KONCERT // ANMELDELSE – Verdenssopranen Angela Gheorghiu og Copenhagen Phils nye chefdirigent Christoph Gedschold leverede sammen en operagalla i Tivoli, der i lige så høj grad blev en symfonisk som en vokal fest.
Med tre programsatte forspil og tre arier i første afdeling, og samme antal efter pausen, fik vi på operagallaaftenen med verdenssopranen Angela Gheorghiu i Tivolis Koncertsal et både bredt og samtidig stærkt fokuseret program holdt i de italienske musiksfærer, hvor egentlig kun en Verdi-arie manglede for at gøre oplevelsen til den fuldendte sydlandske aften.
At de førende italienske operakomponister spænder bredt i både vokalkunst og dramatisk formgivning er ikke nyt. Alligevel var det en fantastisk reminder på én enkelt aften at få dem sidestillet i såvel orkestrale forspil som i toparier hentet fra en perlerække af værker fra otte forskellige komponister: Donizetti, Verdi, Ponchielli, Boïto, Leoncavallo, Mascagni, Catalani, Cilea og en enkelt franskmand, Bizet, som Verdi i øvrigt personligt satte umådeligt højt.
Og når såvel de orkestrale indslag, der tydeligvis alle var blevet nøje gennemarbejdet under dirigentens faste greb, og de vokale indslag samtidig blev afleveret ikke blot med nerve, men også en fysisk gestik, der overbeviste lige fra allerførste sekund, så kan en operagallaaften ikke blive mere fuldkommen.
Hvad der især betager ved Angela Gheorghius vokalkunst er den livslange erfaring, hvormed hun gestalter sine figurer
Hvad der for orkestrets vedkommende her især bemærkedes, var den sikre balance mellem instrumentgrupperne under Copenhagen Phils nye chefdirigent, der tydeligvis kan få orkestret til at lytte til hinanden indbyrdes og samtidig følge ethvert vink fra dets anfører.
I især Verdis ouverture til Luisa Miller blev vi vidne til et rent ud formidabelt greb om musikken, der fik den til at løfte sig som et selvstændigt symfonisk tonedigt, hvor især den store klarinetsolo (fornemt intoneret og fraseret af August Finkas) stod dirrende tilbage i rummet, næsten som var den et selvstændigt vokalt indslag i hele operagalla-sammenhængen. Men også i anden afdelings intermezzo fra Leoncavallos Pagliacci løftede musikken sig fra at være et mellemspil til at blive et selvstændigt musikalsk bidrag helt i dets egen ret.
Hvad der især betager ved Angela Gheorghius vokalkunst er den livslange erfaring, hvormed hun gestalter sine figurer, der i hendes små hurtige drej og vrid af kroppen og de følsomme arme giver musikken et liv, som rækker langt ud over koncerttribunen, og reelt får os til at opleve hver eneste arie i deres oprindelige dramatiske kontekst. Dette gjaldt ikke mindst i arien ‘L’altra notte in fondo al mare’ fra Boïtos mesterlige opera Mefistofele, hvor dramaet ikke just er sat på koncertformat-pause, men snarere inddrager tilhøreren med helt op på scenen gennem den intensitet, som den nu 58-årige Gheorghiu stadig fremfører den med. Hendes stemme er fyldt af dramatisk fokus parret med en klangrenhed, der får alt udvortes til at prelle af og går rent ind i sjælen. Denne arie alene var hele første afdelings absolutte højdepunkt for undertegnede.
Men generelt mærker man i denne højdramatiske scene som i alle de øvrige arier sangerindens kolossale sceneerfaring og især hendes veltrænede stemmebehandling, hvormed hun især i de hurtigt accelererende crescendi aldrig overeksponerer klangen, ligesom også hendes udtyndinger helt ned i et næppe hørbart pianissimo får salen til nærmest at holde op med at trække vejret.
At Gheorghiu er en fuldblods sangeraktør ses tillige i hendes naturlige indlevelse i de små kropslige sving og hurtige drej, som hun altid ledsager sine fortolkninger med, og som alle er i tæt og ukunstlet pagt med de musikalske fraser og deres naturel.
I arien ‘Donde lieta usci’ fra Puccinis La bohème sang hun fysisk nærmest for dirigenten alene, som var han hendes Rodolfo og eneste kærlighed i livet, alt imens orkestret intenst fulgte med i deres intime samspil og fælles musikalske pardans. Det løftede sig her til en sjældent hørt grad af enstemmighed og musikalsk kemi mellem en diva og en maestro, som jeg personligt næppe tidligere har oplevet under de store operahusopførelser. Så intenst kan en gennemført musikalsk koncertopførelse reelt udvikle sig til.
Samlet og set under ét blev det derfor lige så meget en symfonisk koncert som en ren operagalla-aften takket være Gedscholds intense forarbejde med sit nye orkester og hans udsøgte lydhørhed overfor divaens vokale fraseringskunst.
Tilbage sad publikum mætte og opløftede efter en italiensk kulinarisk operamenu, der i dens tre følgende da capo-numre strakte sig videre ud i mere folkelige sange fra henholdsvis Rumænien og Spanien. Så indhyllet i sydens både varme og generøse toner forblev vi længe, efter at koncerten var til ende.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
