FILM // ESSAY – Det gælder altid om at være klar på nye oplevelser på trods af egne idiosynkrasier, skriver filmredaktør Mikkel Stolt, der har set Christopher Nolans storfilm, Odysseen, med sin kone, dyrlægen. Men tempoet samt højttravende og banale replikker præger efter hans smag det samlede udtryk i al for høj grad, ligesom det trækker ned, at Odysseus og Penelope for en sikkerheds skyld til allersidst fortæller os, hvad filmen handler om. Han anbefaler i stedet flere af Kurosawas storslåede og storslående film samt fjerde sæson af serien Blackadder.
Når folk spurgte den unge mig, hvorfor jeg havde valgt at læse filmvidenskab, så svarede jeg ofte kækt, at det var for at lære kunsten at vide på forhånd, hvilke film, man ikke behøver gå i biffen og se. Det var selvfølgelig ikke nævnt som sådan i studieordningen, og jeg er sikker på, at der er mange af mine medstuderende, der aldrig lærte sig det. Men jo, jeg lærte det – i hvert fald hvilke film, som jeg ikke behøvede at se.
Og hvorfor siger jeg det nu? Jo, for da dyrlægen, som gerne ser eventyr- og fantasy-film, spurgte, om vi ikke skulle se Odysséen, da den sidst i juli kom til den lokale bif, så trak jeg på det.
Det er naturligvis også et spørgsmål om personlig smag – og jeg er som udgangspunkt ligeglad med, hvad en film handler om, bare den er god – men jeg undgår gerne film, som folk mener handler om kampen mellem det gode og de onde. Det lyder lidt binært i mine ører, og der er altid noget med nogle episke (super)helte og ikke mindst monstre og dæmoner, som jeg har rigeligt af i mit eget sind. Undergenren ‘sværd-og-sandal-film’ har som regel også alt for rene og nydelige skuespillere med alt for hvide tænder, og som taler alt for godt engelsk.
Så er jeg ikke ret vild med filmatiseringer i det hele taget. Og i dette tilfælde har jeg en skepsis mod at lave film over en historie, der oprindeligt er tænkt som en mundtligt overleveret fortælling, senere en skriftlig. Jeg har simpelthen ikke behov for at se, hvordan en given bog ser ud.
Jeg har på den anden side ikke noget imod fortolkninger, og hvis instruktøren misbruger Homer, har jeg egentlig ikke noget imod dét i sig selv. Det er hans valg. Også at han bruger historisk ukorrekte uniformer eller i folks øjne caster lidt skævt.
I dette tilfælde har jeg en skepsis mod at lave film over en historie, der oprindeligt er tænkt som en mundtligt overleveret fortælling, senere en skriftlig.
Det bringer mig videre til næste skepsispunkt: At en film får meget omtale på forhånd i medierne er også et rødt flag for mig. Hvorfor? Fordi journalister som regel kun interesserer sig for overfladiske og sensationelle elementer, og det er sker bare sjældent for film, der spiller en stor rolle i filmhistorien (ja, ja, der er undtagelser). Men hvad med al den snak om IMAX og det specielle format, som Odysseen har anvendt, det må da være spændende? Lidt det samme – hvis teknikken er vigtigere end filmen i sig selv, så mister jeg også lidt lysten.
Så har jeg noget med længden. For nylig hørte jeg et radioprogram, hvor sangskriveren Anne Dorte Michelsen lidt i sjov sagde, at hvis en popsang varer mere end tre minutter, så er der ikke blevet arbejdet nok med den. Sådan har jeg det også lidt med film: Hvis den er længere end 90-100 minutter, så kan den sikkert godt tåle endnu en studsning. Og den her skulle vare 2 timer og 52 minutter!
Endelig er jeg faktisk ikke den store Christopher Nolan-fan. Han har aldrig rigtigt ramt mig. Den seneste, Oppenheimer (2023), havde jeg nu ikke de store på-forhånd-forbehold overfor, men den blev anmeldt i POV af Bo Green Jensen, og så fik jeg ikke lige selv set den.
Men nu sad jeg her altså, i den lokale biograf, der netop har fået helt nyt teknisk udstyr og lærred, og ”du skal vel også følge lidt med”, som dyrlægen sagde. Det var ganske vist ’kun’ en digital kopi i widescreen-format, vi skulle se, men jeg var faktisk ret åben og fordomsfri dér i mit sæde. Når jeg selv skal sige det.
Fantastisk åbningsscene
Og så skete der netop det, at jeg blev utroligt fascineret af filmens åbning. En halvt nedgravet trojansk hest på en strand og ryttere, der nærmer sig den og den enlige soldat – jeg fik sådan en Akira Kurosawa-fornemmelse, hvilket absolut er positivt ment. Den japanske instruktør er formentlig et forbillede, og hans evne til at skabe uforglemmelige billeder og scener og parre det med personlige dramaer, er jeg stor fan af, og hvis denne åbningsscene, som fik mig til at tænke på både Kagemusha (1980) og Ran (1985), satte standarden – ja, så var jeg på.
Nå, det gjorde den så alligevel ikke, altså satte standarden, og mismodet bredte sig i mig. Men hvad skete der? Ja, det tog mig et stykke tid af finde ud af, men en times tid inde gik det op for mig, at der var noget fuldstændigt galt med filmens klipperytme. I de fleste scener bliver der klippet hvert andet, tredje eller fjerde sekund, og selv panoramascener gav mig aldrig tid nok til at udforske billedet. Havde det noget at gøre med det store IMAX-kamera, man havde læst om?
Faktisk er der påfaldende mange uskarpe nærbilleder i filmen (det er der i mange film), hvilket undrede mig, men fordelene ved formatet skulle jeg mene måtte være, at billederne føltes mere organiske, taktile – haptiske, endda. Men jeg fik stort set aldrig tid til at opleve det. Og jeg fik dårlig tid til at lære nogen af karaktererne at kende – ikke mindst fordi den strukturelle klipning – altså scenernes indbyrdes forhold og forløb – skulle have så utroligt mange ting med. Min indlevelse blev simpelthen forpurret.
Det har først og fremmest noget med rytmen, tempoet, pacing’en at gøre, for på trods af den lange spilletid, så skal der så meget ind, at det føles jappet
Skuespillet falder ikke igennem, slet ikke, men de fleste af skuespillerne trænger heller ikke igennem.
Matt Damon gør hvad han kan med fysik og fysiognomi, mens de fleste andre – inklusive Anne Hathaway som Penelope, Tom Holland som Telemachos og John Leguizamo som den blinde Eumaeus – alle er teknisk gode, men det bliver på overfladen. Vi skulle gerne kunne mærke deres trængsler, men det forbliver postulater, og måske har bøvlet med det klodsede IMAX-kamera også dét på samvittigheden? Har instruktøren ikke kunne vie nok opmærksomhed til skuespillerne – og var der ikke noget med, at jeg havde læst, at skuespillerne ikke kunne se hinanden direkte i øjnene under optagelserne?
Charlize Therons Kalypso, som er vært for Odysseus i en årrække efter alle hans trængsler, og før han vender hjem til Ithaka, har ikke rigtigt noget at arbejde med, og vi må gætte os til, om hun har behandlet og plejet Odysseus selvopofrende i alle årene eller snarere har holdt ham som sexslave. Det interesser ikke filmen, åbenbart. Og de roller, hvor castingen ifølge foromtalen havde kastet kritik af sig af forskellige årsager, gør ikke meget væsen af sig og fylder meget lidt.
Næh, det er Samantha Morton, der giver filmens bedste skuespilpræstation, i den mindre rolle som Kirke/Circe. Det skyldes ikke bare, at hun er med i en af de mest opfindsomme scener, der løfter filmen kortvarigt, men det er også den med den bedst skrevne dialog, der her er opblæst på den charmerende måde. Og på trods af, at hun er troldkvinde, så mærker man mennesket bag, og jeg sad virkelig og håbede, at nu ville filmen finde sit leje.
Men det skete ikke – ikke i mine øjne og ører i hvert fald. Vi skulle stadig gennem alle Odysseus’ prøvelser og kampe, og hvor underlægningsmusikken ellers i visse scener lagde ovenpå oplevelsen med en perkussiv intensitet, så druknede den alt for ofte i lydeffekter og et alt for bombastisk og tidstypisk lydmix. Et godt lyddesign skal efter min mening gøre ondt i sjælen, ikke i ørerne.
Flere anker om Odysseen
Men min hovedanke er nu ikke den overlæssede lydside, og selvfølgelig heller ikke, at det virker fjollet, at den kunstige hest, man skal gemme dusinvis af soldater i, stejler upraktisk, fordi det ser fedt ud på film. Og heller ikke, at de sejler rundt i et vikingeskib (der findes åbenbart ikke sejlbare replikaer af sejlskibe fra det område og den tid, hvor handlingen skal forestille at foregå), for det er fedt at se, at actionfilm stadig også kan være noget, der – i store dele i hvert fald – foregår foran et kamera og ikke i en computer.
Nej, det har først og fremmest som sagt noget med rytmen, tempoet, pacing’en at gøre, for på trods af den lange spilletid, så skal der så meget ind, at det føles jappet. ”Og vi når dårligt at lære folk at kende”, som dyrlægen påpegede næste dag.
Der er ikke meget splatter over det, hvilket jeg selv fandt meget befriende, men så alligevel føltes det lidt underligt til sidst
Så i den store og meget lange kampscene til sidst, da Odysseus er kommet hjem til sin kone, Penelope, og alle hendes bejlere, ”… er man lidt ligeglad med, hvem der dør. Det er kun hundens død, der rører os,” som hun også sagde.
Jeg kunne selv – for jeg regnede med, at Odysseus nok skulle klare den – konstatere, at det var den eneste scene, hvor jeg lagde mærke til et billedudsnittet i den version, jeg så, var skåret kraftigt i top og bund i forhold til instruktørens ønske og filmens egentlige format. Jeg kunne også igen konstatere, at på trods af utallige lemlæstelser og sværdhug, så har man vel højst brugt to liter teaterblod på produktionen. Der er ikke meget splatter over det, hvilket jeg selv fandt meget befriende, men så alligevel føltes det lidt underligt til sidst.
For hvad med tematikken og psykologien og budskabet i Odysseen? Handlingen er jo frygtelig og blodig (men altså uden ret meget blod på lærredet), og eftervirkningerne af angrebet på Troja var invaliderende for karaktererne. Især da det går op for Odysseus, at han vel ret beset har begået krigsforbrydelser og i øvrigt været delvist skyldig i, at resten af hans mandskab bliver dræbt på hjemturen.
Scenerne med tiden derefter hos Kalypso, hvor han langsomt genvinder sin hukommelse, og som filmen vender tilbage til i flere omgange, forbliver underligt udvendige, og gør hverken os eller Odysseus klogere. Måske en pointe, men det er en pointe, der ikke bringes hjem, for intet af det forhindrer ham i siden at slagte en masse mennesker i den omtalte hævnkamp mod Penelopes bejlere.
Nu kan læseren selv afgøre, om min fordomsfulde tilgang til denne film har påvirket min oplevelse, men det er ikke bare den leddeløse klipning og den lettere mekaniske dialog, der forråder indlevelsen, men også den påfaldende selvhøjtidelighed.
Højttravende og banale replikker præger det samlede udtryk i al for høj grad efter min smag. For en sikkerheds skyld fortæller Odysseus og Penelope os til allersidst, hvad filmen handler om, mens de stovte står i en skibsstævn og sejler mod vest og den nedgående sol for at hædre det mandskab, som måtte lade livet under selvsamme Odysseus’ kommando.
Det skal selvfølgelige være gribende, men hvis man vil se noget, der virkelig rører om krigs meningsløshed, så skal man – udover flere af Kurosawas storslåede og storslående film – se det sidste afsnit af tv-serien Blackadder Goes Forth (1989), den fjerde sæson af serien Blackadder, somforegår under første verdenskrig.
Heri bliver titelpersonen (Rowan Atkinson) og de andre engelske soldater beordret til at forlade deres skyttegrav og futilt angribe de tyske stillinger. Fortalt med selvironisk og fatalistisk humor, helt uden selvhøjtidelighed og i et enkelt formsprog – ikke ting, man vil forbinde med Nolan og Odysseen. Men det er nok bare mig.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og