FILM // ANMELDELSE – One Battle After Another er årets største amerikanske film målt ud fra budget og ambitioner. Men resultatet er også blevet en kinetisk medrivende actionfilm, fyldt med smukke øjeblikke og billeder taget direkte fra de amerikanske mediers underbevidsthed.
Den amerikanske forfatter Thomas Pynchon er i fokus det her efterår. Hans nye roman Shadow Ticket udkommer om et par uger og har fået The New Yorker til at beskrive Trumps USA som et Pynchonesque America. Og anmelderne har udråbt Paul Thomas Andersons One Battle After Another, en løs filmatisering af Pynchons roman Vineland (1990), til årets mest præcise skildring af den amerikanske zeitgeist.
Det er også imponerende, hvor ofte billederne i One Battle After Another synes taget direkte fra den amerikanske nyhedsdækning: Immigrantbørn i bure, ‘Sanctuary cities’ invaderet af føderale tropper, svagt definerede venstrefløjsgrupper i voldeligt oprør mod staten. Men imponerende nok er det lykkedes for Paul Thomas Anderson at placere en medrivende actionfilm ovenpå de billeder. En film, der samtidig synes at sige noget eviggyldigt om USA og den evige kamp for at få landet til at leve op til sine smukke grundlæggende principper.
Revolutionære mod juleeventyrere
Pat Calhoun (Leonardo DiCaprio) og Perfidia Beverly Hills (Teyana Taylor) er militante medlemmer af gruppen ‘French 75’, hvis voldelige metoder virker mere dedikerede end deres noget flagrende bagvedliggende ideologi. Under en aktion mod et detentionscenter for immigranter ydmyger Perfidia militærmanden Steven J. Lockjaw (Sean Penn) seksuelt, hvorefter han begynder at jagte gruppen. Under pres fra Lockjaw bryder først Perfidia og siden hele ‘French 75’ sammen, og Pat Calhoun må flygte sammen med hans og Perfidias lille datter.
Det er faktisk en virkelig strømlinet udgave af ‘Vineland’ (der er for eksempel fjernet mafiaen, yakuzaen, ninjaer, zombier og Godzilla, og i bogen forsvinder Bob Ferguson-karakteren i over 200 sider)
16 år senere hedder far og datter Bob og Willa Ferguson og bor i byen Baktan Cross i det nordlige Californien. Men da Steven Lockjaw får tilbudt medlemskab af den hemmelige loge ‘Juleeventyrernes klub’ (på engelsk ‘Christmas Adventurers Club’ eller CAC) bliver han nødt til at rydde op i sin fortid, og det betyder, at han må fange Perfidias datter igen. Og så bryder kaos ud i Baktan Cross, mens far og datter forsøger at flygte fra nærmest hele det amerikanske voldsmonopol, med hjælp fra venlige lokale som Willas karatetræner Sergio St. Carlos (Benicio Del Toro), der som sidegesjæft hjælper immigranter på flugt.
Det er faktisk en virkelig strømlinet udgave af Vineland (der er for eksempel fjernet mafiaen, yakuzaen, ninjaer, zombier og Godzilla, og i bogen forsvinder Bob Ferguson-karakteren i over 200 sider), men Paul Thomas Anderson har lokaliseret kernerne i en alt for overlæsset roman: Forholdet mellem far og datter samt melankolien over fejlslåede politiske bevægelser.
Konspiration og undergrund
Paul Thomas Andersons film er lavet før Trump blev genvalgt, men den virker til tider alligevel nærmest forbløffende aktuel i sit billedsprog. Steven Lockjaw virker 100% som om han arbejder for ICE, og letheden, hvormed han får opdigtet en grund til at invadere en hel by, skulle nok have været sort humor, men er jo præcis det, som Trump gør for tiden.
Det er befriende at se en film, der ikke forsøger at være subtil eller neutral, men som skildrer racistiske og magtliderlige mænd som racister, der har lyst til at lave hemmelige magtgrupper
Der er en direkthed over det, som er ret typisk for Anderson. Til tider er jeg kørt træt i hans film, fordi de er for skabelonagtige – når karakterers storhed og fald i film som Boogie Nights (1997) og There Will Be Blood (2007) er for velkendt litterære – eller fordi armbevægelserne bliver for store: Der falder jo for fa’en frøer ned fra himlen i Magnolia (1999). Men den direkthed passer virkelig godt til nutiden, ja, jeg tror nærmest, det passer bedre, end en mere trofast Pynchon-film ville gøre det.
Pynchon ville aldrig lave en konspiration så simpel som CAC, der består af ekstremt racistiske og magtfulde hvide mænd, tilsyneladende uden noget formål andet end at være en hemmelig konspiration. Men det er befriende at se en film, der ikke forsøger at være subtil eller neutral, men som skildrer racistiske og magtliderlige mænd som racister, der har lyst til at lave hemmelige magtgrupper.
Ligesom der er ægte liv i den solidaritet, som særligt Sergio St. Carlos står for, og omvendt klarsyn om hvordan voldelige venstrefløjsgrupper ødelægger både egne liv og andres, fordi de sætter volden højere end retfærdigheden.
Æstetisk rutsjebanetur i “One Battle After Another”
Og Paul Thomas Anderson er en dygtig nok instruktør til at få det til at leve på lærredet. Steven Lockjaw er en vidunderlig karakter, som Sean Penn godt nok spiller ret manieret, men som i kostume og frisure er stylet, så Bond-skabere bør tage noter. Kameraet bevæger sig desuden langsomt gennem Sergio St. Carlos verden, så vi får tid og rum til at tage menneskene og sårbarheden ind, mens vi omvendt står helt stille hos de umenneskelige juleeventyrere.
Men jeg kan også nogle gange føle, at Paul Thomas Anderson mere er en dygtig håndværker end nogen stor filmkunstner eller stilist. Hans første Pynchon-filmatisering Inherent Vice (2014) led lidt under, at han var for trofast mod bogen, uden at han helt formåede at finde en passende stil, der modsvarede Pynchons vidunderlige prosa-æstetik.
Men sammenlign så One Battle After Another med Ari Asters Eddington fra tidligere på året. Aster finder en gennemgående stil til sin film, men den er ikke særlig flot, og den bliver en spændetrøje for filmen. Paul Thomas Anderson skaber hvert billede efter, hvad det skal fortælle, og One Battle After Another bliver en rutsjebanetur af en actionfilm – en af de mest medrivende biografoplevelser i år – fyldt med vidunderlige øjeblikke:
Aldrende Bob Ferguson, der forsøger at efterligne unge aktivisters hoppen og springen rundt på Baktan Cross’ tagrygge. Sergio St. Carlos, der highfiver en aktivist på skateboard. Højgravide Perfidia der affyrer en maskinpistol. Og bedst af alt, en afsluttende biljagt rundt i ørkenen, der i sin kinetiske visualitet op og ned af bakkerne tåler sammenligning med den allermest klassiske Hollywood-filmkunst a la Hitchcock. Det er årets action-scene.
Med dens kombination af medrivende klassisk genre-film, politisk mod og klarsyn, og filmhåndværk nok til at få det hele over målstregen, er det uden tvivl en af årets store filmoplevelser.
One Battle After Another har kostet ca. 150 millioner dollars at lave, fire gange mere end den hidtil dyreste Paul Thomas Anderson film, og dobbelt så meget som en af hans film nogensinde har tjent hjem i biografen. Det er et gigantisk sats, som nærmest skal blive et fænomen a la Barbie eller Oppenheimer (begge 2023) for at blive en kommerciel succes. Jeg ved ikke, om den er helt god nok. Hvis den vinder de Oscars, den også sigter efter, vil det være en bedre vinder end normalt, men langt fra lige så visionær som sidste års vinder Anora.
Men med dens kombination af medrivende klassisk genre-film, politisk mod og klarsyn, og filmhåndværk nok til at få det hele over målstregen, er det uden tvivl en af årets store filmoplevelser.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og