NYHED // POV OVERBLIK Litauens politiske ledelse er blevet enige om, at landets forfatningsmæssige forbud mod placering af atomvåben bør ophæves. Det oplyser præsident Gitanas Nausėda efter et møde med alle de parlamentariske grupper.
Præsidenten sagde i går, at der blandt både regering og parlament er bred enighed om, at den nuværende artikel 137 i forfatningen ikke længere passer til den geopolitiske virkelighed. Bestemmelsen forbyder i dag både masseødelæggelsesvåben og udenlandske militærbaser på litauisk territorium. Efter et møde med ledere fra de parlamentariske partigrupper beskrev præsidenten stemningen som usædvanligt samlet.
“Holdningerne var praktisk talt enstemmige. Næsten alle lederne af de parlamentariske grupper udtrykte den opfattelse, at artikel 137 er blevet forældet og ikke blot bør ændres, men fjernes,” sagde Nausėda ifølge litauisk public service radio og tv, LRT.
Præsidenten tilføjer dog, at der er uenighed om selve processen for en forfatningsændring. En del af oppositionen ønsker, at spørgsmålet afgøres ved en folkeafstemning, mens Nausėda selv mener, at det nuværende parlament har et klart mandat til at træffe beslutningen. “Efter vores opfattelse har medlemmerne af parlamentet fået et tillidsmandat fra vælgerne og kan træffe denne beslutning,” siger han.
En ændring af forfatningen kræver ifølge de litauiske regler, et to tredjedels flertal i parlamentet ved to afstemninger med mindst tre måneders mellemrum. Det betyder, at en eventuel reform vil kræve både bred politisk opbakning og en længere lovgivningsproces.
Debatten om atomvåbenforbuddet indgår i en bredere europæisk diskussion om afskrækkelse og NATO’s fremtidige sikkerhedsarkitektur. Litauen har i stigende grad argumenteret for, at landet ikke bør stå i en særstilling blandt alliancens medlemmer.
“Det ville være virkelig uheldigt, hvis vi blev det svage led eller en gråzone i NATO,” sagde Nausėda i går. Litauen har været medlem af NATO siden 2004, og er en af Ukraines mest trofaste allierede i ukrainernes forsvar mod Ruslands angrebskrig.
Litauens parlamentsformand bakkede præsidenten op ifølge Politico: ”Som NATO-medlemmer har vi ret til, pligt til og et ønske om at være fuldgyldige og ligeværdige medlemmer af NATO. Det primære middel til afskrækkelse er atomar afskrækkelse, sagde Juozas Olekas, formand for Litauens parlament.”
Udviklingen kommer samtidig med, at flere europæiske lande revurderer deres forsvars- og afskrækkelsesstrategier som reaktion på Ruslands krig i Ukraine. Litauen, som deler grænse med Rusland via Kaliningrad-området og Belarus, har gentagne gange understreget behovet for stærkere NATO-tilstedeværelse i regionen.
Diskussionen om forfatningsændringen er også blevet påvirket af internationale initiativer. Frankrigs præsident Emmanuel Macron har foreslået en styrket europæisk atomar afskrækkelse, hvor allierede lande i perioder kan indgå i en fælles ramme omkring franske atomkapable styrker.
Samtidig har rapporter om amerikanske overvejelser om at udvide placeringen af atomvåben i Europa sat yderligere gang i debatten i Vilnius. Litauens forsvarsministerium har tidligere sagt, at landet deltager i de igangværende drøftelser, men at en eventuel stationering kun vil være relevant i en krise- eller krigssituation.
Litauen har også skelet til Finland, hvor parlamentet i sidste måned stemte for at droppe et forbud mod atomvåben på finsk jord, så det fremover vil være muligt at indføre kernevåben i Finland. Det vil ifølge den finske regering være vigtigt for at kunne indgå fuldt ud i NATO, som Finland blev en del af i 2023. Finsk lovgivning slår fast, at atomvåben kan føres ind i Finland eller transporteres igennem landet, hvis det kræves på grund af Finlands forsvar. Finlands forsvarsminister har samtidig understreget, at det ikke er planen, der permanent skal placeres kernevåben i Finland.
Læs mere LRT, Politico,Reuters
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.