Optøjer og protester i Chile: Giv-de-rige-et-chok-doktrinen

af i Politik & Samfund/Syd- og Latinamerika

CHILE // REPORTAGE – Indvandrere, turister og investorer strømmede til nyrige Chile for at få del i succeshistorien. ”Vi er en sand oase i Latinamerika”, frydede præsident Sebastián Piñera sig 8. oktober. Ti dage efter erklærede han landet i undtagelsestilstand, sendte militæret på gaden og indførte udgangsforbud. En bølge af hærværk og plyndringer i kombination med fredelige gadeprotester har lige pludselig skabt en helt anden fortælling om Chile: Oasen er et neoliberalt fatamorgana, lyder det nu. Med reportage og et interview med en chilensk politiker tegnes her et mere nuanceret billede af POV’s Rasmus Sønderiis, der har boet i Chile siden 1988.

SANTIAGO de CHILE – Ikke hele landet gik op i flammer. ”De samfundsskadelige elementer,” beretter landbetjenten på formfuldendt politisprog, ”var i besiddelse af benzindunke til at nedbrænde bygningen. Vi jog dem på flugt med betimelig assistance fra tililende borgere”. Han ranker ryggen med Andesbjergene som baggrund.

I en række storbyers centrum og arbejderkvarterer kom ordensmagten imidlertid til kort over for de hærgende horder, hvis effektive omgang med tændvæsker har vakt mistanke om professionel assistance fra revolutionære grupper støttet af Venezuela.

Hvad var demoen egentlig for og imod? Mærkeligt nok blev der ikke holdt en eneste tale, og der var kun ganske få hjemmelavede skilte. ”Ikke flere sultelønninger” stod der på ét af dem

Gerningsmændene på stedet var i hvert fald chilenere. De satte ild til bygninger, busser, og ikke mindst metroen, hovedstadens stolthed og skinnende symbol på fremskridtet, hvor optøjerne eksploderede 18. oktober, antændt af gnisten fra en lille stigning i billetprisen. De 25 øre ekstra per tur kan hurtigt løbe op, når man som flertallet af chilenere tjener under 5000 kroner om måneden.

Men det var kun toppen af isbjerget af social utilfredshed, rapporteredes det i verdenspressen. Siden gik pøblen amok på de forhadte apoteker og banker. Et elselskabs hovedkvarter gik op i røg. På et mellemstort hotel blev gæsterne sparket ud. Ingen kom til skade, men alt blev raseret. Offentlige bygninger, ja selv skoler blev angrebet. Plyndringer blev udført til fods og med flugtbiler, af almindelige opportunister og af bandemedlemmer. Det gik ud over store og små butikker, frisører, udendørs markedssælgere, madsteder, alt muligt, men især supermarkeder.

Selv om de mere velstillede bydele gik fri, patruljeres pæne villakvarterer i dag af vagtværn af opskræmte beboere. Da det blev farligt at drive handel, opstod lange køer for at købe mad og medicin under politibeskyttelse. Det gjorde naturligvis befolkningen ængstelig, og det var det, der fik præsident Piñera fra højrefløjen til at beordre militæret ud fra kasernerne.

Politiet havde ikke mandskab nok til at bevogte så meget truet infrastruktur og ejendom. Venstrefløjen i hele verden talte straks om tilbagevenden til Pinochet-diktaturets indsættelse af hæren imod folket, men soldaterne er blevet venligt modtaget af de lokale, når de er sat ind imod lovløsheden.

Derimod ramte præsidenten langt uden for skiven, da han udtalte, at “vi er i krig mod en fjende, der ikke skyr nogen voldelige midler”. Det var præcist ordet krig, Pinochet altid brugte til at retfærdiggøre sit militærdiktatur i 1973-90. Efter megen skældud måtte Piñera lægge stilen om til en mere ydmyg tone om, at retssikkerheden stadig gælder. Af de foreløbig ca. 20 døde er langt de fleste omkommet i ildebrandene.

Selv om volden ikke har vakt sympati, er den unægteligt et symptom på noget sygt i samfundet. Det har skabt et ønske om at udnytte balladen som anledning til en fredelig protest. Forsamlinger af borgere på byens pladser var i starten daglige og vedblivende, om end ikke så massive. Fredag 25. oktober kulminerede det så med over en million mennesker i Santiagos centrum – den største demonstration nogensinde i Chiles historie.

Det var en ungdommelig affære med glad musik og smældende flag. De få politikere, der mødte op, blev buhet ud, men politikerne på TV bedyrede samstemmende, at de store menneskemængder var gået på gaden for en ædel sag. Men hvad var demoen egentlig for og imod? Mærkeligt nok blev der ikke holdt en eneste tale, og der var kun ganske få hjemmelavede skilte. ”Ikke flere sultelønninger”, stod der på ét af dem.

Chilener med for høj løn

Señor Pepe Auth, brokker du dig også over din løn?

”Hahaha”, ler oppositionspolitikeren Pepe Auth (født 1957), og holder en lille tale om, hvordan han længe har kæmpet for at få sin egen og alle andre myndighedspersoners løn sat ned. Han er næstformand for underhuset i Nationalkongressen og definerer sig selv som socialdemokrat.

Den chilenske politiker Pepe Auth.

Hvad er det, der får så mange chilenere til at gå på gaden efter al den vold og hærværk?

”Det er en meget diffus folkelig bevægelse uden ledende skikkelser, hvor vi politikere ikke er velkomne. En superinteressant undersøgelse om det her, bad folk om at vælge deres stærkeste følelse ud af nogle stykker på en liste. Blandt de unge var den helt store vinder ”vrede”. Men blandt borgere over 50, som er dem, der stemmer mest ved valgene, var der kæmpeflertal for ”utryghed”.

Jeg troede først, det her kunne gavne José Antonio Kast (leder fra den yderste højrefløj med synspunkter à la Brasiliens præsident Bolsonaro, red.). Men han er faldet bag om dansen, nu hvor volden er taget af, og en meningsmåling viser, at hele 73 pct. af dem, der stemte på højrefløjen ved sidste valg, sympatiserer med de fredelige protester. Et andet hyppigt svar var ”tristhed”. Efter den store march i Santiago er ”håb” også blevet til en udbredt følelse”.

Økonomien vokser, men forventningerne vokser endnu hurtigere. De unge er sgu ikke ligesom min generation, der stillede sig tilfreds med et løfte om at få kondisko i julegave på betingelse af gode karakterer i skolen

Hvad er den sande fortælling om Chile? Har folket fået nok af den rå kapitalisme, af uligheden?

”Alle taler om, at vi skal mindske uligheden. Glimrende! Men hør lige engang. Den centrum-venstre-koalition af partier, som jeg er med i, førte kampagne i 2013 med et program for at prioritere lighed frem for vækst, hæve skatterne og øge de sociale udgifter. Vi fik en stor valgsejr til Michelle Bachelet fra Socialistpartiet, der blev præsident med flertal i begge kamre af Nationalkongressen, så hun kunne få alle sine lovforslag igennem.

Jeg var med til at iværksætte en række reformer for større lighed: Gratis højere uddannelse for de 60 pct. laveste indkomster, flere penge til gratis børnehaver og skoler, osv. Hvordan gik det så? Bachelet startede med den højeste popularitet nogensinde, og endte med den laveste nogensinde.

De samme borgere, der havde demonstreret for bedre offentlige skoler, var sure over, at de fattige børn fra slummen nu fik lov at gå i skole med deres egne middelklassebørn. Vi blev kritiseret sønder og sammen over, at skattereformen hæmmede investeringer og jobskabelse. Så op til valget i 2017 lovede Sebastián Piñera det modsatte. Nu skulle der fokuseres på vækst med skattelettelser, og vores sociale reformer skulle rulles tilbage. Og han vandt! Der var stor optimisme, men den varede heller ikke længe. Nu er vi tilbage til at snakke om lighed frem for vækst. Hvad viser det? At demokratisk regeringsførelse er blevet vanskeligere. Det er en tendens, der gælder i hele verden. Se bare hvor hurtigt Macron gik fra populær til upopulær.”

Er der fare for, at Chile vender sig mod populismen og vælger en ny Hugo Chávez for eksempel?

”Risikoen eksisterer, tror jeg. Populismen ligger meget i tiden, fordi der er en meget stærk bevidsthed om rettigheder og meget lidt om pligter. Er det også sådan i Danmark? Her i Chile er det virkelig en del af tidsånden. Et oplagt eksempel er de unge, der var så mange af til demonstrationen. De snakker om radikale politiske og sociale omvæltninger, men kun 25 pct. af dem gider møde op for at stemme til valget”.

Måske føler de ikke, der er nogen at stemme på?

”Så kunne de jo selv stille op. Altså fair nok at føle sådan under det gamle valgsystem. Men jeg var netop med til at ændre det, så der bliver mere mangfoldighed på stemmesedlen. Ved sidste valg var der kandidater for enhver smag. Og med reelle chancer for at blive valgt ind.

Igen tror jeg, det er et verdensomspændende fænomen. Økonomien vokser, men forventningerne vokser endnu hurtigere. De unge er sgu ikke ligesom min generation, der stillede sig tilfreds med et løfte om at få kondisko i julegave på betingelse af gode karakterer i skolen. Der er ingen dikkedarer om tålmodighed, om at vente til landet får råd til det. Det hele skal ske med øjeblikkelig effekt, som når de posterer på sociale medier”.

Angrende rigt svin

Selv om chilenerne skammer sig over plyndringer og hærværk, har der også været meget feel-good-stof at være stolt over. De gule veste – der i Chile er medborgere bevæbnet med stokke og fløjter – har kæmpet med næb og klør for at redde lokale supermarkeder. Den fattige hovedstadskommune La Pintana fik foræret 10 millioner kr. af den rige kommune Las Condes (hvis borgmester Joaquín Lavín har præsidentambitioner). I Santiago organiserer naboer sig for at dele køretøjer til og fra arbejde, mens metroen bliver repareret med hjælp fra frivillige.

“De rige er blevet bange. Man kan mærke det. De har endelig forstået, de ikke bare kan forskanse sig i deres rigmandsghetto, når pøblen raser. Erhvervsfolk kan godt se, de er nødt til at løsne grebet på pengekassen. Det samme bliver staten nødt til”

Præsidenten blev inspireret til en undskyldning for sin klodsede krigserklæring, da hærchefen forsikrede, at han i hvert fald ikke følte sig i krig med nogen. Facebook-brugere deler flittigt en video af soldater, der spiller volleyball med demonstranterne. Ekspræsident Michelle Bachelet, der i dag er FN’s menneskerettighedskommissær, er inviteret til at efterforske anklager om menneskerettighedskrænkelser i landet. Og præsident Piñera har annonceret en pakke populære tiltag, såsom fastfrysning af elregningen, højere beskatning af de rige og ikke mindst lavere løn til politikerne. Milliardæren Andrónico Luksic, der for mange chilenere står som indbegrebet af den onde kapitalist, har været ude med angrende ord og løfter om at hæve de laveste lønninger i sine talrige virksomheder.

”Det er en positiv ting, der er kommet ud af det her”, siger Pepe Auth.

”De rige er blevet bange. Man kan mærke det. De har endelig forstået, de ikke bare kan forskanse sig i deres rigmandsghetto, når pøblen raser. Erhvervsfolk kan godt se, de er nødt til at løsne grebet på pengekassen. Det samme bliver staten nødt til. Heldigvis har Chile ikke ret meget gæld, så vi kan umiddelbart godt give folket noget af det, de vil have. Præsident Piñeras program om at sænke skatten og de offentlige udgifter er gået fløjten. Det tør han ikke længere!”

Hvad synes du om, at nogle på venstrefløjen kræver præsident Piñeras afgang?

”Det vil koste os dyrt langt ud i fremtiden, hvis Chile for første gang siden 1973 forhindrer en demokratisk valgt præsident at færdiggøre sit mandat. Det vil få os til at miste alt det, der gør os unikke i Sydamerika, hvis forfatningen også her kan tilsidesættes af gadens parlament. Men fint hvis det fører til reformer.”

Model med rynker og deller

Men er det nok at justere lidt her og der? Nej, der skal strukturelle forandringer til, for modellen er udtømt, lyder det samstemmende fra den chilenske venstrefløj og også fra andre dele af det politiske spektrum. (Læs i faktaboksen nedenfor, hvad modellen reelt består i).

”Jeg så da gerne en model som i Skandinavien,” siger Pepe Auth, der var Chiles ambassadør i Sverige 2000-2004.

”Men det er ikke bare noget, det politiske system kan levere. Det handler om hele folkesjælen. De skandinaviske samfund er baseret på en høj grad af tillid. Chile er det diametralt modsatte. Tænk, i en undersøgelse lavet i hele Latinamerika, var vi det land, hvor folk er mindst trygge ved at give naboerne nøglen til deres bolig, når de tager på ferie. Vi stemmer på en kasserer i vores beboerforening, og ugen efter anklager vi ham for underslæb! Vi er bare ikke sådan et samfund, hvor folk er supersolidariske og har en tillid, der tilskynder dem til at dele deres penge med staten som mellemmand.”

Hvad så med forfatningen? Haster det ikke at få den lavet om?

”Det ville da være skønt, hvis vi kunne få en forfatning, der ikke er undfanget i diktatur, selv om den nuværende er ændret så mange gange, den godt kan bruges. Der er flere ting, jeg gerne ville have lavet om: Afskaffelse af senatet, for eksempel, og mindre magt til præsidenten. Men en ny forfatning vil først og fremmest være symbolsk. For nogle dage siden var jeg til et borgermøde, og vi snakkede om, hvordan vi kunne forbedre sygesikringen, nedbringe ventetider, skaffe flere specialister og større kapacitet til behandlinger. Pludselig rejser en ung fyr sig op og siger, vi spilder tiden. Løsningen er at skrive retten til sundhed ind i en ny forfatning! Som om der pludselig bliver tryllet flere ressourcer frem i sundhedssystemet, hvis vi skriver nogle bevingede ord på et papir.”

Det er ikke kun forfatningen men også den økonomiske model, der har den store arvesynd at være undfanget i diktatur. At videreføre diktaturets økonomiske politik er at hylde diktatoren, har den yderste venstrefløj længe hævdet.

I de 24 af de sidste 29½ år siden diktaturet, hvor Pepe Auth og hans allierede har været i regering, har svaret lydt: Den hæder fortjener diktatoren rigtignok ikke. Men når historien nu engang ikke kan gøres om, hvorfor skulle det så forhindre Chile i at drage fordel af de ting, der virker ved diktaturets model?

Måske er den chilenske model ikke så meget udtømt, som den nu er blevet suppleret af en nyttig tilføjelse: Spektakulære ødelæggelser af offentlig og privat ejendom! Bare for at jage en skræk i livet på de rige og skabe lidt balance i tingene.

”Nu gælder det om at drage fordel af konjunkturen,” understreger Pepe Auth, der har en lang ønskeliste om højere skatter og sociale reformer, men ikke nogen revolutionære drømme om at omstyrte ”modellen”.

Hvis man giver efter for krav, der er kommet på dagsordenen med hærværk, hylder man så ikke hærværksudøverne? Den hæder fortjener de rigtignok ikke. Men når ødelæggelserne nu engang ikke kan gøres om, hvorfor skulle det så forhindre Chile i at drage fordel af de ting, der virker ved vandalismens model?


Fakta om den chilenske model

Der bliver slynget mange generaliseringer ud om det økonomiske system, der i Chile indforstået betegnes som ”modellen”. Men hvad er den helt konkret?

Det begyndte, da hærfører og diktator Pinochet i midten af 70’erne i stedet for – som alle forventede – at føre en nationalistisk økonomisk politik, satte sin lid til den liberalistiske Chicago-skole. Han hyrede teknokrater kendte som Chicago Boys til at iværksætte en radikal samfundsomvæltning inspireret af Milton Friedmans markedsvenlige teser. I dag forbinder de fleste modellen med privatiseringen af offentlige serviceydelser og det lave skattetryk på godt 20 pct. (sammenlignet med over 30 pct. i Argentina og Brasilien). Men oprindeligt var det mest revolutionerende element en unilateral sænkning af alle toldsatser. Det førte i starten til virksomhedskrak og massiv arbejdsløshed pga. udenlandsk konkurrence. Men lidt efter lidt blev chilensk økonomi omstillet til fokus på komparative fordele. Importskat er sidenhen næsten helt afskaffet, og der er indgået frihandelsaftaler med alle store økonomier i verden.

Arbejder man i Chile, skal man spare op til pension igennem de private og meget upopulære pensionskasser (AFP). En indbetaling af 10 pct. af lønnen har vist sig at være for lidt til en ordentlig pension, især hvis man har tilbragt flere år uden for arbejdsmarkedet, og Nationalkongressen er på falderebet til at sætte bidraget op. Hvis man ikke har fast arbejde, og heller ikke selv lægger noget til side, må man som gammel leve af sine eventuelle børn. I 2008 blev der dog indført en lille folkepension, der i dag er på ca. 1000 kr. om måneden.

Arbejder man i Chile, skal man også betale til en sygesikring. Staten tilbyder en subsidieret udgave (FONASA) til ca. 200 kroner om måneden, hvilket det store flertal benytter sig af. Det giver dog langt fra adgang til ligeså gode hospitaler og korte ventelister, som hvis man har en privat sygesikring (ISAPRE) til et sted mellem 1-3000 kr. om måneden. Hvis man bliver syg uden forsikring og uden formue, kan man blive behandlet gratis på et af de billige hospitaler.

Universitetet betales i princippet af mor og far, men hvis de ikke har høj indkomst, kan de unge optage statsgaranterede lån. Børn til forældre med de 60 pct. laveste indkomster har lige fået ret til gratis højere uddannelse.

Der er et stort udvalg af privatskoler med mange ideologiske og pædagogiske retninger og i alle prisklasser. Statsfinansierede skoler er langt fra ligeså gode som i verdens rigeste lande, men er dog blevet bedre i senere år.

Til forskel fra andre latinamerikanske lande er der ingen subsidier til benzin, elektricitet eller fødevarer. Og der er brugerbetaling for motorveje.

Ifølge kritikerne har modellen nok skabt vækst, men også lave lønninger, dårlige offentlige tjenesteydelser, elendige pensioner og stor ulighed på alle områder af livet. De rige snyder i skat og danner monopoler for at malke forbrugerne.

Ifølge tilhængerne er de lave lønninger ikke så lave som tidligere, den officielle fattigdomsrate er faldet fra ca. 40 pct. til 8 pct. de sidste 30 år, og i de seneste år har massiv indvandring fra resten af Sydamerika bevist, at modellen er en succes, selv om den fortsat kan udvikles i en mere social retning. Skattesnyd og hemmelige prisaftaler er ulovligheder, der skal straffes, og ikke en del af selve modellen.


Fotos: Creative Commons.

Rasmus Sønderriis, f. 1967.

Velintegreret indvandrer i Chile siden den tidlige ungdom, dog afbrudt af studier i samfundsvidenskab i England og for nyligt fem-seks års ophold i Etiopien, hvor integrationen var en noget større udfordring.

For at tjene penge udlejer jeg hytter i Andesbjergene (www.trescontinentes.cl), oversætter og redigerer (www.zaptc.com). Og for at have det sjovt laver jeg journalistik!

I 90'erne skrev jeg om Chile og Pinochet-sagen til Dagbladet Information og i 00'erne om Latinamerika til Weekendavisen. Jeg har desuden bidraget om alverdens emner til det mest læste chilenske ugeblad ”The Clinic”: http://www.theclinic.cl/

Et lille udvalg af det, jeg har skrevet for mine chilenske landsmænd, kan læses på spansk her: http://www.theclinic.cl/author/rasmus/

Jeg er både dansk og chilensk statsborger, men hvis det kommer til den ultimative loyalitetskonflikt i form af en fodboldlandskamp mellem mine to lande, hepper jeg af hele mit hjerte på CHILE. Som dansker er jeg nemlig globalist, men som chilener er jeg nationalist.

Seneste artikler om Politik & Samfund