TEATER-STREAMING // CORONA – Første nedlukning sidste år begyndte med Corona-monologer og andre streaming-tilbud fra de lukkede scener. Med lidt held slutter den tvungne publikumspause efter påske, hvor Folketeatret streamer Ordet. I mellemtiden har teatrene eksperimenteret med live-streaming, nye online formater og hybridformer. Teatret er i allerhøjeste grad levende … og savner sit publikum.
Pandemien tvinger teatrene til nytænkning. De forskellige støtteordninger kræver, at de programsatte forestillinger bliver indstuderet. Men det er i sagens natur en tom fornemmelse at arbejde på et stort projekt som en teaterforestilling og så ikke få lov til at spille.
Rundt omkring i landet har forskellige teatre været kreative i deres måde at håndtere den udfordring. De er gået online og har streamet forestillinger. Det er selvfølgelig ikke det samme, men kan måske også nedbryde nogle barrierer. Så er det en ny vej for teatret – for at nå et større publikum?
Men netop Den unge Elias’ lidelser er skabt til det digitale format – en samtale ung til ung
”Det håber jeg da ved Gud ikke”, udbryder Kasper Wilton, teaterchef på Folketeatret, som byder på streaming af Ordet til påske.
”Teater er samvær. At sidde i samme rum, at ånde sammen. Så jeg håber snarere, at streamingen af Ordet vil få folk til at længes tilbage til det fysiske teater”.
I dialog med de unge
I samme åndedrag indrømmer han, at han måske tager fejl, når det drejer sig om nye formater. Den kommende uge kan publikum nemlig opleve Den unge Elias’ lidelser som en digital version af Under Huden-formatet, som er Folketeatrets lille ungdomsscene.
”Det er allerede en stor succes i den forstand, at der er udsolgt. Men netop Den unge Elias’ lidelser er skabt til det digitale format – en samtale ung til ung. Bagefter er der mulighed for en Q&A med Elias Sadaq”.
Selve ”forestillingen” på 45 minutter er optaget på forhånd. Publikum har bestilt ”billet” på forhånd og får derfor på mail en påmindelse om den dag, de har bestilt til. Ikke af hensyn til selve hans performance, men fordi det skal passe til Zoom-mødet bagefter, som selvfølgelig foregår live.
Revolver Play tester både distribution og interesse og – nok så interessant – om publikum vil betale for denne form for dramatik
”Det format kan jeg godt se en fremtid i at udvikle. Det kan godt være, at det kan være en brobygger til at få et nyt publikum i tale”, siger teaterchef Kasper Wilton.
Skærmen som spejl
Den eksperimenterende holdning finder man også hos Revolver Play, hvor Østerbro-scenens udspil også spænder videre end filmet teater. Her tænker man i et nyt koncept for dramatik i en tid, hvor teatrene er lukkede. Og måske også fremover.
Monologen Det spejl, de kalder dig, består af tre korte afsnit. De har det til fælles med teatret, at de er tidsbundne – de refererer til corona, til rejseforbud og til, at de bliver set af dig bag skærmen. Men det er ikke en forestilling, der er overført fra scenen.
Revolver Play tester både distribution og interesse og – nok så interessant – om publikum vil betale for denne form for dramatik. Der er ikke betalingsmur, men publikum opfordres til en mikrobetaling.
– Det er ikke alle, der betaler, men nogle sender mere end de 25 kroner, vi beder om”, siger Rikke Hedeager, dramaturg og kurator på projektet, efter de første ugers erfaringer.
Det spejl, de kalder dig, havde premiere i vinterferien. Næste produktion er på vej.
Hybridteater og interaktivt teater
Sydhavn Teater havde allerede tænkt i en hybridform til forestillingen Luna Secunda, hvor publikum og skuespillere skulle opholde sig i forskellige rum, og forestillingen opleves på en skærm. Derfor er der ikke den store forskel til at købe en billet til en af forestillinger frem til 27. marts.
I en videre forstand handler det om vores tillid til politikerne, der jo som bekendt har været sat på prøve gennem det seneste år
Det er live-streaming hver aften til et postapokalyptisk univers under to måner.
Aalborg Teater, der live-streamede Tine forsøger sig – ad tre omgange – med Jeg har skudt mig selv for sidste gang som et interaktivt teaterformat. Udgangspunktet er kendte dramatiske figurer – f.eks. Herman Bangs Tine – der begår selvmord.
I Julie Maj Jakobsens version, som er skrevet til streaming, får de imidlertid en ny chance. I dette nye liv får publikum mulighed for at give dem gode råd og dermed påvirke dette hvad-nu-hvis-univers. Første gang var 3. marts. Derefter streames der 17. marts og 7. april.
Filmen efter forestillingen
Ina-Miriam Rosenbaum er umiddelbart på Kasper Wiltons hold som ”forbenet scenekunstner” i sin opfattelse af, at teater skal opleves live med skuespillere og publikum i samme rum. Ikke mindst fordi anden del af Den retfærdige kriger består af en journalist, der taler med en relevant gæst og inddrager publikums spørgsmål.
”Det giver ikke mening at streame”, siger hun.
”Men stoffet er relevant, så jeg tænkte, at essensen kunne plukkes ud og omarbejdes til en digital form. I samarbejde med dramatikeren Nanna P. Tüchsen og filminstruktøren Torben Skjødt Jensen har vi skabt en drejebog til en film baseret på forestillingen.”.
”Vi har måske 40-45 % af forestillingen med, men vi har vinklet det på en ny måde, og bl.a. tilføjet et interview med en veteran, der var udsendt til Irak. Så Scenekunstfilmen – en retfærdig krig stiller de samme spørgsmål som forestillingen, men er noget helt andet”.
Hvilket også åbner mulighed for en genopsætning af Den retfærdige Kriger senere.
Digitalt supplement i fremtiden
Det handler stadig om Danmarks krigsdeltagelse på et meget spinkelt politisk grundlag. I en videre forstand handler det om vores tillid til politikerne, der jo som bekendt har været sat på prøve gennem det seneste år.
Scenekunstfilmen – en retfærdig krig får digital premiere den 22. marts og vil være tilgængelig en uge.
Vi vil samtidig gerne vise vores publikum, at vi lever, og at vi gerne vil give noget tilbage
”Vi har skabt filmen af nød, men den er også et kunstnerisk eksperiment. Mit næste emne i Projekt Glemmebogen er Offentlighedsloven, som jeg tager under behandling på Teatret Svalegangen i næste sæson. Men hvis det digitale format betyder, at vi kan komme bredere ud, så vil jeg tænke det ind”.
”Det vigtige for mig er, at det her ikke erstatter den levende forestilling på teatret, men supplerer den”, understreger Ina-Miriam Rosenbaum
Streaming af ord
Hvis ordet er det vigtigste ved dramatikken, så kan man selvfølgelig klare sig uden billeder. Mungo Park er kulturpartner med Radio Loud og har lanceret konceptet Sceneløs, der ligger som podcast-serie på efterhånden 6 afsnit. I øvrigt ligger der i forvejen en række podcasts på Mungo Parks egen hjemmeside.
Når Folketeatret lægger deres version af Ordet ud til streaming den 5. april (meget symbolsk på 2. påskedag), så er det nok så meget en politisk handling.
”Jeg kan ikke klare at producere endnu en forestilling til ingenting. Vores produktion af Lars Noréns Natten er dagens mor blev bare lagt ned. Det spiller også ind for Ordet, at vi næppe vil kunne samle så fint et cast igen om 2 år, hvilket er den realistiske tidshorisont for en genopsætning”.
”Vi vil samtidig gerne vise vores publikum, at vi lever, og at vi gerne vil give noget tilbage. Vi får jo et statstilskud for at spille teater. Vi er tilmed et turnerende teater med over 100.000 solgte billetter uden for København – så vi er glade for med Ordet at kunne række ud til de teaterforeninger, som vi normalt spiller for”.
Film tilpasset til teatret
Ordet skulle have spillet fra slutningen af januar til marts, så nu benytter man fire af de sidste programsatte dage til at optage forestillingen.
”Der er ikke tale om, at vi tilpasser forestillingen til at blive filmet, men om at vi tilpasser filmmediet til teatret. Det er teater, men vi får mulighed for at optage fra flere vinkler – og bagefter klippe sammen på den mest optimale måde. Hvis noget ikke fungerer, så kan vi lave det om. Moqi Simon Trolin, der har instrueret forestillingen, kommer tilbage og instruerer nu den version, der bliver optaget, og står for klipningen af den. Så det bliver, også i den streamede version, hans udtryk og hans valg”.
Så vidt de digitale muligheder for at opleve dramatik og streame teater. Indtil det igen bliver muligt at møde scenekunsten live.
I parentes bemærket har vi ikke et eneste eksempel på, at teaterforestillinger har været supersprederbegivenheder.
Du kan høre mere om Teater på Skærmen i POV podcast her:
Corona dramatik:
Ordet af Kaj Munk – gratis billetter bookes på Folketeatrets hjemmeside. Alle der har booket vil på dagen modtage et program og et link til forestillingen, der kan ses 5. april mellem klokken 15 og 23.
Den unge Elias’ lidelser – er udsolgt
Det spejl, de kalder dig (og andre produktioner fra Revolver Play) kan streames på Vimeo.
Mungo Park Lyt har p.t. 4 podcasts liggende. Derudover kan Mungo Park/Radio Loud serien Sceneløs findes på bl.a. loud.land
Scenekunstfilmen – en retfærdig krig gøres tilgængelig med link fra Teater Grob fra 22. marts og en uge frem
Sydhavn Teater kan ikke spille på intimscenen P44, men sælger stadig billetter til Luna Secunda som livestream.
Aalborg Teaters Jeg har skudt mig selv for sidste gang er en del af AAT stream
Det Kongelige Teater har adskillige tilbud på streaming inden for alle tre kunstarter; skuespil, ballet og opera.
LÆS FLERE ARTIKLER AF STEEN BLENDSTRUP HER
Topfoto: Gudmund Thai
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her