TEATER – Selvfølgelig skal det være noget helt særligt, når der åbner nyt badehotel på den fornemme adresse ved Bellevue. Bellevue Teatret disker op med en overdådig scenografi og farcens karakteristiske utal af døre, som de medvirkende kan fare ind og ud ad i “Bellevue Badehotel”. Og så inddrages plænen ned mod stranden til de indledende øvelser … Men hvad gør vi, hvis det regner?
Man kunne næsten unde Bellevue Teatret at have indledt sæsonen lidt tidligere, så de i fuldt omfang kunne have udnyttet den pragtfulde sommer. Det er i alle tilfælde en sjov idé at inviteret hotellets gæster ned til velkomst på plænen foran teatret/hotellet, hvor vi hver aften skal forestille os, at det er den store officielle åbning.
Gæsterne får udleveret badekåber. Direktøren holder en tale, og TV2 interviewer bestyrelsesformanden live. Men det hele er lidt overgearet for – præcis ligesom med offentlige anlægsarbejder – er tingene ikke helt på plads til premieren: Cementen er ikke tør endnu, der mangler stuepiger, godkendelserne hænger lidt usikkert, der er lidt for mange penge under bordet og andre lokumsaftaler (de virker i øvrigt heller ikke … lokummerne altså), og så står de med, hvad en edderspændt bestyrelsesformand tolker som et afbud fra Gentoftes borgmester Hans Toft til det officielle snoreklip.
Overgearet på den gode måde
Skuespillet er tilsvarende overgearet, for vi skal være helt sikre på, at pointerne går hjem. Lidt politiske stikpiller til højre og venstre og en hel del dobbelttydigheder under bæltestedet.
Drejescenen bliver sat i spil, og med væggene fyldt med jagttrofæer og spaafdelinger i flere etager sker der simpelthen så meget for øjnene af en, at man ikke kan lade være med at blive imponeret
Overgearet på den gode måde, skal det måske tilføjes. Der improviseres på livet løs, når skuespillerne blander sig med publikum både på stranden, og når publikum finder på plads inde i salen (mellem polske håndværkere, der prøver at tjene ekstra ved at tilbyde billig vinduespolering).
Når vejret er med Bellevue Badehotel, sker det endog for åbent tag. Dette særegne træk ved Arne Jacobsens fredede teaterbygning kommer virkelig til sin ret på en god sensommeraften, og trækkes selvfølgelig ind i handlingen, hvor direktøren styrer det hele med sin B&O fjernbetjening.
Og så går de ellers i gang. Drejescenen bliver sat i spil, og med væggene fyldt med jagttrofæer og spaafdelinger i flere etager sker der simpelthen så meget for øjnene af en, at man ikke kan lade være med at blive imponeret. Der spilles på alle teatrets tekniske virkemidler.
Farce for fuld udblæsning
Bellevue Badehotel er en farce. Det er ikke en genre, der dyrkes meget herhjemme. Farcen er måske ikke så elegant som komedien, hvor der bygges op til latteren, men den er bestemt ikke mindre krævende. Der skal nemlig være noget at grine ad hele tiden.
Opfindsomheden er stor og ideerne så mange, at det halve kunne være nok: på vej ud bliver jeg gjort opmærksom på den cementkanon, der står i foyeren, som jeg overså på vej ind
Det kan godt virke lidt overlæsset eller manisk, når alle figurer er til grin: den upålidelige plattenslager af en direktør, den talblinde piccolo, den Cavling-pris-besatte journalist, der går undercover som thailandsk stuepige, den magtliderlige bestyrelsesforkvinde og receptionisten (bare liderlig).
Ja, der er kun fem skuespillere om det hele, selv om de lige når et par kostumeskift undervejs, så rollegalleriet bliver lidt større. Det fungerer fint – ikke mindst med deres evindelige renden ind og ud af døre i jagten på hver deres dagsorden. Og den sum penge, der skal redde det gamle badehotel … nå nej; det er klicheen fra gamle danske film. Her gælder det jo det nye badehotel. Men den med galophesten har de tyvstjålet fra den danske filmskat!
Grundigt for sjov
Der bliver måske trukket lidt rigeligt på klicheerne og på stereotyperne og taget nogle nemme point hjem. Især under bæltestedet (Vase & Fuglsang leverer normalt revymateriale, så …). Men lad det nu passere, for det er festligt, farverigt og fornøjeligt. Det skal netop ikke være dybsindigt, når vi er ude i farcen.
Når alt kommer til alt har jeg grinet, når jeg forlader teatret. Mine øjne har festet med alle de små (eller store – der bliver ikke sparet) detaljer i scenografien. Opfindsomheden er stor og ideerne så mange, at det halve kunne være nok: på vej ud bliver jeg gjort opmærksom på den cementkanon, der står i foyeren, som jeg overså på vej ind.
Jo, det er virkelig totalteater for at skabe illusionen om Bellevue Badehotel.
Som min ledsager gør mig opmærksom på, så skal man nok tage på badehotel uden nogen forventninger og bare lade sig rive med og underholde. I den sammenhæng bliver det til fem stjerner for gennemført fis og ballade. Men jeg spekulerer stadig over, hvad de gør, hvis det regner …
Bellevue Badehotel spiller til 16. september
Susanne Breuning, Farshad Kholghi, Troels Malling, Marie Mondrup, Kristian Holm Joensen
Instruktion: Frede Guldbrandsen
Manuskript: René Vase & Jannik Fuglsang
Fotos: Bellevue Teatret
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her