NYHED // OVERBLIK – USA’s præsident får i dag besøg først af Israels premierminister Benjamin Netanyahu og derefter Ukraines præsident Volodymyr Zelenskyj. Donald Trump skal forsøge at håndtere to store konflikter, som USA er involveret i omend på meget forskellig vis.
Det er første gang Netanyahu og Trump mødes, efter de indledte krigen mod Iran i februar, og lige siden har deres forhold været præget af voksende uenigheder. I går erkendte Trump, at der fortsat er uenigheder med Netanyahu om Iran.
“Vi har en lille uenighed. Men vi er meget tæt på hinanden”, sagde Trump ifølge AP til journalister.
De to ledere stod i begyndelsen skulder ved skulder i offensiven mod Iran. Men da iranske gengældelsesangreb mod amerikanske baser og mål i Golfregionen tog fart og oliepriserne steg, forsøgte Trump at sætte fart på forhandlinger med Iran. Netanyahu har derimod ønsket at fastholde en offensiv militær strategi over for både Iran og den iransk-støttede Hizbollah-bevægelse i Libanon.
Ifølge Reuters blev spændingerne mellem de to ledere meget tydelige efter et opsigtsvækkende telefonopkald i juni, hvor Trump efterfølgende bekræftede overfor medier, at han havde haft en skarp ordveksling med den israelske premierminister, skriver AP. Samtidig viser en måling, at amerikanernes generelle opbakning til Israel er svækket, siden krigen begyndte.
For Netanyahu er det afgørende at reparere forholdet til Trump, da der er valg til parlamentet, og her er alle Knessets 120 medlemmer på valg. Ifølge Reuters kæmper Netanyahu med svage meningsmålinger, men valgloven tillod ham ikke at udskyde valget.
Så mens Trump skal overbevise Netanyahu om at søge diplomatiske løsninger på konflikten med Israels ærkefjende Iran, skal Netanyahu sikre amerikansk støtte til valget om tre måneder. Det vil han angiveligt bruge Israels efterretninger om Irans atomprogram til. Samtidig er det også vigtigt for Netanyahu, at Trump respekterer Israels grænser for, hvad der kan accepteres i en fredsaftale med Teheran.
Med de underliggende dagsordener, skal Trump og Netanyahu konkret diskutere Irans atomprogram, Israels krig mod Libanon og en mulig udvidelse af Abraham-aftalerne, som har normaliseret forholdet mellem Israel og flere arabiske lande. Trump ønsker at få den regionale stormagt, Saudi-Arabien, med i aftalerne, men Riyadh fastholder, at det kræver fremskridt mod en palæstinensisk stat, skriver blandt andre AP.
Mødet mellem de to kommer, samtidig med at USA har indstillet luftangrebene på Iran. Amerikanske medier rapporterer, at Trump har sat planlagte angreb på pause for at give diplomatiet en chance. Da Iran samtidig har undladt nye gengældelsesangreb mod amerikanske mål i regionen, er håbet om, at forhandlingerne bliver genoptaget og styrket, skriver France24.
Men samtidig er det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, bekymret over, at de amerikanske lagre af blandt andet Patriot-luftværnsmissiler og anden avanceret ammunition daler. BBC skriver, at USA i løbet af konflikten med Iran har affyret over 1.000 Tomahawk-krydsermissiler mod mål i Iran og har skudt mere end 1.700 iranske droner og ballistiske missiler ned.
Pentagon har bedt Kongressen om yderligere 87 milliarder dollar til blandt andet at afhjælpe “kritiske mangler” i materiel og ammunition. Trump afviser dog, at USA mangler ammunition, og siger, at landet fortsat råder over flere våben end noget andet land.
Netop våben bliver hovedtemaet på dagens andet møde i Det Hvide Hus. Ukraines præsident Volodymy Zelenskyj, som for tiden vinder frem på slagmarken og måske af samme grund har forbedret sin relation til Donald Trump, er i USA for at bede om våben. Han ønsker især hjælp til at dæmme op for russiske missilangreb, og her er det især de amerikanske Patriot-systemer, som er attraktive.
Samtidig ventes han også at søge amerikansk støtte til opbygningen af et europæisk luftforsvarssystem, Freya, som Ukraine og ni europæiske lande, herunder Danmark, er gået sammen om. Desuden ønsker Zelenskyj, at USA igen viser interesse for at forhandle våbenhvile og fred med Rusland.
Læs France24, BBC, AP og CNN
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.