BOG // UDDRAG – Han fik hele verden til at håbe. Han fik os alle sammen til at sige ‘Yes, We Can!’ Og han påtog sig opgaven at lede Amerika gennem en af de værste økonomiske kriser i historien. Barack Obama var i den grad håbets præsident. I dette uddrag af den nye bog, ‘Obama – håbets præsident‘, husker journalist Asger Røjle Christensen Obamas besøg i Hiroshima i 2016.
“Hvorfor er vi kommet her til Hiroshima?” spurgte Barack Obama, da han i maj måned 2016 omsider stod neden for mindesmærket for atombombens dødsofre i fredsparken i Hiroshima.
Der var gået næsten 71 år, siden verdens første atomvåben blev udløst over den japanske millionby og tog mindst 135.000 dyrebare menneskeliv. Obama var den første amerikanske præsident, som, mens han stadig havde sit daglige arbejde i Det Hvide Hus, besøgte den by, hvis beboere havde måttet gennemgå så frygtelige lidelser som resultat af amerikansk krigsførelse.
“Vi er kommet for grundigt at overveje den skrækkelige kraft, som blev udløst på dette sted i en ikke særligt fjern fortid. Vi er kommet for at sørge over de døde. Deres sjæle taler til os. De beder os om at kigge indad og gøre op med os selv, hvem vi er,” lød Obamas svar på hans eget spørgsmål.
I flyet til Japan voksede de stikord, som han noterede foran sig, til en velforberedt, gennemtænkt, filosofisk og i adskillige afsnit meget personlig tale
Han havde på forhånd sagt, at han blot ville komme med nogle “kortfattede og ydmyge refleksioner” efter at have vist sin respekt for atombombens dødsofre foran mindesmærket, men i flyet til Japan voksede de stikord, som han noterede foran sig, til en velforberedt, gennemtænkt, filosofisk og i adskillige afsnit meget personlig tale.
Hele tidsplanen for præsidentens besøg i Hiroshima skred, men de “kortfattede og ydmyge refleksioner” står i dag tilbage som en af de stærkeste af hans mange stærke taler.
Det var en historisk eftermiddag i Hiroshima by. Solen bagte, og boulevarderne omkring fredsparken var proppet med japanere fra nær og fjern, der ville opleve, at en amerikansk præsident endelig havde besluttet sig for at vise atombombens ofre den respekt at møde op i byen. Der var udkommanderet tusinder af politifolk for at afspærre hele området omkring fredsparken og stå for sikkerheden, men det var en uendeligt fredelig form for sikkerhedsopbud. Helt i besøgets ånd.
Vi håber alle på fred
Travle, unge Hiroshima-borgere, der kom forbi på cykel, krydsede blot boulevarden 30 meter længere henne, hvis de ikke kunne komme over vejen, hvor 20 opmarcherede betjente havde blokeret en fodgængerovergang. En af betjentene råbte godt nok en reprimande efter dem, men han smilede stort, mens han gjorde det, og lidt senere rådede hans kollega ligefrem andre ventende cyklister til at gøre det samme. Trods de mange synlige politimænd og -kvinder var det mildest talt ikke den store terrorfrygt, der prægede Hiroshima.
Omend selve fredsparken, hvor de vigtigste dele af besøget skulle finde sted, godt nok var afspærret. De fleste tilskuere samledes langs de omkringliggende boulevarder og søgte skygge under vejtræerne. Der var megen goodwill og ligefrem taknemmelighed over for Obama blandt de fremmødte i den massive forårssol.
“Det er et stort skridt fremad for venskab. Vi håber alle på fred,” sagde Noriko Suizu, en midaldrende grafiker fra naboamtet Yamaguchi, til dette kapitels forfatter, som drivende af sved var ankommet til byen for at dække Obamas besøg for Kristeligt Dagblad og Orientering på P1.
Sammen forsøgte alle vi fremmødte tilskuere fra landjorden at gennemskue, hvilken af de svirrende helikoptere over fredsparken der mon bar på den amerikanske præsident og den japanske premierminister.
Krigens smerte
Da jeg havde snakket med glade folk til højre og venstre og fornemmet den højtidelige, men også afslappede, atmosfære på pladsen, og da jeg efterhånden følte mig overbevist om, at nu måtte de to herrer være ankommet, skyndte jeg mig ned ad boulevarden til mit airconditionerede hotel, mens Obama blev vist rundt på fredsmuseet og afleverede de fire papirtraner, et fredssymbol i Japan, som han under kyndig vejledning personligt havde foldet undervejs i flyvemaskinen. To blev givet til lokale skoleklasser, og to er nu er udstillet i atombombemuseet som et minde om den amerikanske præsidents besøg.
“Vi har kendt krigens smerte. Lad os nu, sammen, finde modet til at sprede fred og arbejde for en verden uden atomvåben,” skrev han i museets gæstebog.
Mens præsidenten og premierministeren lagde kranse ved den såkaldte cenotaph, mindesmærket for atombombens ofre midt i fredsparken, nåede jeg frem til mit hotel. Tidsnok til at jeg på værelsets tv, hvor talen blev direkte transmitteret, var i stand til at se den fra begyndelsen til slutningen.
Talen kan ses i sin helhed på YouTube ovenfor.
Ingen undskyldninger
Som ventet gav den amerikanske præsident ingen undskyldning for atombomben i 1945, selv om han ifølge nogle kritikere var tæt på, da han funderede over, “hvor let vi lærer at retfærdiggøre vold i en eller anden højere sags navn”.
Han rippede heller ikke direkte op i fortidens svære beslutninger i krigens desperation. “I krig tager man vanskelige beslutninger,” som han få dage inden besøget i et interview havde sagt til den statslige japanske tv-kanal, NHK.
“Det er vigtigt at anerkende, at i krig tager ledere alle mulige former for beslutninger. Det er historikeres job at stille spørgsmål og undersøge dem, men som en, der nu har haft dette embede i syv et halvt år, ved jeg, at enhver leder må tage meget vanskelige beslutninger, særligt i krigstid,” sagde Barack Obama til NHK.
Han lovede i sin tale at kæmpe for en atomvåbenfri verden, selv om den måske ikke ville blive til virkelighed i hans levetid, og han gjorde i samme tale beslutningen om at bruge atomvåben mod civile til et moralsk spørgsmål
En undskyldning for atombomben ville have været en slem belastning for hans partifæller i den præsidentvalgkamp i USA, som allerede var i fuld gang. Den ville have skabt et rasende oprør blandt konservative krigsveteraner hjemme i USA, som på ottende årti holder fast i myten om, at atombomberne over Hiroshima og Nagasaki var nødvendige for at få afsluttet den ødelæggende krig, som havde varet i fire blodige år. En myte, som har sin rod i den censurerede fortælling fra årene lige efter krigen, hvor der var stram amerikansk censur på de informationer om krigen, der kom ud, og som den dag i dag har et tydeligt ekko i historiebøger over hele verden, inklusive i danske skoler.
Til gengæld gav Japans premierminister Shinzo Abe heller ikke nogen undskyldning, da han senere på året på Hawaii deltog i markeringen af 75-årsdagen for det japanske angreb på flådebasen Pearl Harbor i december 1941, som indledte den amerikansk-japanske krig. Ingen talte nogensinde om nogen direkte sammenhæng, men sådan er nutidens politik fuld af diskrete kompromiser om historien.
Moralsk tone
Obama gjorde imidlertid noget andet under sit besøg i Hiroshima, som for de fleste af de overlevende atombombeofre, de såkaldte hibakusha, var langt vigtigere end en undskyldning. Han lovede i sin tale at kæmpe for en atomvåbenfri verden, selv om den måske ikke ville blive til virkelighed i hans levetid, og han gjorde i samme tale beslutningen om at bruge atomvåben mod civile til et moralsk spørgsmål.
Atomvåben viser os, sagde Barack Obama, at “teknologiske fremskridt uden tilsvarende fremskridt i menneskets institutioner kan blive vores undergang. Den videnskabelige revolution, som førte til det splittede atom, nødvendiggør, at der også sker en moralsk revolution.”
Budskabet fra Hiroshima og Nagasaki må aldrig falme, erklærede USA’s præsident. De to byer skal imidlertid ikke kun huskes som “daggryet for atomkrigsførelse”. Deres skæbne bør derimod være starten på en “moralsk opvågnen” for hele verden.
Denne moralske tone i den amerikanske præsidents tale og den klare sympati og respekt for atombombens titusinder af ofre, som talen rummede, og som han i høj grad også viste ved sin fremtræden, blev modtaget positivt af langt de fleste hibakusha, langt de fleste borgere i Hiroshima og langt de fleste japanere.
Moralen var, at vi og eftertidens mennesker af alle nationaliteter nu ved, hvad atomvåben kan medføre. Vi kan bare rejse til Hiroshima eller Nagasaki og se det med vores egne øjne – sådan som Obama netop havde gjort det. Hvem vil nogensinde med den viden i fremtiden tage det moralske ansvar for en beslutning om at benytte atomvåben i praksis?
Denne moralske tilgang passede premierminister Shinzo Abes regering – og den nationalistiske fløj i japansk politik, som den repræsenterer – fint. Hvis Obama havde været mere politisk og sagt utvetydigt undskyld, ville det have åbnet sluserne for alle mulige krav om japanske krigsundskyldninger fra de folkeslag og nabolande, som havde lidt under japansk aggression og japanske krigsforbrydelser under anden verdenskrig. Flere fremtrædende politikere fra den nationalistiske fløj havde i dagene op til Obamas Hiroshima-besøg offentligt advaret mod en sådan udvikling.
Ægte og oprigtig
Selvfølgelig lød der i den japanske debat en vis kritik af, at en åbenlyst udtalt amerikansk undskyldning for brugen af atomvåben – i vore dages forstand en næsten ufattelig krigsforbrydelse – manglede i talen, men denne kritik kom især fra de to yderfløje i japansk politik, og den kom fra mennesker, som omhyggeligt holdt sig langt væk på selve dagen.
En af de tilstedeværende hibakusha, 79-årige Shigeaki Mori, brød sammen i gråd efter præsidentens tale, og Barack Obama gav uden tøven den ældgamle mand et ærkeamerikansk knus på stedet. Det var nok det mest viste tv-klip fra den eftermiddag i alverdens tv-aviser.
En anden hibakusha, 89-årige Shizuko Abe, udtalte til NHK, at Obama “virkede ægte og oprigtig. Han havde et meget stærkt budskab i dag”.
Det var stadig efter otte år hans overbevisning, at det nytter at arbejde for atomnedrustning. Det var åbenbart magtpåliggende for ham at afrunde sine otte år som præsident med en ny tale, der pegede fremad og mindede verden om denne uafsluttede opgave
Et budskab, som verden gennem alle Barack Obamas otte år ved magten vidste var hans. Lige siden hans lige så flotte og markante tale i Prag i 2009, hvor han vendte sig entydigt mod atomvåben og appellerede til deres afskaffelse, havde det været et underliggende tema i præsidentens politik. Man kan i høj grad diskutere, hvor magtfuldt han i de mellemliggende otte år som præsident havde fulgt op på de gode hensigter i Prag-talen, og hvor meget der var kommet ud af det.
Men det var stadig efter otte år hans overbevisning, at det nytter at arbejde for atomnedrustning. Det var åbenbart magtpåliggende for ham at afrunde sine otte år som præsident med en ny tale, der pegede fremad og mindede verden om denne uafsluttede opgave. Og han ville meget gerne rejse til det mest oplagte sted i den mest oplagte by i verden for at holde netop den tale.
I årevis havde der været gentagne rygter om, at Obama havde et stærkt personligt ønske om at besøge Hiroshima, mens han stadig var præsident. Hele tiden blev det udskudt, nogle gange fordi hans rådgivere vurderede, at det var politisk kompliceret og lidt for risikabelt i den hjemlige politiske debat, og andre gange angiveligt fordi den japanske regering bad ham om at lade være. Den frygtede, at det ville åbne for fornyet kritik af Japans aggression og krigsforbrydelser og fornyede krav fra nabolandene om japanske undskyldninger for krigen.
Da den japanske regering endelig gav grønt lys, blev en hyldest til den amerikansk-japanske sikkerhedsalliance gjort til Hiroshima-besøgets andet store hovedtema. Obama sagde inden besøget, at det var hans hensigt at bruge det på at “kaste lys over den ekstraordinære alliance”, som de to lande havde skabt i løbet af de syv årtier siden krigen mellem dem.
Et tema, som Obama selv gjorde mest ud af, da han i en tale til amerikanske marinesoldater ved Iwakuni-basen vest for Hiroshima, hvor hans fly var landet, sagde, at den amerikansk-japanske alliance var “et vidnesbyrd om, at der kan bygges bro over selv de mest smertefulde splittelser. Om hvordan to nationer kan blive ikke kun partnere, men bedste venner”.
Akkurat ligesom os
Men selv om de to landes alliance unægteligt har været bemærkelsesværdigt stabil og været med til skabe stabilitet i den østasiatiske sikkerhedspolitik gennem mange årtier, så var det i Obamas år ved magten en slet skjult hemmelighed, at han ikke havde det særligt nemt med premierminister Abe – og vice versa. Obama havde svært ved at fatte, at Abe så mange år efter verdenskrigen stadig stædigt insisterede på at provokere nabolandene og skabe unødige spændinger i regionen. Og Abe opfattede omvendt den amerikanske præsident som en verdensfjern intellektuel, hvis idealisme han havde tendens til at forveksle med storsnudethed.
For at dæmme op for dette billede af sig selv som verdensfjern i sin idealisme gjorde Obama i sin Hiroshima-tale meget ud af at gøre den menneskelig. Han har fokus på, at hvert enkelt offer i Hiroshima, hver mand og kvinde og hvert barn, var “akkurat ligesom os”.
“Den umistelige værdi i hver enkelt person, det, at vi insisterer på, at hvert liv er dyrebart, det radikale og nødvendige begreb, at vi alle er del af den samme familie af mennesker – det er den historie, som vi alle må fortælle. Det er derfor, vi er kommet til Hiroshima,” sagde han i talen.
Ikke mindst de ord var en stor opmuntring for de mange gamle idealister i Hiroshima og omegn, som i disse år kæmper op ad bakke med at fastholde erindringen om atombomben og Hiroshimas relevans som centrum for alverdens fredsforskning og atomnedrustningsarbejde.
Færre øjenvidner
Hiroshima har sammen med Nagasaki et gribende budskab til alle på denne klode. Billederne, tingene, fortællingerne og de grafiske fremstillinger på atombombemuseerne giver tilsammen dokumentationen af et atomvåbens ødelæggende umenneskelighed, som ingen, der har været på et af museerne, nogensinde vil glemme. Jeg har været der mange gange, især i Hiroshima, som journalist og rejseleder, og jo flere, der får den førstehåndsoplevelse – præsidenter, politikere, skoleelever, turister, alle – jo bedre og mere oplyst et grundlag diskuterer verden freds- og sikkerhedspolitik på.
Men der er unægteligt af naturlige årsager færre og færre øjenvidner tilbage. Der er færre og færre hibakusha, og hibakusha har hele tiden haft en ganske særlig moralsk stemme i Japans og verdens atomvåbendebat. Uden dem bliver det en stor udfordring at gå ud i verden i fremtiden og med samme styrke fortælle om Hiroshima og Nagasakis budskab til os alle sammen om et atomvåbens konkrete konsekvenser.
Hvordan vil man kunne leve op til den udfordring? Det holdes der mange konferencer om i konferencesalen i fredsparken med deltagelse af skolelærere, forskere og fredsaktivister fra hele Japan og hele verden.
Arvtagere
Jeg dækkede for nogle år siden som journalist en konference i selve fredsparkens konferencecenter, en konference, der handlede om bestræbelserne på at oplære såkaldte “arvtagere”, unge idealistiske gymnasie- og universitetsstuderende i byen, som blev sat sammen med de sidste overlevende hibakusha i flere timelange møder, så de kunne “arve” eller overtage deres mundtlige beretninger og gå ud og give dem videre, stadig mundtligt, til deres jævnaldrende. Det er og bliver noget andet end at se en video med en afdød person, der fortæller.
De sidste hibakusha er nærmest desperate for at fortælle. Et halvt år inden Obamas tale sad jeg på en bænk i fredsparken og passede på en gruppe danske turisters bagage, mens de var inde i fredsmuseet. Pludselig kom den dengang 84-årige Natsumi Nagao rullende hen til mig med en primitiv rollator, og da hun opdagede, at jeg forstod en smule japansk, begyndte hun at fortælle.
Der bliver flere og flere reelle atommagter, og siden 2016 er Japans naboland Nordkorea kommet til. Der bevilges formuer i de eksisterende atommagter til at udvikle nye og bedre atomvåben
Halvdelen af hendes familie blev dræbt af bomben. Hun var aldrig selv blevet gift og havde ingen børn. Ikke mindst på grund af de alvorlige forbrændinger på arm og ryg, som hun gennem hele livet havde måttet døje med, og de tydelige ar, som hun uopfordret trak op i ærmet for at vise mig.
Jeg følte stor respekt for den iver, den standhaftighed og den afdæmpede menneskelighed, som den gamle kone viste. Hun følte med rette, at hun havde et vigtigt budskab til verden, hun vidste, at hun ikke havde alverden af tid tilbage til at fortælle den, hun greb derfor enhver chance for at dele ud af sin fortælling, og hun havde mange års erfaring med at fortælle hovedtrækkene hurtigt og medrivende.
For gamle Natsumi Nagao og alle de behjertede fredsforkæmpere i hendes generation var Obamas besøg i Hiroshima et kolossalt rygstød. Det var det vigtigste ved besøget – og der er næppe tvivl om, at det var Obama godt klar over. Han var nærmest demonstrativt opmærksom over for de tilstedeværende hibakusha.
Gennem stilfærdigt diplomati var besøget endelig kommet i stand, og på den måde var det lykkedes for politikerne i Hiroshima og Nagasaki at sætte deres sag, deres byer og deres historie på den internationale dagsorden. Borgmestrene i de to byer har i årtier haft en automatisk status som alverdens freds- og antiatomvåbenbevægelsers ypperstepræster, uanset hvor konservative de måtte være på andre områder.
Flere og flere atommagter
Barack Obamas besøg i Hiroshima var en historisk begivenhed i den forstand, at det afsluttede et tabu, en sær anspændthed i alliancen mellem USA og Japan. Historien om atombomben hang mellem dem, og det var en kilde til tvivl og konflikt, at ingen siddende amerikansk præsident havde besøgt byen siden krigen. Den anspændthed blev fjernet, men der er stadig mange andre, mere nutidige stridsmål at være anspændte over.
Så besøget var ikke historisk i den forstand, at det ændrer de kommende års udvikling. Der er stadig atomvåben i flere og flere lande, og der er stadig enorme amerikanske investeringer i udviklingen af nye atomvåben.
Uanset Obamas veltalenhed og uanset den generelt overvældende positive modtagelse af hans besøg i Hiroshima er de færreste nøgterne iagttagere i Japan særligt optimistiske med hensyn til, at præsidentens fromme ønske om, at budskabet fra Hiroshima og Nagasaki altid skal blive husket af ethvert barn i verden, vil gå i opfyldelse. Måske et halvt århundrede mere – måske lidt længere. Men næppe i al evighed.
Der bliver flere og flere reelle atommagter, og siden 2016 er Japans naboland Nordkorea kommet til. Der bevilges formuer i de eksisterende atommagter til at udvikle nye og bedre atomvåben, og i forhold til Nordkorea kunne man under en tilspidset krise i 2017 på alverdens tv-kanaler se ikke kun Nordkoreas leder, men også USA’s præsident, true temmelig åbenlyst med at bruge dem.
I mellemtiden havde USA fået en anden præsident.
Ovenstående kapitel er et uddrag af bogen “Obama, Håbets Præsident”, redigeret af Anders Agner Pedersen, som udkom i den forgangne uge på forlaget Gyldendal.
Foto: Wikimedia Commons.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her