DANMARKSHISTORIE // UDDRAG – Det danske nederlag til preusserne i 1864 er malet tydeligt ind i danmarkshistorien, og krigen og ikke mindst nederlaget er en del af vores nationale fortælling og selvforståelse. Men hvad skete der 56 år senere, i 1920, da betydelige dele af det tabte land med Genforeningen kom tilbage og skabte det danmarkskort, vi kender i dag? POV bringer efter aftale med forlaget Storyhouse et uddrag af Simon Kratholm Ankjærgaards bog Genforeningen.
D. 10.juli 1920
FREDERIKSHØJ
Klokken var 9.25, da den danske konge red gennem æresporten ved Frederikshøj mellem Kolding og Christiansfeld.
Siden morgenstunden var tusinder og atter tusinder strømmet til området, der lå mellem frodige marker, levende hegn, små skove og grønne bakker og dale. Øjenvidner talte om, at et sted mellem 60.000 og 70.000 havde fundet vej, og de var brudt ud i en øredøvende jubel, da det kongelige følge kom til syne længere oppe ad vejen.
Kongen selv var nem at genkende. Alene højden var afslørende. Han målte to meter og én centimeter og kom ridende ind mod æresporten i en diskret generalsuniform og på den hvide hest Malgré Tout – ’Trods Alt’, som navnet lød i oversættelsen fra fransk. Bag kongen sås blandt andre dronning Alexandrine i en åben ekvipage og de to prinser – kronprins Frederik og prins Knud – ligeledes på heste.
Det krævede en unik international og national situation at skabe det rum… hvis udfald skabte det Danmark, vi kender i dag
Til venstre på vejen set fra sydsiden – og det var i den retning, de tusindvis af fremmødte skuede – stod et kompagni fra 1. bataljon fra Sønderborg. Under ledelse af oberst Moltke, chefen for den sønderjyske kommando, stod kompagniet æresvagt – snorlige og i stram retstilling.
Efterhånden som det kongelige selskab kom nærmere, faldt lydstyrken hos de mange fremmødte – og da kongen nåede frem til æresporten, var der helt stille. Tydeligvis stærkt bevæget og med hovedet blottet førte regenten nu Malgré Tout igennem porten.
Det var ikke så underligt, at den 46-årige konge var i sine følelsers vold, for det var et meget emotionelt øjeblik den lørdag, 10. juli 1920, hvor kong Christian d. 10. red over det, der tidligere havde været Kongeå-grænsen mellem Danmark og Tyskland.
Nu eksisterede grænsen ikke længere – genforeningen med det land, som Danmark havde tabt efter det ydmygende nederlag til Preussen og Østrig i 1864, var en realitet.
Da kongen var kommet igennem, tog han sin grå kepi, den militære hovedbeklædning, på igen – og menneskemængden, der nærmest havde holdt vejret, brød ud i ny jubel. Efter kongen passerede resten af de kongelige æresporten.
På den anden side af grænsen, få meter inde i det genvundne land, stod en lille talerstol, som kongen elegant førte Malgré Tout hen til. Amtsrådsmedlem og gårdejer P.J. Refshauge fik lov til at tale først.
Han mindede om sønderjydernes afsked med kong Christian d. 9. tilbage i slutningen af 1864 – og sluttede med at henvise til de afstemninger, der havde ført det tabte land tilbage:
”Kærligheden til vort gamle fædreland har dybe rødder i vore hjerter. Derfor valgte vi Danmark. Frit har vi valgt; og skam og hæder, sorg og lykke vil vi dele med vort folk, og vort fædreland vil vi være med til at bære frem mod dagen ny”.
Hun løftede hende op mod kongen, der trak den lille pige til sig og placerede hende foran sig på saddelknappen. Jublen steg til uanede højder – det var ikke bare et smukt øjeblik, det var også stærkt symbolsk
De efterfølgende klapsalver endte i en stille summen, da kongen, der havde overtaget tronen fra sin far, Frederik d. 8., otte år tidligere, takkede Refshauge og selv indtog talerstolen. Han kiggede op og så rundt.
”Min første hilsen til sønderjyderne skal være et ’velkommen hjem’”, sagde han som det første. ”Hr. Refshauge mindede mig om min bedstefars tid og den tids slægter. Jeg erindrer også min bedstefar og min far, som jeg ønsker havde holdt her i stedet for mig. Gud velsigne dem alle sammen. Og lad os nu alle arbejde på at gøre vort land sundt og stærkt”.
Derefter fulgte et ’Danmark leve’ og et nifoldigt hurraråb fra de tusindvis af struber, der var samlet ved den nu ikke længere eksisterende grænse. Kongen sadlede op, men havde ikke redet mange meter, før han stoppede hesten. Præstekonen Elisabet Braren fra Aastrup stod med sin niårige adoptivdatter Johanne Martine Braren i favnen.
Hun løftede hende op mod kongen, der trak den lille pige til sig og placerede hende foran sig på saddelknappen. Jublen steg til uanede højder – det var ikke bare et smukt øjeblik, det var også stærkt symbolsk.
Forfatteren Henrik Pontoppidan havde halvandet år forinden i Berlingske Tidende fået bragt et digt, hvor han havde sat ord på det danske håb om at få det tabte land tilbage. Digtet ”Sønderjylland” startede således:
Det klinger som et Eventyr, et Sagn fra gamle Dage:
en røvet Datter, dybt begrædt, er kommen frelst tilbage!
Da kongen løftede lille Johanne op, udlevede og iscenesatte han de første bevægende strofer af Pontoppidans digt. I sin dagbog skrev kongen selv om begivenheden:
”Så overvældende var denne modtagelse, at jeg følte mig dybt grebet, og da en lille pige senere raktes op imod mig med en buket blomster, så lagde jeg i det kys, jeg trykkede på hendes pande, al den glæde og taknemmelighed, jeg selv følte, og da det lille væsen lagde sine arme om min hals, havde jeg følelsen af, at jeg havde taget Sønderjylland i mine arme – nu da den lille pige tillidsfuldt sad foran mig på hesten”.
Da kongen havde rakt Johanne tilbage til sin adoptivmor, red han og de øvrige kongelige videre sydpå mod Christiansfeld og Haderslev.
Med folkets hyldest i ryggen passerede han 18 æresporte på den 12 kilometer lange tur. I Haderslev deltog han i en gudstjeneste i Vor Frue Kirke, inden han gik ombord på kongeskibet Dannebrog, der straks satte kursen mod Aabenraa og en fortsættelse af genforeningsfestlighederne.
For det er det, Genforeningen er: fortællingen om, hvordan Danmark kom til at se ud. Hvordan den skabte det danmarkskort, vi kender i dag
Kongens ridt over grænsen ved Frederikshøj er ikonisk og er blevet foreviget på fotografier og grovkornede filmoptagelser. Det var også stærkt symbolsk og skete på baggrund af mange måneders politiske forhandlinger – i Berlin, i København og i Paris – hvor stærke følelser havde været på spil, og hvor bølgerne var gået højt.
Genforeningen er en af de vigtigste begivenheder i den moderne danmarkshistorie, men hvor de slesvigske krige, særligt den, der fandt sted i 1864, er gennembelyst, gennemanalyseret og gennemformidlet i litteraturen, i dokumentarprogrammer, i tv-serier og i spillefilm, så fylder selve Genforeningen mindre, særligt i den del af Danmark, der ligger uden for Sønderjylland og det nordligste Tyskland.
Krigen i 1864 og det efterfølgende ydmygende nederlag, der endte med, at Danmark måtte afstå de tre hertugdømmer Slesvig, Holsten og Lauenburg til de sejrende magter, Preussen og Østrig, er blevet en stor del af vores nationale identitet, vores nationale fortælling og vores opfattelse af vores rolle i verden som en småstat.
Hvad udadtil var tabt – magt, indflydelse og territorium – skulle indad vindes, som kampråbet for den mentale og moralske genoprustning af Danmark lød.
Alligevel var stærke politiske kræfter igennem alle 56 år mellem krigsnederlaget og Genforeningen i gang med at arbejde for, at det tabte land – eller i hvert fald den mest dansksindede del af det tabte land – en dag skulle vende tilbage til Danmark.
Med Tysklands nederlag i Første Verdenskrig bød muligheden sig – og den blev udnyttet, men der var ikke noget hverken naturgivent eller gudsgivent ved udformningen af den grænse, som blev udfaldet af det politiske spil og de stærkt følelsesladede konfrontationer, som processen bød på.
Det er i det lys påfaldende, hvordan Genforeningen har fået et skær af, at det ikke kunne være gået anderledes.
At selvfølgelig ville Danmark blive genforenet med sit tabte land. Selvfølgelig ville Sønderjylland vende tilbage til Riget en dag.
Men det kunne være gået anderledes. Det vil denne fortælling tydeliggøre.
Det krævede en unik international og national situation at skabe det rum, der gjorde det muligt for dansksindede politikere syd for Kongeå-grænsen, den danske regering i København og de sejrende stormagter ved Paris-forhandlingerne at bane vejen for de afstemninger, hvis udfald skabte det Danmark, vi kender i dag.
For det er det, Genforeningen er: fortællingen om, hvordan Danmark kom til at se ud. Hvordan den skabte det danmarkskort, vi kender i dag, og som i nu 100 år har hængt på alle landets folkeskoler og bliver brugt som udgangspunkt for fortællingen om vores land.
Genforeningen – da Danmark blev samlet
Simon Kratholm Ankjærgaard
i samarbejde med Ole Sønnichsen
Storyhouse
LÆS FLERE ARTIKLER AF SIMON KRATHOLM ANKJÆRGAARD HER
Fotos: Forlaget Storyhouse.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
