
BØGER // ANMELDELSE – Charlotte Weitzes nye roman, Ulvemælk, kan læses som et forsvar for forfatteren – den af kød og blod – i en tid, hvor kunstig intelligens stormer frem på scenen. I en vild blanding af historiske nedslag, tidsrejser, spøgelsesfortælling og fremtidsdystopi, fremmaner Weitze et billede af fortællerens vigtige rolle gennem tiden. En uhyre velresearchet roman, der ikke skal læses i en hast.
”Er man meget sammen med sit device, kan man godt miste noget føling med kroppen.”
Citatet er fra Charlotte Weitzes nye roman, Ulvemælk, men vækker med stor sandsynlighed genklang hos de fleste nulevende mennesker i vores del af verden.
I romanen er det forfatteren Inga, der nærmest rebelsk går rundt uden sit device i skoven i området Tværmose i Jylland. Året er 2040 og Inga har måttet opgive sin forfattertilværelse, da kunstig intelligens skaber alle fortællingerne. Hun er flyttet ind i sin mormors hus sammen med sin kæreste Alexander, der er ulveforsker.
Det er, som om Weitzes 2040 ikke befinder sig så langt fra vores 2025
Jylland er i overensstemmelse med en 2030-plan fuldkommen dækket af skov, og nogen eller noget kommer og kradser på deres dør om natten. Inga kan ikke sove. Noget ukendt forsøger at nå ind til hende.
OS er navnet på ”den store algoritmiske gestalt”, der i 2040 kender menneskene ud og ind – og giver os svarene om os selv og vores nærmeste, før vi selv kender dem. Jeg forestiller mig en slags udvidet Google/Meta tilsat heftig overvågning.
Efter en følelsesladet samtale med sin kæreste kyler Inga sit device ind i væggen. ”Jeg ville smadre OS”, lyder det. Senere, under turen i skoven, hvor hun er svimmel og utilpas, føler hun sig alene og ”mærkelig primitiv” uden noget på håndleddet. Er man for en kort stund uden sit device, føler man sig sårbar og udsat. Det er, som om Weitzes 2040 ikke befinder sig så langt fra vores 2025.
Den hensynsløse Evald
I romanens andet spor følger vi folkemindesamleren Evald Tang Kristensen. I december 1872 trodser han al slags uvejr og vandrer kappeklædt fra hus til hus på den jyske hede og indsamler sagn, eventyr og viser fra beboerne i Tværmose. Evald Tang Kristensen anses ifølge Vejlemuseerne i dag for at være den største folkemindesamler i den vestlige verden. Qua Evald bliver Ulvemælk en art exofiktion – litteratur, der omhandler en virkelig person om end i fiktionaliseret form.
Det er en passioneret, men ikke specielt sympatisk person, Weitze fremstiller. Folkemindesamleren beskrives som én der ”tømmer” mennesker for deres minder. Han er insisterende og påtrængende og næsten ligeså indgribende i datidens menneskers privatliv, som systemet OS er i 2040.

Han raser og græder, når han ikke får hvad han vil have, og virker på mange måder som et anstrengende bekendtskab. Et eksempel: da han modtager et venligt brev fra sin kusine (som han senere gifter sig med), sender han ”en hilsen tilbage med nogle sproglige rettelser” til hendes brev.
Særligt ét eventyr driver hans besættelse til nye højder – eventyret om ’Jomfruen og ulvehunden’. En døende kvinde, Ane Povlsdatter, begynder at fortælle ham eventyret, inden hun må afbryde på grund af sine svindende kræfter. Til Evalds store skuffelse og vrede, da han ikke kan ”have halvfærdige historier på sit papir”.
Med sin roman stiller Weitze spørgsmålstegn ved selve det at fortælle. Er der overhovedet tale om en fortælling i traditionel forstand, hvis den skabes af en robot?
Det er dette møde og denne fortælling, som romanen kredser om. Hvad er afslutningen på eventyret? Lykkes det Evald at få den nedfældet, inden den gamle kvinde dør? Hvor langt vil han gå for at få sin historie?
Altings forbundethed
I Weitzes 2040 er landbruget afviklet, hvilket har medført en kolossal vrede fra naturligvis landmænd men også andre grupper i befolkningen og tre (!) attentatforsøg mod statsministeren.
”Jyllandsskoven er et direktiv fra EU for at nå 2030-målene” forklares det. Den fremtid, der males i romanen er ekstrem, men ikke mere end at man godt kan forestille sig scenariet, eller et der minder om, som en reel mulighed.

Inga har Evald Tang Kristensen som skærmbillede på sit device – som inspiration til sin egen skrivning. I huset, som Inga nu bor i, boede engang en kvinde ved navn Ane Povlsdatter. Er det Evald, der kommer og kradser på døren om natten og vil ind? Hjemsøger fortællingen om ’Jomfruen og ulvehunden’ ham stadig 111 år efter hans død?
Weitze væver ubesværet de forskellige tråde sammen og skaber en ny sammenhæng på tværs af tiden.
Hvem styrer fortællingen?
Som forfatter forstår Weitze om nogen, hvilken magt der ligger i at styre fortællinger. Evald Tang Kristensen forstod det også. I dag har vi kunstig intelligens med på banen – hvilket gør indsamling af data uendeligt meget nemmere. Man kan AI fortælle historier? Skabe litteratur?
Med sin roman stiller Weitze spørgsmålstegn ved selve det at fortælle. Er der overhovedet tale om en fortælling i traditionel forstand, hvis den skabes af en robot? Hænger fortællinger og den menneskelige erfaring uløseligt sammen?
Man mærker tydeligt, hvor meget research, der har indgået i Charlotte Weitzes skabelse af romanen
Om det at skabe litteratur, før OS tog over, står der i romanen:
”Fra et andet menneske, der sad ved computeren og fandt på med sin egen hjerne og med hjertet. Noget menneskebåret, noget virkeligt erfaret, der blev givet videre. I det var der vel en slags kærlighed.”
Måske er kærlighed den hemmelige ingrediens, som AI aldrig vil kunne få med i ligningen, når der spyttes fortællinger ud på splitsekunder. Måske er mennesket, trods alt, endnu AI overlegent, når det gælder at fortælle. Intelligens er ikke det samme som visdom.
Fortjener en opmærksom læser
Ulvemælk er mange ting. Spøgelseshistorie, tidsrejse, exofiktion, fremtidsfortælling, skræmmebillede. Det er også en fortælling om Evalds tre kvinder, Frederikke, Grethe og Marie. Om hvordan livet stort set altid har været kort, brutalt og blodigt. Det er en historisk undtagelse at leve længe, trygt og godt, sådan som mange heldigvis gør i dag.
Man mærker tydeligt, hvor meget research, der har indgået i Charlotte Weitzes skabelse af romanen. Det er ikke en bog, man sætter sig ned og ”sluger” på et par dage. Dertil er den for detaljerig og velresearchet. De enkelte tråde i romanen for fint spundne. Den er for læsere, der kan lide at dvæle ved ordene, og som ikke skal skynde sig.
Du skal læse den, hvis du sætter pris på maleriske billeder, historisk nørderi, folklore (Charlotte Weitze har en uddannnelse i folkloristik fra Københavns Universitet) og det særlige, som Weitze kan: at spejle forskellige situationer og karakterer, så man for eksempel genkender elementer fra Evalds møde med Ane Povlsdatters familie i en anden scene i bogen 168 år senere, hvor Inga besøger sin grandfætter Malthe i samme hus. Weitze viser os, at vi alle er forbundne – også på tværs af tiden.
Romanens mange tråde hænger sammen som et komplekst vævet tæppe og har fortjent en opmærksom læser, der har blik for hvor særlig og stor en bedrift det er.
Læs mere fra Kristina Parkovs pen her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.