POLEN // ANALYSE – Så kom den nye regering i Polen, og otte år med en hård nationalkonservativ PiS-regering er slut. Det nyvalgte polske parlament, Sejm, stemte den 13. december for den nye brede regering bestående af tre politiske blokke. Store ændringer er i gang.
Polens nye regering måtte vente to måneder på sin indsættelse, fordi den nationalkonservative præsident Andrzej Duda forhalede processen. Den nye regering har flertal og er enige om et program, der som indledning sigter mod en genopbygning af demokratiet. Det betyder, at demokratiets grundpiller skal repareres, efter at den gamle PiS-regering har fjernet retsvæsenets uafhængighed og gjort det offentligt ejede TV og lokale medier til egne propagandakanaler.
Skiftet havde historiske dimensioner og store følelser var i sving, da Sejm stemte for den nye regering. Til stede i parlamentet var Polens tidligere store politiske ledere, bl.a. Lech Walesa og forskellige premierministre. Polakkerne har været meget engagerede i skiftet, som blev transmitteret i biografer og blev set i frisørsaloner, på autoværksteder og i millioner af hjem.
Sejms YouTube-kanal er pludselig blevet meget populær og har mere end 625.000 følgere. Politik i Polen er blevet åben og seværdig, hvilket Sejms nye formand, Szymon Holownia, medvirker til. Han er en ny politisk superstar, der med klar tale og erfaringer fra TV-verdenen stimulerer polakkernes interesse for politik.
Den nye premierminister er Donald Tusk, der også havde posten 2007-2014, vendte tilbage til Polen i 2021 efter at have været formand for Det Europæiske Råd. Det nye flertal af partier i Sejm er tilfredse med Donald Tusk, fordi han samler dem, har ført en effektiv valgkamp og nu fordeler magten lige.
Politik i Polen er blevet åben og seværdig, hvilket Sejms nye formand, Szymon Holownia, medvirker til
Ved åbningen af det nye parlament råbte de sejrende og glade partier højt og længe “Donald Tusk” i salen. Herefter holdt den nye premierminister sin åbningstale af en noget generel karakter. Men følelserne var store, da han forklarede, at hans bedstefædre ikke var tyskvenlige under krigen, hvilket de jævnligt er blevet beskyldt for af de nationalkonservative og af de statsejede medier.
Historisk dag med store følelser
Alle parlamentsmedlemmer sang i fællesskab og stående den polske nationalsang bl.a. om at “Polen endnu ikke er fortabt”. Stemningen var høj, og håbet er stort. Så trådte lederen af PiS, Jaraoslaw Kaczynski, frem og råbte, at “Donald Tusk bare er en tysk agent”, som han ofte er blevet beskyldt for. Parlamentets formand, Szymon Holownia, genskabte roen.
Lidt senere og et andet sted i Sejm markerede en gruppe indbudte jøder helligdagen Hanukka ved at tænde den niarmede lysestage. Den ceremoni provokerede det nyvalgte medlem af højrepartiet Konfederacja, Grzegorz Braun, som med en brandslukker sprøjtede på jøder og lysestage. Igen reagerede parlamentets formand prompte ved at vise Bauer ud under henvisning til Sejms ordensreglement.
Disse to episoder i parlamentet demonstrerer, at Polen ikke kun er præget af glæde og ny optimisme. Der er også had og radikale holdninger. Jøderne og andre trosretninger var inviteret til Sejm på åbningsdagen for at vise en ny tolerance, åbenhed og for at nedbryde skel. “Fællesskab” var et ofte nævnt ord i Donald Tusks åbningstale. Polen er dog stadig et splittet land med store politiske uenigheder.
Arven fra de nationalkonservative
PiS har haft maksimal tid til at træde af som regering, to måneder siden valget i oktober. 54 pct. af vælgerne stemte for et andet styre end PiS, men har ventet unødigt længe på at få en ny regering. PiS-regeringen fik de ekstra to måneder, fordi præsident Duda kunne organisere det med henvisning til forfatningen.
Ministrene og statsapparatets ledere har benyttet de to måneder til at gennemføre de sidste bestemmelser og statslige investeringer samt forsøge at berede nye stillinger til sig selv i den kommende tid. Ministrene har desuden skabt forordninger, der vikler medier og retsvæsen ind i konstruktioner, der er vanskelige lovligt at fjerne for den nye regering. Makulering af dokumenter var måske en del af arbejdet i ministerierne – en PiS-kritisk TV-kanal har transmitteret optagelser af et makuleringsfirma ved et af ministerierne.
Store opgaver venter Polens nye regering
Den nye regering har travlt, og omfattende ændringer skal gennemføres. Kort efter sin indsættelse besøgte Donald Tusk den polske efterretningstjeneste, fordi der er mistanke om ulovligheder i forskellige ministerier. Senere hastede han til EU for at drøfte udbetalingen af indefrosne EU-tilskud på ca. 60 mia. euro. En tilstandsrapport for Polens skal udarbejdes, fordi det er ukendt, hvad status er for statens finanser, og en finanslov for 2024 udestår. Ledelsen af hæren og politiet skal efterses mm.
I sine otte år ved regeringsmagten forsøgte PiS at skabe et sandt nationalkonservativt samfund. Medierne og retsvæsenet er kendte og meget omtalte områder, hvor det lykkedes, men også ledende stillinger i statsapparatet og i statsejede virksomheder blev besat med PiS-loyalt personale. I grundskolen blev en historiebog med PiS-opfattelser af bl.a. Solidaritet en del af pensum. Den nye regering har proklameret, at der er behov for reformer af uddannelserne og i øvrigt også af bl.a. sundhedssystemet.
Den nye regering skal naturligvis nå til enighed om ændringerne, hvilket kræver samarbejde i den nye blok af partier, der spænder fra det borgerlig-katolske til venstreorientering. Det er derfor interessant, hvor længe den fælles ambition om at holde PiS fra magten er stærk nok til at bevare enigheden på tværs af de forskellige holdninger blandt regeringspartierne.
De indvarslede ændringer vil have meget stor betydning for polakkerne og deres demokrati. Også EU vil mærke en mere venligt stemt polsk tilgang, det ses f.eks. i det polske justitsministerium, der igen har hejst EU-flaget, efter det har været gemt væk i de seneste otte år.
Polakkerne oplever et friskt nyt pust fra Sejm, og forhåbentlig kan mange års splittelse i befolkningen heles. Den nye regering gør, hvad den kan.
Læs Niels Freeses tidligere artikler om Polen
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her