”Rejser du virkelig alene med toget til Jaffna?”

i Asien/Rejse af

REJSEBREV // SRI LANKA – I Sri Lanka kører det nye eksprestog fra hovedstaden Colombo i sydvest til Jaffna i nord cirka 57 kilometer i timen. Toget er fyldt med forventningsfulde srilankanere. Nogle af dem har aldrig rejst før. Tag med Lotte Ladegaard på turen, mød hendes tog-plejefamilie og forstå, hvorfor det er så unikt at rejse alene i Sri Lanka.

Der er meget dæmpet belysning på Fort Station i Pettah klokken 5.15. Den normalt temmelig hektiske station i den gamle del af hovedstaden Colombo er næsten stille. Regnen øser ned.

Folk står i kø for at få billetter til eksprestoget med pladsreservation og 1. klasses vogne med aircondition til Jaffna helt i nord, men de fleste går forgæves. Der er kun det ene tog af slagsen om dagen, og alle billetter er for længst solgt.

Jeg har for længst bestilt min billet ved hjælp af rejsebureauet 12Go.asia for at være sikker på at komme med det eftertragtede tog. Man kan nemlig ikke bestille billetter over nettet i Sri Lanka.

Jeg var lidt bekymret, da jeg afgav min bestilling. Ikke så meget over prisen, 167 kroner. Man betaler cirka det dobbelte af normalprisen, når man bruger rejsebureauet. Det er stadig langt under normale DSB-priser.

I alle årene har jeg bare ventet på, at militæret gav fri adgang til den nordlige del af landet igen, og på at jernbanen blev genetableret

Men jeg ville være frygtelig ked af ikke at komme til Jaffna med toget. Jeg har tidligere boet i Sri Lanka. Dengang, da det var umuligt at rejse til Jaffna på grund af krigen. I alle årene har jeg bare ventet på, at militæret gav fri adgang til den nordlige del af landet igen, og på at jernbanen blev genetableret.

Jernbanen har været bombet ud af funktion i næsten tre årtier som et led i kampen mellem den srilankanske hær og De Tamilske Tigre, som kæmpede for at få deres eget land i det nordlige og østlige Sri Lanka.

Krigen sluttede i 2009, og i 2014 var den genetablerede jernbane klar.

Ekspres med 57 kilometer i timen

Ved indgangen til den store Fort Jernbanestation, som er bygget, dengang landet var under britisk kolonistyre, er der ikke rigtig nogle skilte, jeg kan læse. Der går dog ikke mange øjeblikke, før mand vinker mig ind på den rette perron.

Da toget triller til perron lidt senere, kommer en anden mand ilende for at vise mig den rette vogn.

Den cirka 400 kilometer lange rejse med eksprestoget til Jaffna tager officielt syv timer. Vist aldrig kortere, ofte længere tid, finder jeg senere ud af. I gennemsnit kører toget altså 57 km i timen.

Tit holder toget bare. Længe. Når det kører, bumler og skramler det så meget, at mine srilankanske medpassagerer gisper højt.

Den helt store fordel ved eksprestoget er dog, at man er sikret et sæde under hele turen. Det kan man ellers sjældent være sikker på i landets andre temmelig overfyldte tog.

Chili til morgenmad

”Her.”

En paptallerken med en stærk duft af løg og rødfarvet af chili bliver skubbet ind foran mig kort til efter afgang. Jeg kigger op. Syv par øjne kigger ind i mine. Jeg smiler, og straks smiler de syv ansigter tilbage.

Jeg kan ikke lige overskue at spise stærk singhalesisk mad klokken 6 om morgenen, så jeg takker pænt nej. Straks bliver smilene til bekymrede miner. Et øjeblik efter dukker en banan og et stykke hvidt toastbrød op fra sædet bag mig.

Syv par øjne kigger forventningsfuldt. Jeg smiler og tager en bid, og alle smiler lettet tilbage.

”Nescafé?”

Jeg spekulerer lidt over, hvor kaffen skulle komme fra, for srilankanere drikker sjældent kaffe selv, med mindre de kommer fra storbyen Colombo. Men jeg nikker, og straks piler min nye plejefamilies yngste datter – finder jeg senere ud af – ned ad toggangen med et par andre familiemedlemmer efter sig.

Imens spørger min sidemand på et tøvende engelsk, hvor jeg kommer fra. Det bliver indledningen på en togtur-lang konversation med alle medlemmer af familien på skift.

Togrejse som bonus for godt arbejde

Min sidemand viser sig at være familiens søn. Han har fået turen som en bonus for sit gode arbejde som elektriker.

Han fortæller, at han aldrig har haft penge til at rejse, og derfor er det stort at være afsted på den her tur. På 1. klasse til den del af øen, der indtil for få år siden var ramt af blodig krig. Første stop er en kaserne i Killinochi, hvor en af hans søsters elever er soldat.

Snakken med søsteren går let. Hun er midt i 20’erne og engelsklærer i en srilankansk folkeskole.

Hvis jeg havde pengene og kunne få lov, ville jeg rejse. Men pigers liv i Sri Lanka er planlagt, fra de bliver født, til de dør. Uddannelse, ægteskab, børn, hus, status

”Jeg har to en halv times rejse til arbejde hver vej hver dag. Men jeg kendte intet til det liv, som fattige børn lever. Derfor valgte jeg at arbejde i en landsby. Børnenes forældre plukker kanel og te. De ejer ikke selv jorden og planterne, og de får kun en meget lille løn for arbejdet. Når børnene har ferie, arbejder de sammen med deres forældre,” fortæller hun.

De to søskende rejser sammen med deres forældre og et par andre slægtninge.

”Men hvor ville jeg ønske, at jeg kunne rejse alene som dig,” siger den unge kvinde med lav stemme.

Til næste år skal hun giftes med sin ungdomskæreste. Hun er glad for ham, men… ”Måske bliver jeg nødt til at opgive jobbet, fordi det ligger så langt væk.”

Hun næsten hvisker: ”Hvis jeg havde pengene og kunne få lov, ville jeg rejse. Men pigers liv i Sri Lanka er planlagt, fra de bliver født, til de dør. Uddannelse, ægteskab, børn, hus, status.”

Restaurantvogn med røde sæder

Jeg er nysgerrig efter at se, hvor min Nescafé kom fra, så jeg går en tur i toget. Et par vogne henne kommer jeg til en restaurantvogn med fine, røde sæder. Udvalget i restauranten består mest af færdigpakkede snacks og hvide boller med et ubestemmeligt indhold.

Der er ikke noget, der frister, så jeg vover mig over endnu en gammeldags togsammenkobling. Det hele ryster og dirrer, når toget drejer. Pladerne glider ind over hinanden og åbner et gab mod skinnerne til den ene side.

Jeg fortæller, at jeg virkelig rejser alene, men at man jo aldrig rigtig er alene i Sri Lanka

Toilettet i næste vogn er ikke noget at råbe hurra for. Faktisk er der to: Et med et hul i gulvet til at stå hen over. Plus et vestligt siddetoilet, der dog ikke indbyder til at sidde. Toiletpapir og sæbe er der ikke noget af.

På tilbageturen gennem restaurantvognen bliver jeg stoppet af en mand. Han skal lige høre, hvor jeg kommer fra, og om jeg virkelig rejser alene.

Der bliver helt stille i vognen. Jeg kan mærke øjnene i nakken. Jeg fortæller, at jeg virkelig rejser alene, men at man jo aldrig rigtig er alene i Sri Lanka. Det griner vi lidt af.

Han er selv på forretningsrejse. Han har afgivet tilbud på etablering af lys i en regeringsbygning i Jaffna, og nu skal han til samtale om opgaven.

Ingen meldinger fra højttalerne

Jeg indtager mit sæde igen, og straks tilbyder min nye srilankanske plejefamilie mig en af deres hjemmelavede, hvinende søde riskager. Jeg er nu så vågen, at jeg er klar til at spise med. Til gengæld deler jeg høfligt ud af mine chokoladekiks.

Så er det tid til familiefotos. Alle insisterer på, at jeg også skal med. Søsteren agerer fotograf. Ikke nogen let opgave i det livlige tog.

Da vi er knap en time fra byen Killinochi, rejser hele familien sig op og gør sig klar til at stå af. Der er godt nok elektroniske tavler i toget, men de er slukket, og der er absolut ingen meldinger fra højttalerne.

Jeg finder Google Maps på min mobil og viser dem, at den blå plet stadig er et godt stykke fra Killinochi. Broren bliver alligevel stående.

Jeg spørger ham, om han er spændt. Han nikker bare med smil fra øre til øre.

Så snart min tog-plejefamile er stået af, vender en kvinde fra et sæde længere fremme sig om.

”Hvor er du fra? Rejser du virkelig alene?”


Modtag POV Weekend gratis, følg os på Facebook
– eller støt vores arbejde

Læser du POV fast eller kun lejlighedsvis? Hver fredag samler vi ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i ugebrevet POV Weekend.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her.

Har du mulighed for at støtte POV som åbent og uafhængigt dansk medie, kan du gøre det som støtteabonnent her.


Alle fotos af Lotte Ladegaard

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Researcher, skribent, fotograf, kursusleder og projektrådgiver med eget firma. Især fokus på rettigheder, børn og unge samt Asien og Afrika.
Jeg er uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole i 1993 og selvstændig konsulent og freelancejournalist siden 1999. Ind i mellem dog med længerevarende kontrakter og enkelte fastansættelser:

- Teknisk rådgiver på deltid i Bangladesh for Red Barnet (2005-2009)
- Teknisk rådgiver for Ulandssekretariatet i Bangladesh (2002-2004)
- Freelancejournalist med base i Sri Lanka (1999-2002 samt 2004-2005)
- Journalist hos Red Barnet (1995-1999)
- Journalist på Ritzau (1993-1995)

Kontakt mig via www.lotteladegaard.dk og honorer min blog via Mobile Pay på 27 30 17 89.

Foto: Kim Dang Trong.

Seneste artikler om Asien