BØGER // ANMELDELSE – Den åbenlyse og bærende idé, der ligger bag Feministiske klassikere. Læst af mænd synes at være, at her er nogle mænd, der forholder sig. Kønnet er skubbet helt ud på bogens forside og logikken er med andre ord, at fordi mændene er mænd, så er deres læsning af netop feministiske tekster interessant. Det er selvfølgelig noget vås, skriver Christian Rømer Stokbro.
Det helt åbenlyse spørgsmål at stille i forbindelse med udgivelsen af bogen Feministiske klassikere. Læst af mænd er, hvorfor det er udgivelsesmæssigt interessant, at 16 mænd skriver om deres oplevelse med feministiske klassikere?
Det drejer sig jo netop ikke om, at her er en række mænd, som er de fremmeste forskere inden for feminisme eller som har en kritisk tilgang til denne. Den åbenlyse og bærende idé, der ligger bag udgivelsen synes altså bare at være, at her er nogle mænd, der forholder sig. Kønnet er skubbet helt ud på bogens forside og logikken er med andre ord, at fordi mændene er mænd, så er deres læsning af netop feministiske tekster interessant.
Vi må altså ikke bare trækkes med en generel amerikanisering af vestlig kultur, men tilligemed en amerikanisering af akademia
Det er selvfølgelig noget vås, og støjer bevidst ved at kalde på en opmærksomhed, der i hvert fald for en midaldrende, hvid mand er ligegyldig. Kønnet er i en moderne optik et forsøg på en ideologisk tildækning af væsentlige forhold ved menneskets selvforhold.
Det er en forkølet tænkning muliggjort af et akademisk elfenbenstårn – til lejligheden forskudt til små, amerikanske studereværelser, hvor en halvobskur overtagelse af Michel Foucaults tænkning har forskudt sandhedsspørgsmålet til et magtspørgsmål.
Vi må altså ikke bare trækkes med en generel amerikanisering af vestlig kultur, men tilligemed en amerikanisering af akademia.
Redaktør Mikkel Thorup ridser bogens ærinde op, idet han i bogens forord skriver følgende: ”Dette er en bog om mænd. Men det er også en bog om feminisme. Eller rettere: Det er en bog om, hvad feminisme siger om og til mænd”. Logikken synes i forlængelse af ovenstående at være, at kun mænd kan skrive om den særegent mandlige oplevelsesverden; lige så meget der synes at være enighed om, at der er tale om kulturel appropriation, hvis jeg tager overskæg på og går med en sombrero, må det også være tale om appropriation, hvis en kvindelig forfatter skriver om feminismens betydning for mænd.
Men Thorup gør lige præcis også opmærksom på, ”at vi er kønnede væsener” og på, ”hvordan vores kønnethed spiller ind i alt det, vi er, gør og kan”, hvormed kønnetheden er en ontologisk struktur, der former vores måde at være i verden på. Jeg tænker snarere, at kønnetheden er blevet en måde, hvorpå der føres politisk og ideologisk betinget magtkamp. Både fra den ene og den anden eller hvor mange sider, der for tiden kan være i dén konstellation.
Mændene er til grin
Bogen er ikke desto mindre også oplysende. Anders Haahr Rasmussen reaktualiserer Suzanne Brøggers Fri os fra kærligheden:
”Fremmedgørelsen udspiller sig også på det erotiske felt, og igen smider Brøgger sig selv ned i gryden. Hen over 35 sider beskriver hun en voldtægt, hun blev udsat for under en arbejdsrejse til Usbekistan. Det lykkes hende at genfortælle oplevelsen, så jeg får ondt i maven, ryster på hovedet og griner højlydt. Brøgger forklarer senere i kapitlet, at det er en bevidst strategi, ”at afmystificere det sexuelle aspekt ved at gøre det komisk Mændene i historien er til grin. Jeg griner af det, og jeg griner af mig selv, for det er også mit eget begær og kvindesyn, der bliver udstillet. Det er den mandlige seksualitets tætte forhold til magt, det tætte forhold mellem sex og foragt, det er kulturens sidestilling af liderlighed og vold, det er mystifikationen af kvinder, ’forførelsens kunst’, forventningen om at en anstændig kvinde siger nej, når hun mener ja, det er patriarkatets logik og underliggende koder, der gør voldtægt ikke bare muligt, men vidt udbredt, til noget der på en måde altid er i luften, en voldtægtskultur, der forplanter sig i kvinder som frygt for, at selv en uskyldig henvendelse […] udvikler sig til et overgreb”.
Alle kvinder er altid allerede i fare for at blive voldtaget; det ligger i mændenes gener, det ligger i kulturen som en patriarkalsk logik
Der sker i citatet en selvfølgelig glidning fra en gruppevoldtægt i Usbekistan til en definition af mandens seksualitet overhovedet. ”Mændene i historien er til grin […] og jeg griner af mig selv, for det er også mit eget begær og kvindesyn, der bliver udstillet”, sådanne offentlige bekendelser kan kun foregå i en sammenhæng, hvor dét perspektiv allerede er en etableret sandhed, som vel har sine rødder i Freud og urfaderens uhæmmede begær.
Men konklusionen, som Rasmussen fremfører, er, at ”det er kulturens sidestilling af liderlighed og vold”, ”det er patriarkatets logik”, og Rasmussens kulturelle selvhad og ideologiske korstog synes at bygge på en absolut sandhed, som ikke tåler modsigelse.
Jeg tillader mig en vis skepsis og påpeger, at en mand med en påfaldende selvfølgelighed kan udtale sig på kvindernes vegne om en særligt kvindelig oplevelse af verden, som én stor ”voldtægtskultur”: Alle kvinder er altid allerede i fare for at blive voldtaget; det ligger i mændenes gener, det ligger i kulturen som en patriarkalsk logik.
Judith Butlers kønslandskab
Henrik Jøker Bjerre tilbyder en læsning af Judith Butlers bog Gender Trouble, der både er oplysende, fordi læseren faktisk bliver klogere på, hvad det er, Butler tænker omkring balladen om køn:
”Butler argumenterer i Gender Trouble filosofisk imod den fuldstændige adskillelse af ”sex” (biologisk køn) og ”gender” (socialt køn)”.
Men Bjerre formår også med sikker hånd at give en udlægning, hvor virkeligheden i virkeligheden er en anden, end vi tror den er; det har vi tidligere set hos Center for Vild Analyse, hvor det blev et kendemærke – måske med inspiration fra den slovenske skoles hoftænker Slavoj Žižek: ”Der er sådan set ikke noget galt med identiteter, ikke nødvendigvis i hvert fald. Alle har en. Eller rettere sagt: Alle har knap nok én – og samtidig adskillige”.
Sådan starter en veloplagt, guidet tur gennem Butlers kønslandskab, hvor ”Butler opsøger flertydighederne og kæmper for at bringe oversete betydningslag frem i lyset”: Spørgsmålet er altid, om der virkelig er tale om ”oversete betydningslag” eller om det er udtryk for ideologisk betinget kulturkamp forklædt som tænkning?
Et vigtigt begreb i moderne, oplyste diskussioner er intersektionaliet (introduceret i 1980’erne), der grundlæggende drejer sig om, at det er synd for dig, hvis du fx er kvinde, det er endnu mere synd, hvis du fx ikke er hvid, og det bliver helt ubærligt, hvis du oveni dette er lesbisk og har en psykiatrisk diagnose.
Marek Azoulay Jørgensen beskriver det sådan her: ”Antagelsen er, at mennesker kan opleve forskellige former for diskrimination og privilegier på baggrund af deres forskellige identiteter”.
I forlængelse heraf kan Jørgensen skrive, at ”I dette bidrag refererer intersektionalitet til krydsningen af forskellige identitets- og samfundsdimensioner. Afroamerikanske feminister har igennem tiden beskæftiget sig, hvordan forskellige former for undertrykkelse overlapper og interagerer med hinanden”.
Forenkling?
Intersektionalitetens primære funktion er altså at beskæftige sig med måder, hvorpå nogle identitetsformer er mere offergørende end andre: ”Mænd kan være underlagt forskellige former for diskrimination og udfordringer, afhængigt af andre identiteter ud over køn, eksempelvis handicap, socioøkonomisk baggrund, etnicitet, religion, alder, race, nationalitet, seksualitet, uddannelse” (min kursivering).
Spørgsmålet er, om vi mennesker virkelig kan forenkles på en sådan måde, at vi kan defineres gennem modsætningspar (lys/mørk, mand/kvinde, ung/gammel, heteroseksuel/homoseksuel) eller binære offerlogikker?
Man kan jo hurtigt få den tanke, at mænd skulle skamme sig, medmindre de identificerer sig som noget andet eller mere end mænd
Hvor sandheden var hersker nu magtspørgsmålene uimodsagt. Hvordan? Bliver de opvakte da ikke sagt imod? Jo, men oftest med en udannet folkeforførende stupiditet á la Donald Trumps, hvor magtspørgsmålet blot gentages i en ny forklædning.
Man kan jo hurtigt få den tanke, at mænd skulle skamme sig, medmindre de identificerer sig som noget andet eller mere end mænd, alt imens forhandlingerne om forskellige gruppers offerstatus foregår ude på toiletterne.
Det er dermed ikke sagt svært for hvide, heteroseksuelle mænd, det er ikke engang særligt synd for dem; men vores institutioner og kulturelle selvforståelse er under forhandling, og det foregår ikke i god tro. Vi er langt ude over at spille hinanden gode, ja, det kan til tider være svært at se, hvordan forhandlingerne ikke bare er udtryk for en vulgær magtkamp mellem to (eller flere) former for pøbelvælde. De eneste tabere i dét magtspil er kulturen og vores evne til at være i dialog med den; det vil sige vores hjemhørighed i verden.
Klik dig videre til mange flere boganmeldelser lige her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.