KULTUR // BOGANMELDELSE – Når de bedste digte i Caroline Albertine Minors digtsamling, Nivå Bugt Strandenge, åbner sig, er de som atomprøvesprængninger – de udvider sig i alle retninger på samme tid, skriver Inger Tejlgaard Olesen Ravn. Der er kompleksitet og en exceptionel intensitet i udgivelsen om forelskelse, begær og kærlighed.
Titlen på Caroline Albertine Minors nye digtsamling: Nivå Bugt Strandenge er vidunderligt vildledende. De umiddelbare associationer er til billeder af bare ben og tæer, buketter af vilde engblomster, sol- og saltvandsbleget hår, der blæser i en varm sommervind. Man nikker vidende, når man læser, at digtsamlingen handler om kærlighed.
Helt uforberedt er man på det indre vinterbad, der brat trækker en ud af de romantiske glansbilleder, når man så læser i digtsamlingens titeldigt:
”Tro mig, det bliver
ikke bedre
end Nivå Bugt
i december,
sneen og sivene,
rosenbuskbær som flåede
duehjerter mod himlens
tyste grisaille,
to ubudne gæster i et landskab som
mennesket har givet
fra sig i håbet om
at få en smule
skønhed, der ikke
har med mennesket
at gøre,
igen.”
Udover de korte verselinjer og det særprægede, til tider fremmedgørende ordvalg, der ligger i ord som ”rosenbuskbær som flåede duehjerter”, ”tyste grisaille” (fransk; en gråskala), er der intet skræmmende eller vanskeligt ved digtene.
De lader sig læse, som var det almindelig prosa.
Men de ordknappe verselinjer og ordvalget løfter det, der kunne have været almindeligheder, så det fremmaner et tavst, kraftfuldt og forstemmende udsagn om kærligheden med det skarpeste og mest direkte snit gennem sprogets – og menneskets – indre:
Pludseligt står december måneds tonstunge himmel og truende mørke tydeligt frem for en. Hvordan er det med kærligheden, når kulden driver ånden ud af munden, og følelsen af bleg ensomhed spreder sig under vinterfrakken? Længslen, selv med den anden lige ved siden af, stadig denne længsel.
Sexleg og skærpede knive
Digtsamlingen ligner ikke nogen sværvægter af en udgivelse, den rammer lige de hundrede sider. Men når de bedste af Minors digte åbner sig, er de som atomprøvesprængninger – de udvider sig i alle retninger på samme tid, og man bruger lang tid på at undersøge, fundere, mærke efter, læse, føle, genlæse … der er, kort sagt, både kompleksitet og en exceptionel intensitet i udgivelsen.
Digtene opstår som et spændingsfelt mellem modsætningspar, som f.eks. du/jeg i RELIKVIER, hvor jeg’ets relikvier er tasken, der ikke skal pakkes ud, bivokslyset, der ikke skal brændes, kjolen og håret, som du har kysset, som derfor ikke skal vaskes. Du’et har brødet, der ikke skal spises, og sangen, der skal høres på dét præcise tidspunkt.
Der står ikke bogstaveligt pronomenerne hans og hendes, men det er en form for mytologisering af elskovsmødet, der kendetegner den nye forelskelse, hvor hver af de to genfødes i en bestemt form, der passer nøjagtigt til den andens form. Det er, som titlen angiver, en dyrkelse af kærligheden, som antager karakter af religiøs kult over kærligheden som konkret og virkelig.
Et af de temaer, jeg synes, digtsamlingen behandler på absolut fornemmeste og meget dagsaktuelle vis, er forholdet mellem grænseløshed og selvudslettelse. I digtet BREATH PLAY er det drømmen om, at erotikken kan udslette alle modsætninger:
”Du skal kvæle/ mit ego så/ blidt og så/ langsomt/ at noget større/ og lavere/ lever videre befriet/ som kernen fra avnen og / nærer sig selv. (s.51)
I sin flirten med den grænseoverskridende og grænseudslettende sexleg ender ønsket om den fuldkomne forening i ønsket om en selvudslettelse.
En gave kan i sig selv være et krav, den kan være en sult, når den bliver givet som et forsøg på at besegle et tilhørsforhold ved sin blotte eksistens.
I løbet af digtsamlingen bevæger digtene sig væk fra lysten til den grænseløse og derfor grænsesøgende og ultimativt grænseoverskridende kærlighed, der præger det voldsomme driftsliv i nogle af digtsamlingens første digte. Den grænseoverskridende kærlighed, forstår det lyriske jeg, er ikke det samme som det grænseløse.
Hvornår – og hvordan – bliver den søgende klar over, at noget eller nogen er gået for langt?
I digtet “Perigæum”, (der indledes med denne fantastiske beskrivelse af månen; ”… den er/ tællegul og fuld/ i stenbukkens tegn, / en rigtig daddymåne”) lyder det i den sidste strofe:
”Bortset fra ham
jeg mistede til trafikken
gjorde mændene
jeg har elsket mig
i sidste ende
ondt, og
skønt de valgte forskellige knive
sleb de dem
alle
mod den
samme sten,
jeg er kommet
her for at kaste
den i havet.”
Der er en erkendelse af, at mændene i hendes liv ikke blot har gjort ondt, hvilket er uundgåeligt i krig og kærlighed, men at de har gjort ”mig” ondt, altså med denne betydning af noget intenderet, noget, der har været vendt mod hende. Det er en forskel, der, hvor lille den end kan synes på skrift, i den oplevede erfaring virker afgørende, og det, der udelukker ideen om ”det grænseløse” forhold. Overskridelsen er et overgreb, selvom det har været tilladt.
Samtidigt er det lyriske jeg også bevidst om, at hun selv har spillet en rolle.
Det er ikke #metoo-digte: Det, som mændene har tilfælles, er først og fremmest hende. Det er kun hende, der kan kaste den sten, de alle har slebet deres knive på, i havet, og det ansvar tager hun.
Det hænger sammen med hende.
En frugtbar frugt
Et andet af de digte, der for mig står stærkt i denne frodige digtsamling, hedder” IL REGALO”. Ved første læsning bemærker man det narrative forløb i digtet. IL REGALO betyder rent leksikalt ”gaven”. Man antager, det er den, hun køber til sin elskede, på en ensom spadseretur:
”Den sommer i Bruxelles/ hvor min datter blev undfanget/ med et smæld som fra/ en køkkenelastik i underlivet, faldt jeg/ på en af mine mange ensomme gåture/ over Fellini’s Films i et antikvariat”.
Anslaget er, at digtets jeg på en ensom gåtur i en fremmed storby finder en bog om Fellini, der taler til hende med sine billeder af scener og skuespillere, der udfolder sig ”i hele denne liderlige, rodede verden”, som der står. Det er en bog, der binder hende sammen med en anden i et vi, da de et par dage forinden har været inde og se en Fellini-film.
Men han bliver ikke glad for bogen.
I vrede og skuffelse river jeg’et de stive bulnede sider ud, så der til sidst kun er det tomme omslag og inderst inde en rest af den seje lim:
”fra ryggen hang / fine hvide tråde, søgende / i luften som hyacintens / nerveender.” (s. 88)
Som en stædig insisteren på den kærlighed, der bliver ved at søge efter noget at hægte sig på, bliver ved at ville kærligheden, hvor den ikke er: Boglimen er et billede af mennesket, der griber vildt i luften, men intet finder, andet end tomhed og det frie fald, når det bliver afvist.
Gaven står som symbolsk stedfortræder for den elskede, den anden bæres med in absentia, og ved overleveringen tvinges modtageren til på samme måde at tage imod giveren. En gave kan i sig selv være et krav, den kan være en sult, når den bliver givet som et forsøg på at besegle et tilhørsforhold ved sin blotte eksistens.
Netop derfor, fornemmer læseren, bliver denne gave ikke modtaget.
Men det viser sig, at det i virkeligheden slet ikke er afslutningen. Det var blot begyndelsen:
I en nylig drøm
nærmede min datter sig
legende en klippeslugt
og faldt, det skete med
guillotinens fart, der
var intet jeg kunne
stille op, jeg skreg
jeg elsker dig, jeg elsker dig
som en improviseret
gravgave
efter hende og
mærkede forbløffet
at ordene havde
vægt og stoflighed:
de forvandledes
i samme nu
til en elastisk slyngeanordning
der skød som flydende
sølv fra min mund,
rakte ned i dybet
og greb hende.” (s. 88 – 89)
Og læseren kommer i tanke om det barn, der blev undfanget i digtets første linjer. Det er her, den egentlige betydning ligger: min datter blev undfanget/ med et smæld som fra/ en køkkenelastik i underlivet”
Undfangelsen kobles sammen med jeg’ets drøm i slutningen af digtet, hvor hun ytrer de magiske kærlighedsord, der som en elastisk slyngeanordning redder datteren fra faldet.
Og det elastiske, der griber ud efter datteren, er netop de seje tråde fra boglimen i den bog, hun i vrede flåede siderne ud af. De følsomme nerveender, der søgte og intet fandt – det er dem, der nu griber det faldende barn, frugten af den tabte kærlighed, der således lever videre? Det hele synes at hænge sammen, selvom det ikke passer sammen.
Koblingen af tilsyneladende ikke-relaterede begivenheder skaber uendelige muligheder for merbetydning, men her i digtet styres ordene stramt, så det, der på forkant ligner tilfældigheder, på bagkant efter læseoplevelsen udpeger en tydelig retning.
Lidt ligesom livet i øvrigt synes at gøre det.
Ved siden af de enkelte ord er der den måde, hvormed de forskellige betydninger mødes i tilbageholdte eksplosioner i luften.
Billedligt talt selvfølgelig, det hele sker jo i læserens hoved.
Læs også Inger Tejlgaard Olesen Ravns anmeldelse af Viggo Bjerrings bog, Hjertet geometri (2024), i “Hjertets geometri: Om udregningen af hjerterum”.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
