OPERA // ANMELDELSE – Netop orkestret har i Richard Strauss’ Rosenkavaleren måske en af de mest afgørende, hvis ikke den helt centrale, hovedrolle i værkets intrikate komediespil. Marie Jacquot kommer med sine tempovalg og sin sikre kommunikation til de agerende oppe på scenen, såvel som nede i orkestergraven, ind til kernen af denne storladne operas skildring af menneskelivets indviklede handlingsmønstre.
Lad det være sagt med det samme: Hvis Rosenkavaleren alene var blevet til et talt lystspil, sådan som de var flest omkring slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet, ville det næppe have haft en jordisk chance foran et publikum af i dag.
Librettoen af selveste Hugo von Hofmannsthal, der også leverede teksterne til Strauss’ øvrige hovedværker, falder her ret beset tekstligt til jorden, næsten før den rigtigt kommer i gang, og det på trods af dens mere opløftende passager af filosofisk og reflekterende art.
Så meget desto mere bekræfter operaens egentlig ret tyndbenede handling, hvor altafgørende Richard Strauss’ musikalske indsigt, kløgt og styrke er, når det gælder skildringen af det på den tid fremvindende terræn af dybdepsykologiske freudianske læresætninger om menneskesjælens indviklede veje og vildveje. Hans tonerækker bølger bestandigt rundt om de optrædende som tilslørede ekspressionistiske udsagn, afvekslende med knivskarpe brændpunkter i deres selvrefleksioner.
Her åbner der sig et universelt musikalsk fundament, som Strauss lægger rundt om menneskestemmens evne til at formidle personernes ægte styrker og svagheder. Han sidestiller her sangen med et orkestralt formsprog, der tydeligt markerer enden på operagenrens kunstneriske udviklingsforløb, lige op til, og inden, det 20. århundredes modernisme for alvor tager over med al dens iboende gru og hårdhudethed.
Hos Strauss er det erotikkens lystighed og frivolitet samt det burleske og lavkomiske, der i Rosenkavaleren bestandigt veksler med passager af mere selvreflekterende alvor og enkelhed, og som forbliver det bærende gennem hver af værkets tre mere end timelange akter.
Tidens væsen
I Det Kongelige Teaters nye opsætning af Strauss’ opera, som havde sin urpremiere i 1911 og oprindeligt udspillede sig i 1700-tallets Wien, er vi ført helt op til komponistens egen levetid, hvor historien ligger tæt på det freudianske wiener-samtidsmiljø, som både Hofmannsthal og Strauss åndeligt var tæt forbundne med.
Dybest set handler Rosenkavaleren om menneskenes forfængelighed og om den kærlighedslykke, der, når den bliver sig selv bevidst, samtidig begynder at forvitre med alle de konsekvenser, der deraf følger for de ramte personer.
Selve tidens væsen bliver her fremstillet gennem de agerendes handlinger og deres indbyrdes reaktioner, således at tiden næsten af sig selv går i opløsning på scenen og i musikken, sådan som Feltmarskalinden selv synger om det. Netop deri ligger Strauss’ kompositoriske mesterskab vel før noget andet.
Stærkest i forestillingen stod det øjeblik, hvor den modne marskalinde usikkert løfter blikket og aner, at deres forhold med tidens gang er dømt til at forlise
Stærkest i forestillingen stod for undertegnede det øjeblik, hvor den modne marskalinde efter at have bedrevet elskov med sin nevø, den 17-årige Octavian, usikkert løfter blikket og aner, at deres forhold med tidens gang er dømt til at forlise.
Ikke mindre stærkt står situationen, hvor Octavian med sølvrosen i sine hænder som budbringer for første gang ser ind i de øjne, der i Sophies ansigt viser sig at være hans ægte og sande kærlighed. Netop det moment følges op af et orkesterspil, hvor Strauss på den mest organiske måde formidler alle de usynlige forbindelsestråde, der binder de to sammen. Samtidig skaber han her et dirrende nodeforløb, som når langt og dybt ind bag det menneskeligt forståelige.
Sophies plumpe, beregnende og selvhævdende bejler, Baron Ochs, Patrick Zielke, fremstår i sin figurtegning rent ud kongenialt med alle de elementer, som fra komponistens og librettistens side er nedlagt i denne person. Han er både vokalt og scenisk stærk og overbevisende som selve billedet på antitesen til alt det, som er ægte og ærbart i menneskelivet.
Vokalt behersker Gisela Stille partiet som Feltmarskalinden og Elisabeth Jansson som Octavian med hver deres personlige klang og farvetoning til fuldkommenhed, mens Clara Cecilie Thomsen som Sophie forekommer mig fysisk lidt for kry og vokalt lige lovlig skarp i henholdsvis scenisk og stemmemæssig forstand.
Først i tredje akts terzet for disse tre personer samt i hovedparrets afsluttende duet løsner Thomsen op for sin stemmes fulde potentiale og nærmer sig her Janssons varme vokale fluiditet.
Scenografisk er Rosenkavaleren en vanskelig opgave, der her bliver løst enkelt og overbevisende
Jansson især er tillige den figur, som med sit greb om bukserollens gestalt nok fremstår mest overbevisende gennem sin på én gang overbevisende vokalitet og den let androgyne persontegning af en endnu usikker og livsuerfaren teenager.
Scenografisk er Rosenkavaleren en vanskelig opgave, der her bliver løst enkelt og overbevisende med tre gennemgående ens fysiske rammer og den veludtænkte up- og downstairs-niveaudeling i sidste akt, hvor vi i kælderetagen når helt ned og ind i den underbevidsthed, hvor figurernes sande karakterer, resignationer og ægtefølte lykke lægges frem.
Orkestralt er Marie Jacquot en anfører med trang til den brede og store dynamik og det fuldtonende orkestervolumen, der her mere end én gang får noget af Strauss’ subtile instrumentale mellemlag til at drukne i hendes lydbølgers tsunamier.
Men på trods af Jacquots undertiden rigelige overdimensionering af partiturets akustiske spændvidde kommer hun med sine tempovalg og sin sikre kommunikation til de agerende oppe på scenen såvel som nede i orkestergraven ind til kernen af denne storladne operas skildring af menneskelivets indviklede handlingsmønstre.
For netop orkestret har i dette værk måske en af de mest afgørende, hvis ikke den helt centrale, hovedrolle i dette intrikate komediespil, hvor sjælelivets fornemmede åndfuldhed måske kommer allermest og finest frem.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og