Hvad er danskhed egentlig? Spørgsmålet kommer op igen og igen i alle mulige sammenhænge. Svaret kan tilsyneladende rumme vidt forskellige forståelser af det at være dansk, også forståelser, der er umulige at forene med hinanden. Men det er ikke så mærkeligt. For at være dansk kan ikke afgrænses og defineres en gang for alle. I denne weekend skriver POV International om danskhed og om det danske. Vi håber, I vil nyde temaet og at det sætter nogle tanker i gang hos læserne.
Forleden blev spørgsmålet om danskhed debatteret på en særlig ophedet måde, da en ung mand på det nærmeste blev dømt ude som landsmand. En af de skarpeste kritikere af indvandringen i Danmark, Martin Henriksen (DF) satte på DR2 spørgsmål ved, hvor dansk en ung elevrådsformand ved Langkjær Gymnasium i en Århus-forstad egentlig var.
Det var ikke rart at se på – hele debatten kan ses eller genses her. Hverken for den, der fremsætter en sådan anklage den der afsiger en sådan dom eller for den der modtager den. Eller for os andre. Og det synes som om det i disse år altid er forbundet med en underskudssituation, når danskhed drøftes. Vi taler ikke om det, fordi vi vil beskrive noget vi er glade for og måske endda stolte af, men fordi vi vil sætte noget i relief, der ikke er som det skal være.
Drøftelsen var i dette tilfælde også kommet op, fordi Langkjær Gymnasium, der notorisk er kendt for at være det mest spændende gymnasium for unge i Århusområdet, når det handler om samspillet mellem de pæredanske og de danske med anden etnisk baggrund, havde fundet det pædagogisk uforsvarligt ikke at opdele et par af klasserne efter etnicitet.
En freudiansk fortalelse
Kulturminister Bertel Haarder (V) gik ind og sondrede mellem det juridiske (at være dansker) og det identitetsmæssige (at være dansk), hvad der synes at være en brugbar skelnen. Men det er stadig en underskudssituation. Ministerens sondring blev imidlertid overskygget af en klokkeren freudiansk fortalelse, altså noget man kommer til at sige, der indirekte udtrykker noget, man muligvis virkelig mener, men ikke siger lige ud.
Ministeren brugte ikke udtrykket “pæredansk”. Han kom til at sige, at der ikke er nogen tvivl om, at Dansk Folkepartis Martin Henriksen er ”fuldblodsdansker”, men at man ikke kan vide, hvad elevrådsformanden, der har delvis mellemøstlig baggrund, egentlig er for en størrelse.
Det synes som om det i disse år altid er forbundet med en underskudssituation, når danskhed drøftes. Vi taler ikke om det, fordi vi vil beskrive noget vi er glade for og måske endda stolte af, men fordi vi vil sætte noget i relief, der ikke er som det skal være.
Dagen efter først undskyldte ministeren, men senere nedtonede han og beklagede, at han havde betvivlet den unge mands oprindelse og sindelag. Men han fik ikke fjernet ”fuldblodsdansker” som kriterium ved samme lejlighed, muligvis forbi det slet og rent er ment som billedsprog og ikke skal overfortolkes.
Men kan det bruges? Fuldblodsdansker. Nogle vil med det samme afvise det og tale om historiske sammenhænge lige inden og under Anden Verdenskrig, man ikke ønsker at blive sammenlignet med, og andre vil mene, at det er nøjagtigt, hvad det handler om. Men hvad er danskhed så, hvis vi er så uenige? Hvis vi overhovedet skal finde en fælles forståelse.
Danskhed som symboler, der ændrer sig
Findes der ikke et objektivt parameter, der kan bruges til beskrive danskhed med, når det ikke handler om den juridiske form for danskhed, hvor man har borgerrettigheder i landet?
Det gør der ikke, kan man indvende, for det er netop noget, der ændrer sig, om ikke fra generation til generation, så dog over tid, og derfor kan vi kun bruge det etniske parameter, hvis vi ikke vil nøjes med det juridiske. Under Stavnsbåndet var det at være dansksindet noget helt andet end det er i dag. Men hvad nu, hvis vi kan finde én definition, der kan rumme ændringerne i nationalitetsfølelsen? Hvis vi kan blive enige om, at nationalitet er et kulturelt fænomen? At det, vi leder efter er en definition på et kulturelt fænomen, eller sågar, fordi det har flere end et elementer i sig, “et kulturelt system”, der kaldes danskhed?
Kan fuldblodsdansker bruges? Nogle vil med det samme afvise det og tale om historiske sammenhænge lige inden og under Anden Verdenskrig, man ikke ønsker at blive sammenlignet med, og andre vil mene, at det er nøjagtigt, hvad det handler om. Men hvad er danskhed så, hvis vi er så uenige? Hvis vi overhovedet skal finde en fælles forståelse.
I bogen The interpretation of Cultures (1973), giver den amerikanske antropolog Clifford Geertz (1926-2006) et bud på en definition. Hvis vi bruger Geertz til at forstå, hvad danskhed er, er det ”et system af symboler som optræder på en sådan måde, at der opstår kraftfulde, gennemtrængende og mere bestandige stemninger og motivationer i mennesket”. Alle de symboler, der indgår i det danske, skaber den vedvarende og gennemtrængende stemning, der får os til at føle os som danskere og de skaber de motivationer, vi handler på, når vi gør noget, vi forstår som dansk.
Det er flaget, landskabet, Himmerland, Johs. V. Jensen, rundstykker med birkes, lyset gennem ruderne på Hovedbanegården, EM-sejren i 1992 og duften af vaniljekranse. Tilsammen, vel at mærke. Symbolerne har en faktuel karakter, ”der får disse stemninger og motivationer til at synes fuldstændigt virkelige,” siger Clifford Geertz. Når jeg er de steder og tænker på de hændelser, så ved jeg, at jeg er dansk. Det er virkeligheden. Min virkelighed.
Disse elementer, der udgør et “system af symboler”, vækker den grundlæggende eksistentielle følelse i mig, som jeg selv oplever som forståelse, tilhørsforhold og indsigt, mere end som en følelse. Det er det, der er pointen. Følelsen er så basal og så stærk, at jeg selv opfatter den som noget mere.
Flaget og Sankt Hans Bålet
Hvad er det, der gør følelsesmæssigt indtryk på en, når man en sommeraften ved Sankt Hans bålet føler sig som dansker? Det er sommeren, lyset, sangen, man synger ved bålet, synet af etiketten på ølflasken, duften af stranden, stemmerne i sommernatten.
Hvilke elementer indgår mere i den følelse, der klinger med, når man føler sig dansk – elementer som måske ligger længere ude i randen af bevidstheden til daglig? Det kan være rådhusklokkerne fra Rådhuspladsen i København, synet af en politiker på talerstolen Christiansborg, selv erindringen om et besøg i Magasin. Det kan være kirken og konfirmationen, også selvom man ikke har været der siden. Det kan være en bestemt form for mad på et bestemt tidspunkt og en måde de taler på i tv og nogle TV:2-sange fra 80erne. Det kan være billederne af Dan Turéll, Kristen Poulsgaard og hans pølsevogn og Kim Larsen. Sammen udgør de et system af symboler.
Andre nationaliteter har fuldstændig lignede systemer. De fleste af os kan nævne nogle fra en hel del lande. Det er f. eks. påfaldende så mange amerikanske film, der betjener sig af billeder fra Frihedsgudinden i indløbet til New York, den amerikanske befrielsesdag 4. juli, flaget selv, præsidentembedet. Tag dertil et par årlige sportsbegivenheder, skuespilleren James Stewart og nogle ganske bestemte former for sandwich og så selvfølgelig root beer, så har man indkranset en god bid af det amerikanske, formuleret som et kulturelt system af symboler, der vækker dybe følelser i især ældre amerikanere.
Rugbrød med leverpostej
Men det gør ikke en til dansk at sige, at man spiser leverpostej på rugbrød, for det gør de også i Tyskland og i Finland. Men leverpostej på rugbrød, sammen med bøgeskoven om foråret, flaget, når man har fødselsdag, klassens time-kage i skolen, den følelse Dronning Margrethe vækker, når hun vinker, mens hun går ombord på kongeskibet på Svendborg havn.
Alt det rummer så tilstrækkeligt meget symbolik, at vi lige nøjagtig ved, hvad det vil sige at være dansk. Selvom elementerne kan være forskellige. Selvom de ændrer sig over tid. Det er den samlede virkning af symbolerne i den enkelte, der skaber danskheden. Og det at andre har den samme oplevelse ved et udsnit af de stærkeste af de symboler, selvom der også indgår nogle af de mere personlige.
Der ligger ikke noget dybere bagved, en særlig essens af et eller andet, som man nogen gange skulle tro, når man er til foldboldlandskab og synger med på “Der er et yndigt land”: “Det bugter sig i bakke, dal, det hedder gamle Danmark,/ og det er Frejas sal// Vort gamle Danmark skal bestå,/ så længe bøgen spejler/ sin top i bølgen blå.” Det er samspillet af symbolerne, her landskabet, den nordiske folketro, melodien, der synges på og lejligheden den synges ved, der tilsammen udgør det danske. Og frem for alt er det min tro på det, som jeg deler med de andre, der er til stede ved den lejlighed, der gør danskheden faktuel, konkret og virkelig.
Og jeg er ikke fuldblodsdansker. Og det er der heller ikke nogen i kongehuset, der er. Men vi slipper for at bruge det som et kriterium, hvad enten det er som freudiansk fortalelse eller rent ud sagt. Og vi behøver ikke undre os over at vi har forskellige definitioner på det danske og danskhed.
LÆS FLERE ARTIKLER AF JAKOB BRØNNUM HER
Topfoto:Malene Thyssen, http://commons.wikimedia.org/wiki/User:Malene – Collage:Michael Dorbec
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
