DANMARKS BEFRIELSE 75 ÅR // POV TEMA – I årene efter anden verdenskrig hjalp Red Barnet 5000 franske børn til Danmark. Ungerne havde sult, sygdomme, savn og krigstraumer med i bagagen, men fik sul på kroppen og fornyet livsmod i danskernes smørhul. For flere blev møderne kimen til livslange venskaber, ægteskaber og endda adoption, fortæller Nana Balle.
Det begyndte på en banegård.
‘Lille, tynd, bleg og med øjnene på jagt efter sin mikroskopiske brune papkuffert’. Sådan husker Lise Balle, f. Christensen, sit første møde med Annie Dupoux, f. Vial, da de to mødtes på Silkeborg Banegård en efterårsdag i 1945.
‘Et par enormt høje, venlige mennesker’. Det tænkte Annie om Monsieur og Madame Christensen, der skulle være hendes forældre de næste tre måneder.
Senere ledte den altomfattende verdenskrig til et lille søsterskab mellem Annie fra Paris og Lise i Silkeborg – begge syv år i 1945.
Med linsen bag fjendens linjer
Dette møde, og flere andre, skildrer den Paris-boende danske fotograf og dokumentarist Charlotte Schousboe i den gribende dokumentar ’Red barnet – de europæiske børns redning’ fra 2018.
De franske børn er i dag voksne men i sin tid gjorde de turen til Danmark i sensommeren 1945. De kom fra børnehjem, dysfunktionelle familier – eller bare fra et Paris, der siden krigens begyndelse havde været plaget af fødevaremangel, som nu tenderede hungersnød
Filmen, der kan findes på DR2 , bygger på et unikt fotografihistorisk materiale fra den ukendte – og underkendte – danske fotograf Hans Martin Herloff (1900-1960), der fra 1943, med et pressekort som dække, rapporterede fra bag fjendens linjer som udsendt i Berlin, og efter krigen igennem flere år dokumenterede tilstandene i efterkrigstidens Europa.
Dokumentaren får imidlertid kød og blod gennem en række interviews med en gruppe af de franske børn, i dag voksne, der i sin tid gjorde turen til Danmark i sensommeren 1945.
De kom fra børnehjem, dysfunktionelle familier – eller bare fra et Paris, der siden krigens begyndelse havde været plaget af fødevaremangel, som nu tenderede hungersnød, efter at allierede tropper havde smadret byens forsyningslinjer i krigens sidste tid.
Slut med støvletramp og sirener
Et barneliv i Danmark under krigen var dog noget anderledes end i Paris.
Lise Balle er også med i filmen, og hun fortæller:
”Selvom krigens konsekvenser her i Danmark slet ikke kunne stå på mål med rædslerne i det Europa, der lå syd for grænsen, var krigen nu alligevel barsk for de fleste, og overgangen fra krig til fred var dramatisk for mange – på godt og ondt.”
“Men for os børn var der egentlig ikke den store forskel, vi havde jo nærmest ikke prøvet andet, så dagene gik deres gang, dog uden støvletramp fra brostensgaden foran huset og uden rædslen med de natlige sirener, der tvang os ned i den uhyggelige, underjordiske kælder.”
Vi var himmelfaldne: Annie stod oppe på toiletbrættet, sad nærmest på hug og så bange ud. Så kom min mor og hun gennede os ud og lukkede døren
”Men en dag bragte krigens ophør et helt specielt lys ind over vores hverdag.”
“Vores forældre fortalte en morgen, at de var blevet opfordret af RED BARNET og Røde Kors til at tage et fransk barn i hjemmet i tre måneder, fordi man i Frankrig var meget hårdere ramt af krigen end os – med sygdomme, fattigdom, sult og arbejdsløshed.”
“Ordene sagde os ikke så meget, men det, at der skulle komme et andet barn og bo hos os, det fattede vi, og var meget begejstrede.”
“Jeg håbede i mit stille sind, at det ville være en pige, der kom, en på min egen alder, som jeg kunne lege og snakke med, og som skulle sove i vores fælles værelse, tættest ved min seng.”
Groteske scener i et smadret Tyskland
Rejsen fra Paris var barsk for de mange børn, der i 33 timer skumplede igennem et krigshærget Europa i lange togvogne.
Det første stop var i Padborg, hvor børnene var i en kort karantæne, blev afluset og undersøgt for sygdomme, og smagte den kalorierige danske kost for første gang
Ikke mindst var turen gennem det nu kollapsede Nazityskland en rædselsvækkende oplevelse for børnene, der gennem togets vinduer kunne se ud på børn og voksne, som forsøgte at skabe et liv i ruinerne, og som ofte fik afløb for deres afmagt ved at spytte og kaste sten efter toget, som en af de franske medvirkede beretter i dokumentaren.
Det første stop var i Padborg, hvor børnene var i en kort karantæne, blev afluset og undersøgt for sygdomme, og smagte den kalorierige danske kost for første gang. Det var et hårdt møde for de slunkne børnemaver, som måtte kapitulere overfor de store mængder smør og mælk.
Men rejsen fik ende, og ventetiden overstået, både for de rejsende og for en spændt syvårig i Silkeborg.
En ny verden – og et nyt toilet
”En sommerdag i 1945 kom dagen, hvor vi skulle hente vores nye familiemedlem. Hele familien var på stationen for at tage imod, selv gravhunden Bella og min farmor var med. Vi havde fået en seddel med et navn. Endelig blev vi råbt op sammen med pigens navn: Annie Paulette Vial!”
”Ja, det var vores barn! Og der stod hun, lille, tynd, bleg, med sort pageklippet hår, brune mandelformede øjne og et lille forsigtigt smil på læberne.”
Vi var himmelfaldne: Annie stod oppe på toiletbrættet, sad nærmest på hug og så bange ud. Så kom min mor, hun gennede os ud og lukkede døren. Bagefter fortalte hun, at Annie aldrig havde set et toilet som vores før
“Pludselig så hun sig omkring og så råbte hun: MA VALISE, MA VALISE med panik i øjnene. Og en dame kom farende og medbragte en bittelille, brun papkuffert med en snor om. Det var det første franske ord, jeg lærte: une valise!”
”Da vi kom hjem, sagde min mor, som var god til fransk, at hun skulle gå på toilettet og vaske hænder.
Min søster og jeg ville ikke slippe hende og ville gå med ind på badeværelset.
Non, Non svarede hun og lukkede døren. Men vi var frække og åbnede døren. Og vi var himmelfaldne: Annie stod oppe på toiletbrættet, sad nærmest på hug og så bange ud.
Så kom min mor, hun gennede os ud og lukkede døren. Bagefter fortalte hun, at Annie aldrig havde set et toilet som vores før.
Der hvor hun boede, var der et toilet på gangen, som bestod af en rist og to pedaler i gulvet, og uden lys i loftet. Det gik op for os, at der nok var nogle forskelle på Danmark og Frankrig.”
Savn hedder det samme på børnesprog
”Om aftenen, da vi var kommet i seng, hørte jeg små lyde ovre fra hende. Hun græd.”
“Jeg krøb over til hende, og selvom vi ikke talte samme sprog, fik hun gjort klart, at hun savnede sin Mama og sin lillebror Jean Pierre.”
“Jeg syntes også, det var sørgeligt og græd lige så meget, mens jeg prøvede at trøste hende, så godt jeg kunne.”
“Og besluttede, at jeg ville lære fransk, så jeg kunne snakke bedre med hende. Vi, to ivrige syvårige, fandt hurtigt ud af at kommunikere på en skønsom blanding af dansk og fransk.”
Pariserbørn – et møde med mælk og farveblyanter
For de franske børn var kontrasten fra Frankrig til det nye liv i de danske familier, på gårde og for Annies vedkommende i grossererhjemmet, enorm.
Ikke mest kulinarisk, da de mejerigtige måltider fra karantænelejren i Padborg fortsatte. Der stod nemlig opfedning på programmet for børnene, hvor nogle, som otteårige, kun vejede 24 kilo.
”I begyndelsen spiste Annie ingenting, hun så med skepsis på rugbrødsmadderne med grå leverpostej og rå agurker og de besynderlige æggemadder, men hun var glubende sulten og efter et par dage råspiste hun, så hendes mave blev som en ballon og sagde ovenikøbet: “C’est bon – det er godt!”
Annie kom mange gange til Danmark i årene derefter, og efterhånden blev vi også teenagere sammen. Nu var hun det eksotiske pust udefra med sin chikke frisure med kort pariser-pandehår
“Med store øjne gik hun rundt og undersøgte hele huset. I vores værelse havde vi nogle æsker med farveblyanter og papirblokke, som hun var helt vild med. Hun satte sig og tegnede i timevis, portrætter af sin familie, billeder af en flod med små både. Det var Seinen, sagde hun.
Hun kunne ikke forstå, at det virkelig var vores, børnenes farveblyanter.”
Et kunstnertalent i metroen
”Efterhånden som dagene gik, blev hun mere og mere tilllidsfuld hos os, og hun spurgte og fortalte. Familien boede på Rue Montgallet i det 12. arrondissement, og havde en lejlighed på 5. sal med to værelser, hvor de boede far, mor og fire børn.”
“Faren var billetklipper nede i metroen. Jeg syntes, det lød spændende med en togbane nede under jorden, men at sidde dernede fra årle morgen til sen aften og klippe billetter, det måtte være hårdt.”
“Faren havde imidlertid en passion, han malede og tegnede, og når ingen skulle have klippet billet, trak han papir og blyant frem og tegnede og lavede skitser, som han så sad og arbejdede med sent om aftenen, når han kom hjem. Moren havde ikke noget arbejde.”
”For mig var det spændende at høre om deres liv. Lillesøster Odette ville så gerne danse og havde talent, så hun havde fået friplads som balletbarn på Opèra Comique, hun var familiens lille stjerne. Det var ufatteligt spændende at opleve et nyt land gennem Annie.”
Franske kys i sommerlandet
Dokumentaren viser, at de første ophold for mange blev startskuddet til en livslang relation til Danmark. En fandt kærligheden i sin danske ’kusine’, en flyttede sin akademiske karriere til Danmark og en enkelt lod sig adoptere af sin danske familie.
Vi var endnu ikke helt på hjemmebane med alt det med drenge med vores 13-14 år. Men hvor har vi grinet utallige gange af Annies første kys senere i livet
”Danmark blev mit land. I Frankrig var der ikke nogen, der ville have mig,” fortæller Mauricette Giradin i filmen. For Annies vedkommende fulgte nogle festlige ungdomsår med sommerbesøg i Danmark.
”Annie kom mange gange til Danmark i årene derefter, og efterhånden blev vi også teenagere sammen.”
“Nu var hun det eksotiske pust udefra med sin chikke frisure med kort pariser-pandehår. En sommer ved Vesterhavet var der bal på sommerrestauranten i Skallerup Klit – feriestedet, som oprindeligt var bygget som flygtningelejr for tyske flygtninge umiddelbart efter krigen, men som fra 1951 blev til sommerhus-by for feriehungrende danskere.”
“Vi pyntede os og var ret kønne, syntes vi selv. Der var nogle flotte unge kommis’er inde fra Hjørring, som vi dansede lystigt med til orkestret foran den store gyldne venusmusling, der udgjorde scenen.”
“På et tidspunkt var Annie væk med en, der hed Torben.”
“Lidt efter kom hun ind igen, lidt rød i kammen. Hva’ lavede I?, spurgte jeg nysgerrigt. Vi kyssede, indrømmede hun.”
“Så drønede vi grinende hjem og børstede vores tænder helt vildt grundigt. Vi var endnu ikke helt på hjemmebane med alt det med drenge med vores 13-14 år! Men hvor har vi grinet utallige gange af Annies første kys senere i livet!”
De dansk-franske forbindelser
”Annies far kom senere ret vidt med sin kunst. Til sidst kunne han slippe billetsaksen og leve af at male. Det var i naivistisk stil med mange fortryllende situationsbilleder fra hans observationer i billetlugen i metroen.”
“Da vi nåede gymnasiealderen, og Annie kom til Danmark på et af sine besøg, var hun med mig til fransktimerne i gymnasiet, hun læste op og lærte os at udtale ordentligt og uden jysk intonation.”
Alt kan nærmest føres tilbage til den ulyksalige krig, som der, trods rædslerne, alligevel kom nogle lykkelige ting ud af
“Læreren, Monsieur Nordentoft, tog senere ofte på studieture til Paris, og boede hos Annie og hendes forældre, der nu havde en lidt større lejlighed. Da jeg senere, efter at være blevet student, tog et år til Frankrig, var det næsten som at komme hjem, på grund af alt det, jeg havde lært af Annie.”
”Annie blev senere gift med sin Bernard, fik to døtre og bor i deres smukke hus i Taverny uden for Paris.”
“Vores familier har mødtes, de nye generationer også. Senest var vi sammen i det danske hus i Paris, Maison de Danemark, til premieren på dokumentaren om de franske børn i Danmark.”
“Vores første møde blev til et udvidet dansk/fransk kulturprogram til glæde for alle de mange implicerede. Og alt kan nærmest føres tilbage til den ulyksalige krig, som der, trods rædslerne, alligevel kom nogle lykkelige ting ud af.”
En mulig indsats i dag?
Om sin film siger siger Charlotte Schousboe:
“Filmen er et møde med de børn, der efter 2. verdenskrig fik en chance for at opleve den danske velstand og ’hygge’.”
Vidnerne i filmen husker den dag i dag ordene ”Mor” og ”Far”. Ville en sådan indsats være mulig i dag med nutidens racisme og holdninger til grænser, religion og etnicitet? Jeg tror det desværre ikke, men jeg har vel lov til at drømme
“I dag er det NGO’er over hele verden, der kæmper for at redde verdens børn fra de voksnes idioti. Men i 1945 var det de danske borgere, der åbnede deres private hjem for tusindvis af børn fra hele Europa og gav tid, mad og kærlighed til nogen, de ikke kendte.”
“Vidnerne i filmen husker den dag i dag ordene ”Mor” og ”Far”. Ville en sådan indsats være mulig i dag med nutidens racisme og holdninger til grænser, religion og etnicitet? Jeg tror det desværre ikke, men jeg har vel lov til at drømme.”
Dokumentaren, “Red Barnet – de europæiske børns redning”, er tilgængelig på DR2 indtil august 2020
NØD DU ARTIKLEN? LÆS MERE FRA NANA BALLES HÅND I POV HER
Topillustration: Mange pariserbørn fandt livslange venskaber i det danske. Merci aux danois. Foto: Red Barnet.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her