Ole Retsbo: Mig og revolutionerne – de utrolige hændelser for en ung udenrigsjournalist i det historiske år 1989

i Historie/Europa af

LONGREAD // MURENS FALD – Da udenrigsreporter Ole Retsbo startede som grøn akademiker og yngstemand på TV2’s nyåbnede udenrigsredaktion i efteråret 1988, havde de erfarne journalister for længst delt verden op. Tilbage var blot Østeuropa, hvor alle vidste, at der absolut intet skete. Medierne ignorerede stort set østlandene, ”fordi der ikke var noget drama, ingen gode journalistiske historier. Kun åndløs, bureaukratisk stabilitet efter 50 års totalitært diktatur, som tilsyneladende havde suget alt liv, energi og oprørstrang ud af befolkningen.” Men den kolde krig sang på sit sidste vers. I dette longread fortæller Retsbo, der i dag er journalist på DR, historien om den unge journalist, der over et år, 1989, så verden forandre sig for altid.

Juleaftensnat 1989 tilbragte jeg under en seng på et hotelværelse i Bukarest.

Det var præcis lige så ubekvemt som det lyder, og mens jeg lå og kiggede op på den småsnavsede sengebund, tænkte jeg faktisk også over, om jeg måske skulle være blevet hjemme.

Tidligere på natten, mens jeg stadig lå og sov på en blød madras på den rigtige side af sengen, var jeg nemlig brat blevet vækket ved lyden af skrattende maskinpistoler lige uden for hotellet. Jeg ville ønske, jeg kunne sige, at jeg som nysgerrig og frygtløs udlandsreporter straks var sprunget op for at se, hvad der foregik, men i stedet valgte jeg altså at gå i dækning under sengen.

Til forsvar for min kujonagtige adfærd skal det siges, at der allerede var et skudhul i vinduet efter de seneste dages skyderier mellem tilhængere og modstandere af den afsatte diktator Nicolae Ceausescu. Min lyst til at udfordre skæbnen ved at kigge efter snigskytter i den mørklagte rumænske hovedstad var derfor begrænset.

På første redaktionsmøde delte de gamle og garvede udlandsreportere verden op mellem sig, næsten som i 1800-tallets berømte vittighedstegning af velnærede europæiske imperialister, der deler Afrika som en lagkage

Jeg må erkende, at jeg nok heller ikke var den klassiske vejrbidte udlandsreporter, der uden tøven stiller sig op ved frontlinjen i ørkenfarvet safarivest og rapporterer om begivenhederne, mens kuglerne fløjter om ørerne på ham.

II

Kun få år tidligere havde jeg som historiestuderende på Københavns Universitet siddet med næsen begravet i obskure bøger om 1600-tallets håndværkerlovgivning, men skæbnens vildveje havde skyllet mig op på TV2 som yngste og mest uerfarne mand på udlandsredaktionen, da stationen gik i luften i efteråret 1988.

På første redaktionsmøde delte de gamle og garvede udlandsreportere verden op mellem sig, næsten som i 1800-tallets berømte vittighedstegning af velnærede europæiske imperialister, der deler Afrika som en lagkage. De bedste bidder var Vesteuropa og USA (og Mellemøsten og Afghanistan, hvis man søgte action og spænding).

På et tidspunkt sagde jeg med spagfærdig stemme, at hvis ingen andre var interesserede, ville jeg da gerne dække Østeuropa. Forslaget blev modtaget med udbredt tilfredshed af den lille forsamling. I Østeuropa var hotellerne elendige, maden endnu værre og først og fremmest skete der som bekendt aldrig noget, det vidste enhver.

Vaclav Havel (1936-2011) blev efter omvæltningerne i 1989, først Tjekkoslovakiets sidste og siden Tjekkiets første præsident. Foto: Wikimedia Commons.

I et berømt essay skrev den kendte tjekkiske systemkritiker Vaclav Havel om en af sine venner, der var ved at dø af astma i et af regimets fængsler.

Da redaktøren af et stort amerikansk dagblad blev spurgt, om avisen ikke kunne skrive om sagen, lød svaret: ”Ring til mig, når manden dør.”

De internationale medier ignorerede stort set østlandene, fordi der ikke var noget drama, ingen gode journalistiske historier. Kun åndløs, bureaukratisk stabilitet efter 50 års totalitært diktatur, der tilsyneladende havde suget al liv, energi og oprørstrang ud af befolkningen.

Vi fortjener ikke opmærksomhed, fordi vi ikke har historier og død. Vi har kun astma,” skrev Havel, ”og man kan jo ikke i én uendelighed skrive om en eller anden, der har svært ved at trække vejret.”

Havels fuldkommen illusionsløse essay er skrevet så sent som i april 1987.

Fra resignation til revolution i 1989 skulle der kun gå to år.

III

Med skam at melde skyldtes mit ønske om at dække Østeuropa ikke, at jeg i et anfald af udenrigspolitisk klarsyn havde forudset, hvad de næste måneder ville bringe, men helt tilfældigt var mit valg på den anden side heller ikke.

I 80’erne havde en af mine venner introduceret mig til et miljø af langhårede hippietyper i Østtyskland og Tjekkoslovakiet, og sammen med en håndfuld andre studerende havde jeg flere gange været nede og besøge dem som en slags politisk turist.

På den måde havde jeg ved selvsyn konstateret, hvordan tingene stod til i den såkaldte ”virkeliggjorte socialisme”.

Over 100 millioner østeuropæere henslæbte deres tilværelse i Sovjetunionens skygge. Det var dette udsigtsløse, ”astmatiske” liv, ukendt for de fleste danskere, selvom det udspillede sig under to timers færgerejse fra Gedser, som jeg gerne ville åbne danskernes øjne for i mit nye job på TV2

I Danske Studerendes Fællesråds daværende månedsmagasin ”Studenterbladet” forsøgte jeg at beskrive stemningen i Falkensee, en lille forstad til Berlin, hvor en ”sørgmunter blues” altid lagde sig som underlægningsmusik til samværet med vores østtyske venner:

”En aften sidder vi og snakker og griner…. På pladetallerkenen ligger vores medbragte Joy Division-skive og på gulvet står en kasse med det øl, der flyder i så rigelige mængder hernede. Man hygger sig, men som så mange gange før krakelerer facaden pludselig. En eller anden begynder at bladre i vores pas med disse eksotiske stempler fra Indonesien, Syrien, USA and elsewhere på kloden, hvor de aldrig nogensinde vil komme til at sætte deres ben …’

De kan tage til Prag kan de, eller Sofia, hvis det går højt. Nogle affinder sig med det, andre som f.eks. Franz siger: ”Hvis jeg får muligheden så flygter jeg. Jeg kender risikoen, men jeg ved også, at jeg kun lever en gang. Jeg bliver nødt til at slippe ud af denne blindgyde, komme ud med al det, jeg gerne vil ud med, opleve verden, Jeg vil fortryde det hele mit liv, hvis jeg ikke prøver bare én gang.”

Over 100 millioner østeuropæere henslæbte deres tilværelse i Sovjetunionens skygge.

Det var dette udsigtsløse, ”astmatiske” liv, ukendt for de fleste danskere, selvom det udspillede sig under to timers færgerejse fra Gedser, som jeg gerne ville åbne danskernes øjne for i mit nye job på TV2.

Det var året før 1989. Ikke et øjeblik drømte jeg om, hvad der var i vente.


 

Foto: Lasse Persson.

“Det som Churchill i sin berømte Fulton-tale i 1946 havde kaldt ‘et Jerntæppe, der havde sænket sig over Europa’ var endelig ved at blive løftet. Kort efter væltede tusinder af østtyske flygtninge ind over den nu åbne grænse mellem Ungarn og Østrig.”

IV

I virkeligheden begyndte 1989 med en beslutning i det sovjetiske kommunistpartis politbureau d. 11. marts 1985, som er den dag, hvor Mikhail Gorbatjov blev udnævnt til generalsekretær og dermed Sovjetunionens ubestridte leder.

De følgende år begyndte hele verden at tale om ”Glasnost” og ”Perestrojka”, de demokratiske og økonomiske reformer, som skulle bringe Sovjetunionen på omgangshøjde med de vestlige lande. Målet var ikke at bringe kommunismen til ophør, tværtimod håbede Gorbatjov, at reformerne ville styrke det kommunistiske system med kommunistpartiet i førersædet, som det havde været siden 1917.

I foråret 1989 begyndte østeuropæerne så småt at vejre morgenluft

I de første år skete reformerne langsomt og umærkeligt, men i 1988-89 begyndte udviklingen at accelerere.

Ved valgene til den nyoprettede Folkekongres i marts 1989 fik vælgerne mulighed for at vælge mellem flere kandidater og overraskende mange af dem afveg voldsomt fra den gammelkommunistiske partilinje. Bølgerne gik højt i en ophidset valgkamp, hvor der blev talt højrøstet og passioneret om alt fra Tjernobyl-katastrofen, Stalintidens rædsler og apparatchikkernes elendige forvaltning af landet. Samtidig begyndte de første nationalistiske grupper, der senere skulle splitte Sovjetunionen ad i 15 forskellige republikker, at røre på sig.

Indtil da havde Østeuropa ligget ligeså stendød hen i det sovjetiske jerngreb, som dengang jeg besøgte mine venner i Falkensee fire år tidligere, men i foråret 1989 begyndte østeuropæerne så småt at vejre morgenluft.

I marts måned besøgte jeg Ungarn, hvor den unge Harvard-uddannede ministerpræsident Miklos Nemeth diskret havde sat gang i økonomiske og demokratiske reformer, mens han hele tiden skævede til Sovjetunionen for ikke at risikere en gentagelse af invasionen i 1956.

De politikere – og embedsmænd, som jeg mødte, talte i vage vendinger om, at der med tiden skulle være mere demokrati og mere markedsøkonomi i Ungarn, men absolut ingen talte om snarlige revolutionære forandringer.

Alligevel var der noget i luften. Vi besøgte kirkegården, hvor Imre Nagy, den kommunistiske oprørsleder, der blev henrettet af russerne i 1956, lå begravet i en umærket grav. Midt i stilheden blev vi pludselig opsøgt af en stærkt ophidset dame, der med tårer i øjnene krævede hævn over Nagys mordere.

Et besøg i en landsby langt ude på landet i det østlige Ungarn gjorde også indtryk. Vi ankom for at lave et kort interview med borgmesteren og besigtige et kollektivlandbrug, men det endte med, at vi må måtte blive der det meste af dagen. Nyheden om at et TV-hold fra Vesten var på vej havde sat hele landsbyen på den anden ende, så da vi ankom var der sat langborde frem til stor folkefest med helstegte pattegrise på spyd og strømmevis af rødvin.

I september rejste jeg ind i selve dyrets hjerte, kommunismens sovjetiske moderland, for at dække ”Next Stop Sovjet”. 3000 unge danskere skulle deltage i myriader af græsrodsaktiviteter med unge russere, som nu for første gang nogensinde kom i kontakt med vesterlændinge udenom kommunistpartiets kontrol

Mange udtrykte håb og forventninger om, at de store kollektivlandbrug ville blive opløst, så landmændene igen ville få lov til at eje deres egen jord, og vi TV-folk blev betragtet som en slags budbringere for nye og bedre tider.

V

Da forår blev til sommer, begyndte begivenhederne for alvor at accelerere.

I juni blev der holdt delvis frie valg i Polen, som kommunistpartiet tabte med et brag. Selvom partiet forinden havde forhåndssikret sig 65% af pladserne i parlamentet, var valgnederlaget skriften på væggen for étparti-styret over hele Østeuropa.

Kun tre måneder efter mit besøg i Budapest blev Imre Nagy sensationelt flyttet fra sin umærkede grav og genbegravet ved en stor højtidelighed med deltagelse af over 100.000 mennesker.

Endnu mere spektakulær var Miklos Nemeths beslutning om at fjerne pigtrådshegnet mellem Ungarn og Østrig. Ved en nøje planlagt photo opportunity stod den ungarske udenrigsminister Gyula Horn og hans østrigske kollega Alois Mock side om side med hver deres boltsaks og klippede pigtråden mellem de to lande over, mens filmkameraerne snurrede.

Det som Churchill i sin berømte Fulton-tale i 1946 havde kaldt ”et Jerntæppe, der havde sænket sig over Europa” var endelig ved at blive løftet. Kort efter væltede tusinder af østtyske flygtninge ind over den nu åbne grænse mellem Ungarn og Østrig.

Hans reaktion var symptomatisk for året 1989: han anede ikke sine levende råd

Det var på det tidspunkt, at 1989 for mit vedkommende begyndte at udvikle sig til én lang stream of consciousness.

Knap havde jeg sat mig ned for at drikke en kop kaffe i TV2s kantine i Odense, før nyhedstelegrammerne om endnu en verdenshistorisk begivenhed tikkede ind på stationens funklende nye nyhedscomputere (på Danmarks Radio modtog man stadig nyhederne på telexmaskiner, en teknologi der i forskellige varianter havde været i brug i nyhedsbranchen siden 1914).  Vigtige telegrammer blev ledsaget af en klokke for at vække småsovende journalister og redaktionssekretærer, og jeg husker stadig det konstante klokkespil fra ”URGENT” og telegrammerne som den gennemgående baggrundsmusik for året 1989.

VI

I september rejste jeg ind i selve dyrets hjerte, kommunismens sovjetiske moderland, for at dække ”Next Stop Sovjet”. 3000 unge danskere skulle deltage i myriader af græsrodsaktiviteter med unge russere, som nu for første gang nogensinde kom i kontakt med vesterlændinge udenom kommunistpartiets kontrol.

I månederne forinden havde Glasnost og Perestrojka skabt en ”Gorba-feber” i hele den vestlige verden, herunder selvfølgelig også Danmark.  Alt hvad der kunne krybe og gå fra spejdere og bøsser til miljøforkæmpere og punkmusikere ville til Sovjetunionen.

Du kan se “Veje Er Som Floder”, en film om Next Stop Sovjet 1989 af Søren Maarbjerg og Carsten Andersen her:

Fra højeste sted i Politbureauet var der givet ordre om, at Next Stop skulle støttes ubetinget af myndighederne. Det var som om det lå i luften, at alt pludselig kunne lade sige gøre i det tidligere så stivnede sovjetdiktatur, så da jeg ankom til Sjeremetevo-lufthavnen i Moskva på vej til den ukrainske sovjetrepublik, tog jeg en rask beslutning.

Ingen vestlig journalist kunne på daværende tidspunkt rejse rundt i Sovjet på egen hånd. Man skulle altid være ledsaget af en medarbejder fra det sovjetiske nyhedsbureau APN Novosti, som var tæt sammenvævet med det hemmelige politi KGB. Officielt skulle vedkommende bistå med kontakter og oversættelse, men hovedformålet var at holde øje med de udenlandske journalister, så de ikke begyndte at opsøge systemkritikere eller på anden måde give et uønsket billede af Sovjetunionen.

De følgende 14 dage var en sovjetisk version af ”anarkiets korte sommer”. Næsten alt var muligt. På et tidspunkt spurgte jeg, om det kunne lade sig gøre at møde en censor på en af byens aviser. Intet problem

Jeg blev da også planmæssigt modtaget i lufthavnen af en APN-mand ved navn Barkov (han meddelte ikke sit fornavn), men i samme øjeblik jeg så den bistert udseende ældre mand af apparatchik-typen, besluttede jeg at gøre alt for at slippe for hans selskab de næste 14 dage. Grebet af ungdommeligt letsind og den løsslupne Next Stop-stemning fortalte jeg ham, at jeg egentlig syntes han bare skulle blive i Moskva, for jeg kunne sagtens klare mig alene med hjælp fra den lokale Next Stop-organisation i Ukraine.

Next Stop Sovjet har en Facebook-side, hvor man kan se billeder fra turen – her et fra koncerten i Rusland:

Posted by Bjarke Alling on Saturday, February 28, 2015

Hans reaktion var symptomatisk for året 1989: han anede ikke sine levende råd. Kun få måneder tidligere ville han blankt have afvist mit ønske, taget mig fast under armen og med eller mod min vilje trukket mig hen til flyet, der skulle føre os videre til Kiev, men nu forelå der jo en ordre ovenfra om, at alle officielle institutioner skulle give Next Stop Sovjet deres fulde opbakning.

Det endte med at han lod mig tage videre til Kiev uden chaperone, spruttende af raseri, men i de disse magiske måneder magtesløs.

Mens jeg skriver disse linjer har jeg svært ved at tro, at jeg virkelig kunne blæse højt og flot på en officiel aftale med en KGB-kontrolleret myndighed i Sovjetunionen, selv i 1989, men i mine gamle papirer finder jeg bekræftelsen: en (jo sådan set helt berettiget) klageskrivelse fra APN til TV2 , hvor de bl.a. skriver, at min foragt for indgåede aftaler ”ikke lover godt for det fremtidige samarbejde”.

Af de gamle papirer fremgår det i øvrigt også, at jeg havde en geigertæller med mig, da vi som nogle af de første vestlige besøgende skulle besigtige atomkraftværket i Tjernobyl, der var eksploderet 3 år tidligere.

VII

De følgende 14 dage var en sovjetisk version af ”anarkiets korte sommer”. Næsten alt var muligt. På et tidspunkt spurgte jeg, om det kunne lade sig gøre at møde en censor på en af byens aviser. Intet problem.

En tidligere Afghanistan-soldat, som nu havde tilsluttet sig Next Stop, og som kendte alt og alle i Kiev, førte os ind på avisen, vadede op ad trapperne med os i hælene og brasede ind på kontoret, hvor en censor sad præcis, som man i forvejen havde forestillet sig det: med hovedet bøjet over en af morgendagens artikler, hvor flere af sætningerne allerede var streget over med rødt.

Posted by Bjarke Alling on Saturday, February 28, 2015

Han nægtede at lade sig interviewe (”jeg kan ikke hjælpe jer”, var det eneste han sagde), men vi havde billederne, som senere blev sendt ud på Eurovisions daglige nyhedsudveksling EVN. Alle vidste selvfølgelig, at der altid havde været hård censur i Sovjetunionen, men ingen i Vesten havde nogensinde før set en censor i levende live.

Min tolk var en ung engelsk-studerende fra Kiev Universitet ved navn Vladimir. Han fortalte mig om alle de drømme han havde, men som han ikke troede nogensinde kunne realiseres i Sovjetunionen. ”Men nu er der jo Glasnost og Perestrojka,” indvendte jeg. ”I har pludselig fået muligheder, som I aldrig har haft før”.

Yes, yes, of course, you are right,” udbrød han pludselig, mens han rakte armene i vejret som en fodboldspiller, der lige har scoret et afgørende mål.  ”You are right,  I am a free man! I’m free! I can do whatever I want!”

Endnu engang grebet af den eufori, som prægede året 1989, forærede jeg ham 100 dollars, så han kunne købe et visum og komme på besøg i København.

Jeg hørte aldrig fra ham siden.

Jeg kom uvægerligt til at tænke på den sovjetiske dissident-forfatter Alexander Zinovjevs beskrivelse af sine medborgere som en særlig menneskerace, ”Homo Sovjeticus”, som var evolutionens svar på 70 års kommunisme, og karakteriseret ved en komplet mangel på initiativ og virkelyst og dyb modvilje mod at tage individuelt ansvar

Det er værd at nævne, at alt dette selvfølgelig skete flere år før mobiltelefoner og internettet (men det var faktisk i 1989, at sir Tim Berners-Lee første gang fremlagde sin banebrydende vision for World Wide Web). I modsætning til dagens journalister var jeg og fotografen i stand til at rejse rundt i over en uge uden at TV2 anede, hvor vi var, endsige hvad vi lavede.

Efter bruddet med APN Novosti kunne jeg ikke benytte mig af Gosteleradio (sovjetisk TV) til at sende mine indslag hjem, men her trådte den tidligere Afghanistan-soldat igen til. En af hans venner, som var pilot i Aeroflot (tidligere i sin karriere havde han sikkert kastet bomber over mujahedinerne i Afghanistan) bragte båndkassetten til Moskva lufthavn, hvorfra den via en SAS-pilot havnede hos en forbløffet producer på TV2 i Odense.

En enkelt lille episode i Sovjetunionen gjorde det klart for mig, at nok var der revolution i luften, men det ville tage meget lang tid at få alle med.

I Moskva skulle jeg klippe et indslag sammen om Next Stop-bevægelsens afsluttende rockkoncert i hovedstaden. I klipperummet gav jeg den russiske klipper råbåndene og bad ham om at klippe et minuts penge sammen af de indledende forberedelser til koncerten, imens jeg skrev mit manus.

I nyhedsdækningen i Vesten var det normalt, at klipperen tog sig af indslagets visuelle udtryk og journalisten af manus, men ikke i Sovjetunionen. I stedet for at gå i gang sad han ubevægelig som en Lenin-statue i sin stol. ”Det er ikke sådan, vi gør,” sagde han.

Tanken om at han selv skulle tage initiativ og ansvar for at klippe et minuts billeder sammen på egen hånd var helt utænkelig. I stedet skulle jeg billede for billede udpege hvor mange sekunder af hver enkelt optagelse han skulle klippe ind i indslaget.

Det blev en lang eftermiddag i det dårligt ventilerede klipperum.  Jeg kom uvægerligt til at tænke på den sovjetiske dissident-forfatter Alexander Zinovjevs beskrivelse af sine medborgere som en særlig menneskerace, ”Homo Sovjeticus”, som var evolutionens svar på 70 års kommunisme, og karakteriseret ved en komplet mangel på initiativ og virkelyst og dyb modvilje mod at tage individuelt ansvar.


 

Vaclav Havel og demonstranter mindes kampen for frihed og demokrati under revolutionen i 1989. Foto: Wikimedia Commons.

“I midten af november, en uges tid efter Murens Fald, var jeg kommet hjem fra ferie og på vej til Armenien for at dække en jordskælvskatastrofe, men pludselig kom nyhedschefen Ulla Terkelsen forbi og bad mig tage til Tjekkoslovakiet i stedet for.”

VIII

Mens østtyske flygtninge væltede ind over den nyåbnede grænse mellem Ungarn og Østrig fejrede den østtyske partileder, hardlineren Erich Honecker DDR 40 års fødselsdag d. 9. oktober, men æresgæsten Mikhail Gorbatjov spolerede festen med sin advarsel om, hvad der ville ske, hvis ikke det østtyske kommunistparti tog fat på demokratiske reformer. ”Livet straffer dem, der kommer for sent”, sagde Gorbatjov profetisk og gav Honecker det berømte kindkys, der senere blev døbt ”dødskysset”.

Vi ved nu, at Gorbatjov i løbet af året 1989 signalerede, at Sovjetunionen ikke længere agtede at støtte sine kommunistiske allierede i Østeuropa med våbenmagt, sådan som man havde gjort i Ungarn 1956 og Tjekkoslovakiet i 1968. Honecker og de andre kommunistledere i Østeuropa skulle med andre ord nu stå på egne ben, men det var ikke helt gået op for os i Vesten.

Da Muren faldt d. 9. november 1989 kom det som en total overraskelse for det internationale journalistkorps, som for en stor dels vedkommende befandt sig i Polen, hvor der var topmøde mellem den tyske kansler Helmuth Kohl og lederen af den frie fagforening Solidaritet Lech Walesa. Selv befandt jeg mig på ferie langt væk fra Berlin, så jeg måtte nøjes med at se glædesscenerne på tv, hvor jeg bildte mig ind, at jeg så gamle venner fra Falkensee blandt de første ekstatiske østtyskere, der forcerede muren.

Fra fejringen af DDR’s 40 års fødselsdag. Foto: Wikimedia Commons.

Franz, der havde planlagt at flygte fra den kommunistiske trummerum, kunne nu stille og rolig spadsere til Vestberlin og realisere sine drømme.

Den bedste nyhed var næsten, da jeg senere hørte, at nogle af dem var taget på ferierejse til Caribien, hvad der føltes helt uvirkeligt. Kun få år tidligere havde vi sagt farvel til dem på havnen i Warnemünde, omgivet af vagttårne, hvorfra soldater holdt øje med, at deres landsmænd ikke sneg sig ind på færgelejet og ombord på et skib. Her stod de så og vinkede farvel, mens færgen til Gedser – og friheden –  langsomt forsvandt i det fjerne.

Men nu foregriber jeg historiens gang, for selv om Murens Fald i eftertiden har stået som synonym for kommunismens fald, så forekom det ikke så enkelt for os, der dækkede Østeuropa i efteråret 1989 og heller ikke for østeuropæerne selv. Her kan man for alvor tale om at livet forstås baglæns, men leves forlæns.

Jeg ville gerne til Armenien, og så kunne jeg jo tage til Tjekkoslovakiet bagefter, foreslog jeg, men chefen var ubøjelig. Hendes gamle journalistnæse sagde hende, at der ville komme til at ske noget

En typisk forsigtig kommentar fra en af Danmarks førende Østeuropa-eksperter om, hvad fremtiden mon ville bringe efter Murens Fald, lød sådan her: ”Mere demokratiske former vil måske få en chance engang i fremtiden. Ytringsmulighederne vil formentlig blive yderligere udvidet.”

For ja, Muren var faldet, men det kommunistiske styre i DDR sad der jo stadigvæk. Den mangeårige kommunistleder Erich Honecker var væk, men han var blevet efterfulgt af en anden apparatchik ved navn Egon Krenz. DDR var endnu ikke blevet til ”Det Det Var,” som vi senere jokede med.

Desuden sad kommunisterne tilsyneladende stadig tungt og uantastet på magten i lande som Tjekkoslovakiet, Bulgarien og Rumænien.

IX

I midten af november, en uges tid efter Murens Fald, var jeg kommet hjem fra ferie og på vej til Armenien for at dække en jordskælvskatastrofe, men pludselig kom nyhedschefen Ulla Terkelsen forbi og bad mig tage til Tjekkoslovakiet i stedet for.

Jeg sukkede. Siden de russiske tanks var rullet ind i Tjekkoslovakiet i 1968 havde landet været et af Østblokkens mest undertrykte lande, og i midten af november så intet ud til, at der var forandringer på vej. Jeg ville gerne til Armenien, og så kunne jeg jo tage til Tjekkoslovakiet bagefter, foreslog jeg, men chefen var ubøjelig. Hendes gamle journalistnæse sagde hende, at der ville komme til at ske noget. ”Og ellers kan du jo lave nogle historier om, hvorfor der ikke sker noget”, meddelte hun, og så pakkede jeg kufferten.

Da jeg ankom til Prag fredag d. 17. november om aftenen, viste det sig, at chefens næse for nyheder holdt stik. Revolutionen startede nemlig stort set samtidig med, at jeg havde sat mig ind i flyet i København.

20.000 studenter gik på gaderne i Prag og demonstrerede for frihed og demokrati i anledning af 50 årsdagen for en lignende studenterdemonstration vendt mod den nazistiske besættelse af Tjekkoslovakiet i 1939.

Selv de prostituerede på mit hotel havde forladt baren og tilsluttet sig demonstranterne

Undervejs passerede de den østtyske ambassade. ”Prag hilser Berlin”, råbte de, men i modsætning til Berlin få uger forinden satte det kommunistiske styre hårdt mod hårdt. Politiet slog til mod demonstranterne med knipler og tåregas, over hundrede studenter blev såret og der gik rygter (der senere viste sig forkerte) om, at en af dem var blevet dræbt.

Da jeg om aftenen gik rundt i det mennesketomme Prag hang den ramme lugt af tåregas stadig i luften, og pansrede mandskabsvogne afpatruljerede de spøgelsesagtige gader. Kun på hotellet forekom alt normalt med de sædvanlige statsautoriserede prostituerede stående ved baren i håb om at kapre kunder.

Lørdag morgen opsøgte jeg den tidligere tjekkiske udenrigskorrespondent Jiri Dienstbier. Han havde været en fremtrædende skikkelse under foråret i Prag i 60’erne, men var efter den sovjetiske invasion i 1969 blevet fyret og ernærede sig nu som varmemester.

Dienstbier mente ikke, der ville komme noget særligt ud af studenterprotesterne, og meddelte mig, at han faktisk var på vej op til sit sommerhus. Som så mange andre før og efter ham i året 1989 blev han hurtigt overhalet af begivenhederne.

Václavské náměstí 22. november 1989. Foto: Wikimedia Commons.

Trods politiets hårde fremfærd om fredagen sydede og boblede det i gaderne. Jeg havde en god kontakt i byen, nemlig den danske lektor i Prag, Karen Gammelgaard, som kendte alt og alle i den tjekkiske opposition, og hun førte mig dagen efter til et hemmeligt stormøde i Cinoherni-teatret.

Her i den stærkt tilrøgede sal blev jeg vidne til ”history in the making,” da landets mest fremtrædende systemkritikere og intellektuelle grundlagde den demokratiske oppositionsbevægelse Borgerforum. I spidsen stod Vaclav Havel, der var kommet ud af fængslet kun et halvt år tidligere.

Jeg og fotografen var de eneste udenlandske tv-folk til stede, så hurtigt gik det, at selveste BBC først dukkede op mod slutningen af mødet.

De følgende dage var rent karneval. Fra den ene dag til den anden samledes flere hundrede tusind tjekker dagligt på den store plads Václavské náměstí i hjertet af Prag.

Hvis ikke os, hvem? Hvis ikke her, hvor? Hvis ikke nu, hvornår?, råbte folk

Selv de prostituerede på mit hotel havde forladt baren og tilsluttet sig demonstranterne.

Danske turister begyndte at dukke op i gaderne for at tage del i Fløjlsrevolutionen, som den hurtigt blev døbt, og efterfølgende skylle de verdenshistoriske begivenheder ned på værtshusene, hvor de normalt sure og ufremkommelige tjenere pludselig var forvandlet til glade festaber

Når jeg og fotografen bevægede os gennem det bølgende menneskehav, blev vi hyldet som rock-stjerner. ”Vi elsker jeres kameraer”, sagde nogle. Kameraerne var et pant på, at omverdenen for første gang i mange år igen interesserede sig for Tjekkoslovakiet, og folk vidste intuitivt, at jo flere vestlige kameraer der var i gaderne jo sværere ville det blive for regimet igen at sætte knippelsvingende politi ind mod demonstranterne.

Danske turister begyndte at dukke op i gaderne for at tage del i Fløjlsrevolutionen, som den hurtigt blev døbt, og efterfølgende skylle de verdenshistoriske begivenheder ned på værtshusene, hvor de normalt sure og ufremkommelige tjenere pludselig var forvandlet til glade festaber.


 

Gade i Prag under Fløjlsrevolutionen i november 1989. Foto: Wikimedia Commons.

“I det kulturelt selvbevidste Prag var det en stor begivenhed, at skuespillerne var gået i strejke. Snart efter støttede hele nationen op om en times symbolsk generalstrejke, og det tilsyneladende så stabile kommunistiske system kollapsede fuldstændig”.

X

Alt gik svimlende hurtigt. Den ene dag var det en historie, at kommunistpartiets ungdom fordømte politiets brutalitet, den næste dag interesserede ingen sig længere for kommunistpartiets ungdom. I en reportage talte jeg om at demonstrationerne kunne hjælpe kommunistpartiets reformfløj. Den næste dag var reformkommunisterne skyllet ud på historiens mødding. Folk ville have rigtigt demokrati og rigtig ytringsfrihed, ikke halvbagte kommunistiske reformer. ”We are entering the great stream,” sagde udenrigsministeren under foråret i Prag, Jiri Hajek, til mig. Det lød som et ekko af Gorbatjov, der sagde, at Sovjetunionen efter 70 års kommunisme nu var på vej tilbage til ”civilisationens hovedstrømning”.

Om lørdagen, otte dage efter den første studenterdemonstration, kom der meddelelse om, at kommunistpartiets leder Milos Jakes var gået af. Jeg skulle på live i en ekstraudsendelse på TV 2 kort tid efter og fik strenge ordrer om ikke at lægge røret til stationen på, da det var svært at få telefonforbindelse til hotellet.

Alt gik svimlende hurtigt. Den ene dag var det en historie, at kommunistpartiets ungdom fordømte politiets brutalitet, den næste dag interesserede ingen sig længere for kommunistpartiets ungdom

Jeg lagde derfor røret på bordet og skyndte mig ned til fotografens værelse for at ringe mine kontakter op og få informationer om den nye partileder, en anden apparatchik ved navn Karel Urbanek. Udrustet med de seneste nyheder skyndte jeg mig tilbage på mit værelse blot for at opdage, at jeg havde låst mig ude.

Sådan kunne det gå i tiden før mobiltelefonerne. Det blev en af de korteste ekstraudsendelser på TV 2 nogensinde.

I det kulturelt selvbevidste Prag var det en stor begivenhed, at skuespillerne var gået i strejke. Snart efter støttede hele nationen op om en times symbolsk generalstrejke, og det tilsyneladende så stabile kommunistiske system kollapsede fuldstændig. Tre uger efter at Jiri Dienstbier havde fortalt mig, at politiske forandringer næppe lå lige om hjørnet, blev han udenrigsminister i landets nye samlingsregering. Inden årets udgang var Vaclav Havel præsident.

Selv havde jeg en tjekkisk bekendt, som i midt-80’erne gik rundt i Prag iført en t-shirt, hvorpå han på dansk, ved hjælp af en ordbog, havde skrevet de orwellske ord: ”Alle dyr er lige, men…” Hans far havde i sin tid lagt sig ud med det kommunistiske styre, så sønnen fik aldrig lov til at tage en uddannelse. I stedet arbejdede han som elektriker på en fabrik i Prag indtil han efter revolutionen pludselig gjorde lynkarriere. Han blev chef for den afdeling i indenrigsministeriet, som skulle udrense tidligere medlemmer af det hemmelige politi STB fra offentlige embeder og blev senere diplomat.

1989 bød i det hele taget på mange overraskende karriereforløb. I den modsatte lejr endte en af Ungarns mest forbenede stalinister i kommunisttiden som strudsefarmer.

XI

I december var det som om støvet havde lagt sig, afspadseringen ventede forude og jeg så frem til en fredelig juleferie med flæskesteg, juletræ og disneyfilm, men det store år 1989 havde stadig noget tilbage i overflødighedshornet.

Fredag d. 22. december blev Rumæniens selvudråbte ”Conducator” (”Førereren”), Nicolae Ceausescu, der havde holdt landet i et jerngreb i over 20 år, styrtet på spektakulær vis, da rasende menneskemængder trængte ind i kommunistpartiets bygning. Det lykkedes lige akkurat Ceausescu og hans kone, den lige så forhadte Elena, at undslippe med en helikopter, der lettede fra taget af bygningen sekunder før demonstranterne dukkede op. Begge blev taget til fange senere på dagen.

En propagandaplakat i Bukarest med den selvudnævnte “Conducator”, Nicolae Ceausescu. Foto: Scott Edelman, 1986, Wikimedia Commons.

I stærk kontrast til de relativt fredelige omvæltninger i resten af Østeuropa flød blodet i Bukarests gader under voldsomme ildkampe mellem det hemmelige politi Securitate og militæret, der havde vendt sig mod Ceaucescu.

På TV2 bimlede og bamlede nyhedsbureauernes klokketelegrammer fra det hidtil hermetisk lukkede land, alle med overskriften ”Romania – urgent,” men stationens medarbejdere holdt julefrokost, så udover den tyndt besatte nyhedsvagt lod ingen sig umiddelbart forstyrre af det rumænske drama. Det ændrede sig dog hurtigt, da den karismatiske TV 2-direktør med hvalros-overskægget, Jørgen Schleimann, pludselig dukkede prustende op og krævede handling.

Den første han gik til var mig, men udsigten til at tage ned til blodsudgydelserne i Rumænien (som så ud til at kunne blive en langvarig affære) virkede ikke umiddelbart tillokkende, især i betragtning af, at der også var kommet meddelelse om en massakre på uskyldige i byen Timisoara. Det sidste viste sig at være fake news, men det vidste man ikke dengang, så jeg sagde kujonagtigt nej tak, så det i stedet blev stationens frygtløse kriminalreporter Niels Brinch, der tog afsted i bil for komme til Rumænien via Ungarn.

Senere samme dag fortrød jeg dog, nysgerrigheden overvandt frygten, og jeg kom med et fly til Schönefeld – lufthavnen i det nyligt ”befriede” Østberlin.

Herfra skulle jeg have været videre til Bukarest, men i mellemtiden var alle flyafgange til den rumænske hovedstad blevet aflyst pga. voldsomme skyderier omkring byens lufthavn.

Ånden fra 89 var nået fra DDR over Tjekkoslovakiet og nu til Rumænien. På turen ind til Bukarest blev vores bil ustandselig stoppet af soldater og ubarberede arbejdermilitser, der skiftevis viste V-tegnet og checkede bagagerummet for våben

De fleste journalister forlod lufthavnen i et desperat forsøg på at komme til Bukarest på anden vis, men jeg var så heldig at opsnappe en samtale mellem nogle østtyskere om et nødhjælpsfly, der snart skulle afsted til Rumænien med forsyninger fra østtysk Røde Kors. Nu hvor østtyskerne havde væltet Muren var de fyr og flamme for at hjælpe deres brødre i nød. De udrustede et transportfly med nødhjælp, og jeg og to rejsekammerater, den senere spindoktor Michael Kristiansen og den navnkundige udenrigskorrespondent Ib Rehné ”Cairo”, krøb sammen i lastrummet omgivet af paller med medicin og blodplasma.

På landingsbanen i Constanta ved Sortehavet blev de østtyske piloter omfavnet af rumænske soldater. Ånden fra 89 var nået fra DDR over Tjekkoslovakiet og nu til Rumænien. På turen ind til Bukarest blev vores bil ustandselig stoppet af soldater og ubarberede arbejdermilitser, der skiftevis viste V-tegnet og checkede bagagerummet for våben. Min nervøsitet ved forehavendet voksede betragteligt, hver gang de vildt udseende mænd viftede med deres skarpladte geværer, som de tydeligvis ikke var vant til at håndtere, men henimod aften nåede vi velbeholdne til Hotel Interkontinental i Bukarest.

Undervejs passerede vi kampvogne og bygninger plastret til med skudhuller. I det fjerne kunne man høre maskingeværsalver. Der herskede med andre ord en spændt stemning, selvom det var juleaften.

I hotelrestauranten var køkkenet uforberedt på den pludselige tilstrømning af journalister fra hele verden, og der var lange ventetider på maden.

Det fik en amerikansk journalist til i protest at hamre i bordet med sit bestik, hvad de øvrige i salen fandt upassende i betragtning af, at rumænerne kæmpede for deres frihed efter 40 års diktatur lige udenfor hotellets mure. En engelsk journalist rejste sig resolut op og stak amerikaneren en på kassen. Den øvrige sal kvitterede med bragende klapsalver.


 

Nikolae og Elena Ceausescu, 1975. Foto: Wikimedia Commons.

“Hævntørsten over Ceausescu var næsten fysisk håndgribelig. De fleste mente, at henrettelse var for mild en straf. ”Han har behandlet os som dyr’, sagde nogle.”

XII

Natten tilbragte jeg som sagt under sengen efter at være blevet vækket af maskingeværsalver lige uden for vinduet. Dagen efter føltes det derfor betryggende at bevæge sig gennem Bukarests gader i selskab med Ib Rehné, der havde mange års erfaring fra den blodige borgerkrig i Libanon.

Han lærte mig bl.a., at man altid skal undgå åbent terræn og gå tæt langs husmurene for at minimere risikoen for at blive ramt af en vildfaren kugle.

Da jeg tankeløst vadede over et kryds uden først at have rekognosceret omgivelserne, udbrød han ironisk: ”Du er en modig mand.”

Senere så vi tv-optagelserne af afhøringen og den efterfølgende summariske henrettelse af Nikolae og Elena Ceausescu.

Anklagerne lød bl.a. på massemord, ødelæggelse af offentlig ejendom og udførsel af en milliard dollars til udenlandske bankkonti. Tv-speakeren indledte med ordene: ”Vi har en glædelig julemeddelelse: Antikrist er død!”

Revolutionens nervecenter var den statslige tv-station, hvor stærkt følelsesladede medlemmer af oppositionen sad hulter til bulter i et studie og læste erklæringer op for nationen

De grumme billeder af den henrettede detroniserede diktator og hans kone var meget langt fra de glade scener, jeg lige havde overværet i Prag, hvor man tog blidere på tidligere kommunistiske ledere. Ceausescus kollega i Tjekkoslovakiet, Milos Jakes, lever således en fredelig pensionist-tilværelse i Prag den dag i dag i en alder af 97 år.

Under afhøringen havde den rasende, men afmægtige Ceausescu råbt: ”I er simple mennesker! Jeres såkaldte revolution er iscenesat af udenlandske imperialistiske agenter.” Ceausescus konspirationsteori lever videre i Rumænien den dag i dag, hvor det stadig diskuteres, hvem og hvad der udløste revolutionen og hvorfor så mange mennesker skulle dø. Tabstallet under den rumænske revolution er senere opgjort til 1104 døde.

Da han stadig var i live, blev Ceausescu hyldet som en Gud. På en af Bukarests største fabrikker fortalte nogle arbejdere mig, at de blev beordret til at rengøre alle maskiner to måneder før et Ceausescu-besøg, så de så funklende nye ud, og når diktatoren ankom, skulle de stå ret.

Hævntørsten over Ceausescu var næsten fysisk håndgribelig. De fleste mente, at henrettelse var for mild en straf. ”Han har behandlet os som dyr”, sagde nogle.

Redaktøren for det store dagblad Libertate fortalte mig, at avisen hverken havde råd til at købe bøger eller tidsskrifter, og abonnementer på udenlandske telegrambureauer var naturligvis udelukket. Derimod lå man inde med adskillige pragtudgaver af Ceausescus samlede taler.

Endnu værre så det ud på landet, hvor Ceausescu havde ladet hundredvis af landsbyer jævne med jorden og erstattet dem med såkaldt ”agroindustrielle komplekser”, hvor bønderne boede i råt tilhuggede boligblokke uden elektricitet og rindende vand. Jeg mødte en mor, hvis gård var blevet smadret, så hun nu boede i lejlighedens eneste opvarmede værelse sammen med 10 børn.

Revolutionens nervecenter var den statslige tv-station, hvor stærkt følelsesladede medlemmer af oppositionen sad hulter til bulter i et studie og læste erklæringer op for nationen. Nogle af dem kom stærkt tilredte lige fra det hemmelige politis fængsler.

Vi fik et afsluttende sug i maven, fordi maskinen ikke lettede for alvor, men i lang tid fløj ganske lavt, nærmest lige over trætoppene, åbenbart for at undgå at blive spottet af en radar og skudt ned af eventuelle overlevende Ceausescu-tro styrker

Det var også det eneste sted, hvorfra man kunne sende tv-indslag til Danmark. På vejen derhen passerede jeg kampvogne og nervøse soldater bag sandsække. Kort forinden havde der været hårde kampe omkring tv-bygningen. Den, der kontrollerede tv-stationen, kontrollerede informationsstrømmen til befolkningen. Endnu engang: Det var før mobil og internet.

For at komme helt ind, skulle man kropsvisiteres af Kalashnikov-bevæbnede soldater. Indenfor i bygningen sloges journalisterne om den eneste telefon med international forbindelse, så de kunne ringe hjem til deres station og fortælle, at der var et indslag på vej. På et tidspunkt så jeg, at røret lå på bordet, uden at der var nogle i nærheden, så jeg trykkede gaflen ned og ringede glad op til redaktøren hjemme på TV 2, indtil jeg blev afbrudt af en ophidset kvindestemme lige bag mig. ”Oh, thank you very much!” Det var den senere kendte CNN-journalist Christiane Amanpour, hvis forbindelse til hovedkvarteret i Atalanta jeg lige havde afbrudt.

Som dagene gik løsnede stemningen sig i Bukarest, godt hjulpet på vej af at kød og grøntsager igen dukkede op i forretningerne. Normalt var hylderne tomme, fordi Ceausescu havde eksporteret fødevarer i stor stil for at finansiere sine megalomaniske projekter, herunder det gigantiske præsidentpalads, der var større end Versailles, med mere end 1000 værelser, 2800 lysekroner og vandhaner af guld.

XIII

Året 1989 var ved at rinde ud. På årets sidste dag genåbnede lufthavnen i Bukarest, men stemningen var stadig lettere anspændt. Det gav et nervøst gib i sikkerhedsvagten, da fotografen meddelte, at han medbragte en ”sun gun” i flyet, indtil han fandt ud af, at det ikke var et science fictionagtigt våben, men en kraftig lampe.

Vi kom ud med det første fly fra Bukarest. Det var et Virgin Atlanticfly chartret af det britiske tv-selskabs ITN, der skulle bringe sit misundelsesværdigt store hold tilbage til London. Der var mindst 20 mennesker udover nødgeneratorer, mobile redigeringssuiter og masser af fotografisk isenkram. ”Thank you for flying Virgin, but then again you didn’t have much choice, did you?” sagde den muntre stewardesse, mens champagnen gik rundt.

Det mest begivenhedsrige år i Europa siden 2. Verdenskrig var slut. Mens fyrværkeriet bragede omkring mig i London, havde jeg kun en enkelt bekymring: Efter tre revolutioner plus det løse i mit første år som journalist, hvad skulle jeg så egentlig tage mig til i resten af min journalistiske karriere?

Vi fik et afsluttende sug i maven, fordi maskinen ikke lettede for alvor, men i lang tid fløj ganske lavt, nærmest lige over trætoppene, åbenbart for at undgå at blive spottet af en radar og skudt ned af eventuelle overlevende Ceausescu-tro styrker.

Endelig nåede vi Heathrow og kunne fejre nytåret samme nat sammen med glade englændere. Det mest begivenhedsrige år i Europa siden 2. Verdenskrig var slut.

Mens fyrværkeriet bragede omkring mig i London, havde jeg kun en enkelt bekymring: Efter tre revolutioner plus det løse i mit første år som journalist, hvad skulle jeg så egentlig tage mig til i resten af min journalistiske karriere?


Topfoto: Udsendt medarbejder i Rumænien 25. december 1989. Natten forinden tilbragte journalisten under sengen, screendump. 

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Ole Retsbo er journalist og historiker.
Han startede som journalist på TV 2 – nyhederne, men har i de sidste mange år lavet temalørdage, dokumentarprogrammer- og serier for DR om bogstavelig talt alt mellem himmel og jord: drømmen om udødelighed, krigen i eks- Jugoslavien, konspirationsteorier, mafiaen, indvandrerdebatten, UFO-myten, Danmarks-historien, liv i universet, Utopia, gamle nazister, historiske skandaler, månelandingen og meget mere. Ind i mellem er det også blevet til et par bøger, bl.a. om 9/11 - konspirationsteorierne.

Seneste artikler om Historie