de opfattede som forulempelse af embedsmand i funktion.
Ligesom senere optrin af lige så farceagtig karakter er både selve scenen og de to tumpers efterfølgende konfrontation med en skumrasende Gunvald Larsson meget vittigt og veloplagt skrevet, men ved en senere nøgtern gennemlæsning, især af de seneste bind, kan man godt få en fornemmelse af et for voldsomt stilbrud – lidt ligesom at lade Jens Fup fra Basserne optræde i en ultra-realistisk anti-krigsserie om Vietnamkrigen.
Men som sagt, scenerne fungerer i sig selv. Og hele serien igennem holdes der fast ved, at det ikke er politiet som sådan, der er udueligt, der er bare for mange uduelige politifolk – og at de forskellige ”reformer” af styrken i stedet for at effektivisere den, gør det lettere for de uduelige at nå til tops. Det er vel det, vi i dag ville kalde ”djøfisering”.
Den afskyelige mand
I bind syv, Den afskyelige mand (1971), åbnes der for alvor for sluserne. Hovedhistorien handler om mordet på en ældre politimand, der ligger dødssyg på et hospital. Under opklaringen bliver det hurtigt klart, at det er ham, der er titlens ”afskyelige mand” med et generalieblad, der rummer stort set alle de overgreb, en politimand kan begå uden konsekvenser, fordi korpsånden beskytter ham. Beskrivelsen af denne Stig Nyman kunne være taget ud af en lærebog om nazibødlers psykologi – hvad den måske også er. Læseren får i hvert fald det tydelige indtryk, at manden selv har bedt om at blive myrdet.
I stedet for at vise gennem handlingen og personernes relationer og holdninger, hvad der er i forfatternes øjne er ved at gå galt i det svenske samfund, bliver kritikken i stigende grad udtrykt gennem, hvad man kunne kalde små, ultrakorte essays om dette og hint – ofte petitesser, der blot er udtryk for forfatternes private idiosynkrasier.
Jeg skal ikke her afsløre, hvem morderen er, kun at han er en tidligere politimand. Bogens kulmination er, at morderen sidder på et tag og skyder på alle de politifolk – kun politifolk – han kan få ram på. Blandt disse er også Kvant, den ene af Kling og Klang-makkerparret, hvilket vel igen er en forsyndelse mod genrens konventioner, men som her virker perfekt som understregning af situationen: Selv ikke de komiske bipersoner går fri. I de følgende bind får Kristiansson så følge af endnu en K-mand, Kvastmo, og det lykkedes i sidste bind endnu en gang parret at forkludre en situation, der ellers var under kontrol.
Kæden knækker
Men det er også i Den afskyelige mand, at kæden begynder at knække, at kritikken fra at være implicit bliver eksplicit: I stedet for at vise gennem handlingen og personernes relationer og holdninger, hvad der er i forfatternes øjne er ved at gå galt i det svenske samfund, bliver kritikken i stigende grad udtrykt gennem, hvad man kunne kalde små, ultrakorte essays om dette og hint – ofte petitesser, der blot er udtryk for forfatternes private idiosynkrasier.
Det er for eksempel svært at se, hvad vi skal med den oplysning – endda givet ved flere lejligheder – at der står POLIS seks steder på svenske politibiler. Og en person kan ikke køre ind til Stockholms centrum, nej, han må absolut køre ind til ”Stockholms miljøødelæggende og arkitektonisk katastrofale centrum”. Her prædikes til den læsende menighed.
Og en person kan ikke køre ind til Stockholms centrum, nej, han må absolut køre ind til ”Stockholms miljøødelæggende og arkitektonisk katastrofale centrum”. Det er muligvis rigtigt nok, så godt kender jeg ikke Stockholm, men det er unægtelig en svada, der kan forsinke enhver god biljagt.
Det er i øvrigt muligvis rigtigt nok, så godt kender jeg ikke Stockholm, men det er unægtelig en svada, der kan forsinke enhver god biljagt. Og eksemplet er ikke enestående. I de følgende bind fyldes der stadig flere sikkert udmærkede og politisk korrekte kritikpunkter på teksten, som imidlertid kun sætter handlingen i stå og efterhånden bliver et irritationsmoment.
For eksempel introduceres i bind otte, Det lukkede rum (1972), i kapitel 11 Martin Becks gamle mor, som vi hverken tidligere eller senere (bortset fra en bisætning i bind ti) hører noget om. Hele det otte sider lange kapitel er en lang og muligvis berettiget kritik af svenske plejehjem, som hører hjemme i en avisartikel – ikke i en krimi, hvor det ikke bidrager med andet end fyld.
Jeg var før inde på det farceagtige i seriens senere bind. Blandt højdepunkterne – og det er altså virkelig morsomt – er politiets storm på en lejlighed, hvor de mener, to internationale bankrøvere skjuler sig. Scenen er for lang til at citere i sin helhed, men skildringen er ren slapstick og så visuel, at da jeg nogle år senere så den plagieret i en film (husker ikke længere hvilken), var jeg overbevist om, at jeg måtte have set filmen før.
Sjöwall og Wahlöö var – som mange af den tids (og såmænd også ofte tidligere tiders) venstrefløjsfolk – tæt på at anse netop Socialdemokratiets venstrefløj som ideologisk hovedfjende.
Fra og med bind syv møder vi en af forfatternes yndlingsaversioner, Martin Becks nærmeste foresatte politiinspektør Stig Malm – der pudsigt nok deler navn med en svensk venstrefløjssocialdemokrat og LO-formand. Om dette er en ondskabsfuldhed eller en cadeau, er ikke helt let at gennemskue, idet Sjöwall og Wahlöö som mange af den tids (og såmænd også ofte tidligere tiders) venstrefløjsfolk var tæt på at anse netop Socialdemokratiets venstrefløj som ideologisk hovedfjende. For resten har forfatterne allerede i Brandbilen der forsvandt brugt navnet Malm på en af forbryderne.
Bøgernes Stig Malm er i hvert fald skildret som en uduelig bureaukrat, der ofte ved sin klodsethed og medieliderlighed kommer til at forkludre kriminalfolkenes arbejde. Han bliver til selve personificeringen af, hvad der er galt med politiet, men er også samtidig en temmelig forslidt kliché. Fra Sherlock Holmes til Morse har overordnede politifolk altid lagt hindringer i vejen for ”folkene på gulvet”, der jo altid ved bedre. Ikke desto mindre er Malms meriter ofte et lyspunkt i de sidste ellers meget dystre og sammenbidte bind i serien.
Kriminalassistent Jensen i Sverige og prædikerne til menigheden
Det er også i Det lukkede rum, Sjöwall og Wahlöo for alvor begynder at prædike. Her er et citat på sin plads fra en scene, hvor to professionelle bankrøvere planlægger deres store kup.
”Malmstrøm og Mohrén var som sagt et par kompetente fagfolk, men de var langtfra rigtige storforbrydere. Storforbrydere bliver nemlig ikke sat fast. Storforbrydere plyndrer ikke banker. De sidder på kontorer og trykker på knapper. De udsætter sig ikke for nogen risiko. De forgriber sig ikke på samfundets hellige køer, men beskæftiger sig derimod med lovformelig udsugning, der kun rammer enkelte individer.”
At den citerede svada har en umiskendelig lighed med Axel Strøbyes kriminalassistent Jensens tirader om ”lovlige og ulovlige forbrydelser” i Olsenbanden-filmene, blot uden dennes komiske frustration, kan forfatterne selvfølgelig ikke gøre for.
Og så videre og så videre. Og disse betragtninger er vel at mærke ikke lagt i munden – eller tankerne – på personerne, men er en direkte henvendelse fra forfatterne til læseren. Og dermed en grov forsyndelse med show, don’t tell-princippet. At den citerede svada har en umiskendelig lighed med Axel Strøbyes kriminalassistent Jensens tirader om ”lovlige og ulovlige forbrydelser” i Olsenbanden-filmene, blot uden dennes komiske frustration, kan forfatterne selvfølgelig ikke gøre for.
Men fra og med bind syv bliver denne type direkte henvendelser hyppigere og hyppigere for til slut næsten at tage overhånd. Kritik af samfundets indretning findes som nævnt også i de tidligere bind, men her er den dels kortere og mindre gnaven, dels som regel lagt i munden på en af personerne efter princippet: ”Martin Beck havde altid ment at …” Måske ikke særligt elegant, men dog uden de seneste binds præg af gardinprædikener.
Endnu et citat:
”Skattevæsenet vidste intet om Svärd. Dér havde man bedømt ham som en fattig mand og ladet sig nøje med den raffinerede form for udsugning, der hedder moms på levnedsmidler og som tager sigte på at ramme de dårligst stillede i samfundet, de, der allerede er slået ud, og ramme dem hårdt”.
Stærke sager i betragtning af, at netop moms er den eneste form for skat, de rige ikke kan unddrage sig. Men alt kan åbenbart bruges.
Efter alle disse indvendinger kan det måske undre, at jeg vil hævde, at Det lukkede rum er et af seriens bedste bind. Det er det først og fremmest i kraft af ikke bare ét, men to virkelig flot sammenskruede plot, der er suverænt flettet sammen og får en meget overraskende afslutning, som det vil være synd at røbe her. Og humoren, spændingen og menneskeskildringen er trods de nævnte skønhedspletter på et højt plan. Og så er det frydefuldt for en hærdet krimilæser at se endnu en raffineret løsning på en af de klassiske gåder: Mordet i det lukkede rum.
Vendepunktet
I bind ni, Politimorderen (1974), går det imidlertid helt galt. Også her er der to plot, men i modsætning til forrige bind hænger de overhovedet ikke sammen. Det virker som om, forfatterne har haft ideen til en god ”rugbrødskrimi”, en vaskeægte ”whodunnit”, denne gang i et landligt miljø langt fra Stockholm, hvor de lokale politifolk er fornuftige mennesker, der med Martin Becks diskrete hjælp stille og roligt får opklaret et mord ved gedigent politiarbejde. Denne første halvdel af bogen kunne være et forstudie til eller en inspiration for Henning Mankells Wallander-serie og har mange af dennes kvaliteter. Og uden for mange løftede pegefingre – nogle er der selvfølgelig såsom citatet om ”det katastrofale” Stockholm ovenfor.
Det er forunderligt at observere, hvordan disse to venstrefløjsforfattere har reserveret deres allermest giftige personbeskrivelse til netop Olof Palme – thi ham er det! – som normalt regnes for den mest venstreorienterede statsminister i Sveriges historie. Gad vide, hvordan Maj Sjöwall egentlig har det med det faktum, at Palme faktisk blev skudt en dag, hvor han havde sendt livvagten hjem?
Men så er det som om, forfatterne kommer i tanker om, at det jo fandeme skal være samfundskritisk og venstreorienteret, det her. Og med den spinklest mulige sammenkædning – en flugtbil, der forekommer i begge plot – får vi nu en historie om to sølle ungdomskriminelle, hvoraf den ene af vanvare skyder en politimand ned. Den anden bliver genstand for ”den største menneskejagt i Sveriges historie”, som Stig Malm bombastisk meddeler pressen. Denne del er fuld af usandsynligheder, klicheer og udfald til højre og venstre mod alt og alle, herunder mange sikkert velfortjente hib til svenske massemedier, men den trækker hele bogen gevaldigt ned. Det er da også betegnende, at dette og det sidste bind er næsten dobbelt så lange – over 400 sider – som samtlige øvrige, der ligger på omkring de 200-225 i gennemsnit.
Seriens sidste bind, Terroristerne (1975) ville jeg egentlig helst forbigå i tavshed. Det er en voldsomt oppustet historie om en international terrorgruppe, der vil myrde en højreorienteret amerikansk senator – en slags Goldwater-Reagan-klon – under et besøg i Stockholm. Ved et raffineret svindelnummer lykkes det Martin Beck & co. at narre terroristerne.
Beskrivelsen af dette nummer – der havde været umuligt i dag med nutidens sociale medier og mobiltelefoner – er godt fundet på og næsten hele bogen værd, men desværre har forfatterne indflettet en sidehistorie om en aldeles utroværdig ung, naiv pige, som det takket være endnu en gang forkludring fra Stig Malm og de to K-betjente, lykkes at skyde den svenske statsminister. Det er forunderligt at observere, hvordan disse to venstrefløjsforfattere har reserveret deres allermest giftige personbeskrivelse til netop Olof Palme – thi ham er det! – som normalt regnes for den mest venstreorienterede statsminister i Sveriges historie.
”Regeringschefen i Sverige havde også en livvagt, noget ingen anden svensk statsminister havde haft før ham (…) Han var en lille, hidsig og nervøs mand med kvindagtige og let forgræmmede træk. Hvad han end udstrålede, så var det ikke den landsfaderlighed et par af hans forgængere havde brystet sig af. Der var, påstod folk, der prøvede at dybdeanalysere hans udseende og hans optræden, tydelige træk af dårlig samvittighed og barnlig skuffelse i ham.”
Gad vide, hvordan Maj Sjöwall egentlig har det med det faktum, at Palme faktisk blev skudt en dag, hvor han havde sendt livvagten hjem?
Beck og kvinderne
Jeg nævnte tidligere forsyndelser mod show, don’t tell-princippet. En detalje, der irriterede mig allerede dengang i tresserne, var hyppige overflødige beskrivelser af personers egenskaber. For eksempel står der adskillige gange sætninger som ”Kollberg var sensualist, så han …” Som regel som indledning til et knald med hans kone der – som vi også gentagne gange får at vide – er både smuk, klog og perfekt og har været ”værd at vente på”.
Hvad en ”sensualist” så er, har jeg aldrig fundet ud af, medmindre det bare betyder, at han godt kan lide sex. Men så skriv dog det. Disse personbeskrivelser er så meget desto mere overflødige, fordi forfatterne absolut mestrer den kunst at vise personernes karakter gennem deres tale og handlinger. Man kunne kalde det show and tell.
Netop denne kvindepolitiske overkorrekthed sættes i relief, når man så samtidig får samtlige kvindelige mord- og voldsofres kønsorganer, brystvorter og kropsbehåring nøjagtigt og detaljeret beskrevet. Kun de kvindelige ofres, vel at mærke. Der er noget, der slet ikke hænger sammen her.
Det bringer mig til, at skildringen af de få kvinder i denne mandeverden ofte er klichepræget, så det til tider gør ondt. Det gælder især Rhea, Martin Becks kæreste, der i de sidste bøger dukker op som en engel fra himlen, da Beck omsider er kommet ud af sit frustrerende ægteskab. Rhea, der til overflod deler navn med urmoderen Gaias datter, er enhver venstreorienteret pubertetsdrengs våde drøm med alle de rigtige meninger; så politisk korrekt uden det mindste ironiske forbehold, at det tager tid at få rettet tæerne ud igen efter de heldigvis få scener med hende og Beck. Det samme gælder det naive, uvidende og apolitiske Guds ord fra landet, Rebecka, der skyder statsministeren. Heldigvis forekommer hun kun i sidste del af den sidste bog, for hun er godt nok svær at tage seriøst.
Netop denne kvindepolitiske overkorrekthed sættes i relief, når man så samtidig får samtlige kvindelige mord- og voldsofres kønsorganer, brystvorter og kropsbehåring nøjagtigt og detaljeret beskrevet. Kun de kvindelige ofres, vel at mærke. Der er noget, der slet ikke hænger sammen her.
Holder de så, bøgerne?
Det var så de ti romaner, eller rettere sagt romanen om en forbrydelse, som forfatterne selv insisterede på at kalde de over 2500 sider. Med Sjöwalls egne ord i et interview fra Politiken 24. juni 2007: “Når vi havde Roman om en forbrydelse som samlende titel var det, fordi vi så alle bøgerne som ét værk på 300 kapitler. Vi afslørede ikke, hvad forbrydelsen bestod i, men vi anså selv forbrydelsen for at være socialdemokraternes forræderi mod arbejderklassen.”
Men holder de så i dag, romanerne? Genlæsningen afslørede flere ting. Først og fremmest at samfundskritikken er til stede lige fra de første bind, om end i indirekte og afdæmpet form. At bipersoner, der senere bliver centrale, allerede nævnes her i forbifarten, tyder på en ret detaljeret planlægning. Det samme gør den bevidste gradvise optrapning af kritikken fra bind til bind.
Men hvad med samfundskritikken, holder den så? Her er jeg mere i tvivl.
Læser man bøgerne som krimier eller spændingsromaner, må svaret, i hvert fald for de første otte bind, blive: ja, de holder absolut. Plottene er velstrikkede, personerne stort set troværdige og tempoet og timingen perfekt og fuldt på højde med deres mange efterfølgere i både Sverige og Danmark.
Men hvad med samfundskritikken, holder den så? Her er jeg mere i tvivl. Problemet er, at nok er jeg et langt stykke af vejen enig i kritikken, men efterhånden som serien skrider frem, bliver den fremført i en mere og mere vrængende og bedrevidende tone, som nærmest giver en lyst til at protestere, at så slemt er det altså heller ikke, især fordi kritikken i stigende grad bringes som det, man i en avis ville kalde ”faktabokse” i stedet for enten at fremgå af handlingen eller personernes tale og tanker. Jeg har nævnt eksemplet med Becks mor og plejehjemmene, men også senatorens besøg i bind ti giver anledning til en længere indføring i Vietnamkrigen og USA’s udenrigspolitik, som på det tidspunkt, bogen blev skrevet, må have været velkendt til opkastning for langt de fleste af læserne. Preaching to the choir kalder man det på engelsk.
Læs bare løs
Men når man læser med gennem alle ti bind, så er det for at finde ud af, hvordan det går med Martin, Gunvald, Kollberg og de andre. For det er personer, man trods teksternes svagheder, kommer ind under huden på og kommer til at holde af: Martin og Gunvald kunne efterfølgende bære en årelang tv-serie, som genlæsningen også viser er overraskende loyal mod forlægget.
Det ærgerlige er, at seriens politiske pointer allerede kommer tydeligt frem i beskrivelsen af udviklingen af forholdet mellem de tre hovedpersoner. Vi fatter sagtens, at forfatterne mente, at Sverige i almindelighed og svensk politi i særdeleshed var ved at gå ad helvede til, uden at de havde behøvet at klippe det ud i pap.
Og så lige en bonusinformation: Martin Becks besynderlige nabo med det gulerodsfarvede hår og halskraven, der er et af tv-seriens humoristiske højdepunkter, er altså ikke med i bøgerne.
Topfoto: Sjöwall & Wahlöös samlede serie. De originale forsider. SVT.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her