
TEATER // ANMELDELSE – Her kan du komme med protesten: ”ikke alle mænd”. Alligevel virker En polterabend på Betty Nansen påfaldende realistisk, personerne meget genkendelige og strukturerne uhyggeligt fastlåste, om disse handyr er seks eller tres. Men det er sjovt. Hvor inspirationen fra Trold kan tæmmes kommer ind i billedet, er straks sværere at sætte fingeren på, skriver Steen Blendstrup.
Det er med polterabendarrangementer som med bryllupper. Der er en tendens til, at alting skal være større og vildere (og dyrere). Det er ikke nok med en sidste druktur i byen med vennerne. Der skal være paintball-dyst, rejser, strippere, bungeejump, bobslædekørsel og lignende påfund.
Anledningen til disse udskejelser er som bekendt et bryllup. Det er også det, der sætter gang i handlingen hos Shakespeare. Gamle Babtista vil ikke tillade sin yngste datter, Bianca, at blive gift, før han har fået storesøster Katherina afsat. Hun er (i mændenes øjne) en strid kælling. På engelsk en shrew, på dansk en trold. Petruchio påtager sig opgaven mod passende belønning.
Lynhurtigt får vi skitseret hierarkiet og rollefordelingen i gruppen
En polterabend har droppet Petruchio og Katherina, men bevaret en række bejlere til Bianca, som går igen i Mathias’ vennegruppe. ”Drengene”, der sætter ham gennem diverse prøver på turen op i de svenske skove, kender ikke bare ham, men også den skønne Bianca.
Mød mandegruppen
Her starter vi så in medias res. Mathias (Bøgelund) vakler afsted bagbundet og med bind for øjnene. En polterabend skal være en overraskelse i dette tilfælde en bortførelse. Lidt meget for Mathias, der er en meget almindelig fyr. Han arbejder for ”kommunen”. Hvad den skønne Bianca ser i ham, forstår de færreste af vennerne. Ja, heller ikke hendes far, Henrik. Mathias er skræmt og har tisset i bukserne.

Men det gør det jo bare endnu mere sjovt, synes vennerne. De siger undskyld for – måske – at have taget spøgen lidt for langt. De roser Mathias for at ”have klaret det”. Og som mand går Mathias med til det for at redde ansigt. Tø hø, det var da meget sjovt – let the games begin.
Lynhurtigt får vi skitseret hierarkiet og rollefordelingen i gruppen. Brudens far (Henrik Birch) er tydeligvis patriark, formodentlig også velhavende forretningsmand. Stanley (Bakar) er den succesfulde unge løve (med en Mercedes-elbil). Morten (Burian) er en wannabe, der skraber for dem begge og hælder en forfærdelig gang management-succesformel-vås á la Jytte fra marketing er desværre gået for i dag ud af ørerne.
Jeg skal hilse at sige, at pædagogen kunne genkende alle rollerne og hele adfærden fra drengegruppen i SFO’en anno 2025
Tobias (Leander) er barndomsvennen, som selv Mathias mere eller mindre har droppet, fordi han er for indadvendt og selvudslettende. Og endelig der Asbjørn (Krogh Nissen), der skiller sig ud ved ikke at drikke og i øvrigt er i tvivl om sin rolle som weekendfar.
Genkender du din polterabend?
Kan du kende mændene til En polterabend fra din egen vennekreds (eller fra din mands)? Kan du genkende den evige rivalisering, hvor de gennem gensidige ydmygelser kan bryde eller fastholde deres plads i hierarkiet? Jeg skal hilse at sige, at pædagogen kunne genkende alle rollerne og hele adfærden fra drengegruppen i SFO’en anno 2025.
På den måde bliver En polterabend på en gang vidunderligt morsom og uendeligt tragisk. Det er nemlig ikke kun ved en sådan speciel lejlighed, at mændene måler tissemand. Det er en evig konkurrence om at finde og kende sin plads i gruppen. Selv en plads som nummer sjok er at foretrække for alternativet: slet ikke at være med i en gruppe.

Statistikken taler sit eget tydelige sprog om helbredsrisikoen ved at være alenemand. Ensomheden dræber. Og hvor en kvinde, der mister sit netværk, som regel kan klare det ved at ”melde sig til noget” (så begynder venindesnakken hurtigt), så har mænd ofte svært ved at få nye venner. Som i ”rigtige venner”. Derfor er det bedre at tåle ydmygelserne i gruppen.
Hvilken mand er du selv?
Set udefra og sat på spidsen, som det bliver i En polterabend, er denne struktur morsom at iagttage. Det er fjollet. Ja, mændene er nogle drengerøve. Gang på gang kalder deres tåbeligheder på grinet. Som angivet er der kun mænd på scenen, så stripperen er skiftet ud med (lyde af) en pornofilm.
For ja, hvis du er udstyret med et y-kromosom, så er du sandsynligvis med
Selv om den nøgne scene på Betty Nansen Teatret sætter nogle begrænsninger for udfoldelserne, så lykkes det fint at illustrere de forskellige ”morsomme” udfordringer og prøvelser mændene udsætter hinanden og især stakkel Matias for. Det er ikke en urealistisk polterabend, og det er godt spillet. Ingen nævnt, ingen glemt.

Om En polterabend inspirerer nogen. Eller om den på den anden side får andre til at afstå fra nogle af de viste prøvelser, det er en anden sag. Det vil måske afhænge af, hvem i gruppen du selv er. For ja, hvis du er udstyret med et y-kromosom, så er du sandsynligvis med.
Mænd og kvinder
Så må vi tage afklædningen af mere eller mindre giftige strukturer i venindegruppen en anden gang. Heller ikke her er det en dans på roser at kæmpe om pladsen i rampelyset eller i hvert fald i inderkredsen. Eller for den sags skyld magtkampene inden for rammerne af kernefamilien. Nå, der fik jeg vist henvist til størsteparten af det dramatiske repertoire.
Jeg forestiller mig, at han ville have skraldgrinet over nogle afordvekslingerne, der – som når Shakespeare er bedst – afslører nogle grundlæggende vilkår ved at være menneske
Men er der da ikke noget positivt at sige om mændenes fællesskab? Jo da. Det kommer kun sporadisk med i En polterabend, når mændene hylder, at de hver især ”tager det som en mand”. Så er man(d) en bro, som det hedder med et lån fra amerikansk.

Gennem alle spydigheder og vredesudbrud er der nemlig en styrke i, at ”drengene” kan sige undskyld, når det gik for vidt. Og at undskyldningen bliver accepteret. At de kan æde ydmygelsen og erkende, at ”det var god værkstedshumor”. For det cementerer sammenholdet. Eventuelt kan hierarkiet justeres. Kongen er død, længe leve kongen. Når de så har røven i vandskorpen – som regel noget med kvinder – så er de der med et broderligt klap på skulderen. Sandsynligvis også med en bajer.
William ville have grinet ad En polterabend
Den del får ikke så megen plads i den meget, meget frie fortolkning af Trold kan tæmmes. Shakespeare vil næppe rotere i sin grav over, hvad de seks skuespillere og instruktøren Therese Willstedt har fået ud af forlægget. Jeg forestiller mig, at han ville have skraldgrinet over nogle afordvekslingerne, der – som når Shakespeare er bedst – afslører nogle grundlæggende vilkår ved at være menneske. I dette tilfælde mand.

En polterabend ligger nok som et yderpunkt på skalaen for, hvor langt man kan gå fra et forlæg i et koncept som Betty udvikler. Ingen ville have hævet øjenbrynene, hvis det var blevet præsenteret som original dramatik. Ud over, at de der måske tidligt på sæsonen har købt billet til en ting, og som nu får en helt anden, kunne føle sig vildledt.
Så er det da heldigt, at vi – uanset udgangspunkt – kan føle os godt underholdt af En polterabend. Måske nogen med akut behov for inspiration til en sådan, kunne hive sin mandegruppe med ind at se forestillingen. Eller kvindegruppe, naturligvis.
Klik dig videre til mere kulturstof lige her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.