SANKT HANS // SATIRE – Ingen sankthans uden en satirisk midsommervise. Tekstforfatter Morten Holm-Nielsen sætter aktuelle emner under lup i en ny tekst på den kendte melodi.
Vi elsker vort land
Men når svanen er sort
Så bli’r snavsede penge gjort skinnende rene
For en snedig jurist
Og en fin advokat
Så er statskassen bare en sø man kan dræne
At alting blev filmet ku’ ingen jo vide
Så hvidvaskerbanden er ude at skide
Vi vil snyd her til lands
Sankte Hans, Sankte Hans
Selv bananrepublikkerne syn’s vi er grove og stride
Vi vil snyd her til lands
Sankte Hans, Sankte Hans
Selv bananrepublikkerne syn’s vi er grove og stride
Vi elsker vort land
Og musikindustri’n
Den er proppet med brunstige hingste der sparker
Og hvis kvinder vil frem
Så skal mænd’ne ha’ lov
Til at brug’ deres krop som forlystelsesparker
Mathilde og Signe, Katinka og Bramsen
Blev jagtet af mænd der vill’ dytte i bamsen
Vi vil sex her til lands
Sankte Hans, Sankte Hans
Det’ vist kun TV 2 der er værre med pillen og gramsen
Vi vil sex her til lands
Sankte Hans Sankte Hans
Det’ vist kun TV 2 der er værre med pillen og gramsen
Vi elsker vort land
Men vor’s hav det er sygt
Og det’ næppe en ting der går over i morgen
Vores vand det er brunt
Der er fedtemøgs-stank
Vil man fange en torsk må man fiske på Borgen
Men hvad skal man gøre når havets minister
Han sover i ske med de rå lobbyister?
Vi vil skidt her til lands
Sankte Hans, Sankte Hans
Så vær klar til at bade i algernes stinkende klister
Vi vil skidt her til lands
Sankte Hans, Sankte Hans
Så vær klar til at bade i algernes stinkende klister
Vi elsker vort land
Og med gaflen i hånd
Vil vi slås for vor hellige ret til at grille
Vi’ berømte for druk
Men det’ intet problem
Vi kan skvatte med fadøller uden at spilde
Vi danser om bålet med bugnende lommer
For alle har preppet hvis russerne kommer
Vi’ parat her til lands
Sankte Hans, Sankte Hans
Vi har regnfrakken klar til en råkold og silende sommer
Vi’ parat her til lands
Sankte Hans, Sankte Hans
Vi har regnfrakken klar til en råkold og silende sommer
Læs andre tekster af samme skribent lige her
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her