RUSLAND // BOGUDDRAG – BBC-journalisten John Sweeney leverer i sin seneste bog et portræt af den iskolde dræber Vladimir Putin, der har fået smag for at myrde. Bogen står tilbage som et dobbelt anklageskrift: mod en hensynsløs psykopats vej til den totale magt over Rusland og mod de vestlige regeringer, der i 20 år har vendt det blinde øje til verdens mægtigste morder. Bogen udkommer nu på dansk, oversat af Morten Hammeken. POV bringer her et uddrag.
Putinkirkens hellige skrifter udlægger den russiske præsident som en asketisk munk, der ikke har tid til at have et privatliv, fordi han har for travlt med at varetage nationens interesser. Han er blot en helt almindelig fyr, der slår hårdt ned på grådige spekulanters forræderi af den lille mand.
Nåde være den, der tør udfordre denne skumle vrangforestilling foran Putin og sige, at Putin regerer over et system, der røver dem for rub og stub. Mikhail Khodorkovskij var engang Ruslands rigeste mand takket være sin bank, Menatep, der var forud for sin tid og opkøbte store dele af Sibiriens oliefelter og det sibirske oliefirma, Yukos, for en slik i 1990’erne.
Hans forbavselse over den ukrainske modstand er ikke så underlig. Det stod ikke i drejebogen
Da Khodorkovskij først blev hovedrig, blev han genfødt som ærlig kapitalist. I takt med, at Putins greb om magten strammedes, begyndte Khodorkovskij at angribe Kremlregenten. Hans våben var en PowerPoint-præsentation. Skribenten Masha Gessen, der havde et skarpt øje for Putins grådighed længe før det blev moderne, skrev en artikel for Vanity Fair om den PowerPoint-præsentation, der kostede oplægsholderen størstedelen af en formue på 15 milliarder dollars, som Khodorkovskij anslås at have været værd på toppen.
Slide seks af præsentationen, skrev Gessen, bar overskriften ’Korruption koster den russiske økonomi mere end 30 milliarder dollars om året.’ Slide otte viste, at lovende studerende kappedes om at komme ind i den russiske oliebranche i en to-til-en ratio mellem ansøgere og stillinger; det tilsvarende tal for skattevæsnet var fire til en, mens det i den offentlige administration var elleve til en. Khodorkovskij forklarede, at det var fordi man kunne pumpe systemet for penge i den offentlige administration.
Putin smilede falskt, hvilket aldrig er et godt tegn. Yukos blev optrevlet, alle dets værdier blev lænset, dets ansatte blev chikaneret, nogle døde også under mystiske omstændigheder, og Khodorkovskij tilbragte de næste ti år i et sibirsk fængsel. Det var ikke bare en almindelig tur i brummen, men en arbejdslejr tilknyttet en uranmine.
Manden, der engang havde været Ruslands rigeste, tilbragte nu ofte sine dage i en iskold isolationscelle, som han blev smidt i over den mindste forseelse. For at gnide ekstra meget salt i såret, sørgede det hemmelige politi også for at holde ham med selskab.
Igen og igen havde han testet Vestens rygrad og fundet den blød som smør. Men denne gang havde Ukraine, dets præsident, befolkningen og hæren andre tanker
I 2006 angreb en anden indsat, Alexander Kutjma, ham med en kniv, og stak ham i ansigtet mens han sov. Senere indrømmede Kutjma, at han havde fået besked på at angribe Khodorkovskij af nogle gådefulde typer, der kom og gik som det passede dem, og som havde tæsket og truet ham. Kutjma havde i første omgang sagt, at han havde angrebet Khodorkovskij, fordi han havde gjort seksuelle tilnærmelser. Gad vide, hvem der skrev den drejebog.
Mikhail Kasianov, Putins første premierminister, der senere blev kompromat-offer, kaldte opløsningen af Yukos for et vendepunkt: Erhvervslivet stod på den ene side, præsidenten på den anden. Der var en meget klar skillelinje. Den dag var skelsættende.
Fra det øjeblik Khodorkovskij udfordrede Putin direkte, blev præmien på livsforsikringer for Yukos-ansatte sat kraftigt i vejret. Den britiske advokat Stephen Curtis forsøgte at redde så mange penge ud af firmaet som muligt, da den russiske stat begyndte at udhule det.
Curtis var administrerende direktør i Menatep Group, der havde aktiemajoriteten i Yukos. Han pendlede mellem London og sit 1800-tals slot på Isle of Portland i Dorset, hvorfra han fløj i sin Agusta-helikopter, en af de sikreste man kan flyve. En dag sagde han til en af sine venner: Hvis der sker noget med mig i løbet af de næste par uger, så er det ikke et uheld.
Det var et uheld. Det var i hvert fald hvad de britiske myndigheder konkluderede, efter helikopteren med Curtis og piloten Max Radford ombord styrtede ned på vej mod Bournemouth Lufthavn i marts 2004. Ikke alle købte den forklaring.
En af Radfords venner, pilotkollegaen John Hackney, sagde til Daily Mail: Jeg mødtes med Max om morgenen samme dag, som ulykken skete. Han havde fået en fantastisk ny helikopter, en lækker lille sag med det nyeste navigationsudstyr installeret. Han fortalte mig, at han skulle samle en fyr op i London, og jeg smuttede videre på dagens færd, og på vej tilbage om aftenen hørte jeg så om ulykken.
Agusta-helikopteren var splinterny, vejret var tilforladeligt, og Max Radford var en erfaren og dygtig pilot. Hackney havde sine tvivl: Vi tænkte, der måtte være ugler i mosen. Ved hans begravelse var det stadig det helt store samtaleemne, og vi sagde alle det samme – ’det var ikke noget uheld’. Det sagde vi også til hans far, vi køber ikke den her forklaring, aldrig i livet.
De andre oligarker fattede beskeden.
Når chefen knipser med fingrene, bukker man – dybt. I et videoklip giver Putin en reprimande til cheferne på en stor cementfabrik, der er blevet lukket, hvilket har gjort tusinder arbejdsløse.
Den største kanon i rummet er milliardæren Oleg Deripaska, der er lidt af en gangster. Han er viklet ind i organiseret kriminalitet, hvilket også blev fremhævet af det amerikanske finansministerium, da de forbød ham indrejse i landet i 2018. Han har jakke og slips på; Putin er folkets mand i cowboybukser og bomberjakke. Han skoser cheferne for deres manglende ambitioner, inkompetence og grådighed, som han kalder totalt uacceptabelt. Hele denne offentlige ydmygelse bliver optaget af de Kreml-tro tv-stationer. Putin tryller en ny kontrakt frem, og giver dem besked på at genåbne værftet.
Har alle skrevet under? snerrer Putin.
De store kanoner mumler ja.
Har du skrevet under, Deripaska?
Milliardæren grynter bekræftende. Putin siger, at han ikke kan se hans underskrift, så Deripaska bliver bedt om at stille sig op foran resten af klassen for at skrive under. Putin kaster sin kuglepen hen til ham. Deripaska skriver troligt under, og skynder sig tilbage til sin stol, men Putin har gemt en sidste akt af forestillingen. Giv mig min kuglepen tilbage. Ydmygelsen af mangemilliardæren er fuldendt.
Det hele er selvfølgelig bare et dystert skuespil, der er lige så åbenlyst bedragerisk som historien om, at Putin skulle leve en munketilværelse. Kremls Grusomhedsteater har iscenesat et show, der skal underholde masserne.
Da Putin skulle på bryllupsrejse med Ljudmila, tog parret til Ukraine. De besøgte Lviv, Kyiv og Krim. Han begærede Ukraine, på samme måde som alle de andre ting, der ikke tilhørte ham, og ingen ville standse ham, troede han
Men kigger man forbi det mugne brød og den mølædte cirkusforestilling er sandheden, at den rigeste mand om bordet med længder er manden i cowboybukser og bomberjakke. Det var han i hvert fald indtil han startede sin tåbelige krig i februar 2022. Han er Grådigheden Selv, hr. Pleonexia.
Jeg er i øvrigt ikke klog nok til selv at grave ord som ’pleonexia’ frem. Jeg måtte slå det op ligesom alle andre. Jeg stødte på det i Masha Gessens fremragende biografi om Putin, Manden Uden Ansigt. Gessen afviser idéen om, at Putins mentale tilstand kan tilskrives kleptomani – den sygelige trang til at eje ting, man ikke har brug for – og bruger i stedet: … det mere eksotiske fremmedord pleonexia, den umættelige trang til at besidde dét, der tilhører andre. Hvis Putin lider af denne umættelige trang, forklarer det også hans tilsyneladende personlighedsspaltning: Han får aflastet sit behov ved at skabe et billede udadtil af en ærlig, ubestikkelig embedsmand.
I deres bog skriver Gessen om tre mærkelige eksempler, hvor Putin tager andres retmæssige ejendom. I 2000, mens han holder skåltaler om at få styr på økonomien og rense ud i korruption, underskriver han et dekret om at oprette en virksomhed, der kontrollerer 70 % af den russiske alkoholproduktion, og giver firmaet til en gammel kumpan fra Sankt Petersborg. Dengang var olieprisen stadig lav, og sprut var det største marked i den russiske økonomi. Putin satte sig gennem en marionet på to tredjedele af det. Der er altid en marionet.
Fem år senere fortæller Gessen om dengang Putin snuppede en 124-karats diamantring fra den amerikanske milliardær Robert Kraft. Historien lyder, at præsidenten gerne ville se den, prøvede den på og derefter sagde noget i retning af: Jeg kunne slå en eller anden ihjel med den her, hvorefter han proppede den i lommen og gik sin vej. Kraft sagde senere, at det havde været en gave.
I 2005 hapsede Putin også en kopi af en Kalasjnikov-riffel, lavet af glas og fyldt med vodka, fra Guggenheim Museet i New York. Han gav et tegn til én af sine sikkerhedsvagter, der stjal den for ham. Hverken den russiske offentlighed, den amerikanske milliardær eller museumspersonalet turde ringe til politiet. Så han slap afsted med det også denne gang. Måske er det hans adrenalinsus: Ikke selve tyveriet, men det at underkaste andre ved at stjæle dem op i ansigtet: Jeg kan stjæle rub og stub fra dig, og jeg er så skræmmende og hyperaggressiv, at du bliver nødt til at lade mig gøre det.
Beskeden var klar: Jeg kan gøre, hvad der passer mig, og ingen tør stille sig i vejen for mig
Hvis det forholder sig sådan, kan vi udvide vores forståelsesramme til også at se på tilfælde, hvor Putin ikke har stjålet genstande, men derimod andres sindsro, hvilket naturligvis heller ikke tilhører ham. Han har en lang historik med at komme for sent til møder med andre statsoverhoveder. Hvis punktlighed er en kongelig dyd, sørger Putin bevidst for at komme provokerende meget for sent, igen og igen.
I 2017 lavede avisen The Independent en oversigt over, hvor længe han lod andre VIP’er vente. Dronning Elizabeth klarede sig godt: Putin lod kun Hendes Majestæt vente 14 minutter i 2003. Fjorten minutter er i øvrigt en evighed inden for det royale tidspuslespil, hvor alle brikker, store som små, bliver lagt flere måneder i forvejen. Putin var tyve minutter forsinket, da han skulle møde Kong Carlos af Spanien, fyrre minutter for sent på den hos Barack Obama, halvtreds minutter forsinket til Pave Frans, en time og tyve minutter forsinket hos FN’s Generalforsamling, kom tre timer for sent til den tidligere japanske premierminister, Shinzo Abe, fire timer for sent til besøg hos Viktor Janukovitj, da han var ukrainsk præsident, mens første/sidstepladsen gik til Angela Merkel, der som tysk kansler måtte vente fire timer og tyve minutter.
Merkel er barn af en tysk protestantisk præst, der flyttede fra Vest- til Østtyskland, da hun var spæd, for at holde ild i kristendommens flamme. Hun taler flydende russisk, og forstod nok Putins tankegang bedre end nogen anden verdensleder, der har mødt ham. Var det mon derfor, hun fik lov at vente længst? Mærket af Tysklands traumatiske nazifortid og hendes lands forfærdelige invasion af Sovjetunionen, gjorde hun sit ypperste for at tilfredsstille Putin.
Han ville se hendes frygt, nøjagtig som det havde været tilfældet med hans overtagelse af alkoholbranchen, diamantringen og vodkageværet
Men han var ikke ligefrem taknemmelig, og besluttede sig i stedet for at ydmyge hende. Også her udstillede han sin grusomhed. Ved en mediebegivenhed i Putins hjem i Sotji ved Sortehavet i 2007, sad de to statsledere foran kameraerne, da en eller anden – bevidst, selvfølgelig – slap Putins sorte labrador, Koni, ind i rummet. I The New Yorker kunne man senere læse, at Merkel frøs, tydeligt bange. Hun har hundefobi. Putin sad med spredte ben og kunne mærke hendes frygt, da han sagde: Jeg er sikker på, den nok skal opføre sig ordentligt. Merkel svarede på russisk: Ja, den spiser vel trods alt ikke journalister.
Putin tænkte, at han kunne slippe afsted med at håne Merkels frygt for hunde, og det lader til, at han havde ret.
Han ville se hendes frygt, nøjagtig som det havde været tilfældet med hans overtagelse af alkoholbranchen, diamantringen og vodkageværet. Han ville komme for sent til Dronningen, den spanske konge, Paven og alle de andre. Han ville kysse den lille dreng på maven. Han ville have Litvinenko til at lide en grufuld død. Beskeden var klar: Jeg kan gøre, hvad der passer mig, og ingen tør stille sig i vejen for mig. Den slags kan gøre et menneske virkelighedsfjernt. Forestillingen om, at man kan formilde en mand som Vladimir Putin, er – hvordan kan jeg sige det så enkelt som muligt – det glade vanvid.
Da Putin skulle på bryllupsrejse med Ljudmila, tog parret til Ukraine. De besøgte Lviv, Kyiv og Krim. Han begærede Ukraine, på samme måde som alle de andre ting, der ikke tilhørte ham, og ingen ville standse ham, troede han. Igen og igen havde han testet Vestens rygrad og fundet den blød som smør. Men denne gang havde Ukraine, dets præsident, befolkningen og hæren andre tanker. Denne gang blev hr. Pleonexia mødt af et folk, der sagde: Nej, det er ikke dit. Det er vores. Giv os det tilbage. Hans forbavselse over den ukrainske modstand er ikke så underlig. Det stod ikke i drejebogen.
John Sweeney: Morderen bag Kremls mure. Den sprængfarlige fortælling om Putins terrorregime
På dansk ved Morten Hammeken
Forlaget Kleart, 2023. 272 sider. Bogen udkommer den 15. oktober. Den kan forudbestilles hos forlaget: https://www.kleart.dk/morderen
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
