TRO & EKSISTENS // INTERVIEW & POVCAST – Mister Bean kan man ikke kalde ham, men Danmarks helt egen hr. Bøn, måske? Der findes nok ikke det menneske i Danmark, flere har bedt sammen med end Anders Gadegaard, der nu er på vej til sølvbryllup og afsked med såvel morgenandagten som posten som domprovst. Og det i en tid, hvor flere står ved, at de folder hænderne og beder. Alene for sig selv og deres døende. På tv for Ukraine og Christian Eriksen, freden og fremtiden. Men hvorfor sammenligne bøn med sex?
Nede i kælderkontoret skråt overfor Københavns Domkirke sidder Anders Gadegaard. Til september går han på pension efter snart 25 år ikke blot som domprovst, men også som primær ansvarlig for morgenandagten i Danmarks Radio.
Man kan næsten høre på ordene, hvor solid en institution, manden ikke alene besidder, men også er blevet i sig selv.
At bede er en forening mellem Gud og menneske, og den har man i århundreder også beskrevet med erotikkens sprogbrug. Gud og menneske forenes. Bliver ét…
Hvor mange tusinde gange, han har bedt, har han ingen anelse om. Måske havde det været interessant at tælle, men for Anders Gadegaard, 69 år, er det bønnen her og nu, der er den mest interessante. Bøn handler om at være til stede. Som i elskov. Som han skriver i sin seneste bog om netop brug af bøn i Danmark i dag, Åh, jeg be’r:
”De fleste gør det. Enkelte gør det aldrig. Rigtig mange gør det alene. Færre gør det sammen. Det bringer mange helt ud af sig selv og anses af flertallet for at være temmelig grænseoverskridende. Det kunne lyde som indledning til en beskrivelse af erotikkens væsen, men …”
– At bede er en forening mellem Gud og menneske, og den har man i århundreder også beskrevet med erotikkens sprogbrug. Gud og menneske forenes. Bliver ét. Hvornår bliver mand og kvinde det? Ja, det ved vi jo godt, ikke?
Oprigtigt nøgen
Når folk bruger bønnen, er det fordi, den stiller os samme intime sted som elskoven. I bøn står vi helt tæt på den anden. På Gud. Nøgen og åben skal man stå der, mener domprovsten, ellers er det ikke bøn.
– Ærlighed er afgørende, fastslår han.
– Det er ikke ærligt at bede til Gud om en ny cykel – medmindre man er et lille barn og ikke har noget større ønske. Bøn er at bede om det, der er fuldstændig eksistensafgørende. Bøn handler om det, der befordrer tilværelsens meningsfuldhed. Kærlighed. Det godes sejr.
I bøn stiller man sig et sted, hvor man giver sig hen i tillid til, at man modtages, lyttes til, ses. Som i elskov. Man er oprigtig.
At bede er en livsholdning. Man ved, at der er håb, og at der en én at bede til, som vil dig det god
Når mange beder for Ukraine på de sociale medier, er det ikke på samme måde en intim handling, erkender han, som når man sidder stille for sig selv, men det minder os om det rum, hvor man er alene med Gud. Og så handler man. At bede er et ritual, man kan ty til, når man vil vise medfølelse og håb og fællesskab, som det også skete, da fodboldspilleren Christian Eriksen faldt om i Parken 12. juni sidste år.
– Jeg er ret fornuftig i min argumentation, tror jeg selv. Og der er en grund til, at selv folk, der kalder sig ikke-troende beder for Ukraine og Eriksen. Det er, fordi det er et udtryk for håb.
Anders Gadegaard smiler, men ler ikke. Det er alvor, men en glædelig og håbsgivende en af slagsen, der præger ham, når han taler om bøn.
– Altid. At bede er en livsholdning. Man ved, at der er håb, og at der en én at bede til, som vil dig det godt.
Resultat tæller
At bede indebærer også en forhåbning om, at bønnen fører til noget. Men hvad?
– Hvis ikke bønnen kunne høres, giver den ingen mening, vel? Man må bare ikke tro, at bønhørelsen er på vores præmisser, siger Anders Gadegaard.
Det er ikke os, der hører vores bønner. Det er en Gud, vi ikke kender og har magt over. Men selve det at bede kan give et resultat i sig selv. På næsten terapeutisk vis.
– Bøn fremmer en livsholdning i taknemmelighed. En bevidsthed om, at man er i Guds varetægt. Enhver bøn har som sit indhold: Ikke som jeg vil, men som du vil. Man overlader sig så at sige til Guds vilje. Det kan man hvile i. Man kan hvile i, at alt ikke står til en selv.
Ritualer er godt for mange ting, og det kan styrke din livsholdning at minde dig selv om den
Bønnen kan have mange former og meget forskelligt indhold og være mere eller mindre bevidst sagt ind i en trosretning. Men om man tror på Gud på folkekirkelig vis eller ej, er ikke afgørende for hans ord om bønnen som livsholdning. Domprovsten vil dog alligevel gerne gøre opmærksom på en tendens i tidens snak om bønner, som han ikke er tryg ved.
– Bønnen er ikke instrumentel. Det er ikke sådan, at jo mere, du beder, jo bedre går det dig, understreger han og taler også imod den opfattelse, at bøn er som at børste tænder, fordi ens tænder falder ud, hvis man ikke børster dem grundigt hver dag.
– Bøn er en livsholdning. Ritualer er godt for mange ting, og det kan styrke din livsholdning at minde dig selv om den – som det også sker ved morgenandagten – men det er ikke selve ritualet, der er afgørende. Det er oprigtigheden.
Bøn ved dobbeltsengen
Anders Gadegaard er selv vokset op med bønner morgen og aften og til alle måltider i en indremissionsk slægt, men husker allerede som barn at have mærket forskellen på bønner, der bare blev sagt, og bønner, der var ærlige.
– Vi bad bordbøn hver aften, men jeg husker ikke ordlyden. De mekaniske bønner berørte mig ikke, men jeg husker tydeligt, når jeg var på ferie i Thy på gården hos min farfars storebror, der hed det samme som mig. De havde ingen børn. Jeg var som en slags reservebarnebarn og husker, at jeg som fire-fem-årig lå i en seng på deres soveværelse og så dem knæle på hver sin side af dobbeltsengen og bede en inderlig aftenbøn. De mente det. Det bevægede mig.
Som ung teologistuderende havde han det svært med de faste bønner, men i dag trives han godt med blandingen af de rituelle bønner og de nyskrevne eller endog helt impulsive bønner.
– Jeg har ikke selv en fast bønspraksis, men kan endda bede, mens jeg spiller tennis, ler han, for det har han sagt i interview før, og det blev bemærket af mange.
– Ja, ler han igen og gør sig så alvorlig. For til slut i bogen skriver han, at den, der ikke formår at bede, forbliver ensom.
– Det er en voldsom påstand, ja, men det er igen et forsøg på at udlægge, at bøn er en holdningsting. Bøn handler om et relationelt forhold til Gud. Om at give udtryk for din egen afmagt og dit eget håb – i forventningen om, at der findes hjælp. Hvis ikke, du formår at tro på, at der findes hjælp for dig, nogen, der vil dig det godt, noget, der vil dig det godt, også når du ikke har nogle mennesker omkring dig, så er du i en ensom position. Så handler alting om, hvad du kan få ud af dig selv. Det bliver man ensom af.
Så bønnen handler både om min relation til Gud, men også om at få os til at føle, at andre også har en relation til Gud, så derfor er vi flere om det?
– Ja. Og vi har en indbyrdes relation. Det er derfor, jeg bruger det udtryk som titel på min bog. Åh, jeg ber. Det er jo en mellemmenneskelig ting. Det går man jo ikke og siger til Gud, vel? Det siger vi til hinanden.
Anders Borre Gadegaard
Født 1952
Cand.theol. 1981
Sognepræst i Sions Kirke, København, og fra 1998 domprovst ved Københavns Domkirke
Går på pension til september
Gift med Elisabeth Ørsnes Gadegaard, far til tre voksne børn af første ægteskab.
www.domkirken.dk
Gud, min Gud
jeg lader hænderne falde
i afmagt,
midt i den hverdag,
der skulle være meningen med alting.
Jeg lader hænderne falde,
hvordan kan det være bøn?
Hvordan kan jeg tale til dig – når mit eget liv er fyldt
med bekymringer for dagen i morgen,
vågne nætter og bange anelser?
Hvordan kan jeg være som liljen
og føle mig klædt i kærlighed,
når jeg går så usikkert på jorden,
og min hud er i laser?
Hvordan lever jeg i dig,
en dag ad gangen,
når dagene hober sig op
som en tunnel af mørke?
Giv mig kræfter, Gud,
ikke til at kæmpe,
ikke mere, ikke igen.
Men til at tro på,
at de hænder, der falder,
falder og falder
i bøn
til dig.
Bøn af Liselotte Wiemer, præst i Horne Kirke, Nordjylland.
Bragt i Åh, jeg be’r af Anders Gadegaard, Forlaget Eksistensen, 2020.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her