Rued Langgaard: en komponists genopstandelse • POV International

Klaus Thodsen 28.08.2021

RUED LANGGAARD-FESTIVAL // BAGGRUND – Han var uønsket i sin samtid og glemt mange år efter sin død. Men nu er det hele endelig ved at vende for den danske komponist Rued Langgaard, der i de seneste år har oplevet en posthum anerkendelse, hvis ikke ligefrem en genopstandelse. Og i Ribe, hvor Langgaard i en årrække arbejdede som domorganist, løber den årlige Rued Langgaard-festival igen af stablen.

Jeg boede i mine teenageår lige om hjørnet fra Rued Langgaards hus i Gravsgade i Ribe, skønt jeg dengang ingen anelse havde om, hvem Rued Langgaard var, eller hvilken musik han havde skrevet. Alt det lå langt ude i fremtiden, da jeg med voks i håret og Suede i høretelefonerne traskede gennem Ribes gader i starten af nullerne.

På sin vis tror jeg ikke, jeg var stort anderledes end de fleste andre ripensere på den tid. Jeg mindes ikke, at skiltet på Langgaards hus var hængt op dengang. I så fald ville jeg formodentlig have slået navnet op et sted, som jeg gjorde med så mange andre af byens mere eller mindre glemte notabiliteter, der i dag kun eksisterer gennem et skilt på husmurene.

Dengang var der ingen Rued Langgaard-festival i byen hvert år. Der var ingen Langgaard-lounge i Kannikegaarden, ingen Langgaard-porter fra det lokale bryghus. Der var så godt som ingen minder om den verdensfjerne og excentriske mand, der havde siddet ved orglet i domkirken fra 1940 til 1952, og som var en skikkelse, der med sit mærkværdige hår og generelle fremtoning vakte opsigt i den lille by, og som man sikkert trak på smilebåndet ad, når han var gået forbi.

“At tænke på Rued Langgaards skæbne gør mig sgu trist. En så lysende musikalsk begavelse, der havde oplevet en kæmpe succes med sin første symfoni, der blev opført Berliner Philharmonikerne, og som endte med at blive komplet ignoreret og nærmest udskrevet af historien i sin egen levetid,” siger Henrik Rørdam, der CEO i pladeselskabet Dacapo Records, og formand for Rued Langgaard Selskabet, der arbejder for at styrke kendskabet til komponistens musik.

Selskabet er medarrangør af den årlige Rued Langgaard-festival i Ribe, hvor der hvert år opføres udvalgte Langgaard-værker rundt om i byen.

Komponisten er endelig kommet til ære og værdighed og fejres nu med en årlig festival i Ribe, hvor han en lang årrække fungerede som organist ved domkirken. Foto: Folmer Iversen

Samtidig er man, langt om længe, både i Danmark og i udlandet blevet opmærksom på den danske særlings musik, og Langgaards værker opføres nu med jævne mellemrum af solister, ensembler og orkestre verden over.

En slags begyndelse

Mit første møde med Rued Langgaard skete via min mor, da jeg under et besøg hjemme i Ribe for ti-tolv år siden fortalte, at jeg var stødt på navnet på denne for mig ukendte komponist. Min mor sagde, at han var byens organist i 1940’erne, og at han var en mærkelig mand, der lavede noget fantastisk musik.

Så fandt hun en cd frem fra skuffen, Sfærernes musik hed den, og den fik jeg så med mig hjem. Da den blev sat på anlægget hjemme i Aarhus, forstod jeg det ikke. Smukt, ja, men også så utilgængeligt. For langt fra, hvad jeg egentlig gerne ville høre, i en tid, hvor der mest var The White Stripes i mine høretelefoner. Et orkesterværk som intet, jeg før havde hørt, eller i det hele taget kunne forestille mig.

Men alligevel vendte jeg af til tilbage til Sfærernes musik, selvom jeg havde svært ved at finde hoved og hale i det. Efterhånden som jeg lærte lidt mere af Rued Langgaard at kende, begyndte musikken mere og mere at give mening. Jeg satte pris på den på en måde, jeg ikke havde gjort før.

Og jeg begyndte at grave i Langgaards kompositioner, hvor jeg også bemærkede, at næsten alle var indspillet indenfor de sidste tyve år. At interessen for Langgaard startede, da jeg selv traskede rundt i Ribe som teenager.

“Sfærerens Musik er et af de værker, der har oplevet størst anerkendelse siden genopdagelsen af Rued Langgaard, og har været med til at kaste lys over hans musik helt generelt. Det er et værk, der var langt forud for sin tid, og benytter teknikker, der var fuldstændigt banebrydende,” siger Henrik Rørdam.

Min egen opdagelse af Rued Langgaard bundede ud over selve musikken også i en fascination at titlerne på Langgaards værker, der for meget ofte har et drømmende islæt, og gjorde mig nysgerrig efter at høre mere. Titler som; Gitanjali-Hymner, Klippepastoraler, Sfærernes Musik, Afgrundsmusik og Bortkørende tog.

Så anderledes, billedligt og så langt fra klassiske musiks ellers så store akilleshæl; det komplet forvirrende virvar af numre, dur, mol og satser, man skal kunne huske, for at finde frem til det stykke musik, man gerne vil høre.

Uforløst og eksporteret

At Rued Langgaard var en mærkelig excentriker, har næppe arbejdet til hans fordel i hans levetid. Ganske vist havde man allerede over hundrede år tidligere skabt den såkaldte “Beethoven-myte”, der fortæller om den gale og excentriske kunstner; mennesket, hvis eksistens er at skabe og kreere frem for alt andet. Mennesket, for hvem kunsten er vigtigere end at andet i livet.

Det passer sådan set meget præcist på Rued Langgaard, den asociale særling med de store himmelragende tanker, og det yderst sparsomme udbytte.

Han kom på “finansloven” i 1923, hvilket er en anden måde at sige, at han blev modtager af livslange statsstipendier, der tillod ham at fortsætte sit kompositionsarbejde, skønt interessen for hans arbejde på dette tidspunkt var hastigt dalende. Meget få værker blev opført, endnu flere blev end ikke udgivet. Han søgte et hav af stillinger som organist, men også her var alle døre lukkede.

Komponisten Rued Langgaard var kraftigt inspireret af tysk kultur og musik – på et tidpunkt, hvor det ikke var velset i Danmark, Arkivfoto

“Rued Langgaard var fremsynet, men han var ikke en modernist. Han var heller ikke en typisk dansk komponist, som for eksempel Carl Nielsen var det. Langgaard var i sit udsyn og sin musikalske opdragelse utroligt påvirket af de senromantiske strømninger fra Tyskland. Og at være så inspireret af det tyske, det var alt andet end velset og moderne, da første verdenskrig brød ud. Tværtimod,” siger Henrik Rørdam.

Langgaards store hovedpine var, at han som komponist var alt det, Danmark i hans egen samtid ikke var. Danmark var ikke et land, hvor man lavede musik om universet og de store tanker, eller hvor man værdsatte excentrikerens udtalte anderledeshed.

“Musikken blev ikke værdsat, og det samme gjaldt manden bag. Man kan spørge sig selv, om musikken var mandens største fjende, eller manden var musikkens fjende. Men Rued Langgaards personlighed har næppe gjort det nemmere for ham at opnå anerkendelse,” siger Henrik Rørdam.

Han var nogenlunde samtidig med nationalkomponisten Carl Nielsen, der sad tungt på tronen i dansk musik, hvor han også besad vigtige poster og var med til at føre dansk musik uden om Langgaard og i en anden retning. Og Rued Langgaard nærede en inderlig foragt overfor Carl Nielsen.

Det gav sig udslag i citater som, “Carl Nielsen er humbug”, og i det dybt sarkastiske og urkomiske korværk fra 1948; Carl Nielsen, vor store komponist.

Men i 1940 var der endelig lidt medgang til den nu 47-årige Rued Langgaard, da han fik sit livs første og eneste egentlige ansættelse. Som organist så langt man næsten kan komme fra København; i Ribe Domkirke på den jyske vestkyst.

Og Langgaard pakkede sine tasker og drog mod vest, væk fra de fine og fornemme inde i byen – ud til de forblæste vidder ude vestpå.

Sfærenes postludium

Ansættelsen i Ribe gav Rued Langgaard fornyet mod på kompositionsarbejdet. I Ribe komponeres otte af hans i alt sekstens symfonier, samt en del kammer- og klavermusik.

Men skønt Langgaard komponerer løs, er udbyttet igen stort set ikke eksisterende. Opførelser er der kun ganske få af, og han komponerer for det meste direkte til skrivebordsskuffen hjemme i Gravsgade i Ribe. Og der blev de fleste af værkerne også liggende til hans død i 1952. Ingen tog sig af det. Ingen gad at høre på det.

“Under og efter første verdenskrig, så Danmark den nok største udrensning i kulturlivet, man oplevede noget sted i Europa. Alt, der var rundet af Tyskland på den ene eller anden måde, blev valgt fra. Dansk musik blev styret af nogle få, men meget magtfulde mennesker, der styrede alt, og som ville i en anden retning. Rued Langgaard var bestemt ikke den eneste, der blev holdt udenfor det gode selskab,” siger Henrik Rørdam.

Rued Langgaard var bogstaveligt talt død og begravet. Indtil slutningen af 1960’erne. Her opstod den første spæde interesse i den glemte og negligerede komponist, som man ellers havde vendt det døve øre til i et halvt århundrede.

En af dem, der var medvirkende til Rued Langgaards genopstandelse, var den danske komponist Per Nørgård, der kunne se det, som ingen andre kunne se; at Langgaard var årtier forud for sin tid.

I en konkurrence for ny nordisk musik, hvor Nørgård sammen med en af tidens store komponister, ungareren György Ligeti, var dommer, havde Nørgård sneget Sfærernes Musik med i bunken. Og Ligeti var begejstret over det, han anså så værende banebrydende og forud for sin tid. Uvidende om, at det var komponeret fra 1916-1918, altså godt halvtreds år tidligere.

I det hele taget var det i høj grad Sfærernes Musik, der åbnede verdens øjne for Langgaard. Skønt det i halvtreds år havde ligget gemt og glemt, blev det i høj grad værket, der genoplivede den Langgaards musik. Det er siden blevet indspillet af blandt andet DR Symfoniorkestret, og i 2010 blev det for første gang opført i Storbritannien til BBC’s promenadekoncert foran cirka 6000 mennesker.

I dag anerkendes særlingen fra orgelet i Ribe Domkirke som det, han aldrig opnåede i levende live. En stor dansk komponist, der på mange måder var forud for sin tid, og hvis værker har opnået både dansk og international anerkendelse.

“Jeg tror, der vil komme mange flere indspilninger af Rued Langgaards musik i de kommende år, og især at hans kammermusik vil få stor opmærksom. Jeg kunne godt forestille mig, at nogle af de store ensembler og solister vil kaste sig over hans musik, og det kan gøre rigtig meget for en komponists musik udbredelse, at de helt store tager fat i ham,” afslutter Henrik Rørdam.

LÆS FLERE ARTIKLER AF KLAUS THODSEN HER

Topfoto: Rued Langgaard, arkivfoto, Rued Langgard Festival