SVINEPRODUKTION // ANALYSE – Regeringen vil skabe en ny samfundskontrakt med svineproduktionen gennem højere dyrevelfærd, mindre antibiotikaforbrug og færre levende smågrise til eksport. En ny beregningsmodel viser, at udfaldet afhænger af, om producenter, forbrugere, Danish Crown og staten kan finde en fælles vej til at finansiere omstillingen.
Regeringsgrundlaget offentliggjort i juni 2026 indeholder flere forslag med konsekvenser for dansk landbrug, for dyrevelfærden i sektoren og for miljøet. Hvad gælder svineproduktionen, vil regeringen med sit reformforslag reducere antibiotikaforbruget, give svinene mere plads, reducere fiksering af søer, håndhæve halekuperingen, gøre op med den såkaldte ekstrem-avl og reducere eksporten af levende smågrise.
Reformen skal forhandles i en såkaldt grisefirpart med inspiration fra den grønne trepart. Der skal med andre ord udarbejdes en ny samfundskontrakt mellem Danmark og svineproduktionen. Hvad skal kontrakten indeholde, hvad koster den, og hvem skal betale?
Jeg har bygget en beregningsmodel på platformen VAEV.AI, som viser effekterne af tre af regeringens foreslåede tiltag: reduktion af antibiotikaforbruget med 25 % af det nuværende niveau, løsdrift øget til 100 % af den danske produktion af smågrise mod i dag 5 %, samt opbygning af incitamenter til sektoren til at holde smågrisene i Danmark til opdræt, slagtning og forædling. Her sammenfatter jeg de vigtigste pointer af mit modelarbejde.
Modellens resultater
Modellen er bygget op omkring produktionsdata og giver et robust billede af, hvordan omkostningsstrukturen hos producenterne påvirkes af ændrede produktionsbetingelser, såsom reduktion i brug af antibiotika og skift til løsdrift.
Miljøeffekterne er koblet direkte til ændret produktionsomfang, mens de økonomiske konsekvenser for producenterne og for sektoren som helhed er gjort afhængige af markedets accept af prisen på velfærdsgrisen.
Forskellige niveauer af accept af reformgrisens pris ved køledisken i Danmark og i udlandet (Tyskland) giver meget forskellige økonomiske konsekvenser for sektoren. En ting står dog lysende klart: En reformgris koster mere end en konventionel gris, og det rejser det centrale spørgsmål om, hvem der skal betale for regeringens reformplaner for svineproduktionen. I det efterfølgende giver jeg fire bud på, hvor regningen kan lande.
Producenterne betaler
Reformen vil øge produktionsomkostningerne for de danske svineproducenter alene for krav om løsdrift og reduceret brug af antibiotika. Meromkostningen per so vil være 2.200 kr., især foranlediget af et engangsinvesteringsbehov på 24,5 mia. kr. i ombygning af eksisterende stalde og nybygning (SEGES).
Af sektorens 1.125 bedrifter med so-besætninger vil 500 hovedsageligt små bedrifter med færre end 500 søer blive tvunget til at ophøre, mens de mellemstore bedrifter med op til 1.500 søer vil blive presset økonomisk. Heller ikke de store bedrifter går fri, men de er bedre konsoliderede.
Produktionen vil blive reduceret med 6,5 mio. smågrise, og eksporten vil falde med tre mio. stk. Samlet vil primærsektoren opleve et årligt tab på mindst to mia. kr. og miste 500 årsværk.
Som det også er reformens formål, vil der være betydelige positive effekter for dyrevelfærden og for miljø og natur: Løsdrift og mere plads til grisene øger velfærden, men reformen rummer også en risiko for øget dødelighed.
Udledningen af kvælstof og ammoniak vil falde med henholdsvis 13 kt/år og 2 kt/år. Fosforudledningen reduceres med 3 kt/år, CO2e-udledningen reduceres med 1,5 Mt/år, mens et areal på 125.000 ha frigøres til anden anvendelse end foderafgrøder (normtal fra Aarhus Universitet).
En reduktion af miljøeffekterne på knap 20 % af dagens påvirkning har naturligvis betydelig samfundsøkonomisk værdi, men reformen vil byde på store direkte omkostninger for producenterne.
På Danske Svineproducenters krisemøde om fremtidens griseproduktion på Bygholm Landbrugsskole i Horsens 17. juni 2026 sagde formanden for Danske Svineproducenter, Jeppe Bloch Nielsen (JBN), at ”hvis man ikke sidder med ved bordet, er man på menuen”.
Citatet er hentet fra canadiske Mark Carney på Davos-mødet i februar. En helt anden kontekst, javel, men alligevel velvalgt. Argumentet er, at erhvervet skal indgå i forhandlinger i grisefirparten for at lande en appetitlig aftale: For at tilberede aftalen i stedet for at få den serveret. Hans interesse er naturligvis at afværge meromkostningerne.
Ombygning, løsdriftens produktivitetstab, antibiotikareduktion. Det er medlemmernes eksistens, der står på spil. Helt konkret 500 bedrifter og to mia. kr. i indkomst til sektoren årligt. JBN vil kæmpe med næb og kløer for, at sektoren kompenseres for tabet, eller modsat at sektoren får alle muligheder for at hente meromkostningerne hjem igen i markedet.
Det vil skærpe sektorens behov for at orientere sig mod det marked, der betaler den højeste pris. Hvis det er eksport af levende smågrise til Tyskland, fortsætter den eksport, også selv om regeringen har en anden målsætning.
Forbrugerne betaler
Intentionen med reformen er også, at den vil sikre produktion af en reformgris; en gris produceret med en højere standard for dyrevelfærd, end den vi kender fra den konventionelle gris. Spørgsmålet er derfor, om der er et marked for sådan en reformgris? Om velfærdsgrisen kan sælges til opdræt, slagtning og forædling i Danmark og/eller til udlandet?
Den vigtigste usikkerhedsfaktor er forbrugernes villighed og evne til at betale den ekstra pris på reformsvinekødet ved køledisken. I runde tal vil prisen på grisen stige med godt og vel 10 %. Et kilo hakket svinekød til 60 kr. i dagens marked vil stige til mellem 65 og 70 kr.
Hvis vi forudsætter, at der er et tilstrækkeligt stort marked for koteletter, hakket fars mv. fra en reformgris både i Danmark og i udlandet (Tyskland), og at meromkostningerne for producenterne kan overvæltes til forbrugerne, vil reformen give en betydelig gevinst for sektoren.
Der vil fortsat være et stort investeringsbehov til løsdriftsstalde på 28 mia. kr., og produktionen vil falde med 2 mio. smågrise pga. reduktionen i anvendelse af antibiotika. Frafaldet af 500 bedrifter bliver elimineret, eksporten af smågrise til slagtning og forædling i udlandet vil falde, og de dyrevelfærdsmæssige og miljømæssige effekter vil stadig være positive, endskønt mindre end i et scenarie uden accept af meromkostningerne i forbrugerleddet.
Meromkostningerne for reformen hos producenterne er elimineret med overvæltningen til forbrugerne, og omsætningen i sektoren vil som helhed, især i slagtning og forarbejdningsleddet, øges med 3 mia. kr. om året.
Resultatet bliver positivt for sektoren som helhed på alle parametre: Økonomi, dyrevelfærd og miljø. Men det er ikke sikkert, at forbrugerne vil betale, og hvem skal så gøre det?
Danish Crown betaler en del af gildet
Regeringsgrundlagets ambition om at reducere eksporten af levende smågrise er netop en politisk ambition, men det er ikke juridisk muligt at forbyde den eksport.
Det er markedet, der bestemmer, hvor producenten sælger sine smågrise: Til Tyskland og andre eksportmarkeder eller til danske slagterier. Og her arbejder reformen umiddelbart imod ambitionen.
Øgede omkostninger vil svække konkurrenceevnen i forhold til tyske og polske producenter af konventionelle produkter.
Regeringsgrundlaget indeholder ingen operationel mekanisme til at reducere eksporten. Når smågriseproducenterne overholder reformens regler, og tyskerne vil betale merprisen, kan eksporten fortsætte uhindret.
Statens realistiske håndtag er strengere transportregler (tid, forhold under transporten) og især incitamenter, der gør hjemlig opfedning, slagtning og forædling mere attraktivt. Det kommer jeg tilbage til.
Danish Crowns interesse i reformen falder sammen med gevinstsiden. En strategi med øget forædling og en premium-pris på et velfærdsbrand kræver netop kvalitetsløftet som differentiering i forhold til konventionelle produkter.
Det gælder både på det danske og det internationale marked. Importsubstitution bliver et særligt attraktivt felt i markedet. Her har vi allerede en betalingsvillig dansk forbruger bl.a. af parmaskinke fra Italien og Batallé-koteletter fra Spanien.
I dag er importen af kvalitetskød fra svin på ca. 5 mia. kr., og den gennemsnitlige kilopris er ca. 35 kr., mens den gennemsnitlige eksportpris er 20 kr. Velfærdsgrisen kan gøre sig gældende i det marked også med en merpris på 10 %.
Danish Crown kan uden tvivl se den fordel, der ligger i at overtage slagtning og forædling af en del af den danske eksport til Tyskland. DC’s reformhåb om at få grisene hjem til sine egne slagtegange forudsætter så, at DC enten overbyder den tyske pris, og/eller at staten griber ind. Tyskland-afhængigheden kan koges ned til en ren beslutningsstruktur med tre udfald.
Hvis tysk betalingsvilje for øget dyrevelfærd overstiger meromkostningerne i Danmark, vil producenten fortsat eksportere, og DC må byde over den tyske pris for at holde grisene i Danmark. Hvis tysk betalingsvilje er mindre end meromkostningen, og DC’s egne markeder vil betale prisen, kan DC købe grisene til en pris, der kan overvæltes til markedet, og eksporten vil falde.
Og det triste tredje udfald er, at hvis hverken Tyskland eller DC’s markeder betaler reformprisen, så er velfærdsreformen en ren omkostning uden modsvar nogen steder med den simple konsekvens, at erhvervet skrumper, men med bedre dyrevelfærd og miljø hos de tilbageværende konsoliderede producenter.
Hvis DC skal overtage slagtning og forædling af den danske smågriseeksport, vil det koste 40 kr. per gris eller ca. 1 mia. kr. for at komme fra den nuværende eksport på 17 mio. smågrise svarende til 48 % af den danske produktion og ned til en eksport på 30 % eller ca. 10 mio. grise.
Hjemtagningen bliver dyrere, jo mere tyskerne vil betale for dyrevelfærdsgrisen. Og modsat: Vil de danske forbrugere betale mere end tyskerne, behøver DC ikke at byde over. Markedet sikrer, at grisene bliver i Danmark.
På det omtalte krisemøde på Bygholm Landbrugsskole pegede Danish Crown-direktør Niels Duedahl på erhvervets negative omdømme og sagde, at sektoren har tabt samfundskontrakten, og at dyrevelfærden skal forbedres.
Hans budskab er, at der i grisefirparten skal laves en ny kontrakt med fokus på bedre dyrevelfærd for at genopbygge legitimitet og genskabe samfundets og ikke mindst politikernes og forbrugernes tillid til erhvervet. Det er jeg helt enig i.
Duedahl har helt forståeligt blikket fæstnet på reformens mulige gevinstside. Som anført kan den kun realiseres, hvis omverdenen (forbrugere og politikere) faktisk belønner den højere dyrevelfærd med merprisen.
Reformen er i hans optik ikke bare en omkostning, der rammer bedrifterne, men er selve prisen for at forny kontrakten, og uden den fornyelse med bedre dyrevelfærd i produktionen er der ingen gevinst til sektoren til at modsvare omkostningen.
Så vil forbrugerne ikke have tillid til, at de får dyrevelfærd for den ekstra femkrone, de skal betale i supermarkedet. Det vil betyde, at købet går til importeret udenlandsk svinekød.
Reformen kan betyde enten tab af bedrifter og jobs i primærsektoren eller gevinster i form af premium-kød og job i forædlingsleddet. Reformen kan føre til begge ekstremer. Duedahls pointe er, at det er sektorens egen adfærd, der afgør hvilken.
Den nye samfundskontrakt er nøglen og er i sidste instans et væddemål om slutforbrugerens betalingsvilje for dyrevelfærd, og den variabel kontrollerer ingen ved det danske forhandlingsbord. Det er den egentlige eksogene faktor: Ikke regeringen, ikke DC, ikke producenterne.
Staten betaler en del af reformen
Hvis staten vil have højere dyrevelfærd, og det er det egentlige formål med reformen, kan man vælge at hjælpe reformen på vej. Det er der politisk mulighed for.
Den fælles landbrugspolitik rummer flere foranstaltninger, der kan yde EU-medfinansieret investeringsstøtte til både staldomlægning, nybygning af stalde og opgradering af forarbejdningen. Dermed kan støtten sænke både svineproducenternes og slagteriernes kapitalbyrde og reducere frafald og omkostninger.
Investeringsbehovet hos producenterne vil udløse et tilskud på 9 mia. kr. ved 40 % i tilskud. Tilskud til investeringer i nye stalde udløses af reformens lovkrav, mens tilskud til slagteri/forædling udløses, når grisene faktisk hjemtages.
Investeringsstøtten til øget forarbejdningskapacitet afhjælper kapitalbehovet for DC til indkøb af grise for netop at reducere eksporten og kan med andre ord tjene regeringens ambition om nedsat eksport ved at skabe bedre betingelser nationalt.
Med yderligere 7 mio. grise på det danske marked er investeringsbehovet (skønnet) 3,4 mia. kr. i slagteri og forædlingskapacitet. 30 % i tilskud udløser 1,0 mia. kr. Den samlede regning bliver 10 mia. kr. i engangsstøtte i dette scenarie, hvoraf en del finansieres af EU.
Grisefirpartens dagsorden
Grisefirpartens formål bør være at skabe en ny samfundskontrakt for erhvervet, hvor tilliden mellem forbrugere og staten på den ene side genetableres med producenter, slagterier og forædlere på den anden side.
Helt som Duedahl fra DC har formuleret det. Danmark skal producere en kvalitetsgris, der lever op til helt rimelige og legitime krav til dyrevelfærd og med færrest mulige negative miljøeffekter. Det skal være grisefirpartens egentlige overordnede formål.
Herunder kan der formuleres nogle mere operationelle formål:
1) Producenternes interesser vil være en konkretisering af reformens krav til produktionen, herunder omfanget af antibiotikareduktion, specificering af pladskrav til søer og grise i løsdriftsstaldene og ikke mindst den tidsmæssige indfasning af reformens krav.
2) Danish Crown og andre slagterier og forædleres interesse ligger i en ny strategi i markedet. Tilkøb af smågrise til slagtning og forædling i Danmark for at reducere eksporten er et centralt element.
Investeringsstrategien til modernisering og kapacitetsopbygning med henblik på at kapitalisere gevinsterne ved markedets villighed til betaling af merprisen for en reformgris, både nationalt og internationalt, er central, herunder muligheden for importsubstitution med en kvalitetsløftet reformgris.
3) Statens rolle vil være en konkretisering af krav til producenter afstemt med interesseorganisationerne (dyrevelfærd, miljø, forbrug), aktivering af tilskud til investeringer i både primærsektoren og i slagterier og forædling via EU’s landbrugspolitik.
Det kan afklares, om, hvordan og med hvilket indhold der kan indføres en mærkningsordning med formålet at signalere til forbrugerne, at der er indgået en ny samfundskontrakt.
En sådan mærkningsordning vil signalere direkte til forbrugeren, at der her er tale om et produkt, der lever op til en moderne norm for dyrevelfærd. Svinevalget har fået et konkret udtryk i køledisken, som forbrugeren ikke vil sige nej til.
Reformens succes vil afhænge af, om parterne kan blive enige om en sådan ny samfundskontrakt. Det tror jeg nok, de kan. Gevinsterne er åbenbare og betydelige for alle.
Er du interesseret i detaljer om modellen, Morten Kvistgaard beskriver i artiklen, kan du kontakte ham på mkv@evaluators.eu.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og