Tidligere iransk præsident Rafsanjanis død kommer ubelejligt

Yasmin Abdel-Hak 12.01.2017

Da den tidligere præsident for Iran (1989-1997) Ali Akbar Hashemi Rafsanjani døde i denne uge, var der mange iagttagere af Iran og regionen, der stillede spørgsmålet om, hvad Rafsanjanis død ville få af betydning for landet og dets politiske fremtid. Yasmin Abdel-Hak analyserer iransk politik og reformatoren Rafsanjanis betydning.

ANALYSE – Den tidligere præsidents død kommer ganske ubelejligt kun fire måneder før det kommende præsidentvalg i Iran. Og om end Rafsanjani selv ikke ville være opstillet til valget, var hans rolle og betydning i det politiske landskab gennem knap 40 år dog så markant, at kendere af Iran frygter, at hans død vil ødelægge det kommende valg.

Men hvem var denne mand, der startede ud som revolutionær islamist og endte med at plædere for mere ytringsfrihed og flere rettigheder til kvinder?

Vestens darling med turbanen på sned

Rafsanjani får ofte tildelt rollen, som den, der fik overtalt Ayatollah Khomeini (politisk og åndelig leder af den iranske revolution) til at acceptere FN’s Sikkerhedsråds resolution 598 og dermed manden, som fik stoppet den otte år lange krig mellem Iran og Irak.

Han spillede tillige en aktiv rolle i frigivelsen af de amerikanske gidsler i Teheran og blev dermed involveret i Irangate, eller Iran-Contra affæren som involverede frigivelsen af de amerikanske gidsler mod opkøb af våben fra USA. Pengene fra dette våbensalg gik til at finansiere contraerne i Nicaragua. En ganske speget affære, der fandt sted fra 1985-87, og som den dag i dag kan gøre selv de mest hardcore politiske hunde noget klamme om snudeskaftet.

Han blev i Vesten opfattet som en fortaler for reformer. En, som prøvede at promovere en mere pragmatisk fortolkning af Islam og den iranske revolution fra 1979, herunder Ayatollah Khomeinis tankegang, der lå til grund for den islamiske revolution i landet. Han var blandt andet ansvarlig for en fredelig udgang på endnu en krise, da et amerikansk TWA fly blev kapret af Hizbollah bevægelsen i Libanon.

En reformorienteret politiker, der plæderede for moderation og en mere åben politik overfor landets arabiske naboer og Vesten. Men Vestens billede af Rafsanjani er i værste fald noget misvisende, og i bedste fald et ikke særligt fyldestgørende portræt af den mand, der tegnede Iran udadtil, og dominerede den politiske scene gennem knap 40 år

Selvom han formåede at overtale Ayatollah Khomeini til at acceptere FN’s Sikkerhedsråds resolution og dermed få afsluttet krigen med Irak i 1988, var det selvsamme mand, der beordrede henrettelsen af 30.000 politiske fanger. Han var i sine tidlige regeringsår berygtet for at slå hårdt ned på politiske opponenter, heriblandt ikke mindst studenter. Han har været involveret i nedskydningen af et AMIA fly i Buenos Aires i 1984 og ansvarlig for eksekveringen af drab på flere politiske modstandere gennem årene.

Han nægtede at ophæve fatwaen mod forfatteren Salman Rushdie og dennes værk ”De Sataniske Vers”, ligesom han var ansvarlig for opstarten af det iranske atomprogram.

Saudi-Arabiens reaktion på Rafsanjanis død

De arabiske naboer har – måske ikke overraskende – reageret på Rafsanjanis død med udtalt lavmælthed. Bevares, manden var jo ikke præsident på tidspunktet for sin død. Men han har spillet en afgørende rolle i udformningen af Mellemøsten og ikke mindst i Irans forhold til sine arabiske naboer. Det er alt andet lige en præstation, der dog afkræver et minimum af reaktion – hvis ikke respekt.

De saudiarabiske nyhedsmedier havde på selve dagen for Rafsanjanis død en ganske kort notits på otte linjer med en beskrivelse af den tidligere iranske præsident, dennes rolle under den iranske revolution, og at han nu var afgået ved døden. Kort og godt.

Mere interessant og saftigt blev det så tre dage senere, hvor Iran blev sammenlignet med Nazi Tyskland og Rafsanjani med Goering.

Det kommer næppe som en overraskelse, at Irans ærkefjende nummer 1, Saudi-Arabien, føler trang til at komme med sådan en svada et par dage efter mandens død.

Det er med andre ord ikke en uskyldig bamse med turbanen på sned, der har frelst verdenen, sørget for fred og frigivet gidsler. Præsident Rafsanjani rummede flere nuancer end som så

Den evige magtkamp mellem de to lande om den ideologiske og religiøse kontrol over regionen forbliver såmænd den samme uagtet Rafsanjanis død. Der vil næppe ske en yderligere forværring af det allerede yderst anstrengte forhold mellem Riyadh og Teheran på nuværende tidspunkt. Begge lande har hænderne fulde i disse dage med den kommende amerikanske præsident, Donald Trump, og hvad hans valg måtte medføre for landene hver især.

Et politisk vakuum efter Rafsanjani

Problemet med Rafsanjanis død er det politiske vakuum, han efterlader. Der er ikke nogen oplagt efterfølger til den rolle, han i de senere år indtog som den reformsøgende og pragmatiske politiker. Flere iagttagere af Iran frygter, at den nuværende præsident, Hassan Rouhani, vil stå svagere ved det kommende valg uden Rafsanjanis støtte. Men det er ikke nødvendigvis en korrekt observation.

Tomrummet kan nemlig i teorien komme præsident Rouhani til gode. Vælgerne kan beslutte sig for netop at ville stemme på Rouhani i en slags sympati for afdøde Rafsanjani og dennes pragmatiske linje.

Der er ikke nogen konkurrent som sådan til Rouhani som ”moderat” leder på den politiske scene. Der er alene på nuværende tidspunkt Den Grønne bevægelse, hvis ledere sidder i husarrest. Alternativet er hardliners, som øjner en chance for at profilere sig yderligere i kølvandet på Rafsanjanis død. Det er imidlertid tvivlsomt, om det vil falde i god jord hos vælgerne så kort tid efter Rafsanjanis død.

Spørgsmålet er derfor, om ikke netop Rafsanjanis dødsfald er en mulighed for Rouhani til at profilere sig selv stærkere; at komme ud og væk fra Rafsanjanis beskyttende vinger. Så han ikke længere fremstår som Rafsanjanis protegé som sådan, men som en ny Rafsanjani. En Rafsanjani 2.0 så at sige?

I kølvandet på Rafsanjanis død har de fleste medier søbet rundt i dommedagsforudsigelser om det kommende valg i Iran; om risiko for optøjer og protester, om hvilket tab hans død medfører for reformvenlige grupper i landet. Spørgsmålet er, om disse antagelser ikke er lettere forskruede og blot tjener til at piske en stemning op.

Man bør snarere anlægge den vinkel, at eventuelle protester og demonstrationer vil være uundgåelige i forbindelse med det kommende valg. Det er bestemt ikke et ukendt fænomen for iranerne med protester og demonstrationer i forbindelse med deres præsidentvalg. Dette vil således formentligt ske igen til næste valg. Uafhængigt af Rafsanjanis død. Rygterne om hans døds betydning synes med andre ord at være stærkt overdrevne.

Hvad vil Rafsanjanis politiske eftermæle være?

Man kan groft sagt opdele Rafsanjanis politiske liv i tre faser. Han var en af de grundlæggende figurer i den islamiske revolution i Iran i 1979 og nær ven med Ayatollah Khomeini. Dernæst fungerede han som de facto commander in chief under Iran-Irak krigen fra 1980-1988, og dernæst som præsident fra 1989-1997. Tredje og sidste fase af hans politiske liv var de sidste 10 år, hvor han var sat ud på et sidespor, men alligevel spillede en særdeles politisk aktiv rolle i baggrunden.

Rafsanjanis eftermæle er interessant: en mand, som begyndte sit liv som en ung revolutionær islamist, sluttede som en ældre, lærd herre, der plæderede for mere ytringsfrihed og bedre vilkår for pressen, flere rettigheder for kvinder og en mere pragmatisk fortolkning af Islam i det politiske rum.

Det er ganske sigende, at han i 2005 tabte præsidentvalget til den forholdsvis ukendte borgmester fra Teheran, Mahmoud Ahmadinejad. Et tegn på den udtalte modvilje mod Rafsanjani, som på det tidspunkt blev betragtet som en del af eliten, og som en dygtig forretningsmand, der i den grad formåede at tjene egne forretningsinteresser ved siden af sit politiske virke. Forbes magazine vurderede på et tidspunkt Rafsanjanis forretningsimperium til at være omkring 1 milliard US dollars værd.

Det var med andre ord en ikke ueffen mand, der var i stand til at øjne gode forretningsmuligheder, samtidig med, at han passede biksen som landets præsident. Den kombination giver ikke altid bonuspoint hos vælgerne.

Da han igen i 2013 forsøgte at stille op, blev han ikke godkendt som valgbar til præsidentvalget af Vogternes Råd. Han valgte i stedet at fokusere sine kræfter på at støtte den moderate Hassan Rouhani. Hans udtalte støtte til Rouhani anses for at have været afgørende for sidstnævntes valgsejr.

Rafsanjanis eftermæle er imidlertid interessant: en mand, som begyndte sit liv som en ung revolutionær islamist, sluttede som en ældre, lærd herre, der plæderede for mere ytringsfrihed og bedre vilkår for pressen, flere rettigheder for kvinder og en mere pragmatisk fortolkning af Islam i det politiske rum. En mand, der i den grad formåede at navigere sig vej gennem et særdeles minebelagt politisk landskab, og som formåede at fastholde en magtfuld position igennem 40 år. Det er ikke alle politikere beskåret.

Ved Rafsanjanis begravelsesoptog deltog omkring to millioner iranere. Et så imponerende fremmøde bør tages alvorligt af myndighederne – som udtryk for en kritik mod den siddende regering. Men først og fremmest kan opbuddet ses som udtryk for sympati for en mand, der ikke alene formede sin samtid, men i lige så høj grad i sidste ende også selv blev formet af netop samtiden. Det er måske netop deri kunsten ligger for en dygtig politiker.

Akbar Hashemi Rafsanjani døde 8. januar, 82 år.

Topfoto: https://www.mojahedin.org/newsen/52649/Iran-after-Rafsanjani.

Yasmin Abdel-Hak

Yasmin Abdel-Hak er jurist med speciale i menneskerettigheder og Mellemøsten samt cand.mag i Mellemøststudier med speciale i Saudi-Arabien. Yasmin har i en årrække arbejdet med asylret og flygtningeforhold, primært med flygtningestrømme fra Mellemøsten, ligesom hun har samarbejdet med UNHCR med såkaldte kvoteflygtninge fra blandt andet Irak, Iran og Syrien. Hun har tillige været projektleder på en lang række kapacitetsopbyggende EU-projekter i de tidligere tiltrædelseslande til EU, herunder Rumænien, Polen og Baltikum. Hun har endvidere været projektleder for to større kapacitetsopbyggende EU-projekter i Tyrkiet i forbindelse med tiltrædelsesprocessen mellem Tyrkiet og EU. Endelig har Yasmin arbejdet som blogger for Børsen, hvor hun har skrevet om dansk udlændingepolitik og dansk udenrigspolitik i forhold til Mellemøsten. Hun er stifter af Global Migration and Politics, gmpc.dk med analyse- og rådgivningsarbejde indenfor mellemøstlige forhold, herunder flygtningeforhold, migrationsstrømme, regional politiske forhold og policy making.