NYHED // POV OVERBLIK – Kort før middag onsdag var der pressemøde i Novo Nordisks hovedkvarter i Bagsværd, hvor topledelsen fortalte om regnskab og forventninger. Onsdag morgen oplevede virksomheden et dramatisk aktiefald på næsten 20 procent på Københavns Fondsbørs, efter at selskabet overraskede markedet med en advarsel om lavere salg og profit i 2026.
Administerende direktør Mike Doustdar forklarede, at Novo Nordisk, trods lavere indtjening i år i forhold til det årsregnskab, der blev offentliggjort i går, stadig tjener virkelig mange penge. Virksomheden er ikke i krise, understreger han.
En aktie koster lige nu omkring 300 kroner, hvilket er det laveste niveau siden begyndelsen af december. Da den var på sit højeste kostede en Novo-aktie 1000 kroner.
CEO Mike Doustdar har tidligere advaret om, at 2026 vil byde på “uforudsete prispres” i USA, som følge af både hård konkurrence og initiativer fra den tidligere præsident Donald Trump for at reducere lægemiddelpriser.
“Vores 2026-vejledning afspejler et år med hidtil uset prispres”, har Doustdar forklaret Reuters. Han tilføjer, at den “smertefulde” påvirkning af Novo’s økonomi på kort sigt forhåbentlig er en investering for fremtiden.
Selskabet forventer nu, at justeret driftsresultat og justeret salg ved konstante valutakurser falder mellem 5 og 13 procent i år. Det er markant værre end analytikernes forventede nedgang på 2 procent, og langt under markedets forventninger, skriver CNBC. Barclays bemærker, at prognosen vil slå hårdt på aktiekursen, selvom investorer muligvis ser vejledningen som konservativ.
Årsagen til nedgangen inkluderer lavere realiserede priser i USA, hård konkurrence, patentudløb på semaglutid, som er den aktive ingrediens i Wegovy og Ozempic, på nogle udenlandske markeder. Desuden er der udfordringer med kopi-versioner af vægttabsmedicin. Op mod 1,5 million amerikanere bruger allerede såkaldte “compounded” eller sammensatte versioner af vægttabslægemidler, hvilket yderligere presser Novo, skriver Reuters.
På trods af nedgangen giver Wegovy-pillen dog et glimt af håb. Novo sælger lavere doser af pillen i USA til $149 pr. måned for selvbetalende patienter, stigende til $199 i april, mens den største konkurrent, Eli Lilly, planlægger at deres vægttabspille skal koste mere. Novo oplyser, at ugentlige receptbestillinger på Wegovy i pilleform nåede omkring 50.000 pr. uge den 23. januar. Det er dobbelt så mange som ventet.
For at styrke aktieafkastet og understøtte aktionærværdi har Novo Nordisk samtidig annonceret, at selskabet igangsætter sit samlede aktietilbagekøbsprogram for 2026 på op til 15 milliarder kroner. Som en del af programmet starter Novo et nyt delprogram på op til 3,8 milliarder kroner, som vil blive udført fra 4. februar til 4. maj 2026. Formålet er at reducere selskabets aktiekapital og opfylde forpligtelser i forbindelse med aktiebaserede incitamentsprogrammer. Maksimalt 400 millioner B-aktier kan tilbagekøbes i denne periode, skriver Novo Nordisk på sin hjemmeside.
Aktietilbagekøbsprogrammet er godkendt af generalforsamlingen i marts 2025 og en eventuel fortsættelse efter 26. marts afhænger af, om generalforsamlingen kan godkende sådan en beslutning.
Novo har oplevet en årrække med tocifret vækst i både salg og profit siden lanceringen af Wegovy i juni 2021, som skabte en bølge af efterspørgsel efter fedmemidler. I 2024 var Novo Europas mest værdifulde børsnoterede selskab med en værdi på 600 milliarder dollars; onsdag blev markedsværdien reduceret til omkring 259 milliarder dollars, skriver Reuters.
Læs mere på Reuters, CNBC og Novo Nordisks hjemmeside
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.