BØGER // ANMELDELSE – Sally Rooneys karakterer er deres egne værste fjender. De tænker et og siger noget andet. På den måde minder de meget om mennesker i det virkelige liv. Intermezzo skuffer ikke, skriver Lone Kühlmann.
Sally Rooneys fjerde roman, Intermezzo, udkom forleden samtidig i en række lande inklusive her i Danmark, hvor den irske forfatter også har en stor læserskare. Den er måske ikke helt på linje med den enorme fanskare i hjemlandet Irland og i England, hvor flere boghandlere holdt åben fra midnat på udgivelsesdatoen d. 24. september for at imødekomme de Rooney-hungrende læsere.
Som i alle forfatterens bøger er hovedpersonerne meget tænkende, meget talende og totalt ude af stand til at kommunikere. Denne gang drejer det sig om to brødre med ti års aldersforskel. 32-årige Peter er en flot og smart jurist i Dublin og med en fortid som konkurrencedebattør i sin studietid. Ligesom i øvrigt Rooney selv.
Som altid løber tanker og udsagn over i hinanden. Rooney giver sig ikke af med citationstegn
Ivan er 22, skakgeni og fuldkommen usikker og hjælpeløs. Deres far er lige død, de kan på ingen måde nå hinanden. Tabet af faren betyder blot nye konflikter mellem brødrene.
Rooney gør det ikke nemt for sine læsere. Stilen er nærmest stream of consciousness, indimellem er det svært at finde ud af, hvis tankebane vi nu er inde i. Især fra starten, hvor vi ikke har lært personerne at kende endnu. Forfatteren citerer fra James Joyces’ Ulysses og mange andre højlitterære værker med løs hånd gennem bogen.
Sally Rooney lader tanker og udsagn flyde ud i et
Som altid løber tanker og udsagn over i hinanden. Rooney giver sig ikke af med citationstegn. Man skal være på stikkerne. Det skal man dog ikke lade sig skræmme af.
Det er ikke for meget at sige, at man bliver suget ind i handlingen, efterhånden som man lærer de to sårbare brødre at kende. Deres forældre var skilt, og de har det svært med deres mor, som var en handlekraftig kvinde uden megen tålmodighed.
Peter er i klemme mellem to kvinder. Hans ungdomselskede, den intellektuelle professor Sylvia, og den unge vilde studerende Naomi. Sylvia lever i konstante smerter efter en alvorlig ulykke og kan ikke have et sexliv, det har Naomi til gengæld i overflod. Men det er Sylvia, han kan tale med om sin skyldfølelse efter farens død. Han synes aldrig rigtigt, at han talte med faren.
Du lægger for meget i samtaler, siger Sylvia. Livet er jo mere end bare snak. Peter forstår ikke, hvad hun mener og spekulerer på, om han hellere skulle ryge sig vind og skæv sammen med Naomi der, udover hvad hun ellers er leveringsdygtig i, altid kan skaffe ham ulovlige medikamenter, som han efterhånden har udviklet et betydeligt misbrug af.
Peter fortrænger bekvemt, at han selv er i et forhold til en pige, der er på alder med hans bror, som ikke har noget job og sælger sex, når hun ikke lever af hans penge
Ivan er blottet for selvtillid. Han har bøjler på tænderne og har slet ikke opdaget, at han er ved at udvikle sig til en flot mand ligesom storebroren. Ved en opvisningskamp, hvor han vinder over alle modstanderne, bliver han betaget af en smuk 36-årig kvinde, Margaret, der leder det lokale kulturcenter.
Hun er separeret fra en alkoholiker, men lever som en pligtopfyldende anstændig irsk kvinde og er mindst lige så forbløffet som Ivan, da de havner i et heftigt kærlighedsforhold. Hun er fokuseret på den store aldersforskel, og det samme er storebror Peter, da han hører om hende.
Peter fortrænger bekvemt, at han selv er i et forhold til en pige, der er på alder med hans bror, som ikke har noget job og sælger sex, når hun ikke lever af hans penge.
Ivan forlader broren i blindt raseri. Margaret er i allerhøjeste grad normal, siger han til sig selv, og selv om hun ikke var, ville Ivan være ligeglad, for i modsætning til sin bror tillægger han ikke konceptet normalitet en latterlig høj, nærmest moralsk værdi. Det betyder jo bare, at man bøjer sig for den dominerende kultur.
Den dominerende kultur har opdaget deres forhold, og Margaret funderer over, hvordan hun lyver for alle og enhver og ikke kan genkende sit liv, fordi hun er kommet til at holde lidenskabeligt af en upassende person. I lyset af troskaben mod denne person, har hun sluppet taget om mange andre vigtige ting: sine kollegers og bekendtes agtelse oven i købet nære venners forståelse. Sådan er livet, indser Margaret, man er aldrig fri af andre mennesker fordømmelse. Men hendes kærlighed til Ivan har givet hende mere liv. Ikke mindre.
Selv om alle i bogen set udefra gør livet unødvendigt svært for sig selv, er det svært at undgå at holde af dem.
Man kan roligt kalde det en udviklingsroman. Brødrene roder rundt i en vanskelig periode af deres liv, men de bliver faktisk klogere, og det er dybt tilfredsstillende. Romanen er rørende, nærmest gribende.
Familier er komplicerede. Kærlighed er kompliceret. Man tænker et og siger noget andet. Rooneys karakterer er indimellem deres egne værste fjender. På den måde minder de meget om mennesker i det virkelige liv.
Klik dig videre til mange flere boganmeldelser lige her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
