MUSIK // KONCERTANMELDELSE – RAYEs koncert i Royal Arena var en erklæring, man ikke kunne undgå at mærke – og lade sig bevæge af. Hun sang med en kvidrende autoritet, der føltes som levede følelser, skriver Kasper Simonsen. I den fyldte sal var en særlig kollektiv energi, ”båret af genkendelse, kærlighed og vild begejstring.”
Jeg har sjældent været så ærgerlig, som da det gik op for mig, at RAYE havde spillet i Store Vega i februar 2024. Og uagtet en optræden på Tinderbox samme år, så følte jeg mig klassisk ærkegrøn af misundelse på de godt 1500 personer, der den aften i Vega oplevede hende på dansk jord for første gang.
For vi taler om en helt specielt britisk kunstner, der har gået sine helt egne veje. Veje, det ikke har været nemt at gå ad, men hun har fra barnsben haft en tro på sit eget talent.
Siden hun var teenager, var RAYE, hvis borgerlige navn er Rachel Agatha Keen, i årevis låst fast i en sangskriver-kontrakt hos pladeselskabet Polydor. Hun skrev sange, der røg direkte på hitlisterne, men hendes egne albumdrømme blev igen og igen sat på pause.
Man kan ikke undgå at blive forelsket i RAYE, når hun står dér og deler både styrke og skrøbelighed. Navnlig da hun satte sig ved klaveret
Hun leverede blandt andet hits til navne som David Guetta (“Stay – Don’t Go Away”), Beyoncé (“Bigger”), John Legend (“A Good Night”), Charli XCX (“After The Afterparty”) og Little Mix (“Told You So”), mens hun selv blev bedt om at vente, justere sine sange og omskrive. Hun fornemmede klart, at hun ikke fik opbakning til sit eget soloprojekt fra Polydor.
Bag kulisserne voksede hendes frustration. Musikken hobede sig op i skufferne, og kontrollen over hendes egen stemme gled længere og længere væk fra hende. Men i 2021 nåede konflikten et bristepunkt. RAYE gik offentligt ud på sociale medier og fortalte, hvordan hun blev nægtet retten til at udgive sit eget album trods sin succes som sangskriver og millioner af streams hos andre. Det var et risikabelt opgør, men også et nødvendigt skridt. Udfaldet blev, at hun kom fri af kontrakten med Polydor, og nu stod hun pludselig alene. Dog med begge hænder på roret med en selvfinansieret udgivelse.
Samme år slog hun alle rekorder ved at vinde hele seks sensationelle Brit Awards, det britiske svar på en Grammy. Normalt helt utænkeligt for en debutant
Uafhængigheden blev et brændstof, og ud af den voksede My 21st Century Blues, et kontrastfyldt album med smerte, sange om overgreb, vrede, humor og sårbarhed. Her lød hun på ingen måde som et kompromis, men helt som sig selv.
Albummet blev udgivet for nøjagtigt tre år siden på datoen for koncerten i Royal Arena, tirsdag aften. Hendes sublime legen med R&B, jazz, pop og blues tog verden med storm, og albummet lagde sig som nummer to på albumlisten i England. Samme år slog hun alle rekorder ved at vinde hele seks sensationelle Brit Awards, det britiske svar på en Grammy. Normalt helt utænkeligt for en debutant.
Den engelske soul og R&B-scene eksploderer nærmest i nye talenter i disse år. I slipstrømmen af hinanden dukker Joy Crookes, Arlo Sparks og den nu allestedsnærværende Olivia Dean også op med deres super originale takes på britisk soulmusik i dag. Fælles for deres udtryk er, at de blander de ovennævnte genrer med breakbeats, techno og hip-hop og dermed herligt svære at rubricere.
Ved koncerten i Royal Arena lagde RAYE meget hårdt ud med den stramme “Where’s My Husband”, som er førstesinglen fra det kommende album, This Music May Contain Hope. Og så var vi ligesom i gang.
Det fortrinsvis unge kvindelige publikum jublede højt og hun var straks på bølgelængde med både ’gamle’ og nye fans. Bølgelængde er måske endda et mildt ord, for mellem numrene fortalte hun personlige og rørende historier fra sit liv. Hun var i det hele taget i en særdeles ægte og stærk kontakt med sit publikum – i blandingsfeltet mellem taknemmelighed og ydmyghed samtidig med, at hun tydeligt kender sit eget værd.
Koncerten i Royal Arena var det syvende stop på hendes This Tour May Contain New Music-turné, hvor hun i resten af 2026 skal optræde i hele 70 arenaer og koncertsale, og hvor hele familien er med. Søstrene varmer op med deres alter-egos i Amma og Absolutely, og far og mor er manager for dem alle.
Royal Arena sitrede, allerede inden lyset faldt, men da RAYE trådte ind, blev rummet forvandlet til noget langt mere end en arena. Det var britisk soul-storm, vokal-jazzende og groovy syvmands-hornsektion i fuldt flor, og det ramte som en bølge af varme og attitude.
Fra første nummer stod det klart, at det her ikke bare var en koncert, men en erklæring.
Hun sang med en kvidrende autoritet, der føltes som levede følelser – ikke noget tillært.
Foran scenen stod et primært kvindeligt publikum, 18-40, som sang med, mærkede efter og spejlede sig i hvert ord. Der var en særlig kollektiv energi i salen, båret af genkendelse, kærlighed og vild begejstring.
“Suzanne” var fremført smooth elegant som en pels af draperet flødeskum, når hun gled gennem sangen med naturlig ynde. Hver bevægelse virkede både instinktivt og gennemtænkt. Hendes fraseringer var i verdensklasse. Ikke mange sangerinder ville i dag kunne synge Royal Arena i bund, som RAYE gjorde det denne isnende kolde februardag.
De personlige hilsener til publikum fra scenen og samtaler med enkelte, hun pegede ud, gjorde Royal Arena intim som i en klub. Med europæisk Motown i blodet og jazz i rygraden foldede hun sit repertoire dygtigt og nyskabende ud.
Alle tre numre stod allerede som færdige værker live, og de voksede i rummet og viste RAYEs kunstneriske overskud
Man kan ikke undgå at blive forelsket i RAYE, når hun står dér og deler både styrke og skrøbelighed. Navnlig da hun satte sig ved klaveret og sang “Ice Cream Man”, som handler om et seksuelt overgreb, hun oplevede som 17-årig. Den porøse version var rørende og kraftfuld – man skulle være pænt tykhudet for ikke at få tårer i øjenkrogen.
Senere på aftenen lavede hun en fysisk jazzklub på scenen, hvor rekvisitter som stole og borde med små lampetter blev bragt ind, og intimiteten var højsædet – her fik vi jazzstandarden “Fly Me To The Moon” mens bandet åndede med hende. Det klædte hendes optræden, at den del ikke var gennemkoreograferet.
Man må også rose den grafiske løsning og skærmene bag hende. Den måde, hun var bevidst om specielt kameraerne foran hende, viste hendes enorme talent for showmanship.
Nogle af de nye sange fra RAYEs kommende album This Music May Contain Hope strålede ved koncerten; “Click Clack Symphony” var legesyg, rytmisk og fuld af intensitet og slagkraft.
“The Winter Woman” bar en kølig elegance og havde stærk følelsesmæssig tyngde. Sangen arbejdede sig op og plantede et bevægende frø i tilskuerne, mens “Nightingale Lane” foldede sig ud som en varm og fortællende perle. Alle tre numre stod allerede som færdige værker live, og de voksede i rummet og viste RAYEs kunstneriske overskud. Et kommende album, der lover både dybde, mod og storhed.
Hun ville gerne eje det at være cheesy, og hun gjorde det med charme og selvironi. Nummeret “Oscar Winning Tears” blev fremført med en kæmpe patos.
Indimellem svigtede lyden i Royal Arena fatalt, men det er en gammel historie, som ikke kunne sløre magien.
Hun havde meget på hjerte, men mest af alt det enkle, men også livskloge budskab om, at ligegyldigt, hvad der sker i dit liv, skal du holde fast, “It´s Gonna Be Alright”. Det føltes som trøst og triumf på samme tid. Publikum svarede igen med stor hengivenhed og bragende jubel.
Det lækre 20-personers store band skal lige have et kæmpe bifald for deres sammenspillede virtuose fundament for RAYE. Live oplevede vi fødslen af en kæmpe verdensstjerne.
Næste gang den sympatiske rollemodel kommer til Danmark, hører hun til i Parken. Intet mindre.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og