NYHED // OVERBLIK – Konflikten mellem Saudi-Arabien og den iranskstøttede houthibevægelse i Yemen eskalerer. Saudi-Arabien siger, at landets luftforsvar tirsdag aften skød en houthi-drone ned syd for Mekka, inden den nåede ind over den hellige by. Houthierne afviser, at Mekka var målet.
Saudi-Arabien kalder sikkerheden omkring islams helligste steder en “rød linje” og varsler modtræk. Onsdag hævder houthierne samtidig at have skudt et saudiarabisk F-15-kampfly ned over Yemen. Oplysningen er ikke bekræftet af Saudi-Arabien. De seneste dages kampe har trukket kongedømmet stadig længere ind i den snart syv måneder lange krig mellem USA og Iran.
Samtidig har houthierne erobret store dele af Yemens vestkyst og truer nu skibsfarten gennem Bab el-Mandeb-strædet. Mere end 100.000 mennesker er ifølge FN drevet på flugt af de nye kampe, mens Saudi-Arabiens kronprins Mohammed bin Salman søger støtte hos nabolandene. Tirsdag mødtes han med Egyptens præsident Abdel Fattah al-Sisi i Kairo.
Saudi-Arabiens luftforsvar skød ifølge den saudisk-ledede militærkoalition dronen ned syd for Mekka tirsdag aften. Den nåede ikke ind i det forbudte luftrum over byen, siger koalitionens talsmand Turki al-Malki til Reuters.
Han betegner hændelsen som houthiernes andet forsøg på at angribe Mekka efter et ballistisk missil i 2017. Sikkerheden omkring islams helligste steder og pilgrimmene er en “rød linje”, siger al-Malki og varsler “nødvendige afskrækkende foranstaltninger”.
Houthierne afviser anklagen. “Påstandene om, at Mekka var målet, er en slidt løgn, som er blevet brugt før, og som ikke længere narrer nogen”, skriver en talsmand for bevægelsen ifølge The Guardian.
Organisationen for Islamisk Samarbejde, OIC, som består af 57 muslimsk dominerede lande, har fordømt det angivelige angreb og betegner det som “afskyeligt”. Også Pakistans premierminister Shehbaz Sharif har fordømt hændelsen.
Onsdag hævdede houthierne desuden, at de har skudt et saudiarabisk F-15-kampfly ned over byen Marib i Yemen med et lokalt fremstillet missil. Bevægelsen beskylder samtidig Saudi-Arabien for at have gennemført 450 luftangreb. Påstandene er ikke uafhængigt bekræftet.
Angrebet nær Mekka følger efter en uge med en kraftig optrapning. Mandag angreb houthierne ifølge egne oplysninger en militærbase i det sydlige Saudi-Arabien med ballistiske missiler og droner. 13 civile blev ifølge den saudisk-ledede koalition såret. Saudiarabiske og yemenitiske fly har samtidig intensiveret angrebene mod houthimål i Yemen.
Houthierne er i løbet af den seneste uge rykket hurtigt frem langs Yemens vestkyst og har ifølge embedsmænd fra den internationalt anerkendte yemenitiske regering nu reelt kontrol med næsten hele kysten langs Det Røde Hav. De har også erobret øen Perim ved Bab el-Mandeb, det smalle stræde mellem Yemen og Afrikas Horn.
Houthiernes fremrykning har dermed bragt Bab el-Mandeb i centrum for konflikten. Strædet forbinder Det Røde Hav med Det Indiske Ocean og er en af verdens vigtigste sejlruter.
Saudi-Arabiens kronprins Mohammed bin Salman rejste tirsdag til Kairo, hvor han drøftede situationen med Egyptens præsident Abdel Fattah al-Sisi. De to ledere understregede efter mødet behovet for at sikre fri og sikker sejlads gennem Bab el-Mandeb og Det Røde Hav. Al-Sisi erklærede samtidig sin støtte til Saudi-Arabiens ret til at beskytte landets sikkerhed og stabilitet.
Kronprinsen har også bedt USA om militær hjælp. Foreløbig har Washington begrænset støtten til efterretninger, selv om USA sidste år selv bombede houthierne i to måneder.
En direkte amerikansk militær indgriben vil åbne endnu en front i en krig, som allerede er blevet kostbar for USA. Ifølge en ny opgørelse fra den uafhængige Congressional Budget Office, CBO, havde krigen mod Iran frem til 1. august kostet USA 38 milliarder dollar – omkring 240 milliarder kroner. Hvis krigen fortsætter med samme intensitet, ventes regningen at vokse med omkring tre milliarder dollar om måneden.
Mens de regionale og internationale aktører diskuterer sikkerheden i Det Røde Hav, vokser den humanitære krise i Yemen. De seneste kampe mellem houthierne og de regeringsstyrker, som støttes af Saudi-Arabien, har ifølge FN drevet mere end 100.000 mennesker på flugt. Tusindvis er flygtet over Bab el-Mandeb til Djibouti.
FNs migrationsorganisation IOM havde tirsdag registreret 93.864 nyfordrevne. Verdenssundhedsorganisationen WHO har registreret 2.883 dræbte og sårede siden 6. august, og syv sundhedsfaciliteter er blevet beskadiget eller sat ud af drift på blot ti dage. Næsten halvdelen af Yemens 41 millioner indbyggere har i forvejen behov for humanitær hjælp.
FNs Sikkerhedsråd holdt tirsdag hastemøde om den forværrede situation. Saudi-Arabiens FN-ambassadør Abdulaziz Alwasil beskyldte houthierne for at “militarisere internationale stræder for at afpresse verdensøkonomien”, mens USA opfordrede Sikkerhedsrådet til at standse Irans våben- og pengestøtte til bevægelsen.
Læs mere Reuters, The Guardian, France24, UN News
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.