Charlize Theron er intet mindre end sensationel som MI6-agenten, Lorraine Broughton, der bliver sendt til Berlin i dagene op til murens fald til tonerne af det nok bedste soundtrack i år med bl.a. New Order, Depeche Mode, David Bowie, Duran Duran, George Michael og Nena, selvfølgelig, skriver Kim Jong Andersen i sin anmeldelse, der udnævner Atomic Blonde til årets hidtil mest seværdige actionfilm
Vi er i Berlin, 1989: en by, hvor undergangs- og forfaldsromantikken endnu hersker, punkens sidste krampetrækninger stadig er at spore, og den kolde krig fortsat holdes i live, så spionerne kan lege kispus med hinanden i et dødbringende spil, hvor ingen kan stole på hinanden – eller deres arbejdsgivere, uanset om det er CIA, MI6 eller KGB.
Det er imidlertid ikke historien om DDR’s fald, der er i fokus i instruktøren David Leitchs forrygende knytnæve af en action-thriller, hvor figurerne er lige så tvetydige som hos John le Carré og lige så hårdtslående som i Leitchs actionfilm, John Wick fra 2014, der allerede har opnået klassikerstatus i genren.
Plottet er et af de mere sindrige med adskillige bedrag og afsløringer undervejs, og omhandler jagten på både en hemmelig liste over alle aktive agenter og deres (u)gerninger samt en mystisk dobbeltagent, Satchel, der måske/måske ikke findes i virkeligheden. Men det er blot en MacGuffin, dvs. en jagt på noget, der blot er et alibi for at vise os Lorraine Brougthon / Charlize Theron give den fuld gas.
Filmen tilhører 100 procent Theron, og selvom rollebesætningen er fyldt med gode kræfter som f.eks. James McAvoy som hendes rebelske MI6-kollega, David Percival og danske Roland Møller som KGB-chefen, Bremovych så løber Theron med al opmærksomheden. Nøjagtig som hun gjorde det i hendes anden store action-rolle som Furiosa i Mad Max: Fury Road, hvor hun stjal billedet fra selv en Tom Hardy.
Broughton er ikke en poleret action-heltinde, men et menneske af kød og blod, der i Charlize Therons imponerende atletiske skikkelse giver mange andre actionstjerner baghjul … Theron har med Lorraine Broughton formentlig skabt en ny tids actionheltinde, som de fleste mandlige pendanter skal stå meget tidligt op for at bide skeer med
Lorraine Broughton er en mere interessant figur, fordi hun er af en langt mere realistisk støbning end både Bourne, Bond og Wick, selvom om hun har Bournes nærkampsevner, Bonds sans for stil og smukke kvinder (ja, Broughton har også en intim scene med en fransk agent af samme køn) samt Wicks skydefærdigheder.
I hendes første, uforglemmelige scene i filmen, dukker hun op af et isfyldt badekar, fuldstændig gul og blå efter et slagsmål, og drukner smerten med Stoli-vodka og cigaretter, så vi ved, at hun hverken er usårlig eller fri for laster.
Broughton er nemlig ikke en poleret action-heltinde, men et menneske af kød og blod, der i Charlize Therons imponerende atletiske skikkelse giver mange andre actionstjerner baghjul. Hun bander, puster, stønner, hamrer, banker, smadrer, drikker, ryger, skyder og sparker sig vej frem på begge sider af Berlin-muren.
Theron har med Lorraine Broughton formentlig skabt en ny tids actionheltinde, som de fleste mandlige pendanter skal stå meget tidligt op for at bide skeer med. Også hvad angår hendes mange outfits, som er mere cool end cool. Kostumedesigneren må have haft en fest med Therons mange skift af påklædning undervejs i filmen.
Hun er i sandhed en kvinde klædt på til enhver lejlighed – uden at virke firser-kikset. Selv de lårlange støvler med de høje, spidse hæle og de tilsvarende lårkorte nederdele, som Broughton ynder at spankulere rundt i, viser sig at have et praktisk formål, hvis man pludselig befinder sig i dødelig nærkamp, og får brug for at lave et højt cirkelspark og køre en stilet ind i halspulsåren på en modstander!
I det hele taget er action-scenerne nok nogle af de bedst koreograferede, vi har set i år, hvilket blandt andet kan tilskrives instruktørens baggrund som stuntman. Der bliver virkelig gået til knoglerne, og i modsætning til mange andre actionfilm, bliver kombattanterne i Atomic Blonde både forslåede og forpustede undervejs i de brutale slagsmål, hvor alle kneb gælder.
Atomic Blonde byder på en kampscene, der går direkte ind på listen over de ti bedste i filmhistorien, hvor Theron overgår sig selv og udfører sine egne stunts i et over 10 minutter langt “single track” skud, dvs. en sekvens, hvor der ikke er nogle synlige klip, hvor hun skal nedkæmpe en mindre hær af KGB-agenter i først en lejlighed, så en trappeopgang og til sidst ude på gaden i en sindssygt godt koordineret biljagt.
Her mærker man som publikum næsten fysisk effekten af hvert slag, knivstik og skudsår. Ligesom Cristopher Nolan gjorde det i Dunkirk, demonstrerer Leitch i denne scene, at man godt kan give publikum en virtual reality-oplevelse uden briller, hvor det føles som at være der selv.
De barske løjer foregår til akkompagnement af firsernes pulserende og fortrinsvist elektroniske lydspor, hvor det ene hit efter det andet afløser hinanden – og hvor hvert nummer er et udsøgt valg i forhold til historiens temaer, figurer og begivenheder
De barske løjer foregår som sagt til akkompagnement af firsernes pulserende og fortrinsvist elektroniske lydspor, hvor det ene hit efter det andet afløser hinanden – og hvor hvert nummer er et udsøgt valg i forhold til historiens temaer, figurer og begivenheder. Fra første færd går det løs til trommemaskinerne i New Orders Blue Monday, og resten af filmen sidder man faktisk og vipper ubevidst i takt med musikken.
Billedsiden er også et fascinerende studie i dens neonbadede og ofte stærkt farvemættede kontraster. Berlin og dens klubber, barer, hoteller, gader og arkitektur opløses på tilskuerens nethinde som langsomt brændende celluloid. Fotografen Jonathan Sela, der også stod for billedsiden i John Wick, har gjort et umådeligt fint stykke arbejde med især lyssætningen – og i indramningen af de mange kampscener, der udmærker sig ved ikke at være klippet i stykker.
Alt for mange fotografer, klippere og instruktører har efter Bourne-filmenes succes forsøgt at kopiere Bourne-instruktøren, Paul Greengrass, hektiske metode bestående i lynklip, konstant skiftende perspektiv og beskæringer. Det slipper vi heldigvis for i Atomic Blonde, hvor vi hele tiden kan nyde den virtuose koreografering og se alle hændelserne i hel- og halvtotaler i stedet for at skulle gætte os til, hvad der sker.
Alene det gør Atomic Blonde til årets hidtil mest seværdige actionfilm.
Topillustration: Plakat fra filmen.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
