BØGER // ANMELDELSE – Poul Nyrups erindringer, Kan vi ikke gøre det lidt bedre, byder på et interessant indblik i maskinrummet, absolut, men bringer ikke meget nyt, der vil skabe gule bjælker og få nyhedsklokker til at bimle. Det giver han nærmest selv udtryk for i bogen, skriver litteraturredaktør Isabella Miehe-Renard.
I sin nytårstale til danskerne for 26 år siden blev den nu 81-årige Poul Oluf Nyrup Rasmussen berømt for det på en gang bebrejdende og appellerende spørgsmål: “Kan vi ikke gøre det lidt bedre?”. I sin nye bog kalder han spørgsmålet for “essensen i sit liv”.
Det var ellers bestemt ikke Nyrups kommunikationsevner, der fik ham i mål som statsminister, indrømmer han selv i sine erindringer, der netop har titlen Kan vi ikke gøre det lidt bedre. De byder på et interessant indblik i maskinrummet, absolut, men bringer ikke meget nyt, der vil skabe gule bjælker og få nyhedsklokker til at bimle. Det giver han nærmest selv udtryk for i bogen. I hvert fald fortryder han sin forsigtighed i magtspillet.
Han var ofte tit for upræcis eller kejtet, ikke statsmandsagtig og citérbar nok i sine svar – i hvert fald i pressens øjne. Det gav ham det velkendte øgenavn: Poul-uld-i-mund. Det blev en oplagt, catchy og fast rubrik i tabloidmedierne.
Og så var der jo cykelhjelmen, der var for lille. Alt for lille. Man spørger stadig sig selv, hvor hans var spindoktor den dag.
Selvom han klart var en teknokratisk politikertype, var hans blide, eftertænksomme fremtræden – med de sammenknebne øjne og hovedet på skrå – charmerende, og hans kejtede facon voldte ham ikke kvaler inden for Christiansborgs mure. Vreden løb næsten aldrig af med ham, han leverede ikke dundertaler i offentligheden.
Selv husker jeg tydeligt formandsopgøret mellem Nyrup og Svend Auken d. 11. april 1992, nok fordi jeg var nyhedsvært på TV 2 i netop de dage
Mens jeg sidder her med Nyrups erindringer, som han vel at mærke selv har nedfældet, spekulerer jeg over, hvordan danskere egentlig opfattede ham som statsminister.
Så de ham som tillidsvækkende, ubeslutsom, ærlig, snedig, handlekraftig eller…? Hvad er hans politiske eftermæle i befolkningen?
Politikeres erindringsbøger handler altid om sejre og nederlag. I bogen her er der mange eksempler på timing som en afgørende faktor i politik. Timingen under hans karriere på tinge, der enten var perfekt, heldig eller det helt modsatte. Timing ses som komikerens vigtigste værktøj. Her handler det om politisk gefühl, hvornår den præcise og helst allerbedste dag oprinder til at skyde nye lovforslag eller prøveballoner af. Mens han selv holder vejret i de samme timer.
Afskaffelse af efterlønnen var en fejl
Det mest opsigtsvækkende for læserne er vel nok, at han for første gang selv kalder den prekære afskaffelse af efterlønnen for “en fejlbeslutning”! At han simpelthen tabte den interne barske magtkamp med sin ellers nære ven Mogens Lykketoft. Forleden så jeg en leder i Berlingske med overskriften: “Poul Nyrup har spist en fortrydelsespille – den må smage grimt”.
Selv husker jeg tydeligt formandsopgøret mellem Nyrup og Svend Auken d. 11. april 1992, nok fordi jeg var nyhedsvært på TV 2 i netop de dage. Da der var mindre end en uge til partiets afstemning, lavede jeg et kort live-interview med en tydeligt presset Auken. Han rodede nervøst rundt i datoer om formøder, nyopståede fraktioner i krogene uden at have dokumentation. Dagen efter dømte kommentatorerne ham chanceløs.
Uden en opslidende valgkamp blev det manden, der så gerne vil have os allesammen til at gøre det lidt bedre, der overtog statsministerens kontor
Nyrup kom altså til magten som partiets nye formand og blev – i hvad det føltes som et sekund efter – Danmarks statsminister, da Poul Schlüters borgerlige regering gik af efter Tamilsagen. Nyrup sad i ni år fra 1993 til 2001.
Uden en opslidende valgkamp blev det manden, der så gerne vil have os allesammen til at gøre det lidt bedre, der overtog statsministerens kontor: “Det knirkende parketgulv er udstyret med smukke håndvævede tæpper, som man så let snubler i på vejen til forhandlingsbordet.”
Ved det bord zoomede han og hans nye 24 ministre straks ind på investeringer og reformer: Kurverne for arbejdsløshed og statsunderskud skulle knækkes med “Det Store Kontrollerede Opsving”, som Nyrup kaldte det på sin notesblok. Det blev til hans første politiske svendestykke: En historisk arbejdsmarkedsreform.
Maastricht-traktaten året før gik danskerne som bekendt ikke ind for. Jeg var TV 2s valgvært denne aften 2. juni i ’92 der – med et procentuelt lille flertal – resulterede i et nej. Danmark, hvad gør vi nu, lille du? Vi, eller rettere især SFs Holger K. Nielsen, gjorde klar til endnu en afstemning, nu om det nationale kompromis. Edinburgh-aftalen med de fire forbehold. Igen var jeg valgvært d. 18. maj 1993. Selv havde jeg tidligere sat mit kryds ved nej.
Men en aften cirka fem uger før afstemning nummer to deltog jeg i et kulturmøde på Marienborg. Til middagen kom jeg til at sidde til bords med Nyrup og hans hustru, Lone. Vi diskuterede hans ja-kampagne og hvilket worst-case-scenario, han så for sig, hvis den nye traktat ikke gik igennem. Ved desserten var vi stadig ikke enige.
I stedet debatterede vi videre i Ekstra Bladets spalter ugen efter med hver sin kronik i bladets klumme “Dagens vindue”. Efter to uger med argumenter frem og tilbage i al offentlighed om hans unions vision og min frygt for suverænitets-afgivelse, endte jeg med at blive ja-siger. Manden fik beroliget mig, somehow, med sin stærke tro på det europæiske fællesskab. Og igen ikke i form af dundertale. Denne gang endte resultatet med 56,7 procent for og 43,3 imod.
Nyrups 400.000 personlige stemmer og tabet over Lone
I 2001 taber Nyrup folketingsvalget, og Anders Fogh Rasmussen overtager kontoret med snubletæpperne. Kort tid efter nederlaget går han Nyrup af som partiformand og tre år efter kommer han i Europa-Parlamentet med over 400.000 personlige stemmer. Endnu en ny start. Nu i Bruxelles.
De personlige tab, han har lidt, er næppe nye for nogle. Hans refleksioner om sorgbearbejdelse fylder hele sidste tredjedel af bogen, og det er faktisk de mest interessante og faktisk lærerige sider i bogen. Om Lone Dybkjærs død efter en langvarig kræftsygdom. De var gift i 26 år. I den terminale fase tager de alene i sommerhus. Her beskriver han på rørende vis deres morgenritual:
“Er citronsommerfuglen kommet”, spørger Lone.
“Ja, den er kommet”, svarer jeg.
“Har du lavet kaffe?”
“Ja, det har jeg, Lone”.
“Har du hentet avisen”
Så sad vi der – med kaffe, citronsommerfugl og hver vores sektion af morgenavisen. Det var vores øjeblik.”
Og han tilføjer: “Vil du have glæden, må du tage sorgen med.”
Stor sorg og chok oplevede han allerede endnu tidligere i livet, i 1993, da hans kun 24-årige datter, Signe, begik selvmord. “At miste det umistelige”, kalder han det. Det skete få måneder efter, han blev statsminister. Han druknede smerten med travlhed. Skyld og skam indeni – og travlhed på kontoret.
Men hans oplevelse af psykiatrien er den dag i dag særdeles kritisk. Datteren blev, som han beskriver det, “medicineret svingdørspatient” med diagnosen paranoid skizofren. Han efterlyser mere hjælp til nedslidte og bekymrede pårørende. (Han og Signes mor blev kun indkaldt til to samtaler i datterens årelange forløb). Som de fleste sikkert ved, førte tabet af Signe Poul Nyrup videre til at koncentrere sit arbejde med at etablere mere hjælp og bedre vilkår for unge psykisk sårbare. Han beskriver det meget enkelt: “I dag er skyldfølelsen nærmest en ressource”.
Oprettelsen af Det Sociale Netværk og et nyt tiltag med nationale psykiatri-topmøder blev startskuddet, og nu bruger han endnu mere af sin tid på Headspace, som efterhånden findes i over 30 danske byer.
Han er en aktiv pensionist på 81 år. Faktisk vil han ikke på pension. Så titlen “Kan vi ikke gøre det lidt bedre” er skam ment i nutid.
Klik dig videre til mange flere boganmeldelser lige her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
