NYHED // POV OVERBLIK – Mindst ni mennesker blev dræbt og 105 såret i et omfattende russisk missil- og droneangreb mod flere ukrainske byer natten til tirsdag. Russerne gik især efter hovedstaden Kyiv, samt byerne Dnipro og Kharkiv. Ukrainske myndigheder har i flere dage advaret om, at et større angreb var på vej, skriver Kiev Independent.
Eksplosionerne begyndte omkring klokken 01.30 lokal tid og fortsatte i bølger gennem natten. Tusindvis af indbyggere søgte tilflugt i metrostationer og beskyttelsesrum, mens luftalarmer lød over store dele af landet.
Den russiske præsident Vladimir Putin har heller ikke lagt skjul på, at et angreb var på vej. “Ordren er blevet givet”, har præsidenten ifølge det russiske nyhedsbureau TASS sagt, efter at Ukraine to gange har gennemført dødelige angreb.
Den 17. maj blev fire russere dræbt under et større droneangreb, som også gik ud over Moskva.
Fem dage senere gennemførte Ukraine endnu et stort angreb, hvor 21 unge blev dræbt, da droner ramte et kollegium i den besatte by Starobilsk i Luhansk-regionen. Ukraine siger, det var en fejl, at de ramte kollegiet, og at målet var en militærenhed.
Det russisk udenrigsministerium afviser i et opslag på X, at der var tale om en fejl:
På et regeringsmøde i går, sagde Putin, at “ledelsen i Kiev har besluttet sig for endnu et kapitel i dens kriminelle adfærd og at de eskalerer hele konflikten. Well, det er deres valg”, skriver TASS.
Efter nattens hævnangreb, kunne Kievs borgmester, Vitalij Klitsjko, opgøre antallet af dræbte i hovedstaden til fire, mens 58 blev såret. Herunder to børn. AP skriver, at bolig- og lagerbygninger, virksomheder og offentlig infrastruktur blev ramt, og rundt om i byen er der rapporter om vragrester fra droner og missiler, der har sat ild i biler og bygninger.
Et sted kollapsede dele af en ni-etagers boligblok i et såkaldt ”double-tap”-angreb, som de ukrainske myndigheder kalder det, når et område rammes flere gange med kort mellemrum. De angreb går ofte ud over redningsfolk og civile, der forsøger at hjælpe ved et nedslagssted. Redningsmandskab frygtede tirsdag morgen, at flere mennesker fortsat var fanget under murbrokkerne.
I Dnipro blev seks mennesker dræbt og 36 såret. Blandt de tilskadekomne var en 13-årig pige, og mindst 23 personer måtte indlægges på hospital. Byens borgmester, Borys Filatov, oplyste, at 49 boligbygninger blev beskadiget, hvoraf syv er tæt på totalt ødelagt.
Et af ofrene i Dnipro var en redningsarbejder, som netop blev dræbt under et double-tab angreb, mens hans redningshold var i gang på et af de steder, der blev ramt først, skriver AP.
I Kharkiv blev mindst ti personer såret af flere drone- og missilangreb mod forskellige dele af byen. Skader blev rapporteret på boligbygninger, administrative bygninger og køretøjer.
Ukraines præsident Volodymyr Zelenskyj blev flere gange advaret om, at der var et stort angreb på vej. I går tilføjede han, at advarslen fortsat var gældende: ”Et massivt angreb kan finde sted. De har forberedt det”, skriver Kiev Independent.
Rusland har ved flere lejligheder nævnt, at de ville gå efter et ”beslutningscenter”. I samme forbindelse, har russerne opfordret udlændinge til at forlade Ukraine. Ingen ambassader har dog fulgt opfordringen, skriver BBC.
Zelenskyj har for nylig understreget overfor USA’s præsident Donald Trump, at Ukraine i stigende grad mangler luftforsvarssystemer, der kan neutralisere ballistiske missiler, som udgør en af de største udfordringer for landets forsvar, skriver AP.
Krigen i Ukraine har varet i over fire år siden Ruslands fuldskalainvasion i februar 2022.
Læs Kiev Independent, TASS, AP, BBC og France24
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.