MELLEMØSTEN // DEBAT – Mens politikere og medier diskuterer Israel og Gaza på afstand, valgte de at blive væk, da seks israelske og palæstinensiske fredsaktivister besøgte København. Deres personlige erfaringer og konkrete forslag til forsoning blev mødt med tavshed. Hvor er interessen for dem, der rent faktisk arbejder for fred?
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
I Danmark taler vi uendelig meget om Israel og Gaza, men uanset om det er politikere eller medierne, snakker vi om det, som var det en fodboldkamp mellem israelere og palæstinensere, der er dømt til aldrig at slutte. I en tid med øget polarisering, er det blot brænde på bålet.
Jeg havde derfor glædet mig til, at seks palæstinensiske og israelske fredsaktivister kom til Danmark i sidste uge for at diskutere, hvordan vi ændrer status quo, og hvad Danmark kan gøre. For med en plads i sikkerhedsrådet og snarligt EU-formandskab har vi en unik mulighed for at handle. Men jeg blev skuffet. Kun én journalist og én politiker dukkede op.
Alle jer, der har efterspurgt løsninger, forsoning og handling, her var jeres mulighed – hvor var I?
De seks deltagere omfattede bl.a. israelske Achiya Schatz fra Fake Reporter, en organisation, der undersøger autenticiteten af udsendte billeder og videoer i Israel, palæstinensiske Dr. Thabet Abu Rass, tidligere direktør for the Abraham Initiatives, en organisation, der fremmer samarbejde og lige rettigheder for jøder og palæstinensere i Israel. Og israelske Ayala Metzger, repræsentant fra bevægelsen for de israelske gidsler i Gaza.
Danmark kan med det kommende EU-formandskab og vores placering i FN’s sikkerhedsråd spille en vigtig rolle i kampen om at stoppe krigen og i at fremme reel fred
Disse mennesker er en del af det civilsamfund, der i Israel og Palæstina dag ud og dag ind arbejder for at ændre status quo. Det status quo, som har kostet dem alle dyrt, og som har givet anledning til daglige demonstrationer Europa over. Men udover at inkarnere konfliktens pris, så repræsenterer de også hver især de kompleksiteter i konflikten, vi knap nok forstår herhjemme. Og sammen repræsenterer de det håb, og de løsninger, vi ikke troede var mulige.
Jeg er selv halv israeler og har boet 17 år i Israel, hvor jeg har arbejdet med NGO’er fra både Israel og Palæstina, så det var med stolthed, at det lykkedes os at få de seks aktivister til Danmark. Af egen erfaring ved jeg, hvor farlig fredsaktivisme kan være i den del af verden, og her var seks mennesker, der dedikerer deres liv til det.
Der var med andre ord en unik mulighed for at møde de mennesker, der er en del af løsningen. Faktiske mennesker, der dag ud og dag ind bekæmper status quo i Israel og Palæstina og som betaler en høj pris for at udføre deres arbejde. Mennesker, der selv har mistet, der har været berørt af angrebet den 7. oktober 2023, der har mistet familiemedlemmer i Gaza, og alligevel kan anvise en vej til fred. Hvorfor var det ikke vigtigt nok for jer at mødes med dem?
Polarisering mellem palæstinensere og israelere
Siden krigens begyndelse har det været frustrerende at følge de mange diskussioner og debatter, vi har herhjemme. Om det er politikere eller journalister, så får jeg ofte fornemmelsen af, at man ikke forstår, at palæstinensere og israelere er mennesker, der fortjener, at man viser reel interesse for, hvad der er på spil, hvem de er, og hvor de kommer fra.
Den manglende interesse mærkede vi konkret i planlægningen af EPICON-arrangementerne i sidste uge, da en af deltagerne fra Vestbredden, hvis navn jeg ikke må afsløre, fordi hun blev lagt ned af en shitstorm, da hun tillod sig at mødes med israelere. Afsenderne af shitstormen var for de flestes vedkommende folk, der ikke selv boede på Vestbredden.
De palæstinensere og israelere fra civilsamfundet, der besøgte København i sidste uge, havde noget med sig, som vi desperat mangler herhjemme: erfaring og viden fra feltet, og kendskab til nuancerne og det levede liv
Det er meget nemt at dømme palæstinensere og israelere fra trygge Danmark. Men hverdagen i Israel og Palæstina er ikke sort-hvid, og ofte betaler man en kæmpe pris, hvis man går imod strømmen. Hvis den ene palæstinenser, som jeg omtaler her, har følt og føler et behov for at mødes med israelere i sit arbejde mod en bedre fremtid, med alt, hvad det må indebære, så har hun mere ret til det, end vi har ret til at dømme hende. Og her er bare et eksempel på den polariserende debat om Israel og Palæstina, som jeg ser her.
At arbejde med fredsaktivisme har en pris. Det ved jeg, fordi jeg selv har gjort det. Det endte med, at jeg ofte undgik at deltage i specifikke events i Israel, fordi man som venstreorienteret aktivist i landet risikerede at blive mødt med verbal og fysisk vold fra den ekstreme højrefløj. Når jeg deltog i de mindehøjtideligheder, hvor israelere og palæstinensere sammen mindes deres ofre, blev jeg altid mødt af flere hundrede demonstranter, der truede med alt fra voldtægt til død. Andre fik kastet urin på sig.
Samme frygt begyndte jeg at få, når jeg tog til Vestbredden. Jeg har ofte besøgt netop Vestbredden, både for at se den med egne øjne, og for at mødes med de palæstinensiske kvinder, som jeg har interviewet igennem mit projekt ”Political is Personal,” hvor israelsk-jødiske og palæstinensiske kvinder fortæller om, hvordan den politiske situation har påvirket deres liv, men også for at besøge venner og bekendte, som jeg lærte at kende i min tid i området.
Men i tiden op til krigens udbrud, undlod jeg helt at besøge Vestbredden. Spændingerne blev for store, og mine egne privilegier som synlig ikke-palæstinenser stod i for skarp kontrast til dem omkring mig. Inden da begyndte jeg at undlade at fortælle folk om mine ture, fordi jeg ofte blev mødt med spørgsmål og beskyldninger om at tage et sted hen, som kunne være farligt for israelere. Og samtidig blev vejen tilbage til Israel fra Vestbredden angstprovokerende for mig, for jeg kørte ofte i bus med palæstinensere, og igennem det store Qalandia-checkpoint mellem Ramallah og Østjerusalem, hvor der ofte var lang kø.
Ved checkpointet kom israelske soldater ind i bussen med deres M16-rifler for at undersøge bussen. Palæstinensere steg af bussen for fysisk at gå igennem checkpointet, mens folk som jeg, med europæisk pas, blev siddende og fik vores ID tjekket. Ofte talte jeg hurtigt hebræisk med de israelske soldater for at blive behandlet ordentligt. De skulle ikke tro, at jeg var en europæisk fredsaktivist, for dem er man ikke så glad for.
Alt det for at sige, at de palæstinensere og israelere fra civilsamfundet, der besøgte København i sidste uge, havde noget med sig, som vi desperat mangler herhjemme: erfaring og viden fra feltet, og kendskab til nuancerne og det levede liv. De ved, hvad dette arbejde kan betyde, og de arbejder med kortvarige og langvarige løsninger, som både politikere og journalister kunne tage ved lære af og kunne anvende i de overvejelser, de gør sig i forbindelse med Israel og Palæstina.
Danmark kan med det kommende EU-formandskab og vores placering i FN’s sikkerhedsråd spille en vigtig rolle i kampen om at stoppe krigen og i at fremme reel fred. Om det skal være en tostatsløsning, en én-statsløsning eller en tredje løsning, det må palæstinenserne og israelerne bestemme.
Men alt dette har et samlet startpunkt, nemlig at vi først og fremmest lytter til dem, der kan gøre en forskel. I sidste uge glimrede danske journalister, politikere og mediefolk ved deres fravær.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og