KLIMADEBAT // BOGUDDRAG – Hvordan får vi talt mere om realiteterne i klimaudfordringerne i stedet for at lade debatten blive styret af følelser? Det spørger Søren Jensen om i en ny bog. Han arbejdede otte år i Miljøministeriet omkring årtusindskiftet og var bl.a. redaktør af magasinet MiljøDanmark. Han erkender, at han er en klimasynder, men til gengæld vil han gerne være med til at finde holdbare løsninger. Uddraget stammer fra et af kapitlerne i hans nye debatbog ”TÆND – det digitale Danmark og ungdommens stemme”.
Ja, jeg er klimasynder
Lad mig indrømme det med det samme. Jeg er fortaler for store indsatser for jordens klima. Jeg er nok også en ”klimatosse” af sind, men jeg tror desværre ikke på, at jeg selv rummer og bærer løsningerne.
Inden længe står jeg overfor at skulle købe en ny bil, og selvom jeg nok burde overveje at købe en elbil, så bliver det prisen og funktionaliteten, der afgør mit valg.
Er elbilen for dyr og rækkevidden for kørsel for kort, så er mit valg allerede taget. Jeg rejser også gerne med fly på ferie til sydens sol og bruger aircondition på værelset. Herhjemme forsøger jeg at sortere vores husholdningsaffald, men det generer mig, når jeg hører, at vist kun 20 procent af den plastic, jeg sorterer, bliver genbrugt.
Det var på Facebook, jeg opdagede, at en ny miljøbevægelse blev født.
Jeg køber også gerne miljøvenlige og økologiske varer, hvis prisforskellen er anstændig. Når vi får skiftet vinduer i hele huset, erkender jeg, at det ikke er for at skåne klimaet, men for at vedligeholde huset og spare på varmeregningen.
Jeg elsker kød og vil da gerne prøve at spise lidt mindre, men veganer bliver jeg aldrig. Jeg holder af god mad og drikke, har svært ved at modstå fristelserne og vejer derfor et par kilo for meget.
Til festlige lejligheder forventer både jeg selv og vores gæster lidt ekstraordinært, og at der hverken mangler vådt eller tørt. Jeg forsøger at opdatere min teknologiske park af skærme, streamingtjenester og mobiltelefoner, og hvad ved jeg.
Kort sagt: Jeg er moderne forbruger i Danmark i år 2020. Jeg er og bliver en klimasynder, og jeg tror desværre ikke, verden står til at redde, hvis det er op til sådan nogle som mig at ændre adfærd på egen hånd. Jeg er bare et menneske.
Lad være med at pege fingre ad mig som forbruger
Det rører mig, når jeg hører, at danske skoleelever demonstrerer for klimaet. Hold da op hvor ungdommen også demonstrerede i tidligere årtier, da jeg var ung. Vi har i grunden en ret fredelig ungdom.
Det er en vidunderlige følelse, når ønsket om at passe på vores eneste, dyrebare klode tager form og gror fra nye arenaer. Det var på Facebook, jeg opdagede, at en ny miljøbevægelse blev født. Det var ikke i de traditionelle medier, at jeg opdagede alle de billeder af plastic i verdenshavene. Der hører jeg mest voksne mennesker skælde ud på hinanden.
Kompleksiteten for os som borgere er kolossal. Hvordan kan vi som mennesker favne en klimadebat, hvor hotellerne maler sig grønne ved at sætte et skilt på badeværelserne om, at vi skal genbruge håndklæderne, når vi er rejst til den anden side af jorden for at leve et par uger i luksus?
Hvad er det for grøfter, der graves, når:
- ”Lomborg-kræfterne” omkring årtusindskiftet ville overbevise os om, at alle miljødommedagsprofeterne tog fejl.
- ”Miljø-kræfterne” der nu, 20 år efter, vil have Danmark til at være verdens mest ambitiøse klima-land, blive veganere og få os til at holde op med at flyve på ferie.
Tillad mig at spørge: Ligger sandheden og den frugtbare samtale måske et sted imellem de to sæt kræfter? Og hvis det er rigtigt, hvorfor er det så sådan, at vores samfundsdebat altid synes at trække mod et af yderpunkterne?
Ligger sandheden og den frugtbare samtale måske et sted imellem?
Det bliver næsten følsomt at tale om klima i et middagsselskab, for hvis nogle gæster siger; ”er hende den svenske skolepige nu ikke blevet lidt for meget, skulle hun ikke til at gå i skole igen?” eller ”hold da op, hvor er det vidunderligt at nogen råber op”, så er grøftegravningen allerede ved at gå i gang.
Det kan føles lettere at tie stille end at begynde en samtale om, hvad det egentlig er, hun siger og hvorfor. De mekanismer – dem fremmer vi alle hver især i vores dagligdag. Og når sociale medier med korte tekster, stærke billeder og få slagkraftige budskaber inviterer til likes, trækkes fronterne hurtigt op.
Er du for eller imod?
I værste fald ender det med at blokere for vigtige samtaler om de store spørgsmål. I Norge ved de for eksempel godt, at de lever af olien, men alligevel har de fjernet alle afgifter på elbiler. Landet med de høje bjerge og store afstande er blevet det land i verden, som har flest elbiler.
Hvis vi mener, at elbiler er en del af løsningen, så vil jeg gerne vide, hvornår jeg kan købe en elbil til en rimelig pris i Danmark med gode muligheder for opladning. For ellers køber jeg den ikke. Så simpelt er det også.
Historien om udviklingen af danske vindmøller er også en historie om en politisk satsning, som endte med at bære frugt. Europa blev genrejst efter anden verdenskrig af en storstilet Marshall-plan iværksat af det Amerika, der blev grundlagt af europæere. Er det den type modige planer verden har brug for?
Med handling og ambitioner? Tænk hvor meget Europa og Amerika vandt i årtierne efter anden verdenskrig i kølvandet på genrejsningen af Europa.
I stedet for at pege fingre ad mig som forbruger, så lad os tale om noget meget større. Der hvor løsningerne er. Lad Danmark gå i offensiven i den globale kommunikation om klima. Lad os bruge vores position som digital frontløbernation. Lad os tale om hvordan.
Selvfølgelig redder jeg ikke det globale klima ved at genbruge håndklædet på hotellet. Jeg er jo ikke idiot.
Som et pudsigt eksempel elsker medier og samfundsdebat efter de store musikfestivaler i sommermånederne at udstille de dobbeltmoralske unge, der efterlader telte overalt til skrald, mens de demonstrerer for klimaet.
Ude i de danske hjem kan forargelsen få frit løb.
Men sandheden er også, at hele industrien og samfundets udvikling har frembragt den situation, at telte sælges som engangsprodukter for ingen penge og transporteres i containerskibe fra Kina.
Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje?
Og at det er det samfund, som vi voksne har bygget. Havde festivalteltet kostet 300 kroner og billetten til festivalen 2.000 kroner, da jeg var ung, havde jeg såmænd nok gjort som nutidens unge. Smidt engangsteltet ud sammen med plasticbægeret.
Det er så nemt at lade sine følelser styre. De sociale medier og vores samfundsdebat inviterer hele tiden til netop dette. Vi kan så nemt se, hvad andre gør forkert, og som et bibelsk ordsprog siger: ”Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje?”
Lige nu taler alle i Danmark om, at der er folkelige krav til og opbakning bag klimaindsatser. Med tanke på, hvordan debatten har kørt i cirkler over årtier, kan fundamentet vise sig skrøbeligt.
Vil miljøideologiske kræfter forbyde alting med løftede pegefingre, kan cirklen sagtens vende en gang til. Går en omfattende ”green-washing” i gang, hvor alle politikere, virksomheder og organisationer nu skal sige alle de rigtige ord, og hvor der kommer ”grønt” eller ”klima” ind i hver en sætning og hver en annonce, kan der opstå apati og træthed.
Tendenserne er allerede tydelige. De fleste mennesker ved godt – også hvis de selv prøver at leve lidt mere miljørigtigt i deres eget liv – at hvis klimaproblemerne skal løses, bærer regeringer verden over, store virksomheder, EU og FN det afgørende ansvar for handling. Danske debatter er én ting. Globale debatter er noget andet.
Det er derfor også en reel politisk diskussion, hvor ambitiøse og realistiske Danmarks egne målsætninger skal være.
Det kan sagtens være, at lidt lavere nationale mål kombineret med en international offensiv for at sætte agenda og påvirke beslutningstagere også i de store virksomheder er bedre og mere effektfuldt end en for voldsom dansk samfundsdebat om plus eller minus 10-20 procent udledning af kuldioxid – og en heksejagt på den enkeltes adfærd.
Dette kunne være en perspektivrig debat.
Hele kapitlet, hvor dette uddrag er fra, kan læses her på Søren Jensens hjemmeside.
Søren Jensen: TÆND – Det digitale Danmark og Ungdommens Stemme, 175 sider, 179,95, er udkommet.
Topillustration: Uddrag af bogens forside.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
