BØGER // ANMELDELSE – Rolf Sparre Johansson giver os med Ubesvarede opkald ikke, hvad vi forventer. Digtene giver snarere læseren en kalejdoskopisk undersøgelse af familiære relationer og den bøvlede kærlighed, der kan misforstås.
”Hej Nanna, det er Bertram.”
Sådan indleder Rolf Sparre Johansson sin digtsamling Ubesvarede opkald, og henover de næste 178 sider er det selvsamme Bertram, der med hakken, stammen og tøven aldrig rigtigt får fortalt hverken Nanna eller sin stedfar Erling, hvorfor han ringer. Hvad det er, hvad han vil sige.
Lyder det trættende?
Det er det bestemt ikke.
Tværtimod bliver man som læser opslugt, nærmest forført af den famlende jeg-fortæller, der gennem en række lange og meget vævende telefonbeskeder og sms’er til henholdsvis sin søster og stedfar forsøger at formulere noget vigtigt.
På få linjer får Rolf Sparre Johansson med stor indlevelse og præcision beskrevet et forhold mellem stedfar og søn, sorgen over den manglende kontakt, der opleves som død, en begravelse før tid
Noget svært og knudret, forstår man. Noget, Bertram i sine betroelser til telefonens svarer og i sine skrevne beskeder uhyre langsomt og med stor usikkerhed nærmer sig.
Hele vejen er man i tvivl. Om hvorfor han ringer, om hvad.
Digtsamlingen starter med den førnævnte opringning fra Bertram til søsteren. ”Hej Nanna, det er Bertram”. Men opkaldet bliver ikke besvaret, og i stedet betror fortælleren sine tanker til en telefonsvarer. En lang besked, der begynder sådan her:
”jeg ringer
ringede
til dig lige før
bare for at sige hej
længe siden
men du tog den ikke
så jeg har bare lige lyst til at sige
hej
alligevel”
For Rolf Sparre Johansson hænger alt sammen – også, når det ikke gør
Man fornemmer fra start, hvad det er for et univers, man er trådt ind i. Rolf Sparre Johanssons stil og stemme er umage og overraskende og ikke mindst: udført med overbevisende præcision.
Alt hænger sammen, også når det ikke gør det. Afstanden mellem linjerne og de snublende gentagelser, der så fornemt formidler den tøvende insisteren, der kendetegner jeg-fortælleren.
Henvendelserne er tøvende, stammende, som om Bertram tvivler på sit eget ærinde, men samtidig slår de fortællernes tvivl og usikkerhed fast med syvtommersøm med deres stacato. En sært kejtet elegance, der både vækker rastløshed i læseren over fortællerens uendelige digressioner og detaljerede beskrivelser af alt fra køkkenhave til en børnefiskestang. Men samtidig vækkes en ømhed og forståelse for, hvor svært det er at være Bertram. Forvirret og i tvivl om sig selv. Hvad han mener, føler. Tænker.
Noget er åbenlyst ikke som det skulle være. Måske er der tale om et familiært brud, måske bare en manglende på kontakt. Tydeligt er det i hvert fald, at Bertram savner noget. En samtale, som – i kraft af Nanna og Erlings fravær – i stedet bliver til digtene i Ubesvarede opkald.
Foruden talebeskederne til søsteren, Nanna, ringer Bertram også til sin stedfar, Erling, der lige sådan lader opringningerne forblive ubesvarede. Forholdet mellem de to har, fremgår det, været præget af Erlings svigt og alkoholmisbrug, men også af en omsorg: Timelang leg på fodboldbanen, hjælp til kørsel, tilbud om husly. Bertram skriver:
“for et par måneder siden drømte jeg at du var død
og i drømmen blev jeg ked af det
i drømmen
var jeg i et lille rum
ved siden af kapellet efterbegravelsen
og der var nogle meget bløde rolige
farver sådan
brune røde og gule nuancer
og et gardin
og jeg var ked af det
eller i sorg
jeg tror det er derfor jeg ringer
egentlig”
På få linjer får Rolf Sparre Johansson med stor indlevelse og præcision beskrevet et forhold mellem stedfar og søn, sorgen over den manglende kontakt, der opleves som død, en begravelse før tid. Falmede nuancer: brun, rød, gul. Kun et gardin adskiller den levende fra den døde. Sådan som kun et telefonopkald adskiller Bertram fra den familie, han længes efter.
Og nå ja. Så det lille ”egentlig,” der afslutter scenen og bibringer det skær af tvivl, der løber som en åre gennem hele værket. Sådan som også vand finder vej gennem uvejsomt terræn. Ikke den korteste vej men dér, hvor en passage er mulig.
På samme måde finder Bertram vej igennem telefonbeskederne, sætningerne snørkler og slynger sig. Søger en åbning, en smal passage.
Et svar.
Ubesvarede opkald tillader sig at dvæle, tøve, tvivle, ændre retning undervejs. Det er som læser svært at håndtere, fordi vi har en forventning om, at værket skal åbenbare en stadigt større afklaring, en forståelse, måske endda en konklusion.
Men Rolf Sparre Johansson giver os ikke, hvad vi forventer, tværtimod, han giver os noget helt andet. En kalejdoskopisk undersøgelse af familiære relationer. Den bøvlede kærlighed, der kan misforstås som alt muligt andet, som ufred, vrede og manglende accept.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og