
NYHED // OVERBLIK – Voldsomme sammenstød i Somalias hovedstad Mogadishu kaster landet ud i den alvorligste krise i fem år. Somaliske sikkerhedsstyrker og bevæbnede oppositionsgrupper har kæmpet efter en bitter strid om præsident Hassan Sheikh Mohamuds forlængede embedsperiode og landets fremtidige valgsystem, skriver Al Jazeera.
Skudvekslinger og eksplosioner har lukket flere områder af storbyen, som har over fire millioner indbyggere. Det glæder blandt andet byens største marked, flere beboelseskvarterer og store veje. Hundreder af familier har forladt byen i al hast.
Kampene begyndte onsdag, de fortsatte gennem natten og også i går.
Beboere beskriver kaotiske scener. “Alle råbte og løb for livet,” fortæller en 33-årig chauffør til Al Jazeera. “Vi har ikke set så voldsomme kampe i årevis.”
Sammenstødene kom umiddelbart før en række planlagte større demonstrationer, idet mange er utilfredse med præsidenten.
Ifølge Reuters blev en kvinde såret, da en mortérgranat ramte et boligområde. Samtidig blev hovedfærdselsåren Maka al-Mukarama lukket af sikkerhedsstyrker, og Bakara-markedet, Mogadishus største handelscentrum, måtte i praksis indstille aktiviteterne. Al Jazeera citerer vicecentralbankchef Ali Wardheere for et foreløbigt estimat på omkring 3,8 millioner dollar i økonomiske tab som følge af urolighederne.
Der er endnu ikke offentliggjort officielle tal for dræbte og sårede. FN’s generalsekretær António Guterres oplyser ifølge AP, at volden har kostet menneskeliv, såret civile og beskadiget kritisk infrastruktur.
Kernen i konflikten er spørgsmålet om politisk legitimitet. Mohamuds mandat udløb formelt 15. maj, men regeringen henviser til forfatningsændringer vedtaget tidligere i år, som efter dens opfattelse giver præsidenten et ekstra år ved magten. Oppositionen afviser denne fortolkning og omtaler allerede Mohamud som tidligere præsident, skriver BBC.

Uenigheden handler imidlertid om mere end blot et år ekstra ved magten. Regeringen ønsker at gennemføre Somalias første landsdækkende direkte valg siden 1969. Siden statens sammenbrud i 1991 har landets ledere været udpeget gennem et indirekte system, hvor klanledere og politiske eliter udvælger parlamentarikere, som derefter vælger præsidenten.
Mohamud argumenterer ifølge Al Jazeera for, at direkte valg er nødvendige for at styrke demokratiet og afslutte et system, der ofte er blevet kritiseret for at være korrupt og præget af nepotisme og bestikkelse. Regeringens støtter peger på, at en hel generation af somaliere aldrig har stemt ved et nationalt valg.
Oppositionen afviser ikke idéen om direkte valg, men mener, at processen er blevet gennemført uden bred politisk opbakning. Ifølge Al Jazeera er flere regionale ledere og føderale delstater bekymrede for, at Mohamud bevæger landet i retning af et mere centraliseret styre på bekostning af det føderale system.
Regering og opposition beskylder hinanden for at have udløst volden. Den tidligere premierminister Hassan Ali Khaire anklager præsidenten for at have beordret et militært angreb mod oppositionelle politikere, mens regeringen hævder, at bevæbnede militser tilknyttet oppositionen havde placeret mortérer og tunge våben rundt om i hovedstaden.
I går eftermiddag faldt der lidt ro på igen efter intense mæglingsmøder, som blev ledet af chefen for Somalias efterretningstjeneste, oplyser AP. Internationale aktører frygter, at konflikten kan udvikle sig yderligere. USA, EU, FN og den østafrikanske organisation IGAD har alle opfordret til dialog og kompromis.
Mange somaliere frygter, at landet er på vej mod en gentagelse af krisen i 2021, hvor en lignende strid om præsidentembedet førte til væbnede sammenstød i Mogadishu. Samtidig kæmper Somalia fortsat mod al-Shabaab-oprøret, en voksende humanitær krise og faldende international opmærksomhed.
“Somalia har for mange problemer til at have råd til denne distraktion”, sagde den tidligere parlamentariker og religiøse leder Yusuf Aynte til Al Jazeera.
Læs AP, BBC, Reuters og Al Jazeera
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
![]()








og