NYHED // OVERBLIK – Kosovos tidligere præsident Hashim Thaçi blev i går fundet skyldig i krigsforbrydelser og skal 25 år i fængsel. Kosovo-specialdomstolen i Haag idømte samtidig tre nøglepersoner fra Kosovos befrielseshær lange fængselsstraffe: Jakup Krasniqi fik også 25 år, Kadri Veseli blev idømt 18 års fængsel, mens Rexhep Selimi fik 13 år.
Ifølge en udtalelse fra Kosovo-specialdomstolen er de fundet skyldige i: ”Mord, arrestationer og ulovlig tilbageholdelse; fysisk og psykisk mishandling, tillige med andre former for mishandling, intimidering og chikane”. Forbrydelserne blev begået i Kosovo mellem 1998 og 2000.
Hashim Thaçi er i dag 58 år gammel, han var Kosovos premierminister fra 2008 – 2014, præsident fra 2016 – 2020, og det var ham, der erklærede Kosovo, som tidligere var en autonom provins i Jugoslavien, uafhængig den 17. februar 2008.
Men selvom domstolen har fundet de fire mænd skyldige i alvorlige forbrydelser, er dommene ikke populære i Kosovo, hvor mange anser KLA, Kosovo Liberation Army’s rolle som en befrielseshær, der kæmpede mod serberne i 1990’erne.
Forskningschef ved Kosovar Institute for Policy Research and Development, Adelina Hasani, siger til POV International, at “der er en udpræget grad af skuffelse i store dele af den kosovo-albanske befolkning over dommene, der ses som en stor uretfærdighed af en befolkning, der har kæmpet for uafhængighed.”
Mens de præcise tal diskuteres, forklarer Hasani, at den albanske befolkning i Kosovo oplevede systematisk vold udført af den serbiske stat, som på daværende tidspunkt officielt hed Jugoslavien. Det førte blandt andet til drab på omkring 11.000 mennesker, heraf 1024 børn. Cirka 20.000 mennesker blev udsat for seksuel vold, og 1.600 mennesker savnes stadig.
For at bremse den jugoslaviske hærs etniske udrensning af den albanske befolkning i den tidligere Kosovo-provins bombede NATO serbiske stillinger i Kosovo og Serbien fra marts til juni 1999. Dette førte til en fredsaftale og til, at Kosovo blev sat under FN-administration.
I dommen blev det understreget, at retssagen ikke handlede om legitimiteten af KLA’s kamp for et uafhængigt Kosovo, men om, hvordan individer har brugt kriminelle metoder for at opnå målet om uafhængighed.
Arber Ahmeti, som forsker ved Wiens Universitet, kritiserer, hvordan domstolen har omtalt hele retssagen. Efter hans vurdering er der fare for, at dommene i realiteten kan tolkes som en dom over KLA’s befrielseskamp særligt af Kosovos modstandere. Og ikke som det, de er: individer, der stilles til ansvar.
Til podcasten Talk Eastern Europe siger han: ”Det burde have været menneskerettigheder og brud på krigens regler, der skulle have stået forrest”.
Om den tidligere præsident og de tre andre siger Adelina Hasani: ”De fire dømte var blandt grundlæggerne og seniorledere af KLA, der opstod som et svar på en kampagne fra Slobodan Milosevics regime (præsident i Jugoslavien og Serbien fra 1987 – 2000 og dømt for krigsforbrydelser under krigene i 1990’erne. Red.). Beslutningen om at oprette KLA må derfor forstås i en bredere kontekst af Kosovos kamp mod et undertrykkende regime og det daværende fravær af effektive alternativer for at beskytte befolkningen mod den systematiske vold”.
Kosovos nuværende premierminister er på linje med Hasani. Efter dommen faldt i går sagde Albin Kurti: ”Denne dom kan ikke læses adskilt fra den historie, ud fra hvilken KLA opstod”.
Hasani peger på, at der er en mere principiel dimension af dommen: ”Den kan sætte spørgsmålstegn ved, hvordan man i fremtidige konflikter vil anskue det individuelle ansvar for personer, der er involveret i væbnede friheds-, eller uafhængighedsbevægelser”.
Hun mener, at dommen kan skabe en problematisk præcedens for fremtidens kampe for frihed, hvor befolkningsgrupper konfronterer besættelse, systematisk undertrykkelse eller vold.
Endnu en faktor, der bidrager til den folkelige frustration i Kosovo, er, at dommen ikke er en del af et retsopgør, hvor stridende parter er tvunget til at stå til regnskab for at afklare skyldsspørgsmålet. Lige nu er det ”kun” Kosovo, der bliver dømt – også i medierne.
For eksempel siger Serbiens indenrigsminister, Ivica Dacic, til Balkan Insight, at dommen netop beviser, at KLA er en ”kriminel terroristorganisation”.
Den politiske leder af det nationalistiske bosnisk-serbiske SNSD-parti, den tidligere præsident i Republika Srpska, Milorad Dodik, rammer samme tonalitet i sin udtalelse om, at dommene var en parodi på retfærdighed og kun tjener til at ”relativisere forbrydelser begået mod serbere”.
Adnan Cerimagic, som er seniorforsker ved European Stability Initativ i Berlin, siger til POV fra Kosovos hovedstad:
”Den umiddelbare reaktion er chok på tværs af offentlighed og i den politiske klasse. For de fleste i Kosovo er disse mænd ikke anklagede. De var ledere af frihedskampen i 1998-1999. De var folk, der gjorde modstand og hjalp med at stoppe en serbisk kampagne, der handlede om etnisk udrensning og om at begå alvorlige brud på menneskerettighederne i 1980’erne og 1990’erne.”
Spørgsmålet er, hvilke langsigtede konsekvenser dommen kan få for Kosovo. Cerimagic peger på et afgørende indenrigspolitisk aspekt: ”Dommen spiller i høj grad ind i forhold til, hvilket narrativ Kosovo kommer til at have om sin grundlæggelse, så vantroen, man nu ser, er forståelig mere end den er overraskende. I ethvert europæisk samfund vil debat om nationale heltes mørkere sider forblive smertefulde og stærkt ladede, selv efter flere generationer”.
Den afsagte dom er en dom i første instans og kan således appelleres. Meget kunne tyde på, at det vil den blive.
Læs om de fire sager på KOSOVO-specialdomstolens hjemmeside
Internationale medier har også dækket domsafsigelsen. Se blandt andet BBC og Balkan Insight
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.