FILM // ANMELDELSE – Den canadisk-amerikanske dokumentarfilm, ”Navalny”, er for nylig blevet vist på dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX, men på grund af publikumsinteressen, har festivalen helt ekstraordinært valgt at give filmen almindelig biografpremiere over hele landet fra d. 13. april. Og det er også en spektakulær film, som POV’s anmelder anbefaler, men som også får ham til at fundere over helte og skurke i vore dages film – og i virkeligheden.
Denne dokumentarfilm om den nu fængslede russiske oppositionspolitiker Aleksej Navalnyj (dette er den danske stavemåde, Navalny er den engelske) var med i hovedkonkurrencen på den netop overståede CPH:DOX. I en pressemeddelelse skriver festivalen:
”Navalny er ikke bare årets mest medrivende doku-thriller, det er også en afsindig vigtig film [ … ]. Den giver et højaktuelt indblik i, hvordan situationen er i Putins Rusland, hvor censur og forfølgelse rammer alle, der ikke går i takt med regimet. Der er absolut ingen plads til oppositionspolitikere eller kritiske stemmer. Samtidig er Navalny også en inspirerende film om et menneske, der nægter at give op, selvom han står over for en af de allerstørste despoter i vores samtid.”
For hvordan – eller bare hvorfor – udøver man kritik af en film om en mand, der – modsat mig – aktivt bekæmper et autoritært regime og en gemen diktator?
Når jeg hører, at en dokumentarfilm omtales som ”vigtig”, bliver jeg altid lidt mistænksom, fordi jeg får en fornemmelse af, at man derfor vil have mig til at tænke eller føle noget bestemt. Og jeg ved, at det vil give mig problemer.
For hvordan – eller bare hvorfor – udøver man kritik af en film om en mand, der – modsat mig – aktivt bekæmper et autoritært regime og en gemen diktator? Jo, først og fremmest ved at indse, at Navalny er en film eller et produkt og ikke er manden selv.
Men for at få det af vejen: Filmen er medrivende og måske endda øjenåbnende for mange, og jeg er i store træk enig i pressemeddelelsens beskrivelse ovenfor. Så dette er en anbefaling.
Navalnys struktur
Filmen begynder med et opstillet interview med Navalnyj (se billede foroven), og allerede fra starten hører vi, at der er et vist spil mellem spørgeren – som jeg går ud fra er filmens instruktør – og hovedpersonen.
Navalnyj har nemlig en mening om det stillede spørgsmål. Vi har altså at gøre med et såkaldt meta-lag, hvor selve tilblivelsen af filmen adresseres direkte, men dette udfoldes aldrig rigtigt. Men vi får et førstehåndsindtryk af en hovedperson, der virker stærk og ved sine meningers mod, og som anslag fungerer det på den måde, at man som seer er forberedt på lidt af hvert.
hurtigt kommer vi til den horrible historie om hans forgiftning i forbindelse med en rejse til Sibirien
Derudover har filmen Navalnyj’s hjemtur til Moskva i januar 2021 som ramme. Vi ser ham og hans kone, Yulia, stige om bord på flyet, mens pressen stiller ham spørgsmål om, hvad han forventer, når han lander.
Vi ved jo godt, at han bliver arresteret, men vi vender først tilbage til landingen mod slutningen af filmen. Ind i mellem skrues tiden tilbage for at dokumentere hans modstand mod styret i Kreml og dens korruption ved hjælp af arkivfilm og interviews, og hurtigt kommer vi til den horrible historie om hans forgiftning i forbindelse med en rejse til Sibirien.
Om bord på et fly i august 2020 bliver Navalnyj syg, og flyet nødlander derfor i byen Omsk, hvor han bliver behandlet, mens mistankerne om et mordforsøg luftes. Filmen følger nu i reportage-stil Navalnyj og hans stab og familie, der med base i Sydtyskland arbejder på at afsløre attentatmændene. Han fik nemlig lov af de russiske myndigheder til at forlade hospitalet og Rusland på trods af regimets verserende og mere eller mindre fiktive anklager om blandt andet underslæb mod ham.
Det er især denne del af filmen, der berettiger til genre-betegnelsen ’doku-thriller’, idet opklaringsarbejdet er fremstillet så det næsten ligner en parodi på en fiktiv thriller med delvist uforståelige screen-shots fra diverse computer-sider og ophængning af den obligatoriske opslagstavle med røde garntråde og billeder af de mistænkte og den slags.
Og heldigvis får vi ro til at opleve det helt store clou uden for mange distraktioner, nemlig da Navalnyj via ’telefonfis’ (a prank call) helt usandsynligt får en stakkels kemiker i røret, som ved og fortæller mere, end der er godt for ham selv
Underlægningsmusikken bidrager også stærkt til den følelsesmæssige påvirkning af os, det er meningen, at det her skal være dramatisk, men man sidder ærligt talt og tænker på, hvordan det i alverden lykkes Navalnyj og hans team at opspore den russiske efterretningstjenestes enkelte medarbejderes telefonnumre og rejseruter i et land, der er så topstyret og gennemsyret af frygtbaseret optræden af den enkelte borger?
Svaret på det er sjovt nok blandt andet den korruption og bestikkelseskultur, som de har sat sig for at bekæmpe, men vi lægger næsten ikke mærke til det i den begivenhedsmættede fremstilling af opklaringsarbejdet.
Men det er også et både helt utroligt og faktisk undertiden morsomt indblik, som filmen giver os ved at være med helt inde på livet af Navalnyj. Og heldigvis får vi ro til at opleve det helt store clou uden for mange distraktioner, nemlig da Navalnyj via ’telefonfis’ (a prank call) helt usandsynligt får en stakkels kemiker i røret, som ved og fortæller mere, end der er godt for ham selv. Mere siger jeg ikke her.
Mediebevidsthed
Det er også i denne fase af filmen, at det understreges, hvor fantastisk mediebevidst Navalnyj selv er, og hvordan han ved, at medierne spiller en kæmperolle i hans arbejde som politiker og ikon for det russiske styres og Putins modstandere.
Hans opslag får millioner af visninger på Twitter og TikTok, og han og hans virkeligt dygtige holds samarbejde med store medier som CNN og Der Spiegel samt den dybdeborende ’gravergrupper’ Bellingcat bidrager væsentligt til, at vi andre overhovedet kan følge med i sagerne omkring Navalnyj.
Navalnyj fremstår både utrolig selvsikker, veltalende og modig, og man tænker skiftevis, at han ikke er rigtig klog og for god til at være sand. Han griner meget og har tilsyneladende også en del selvironi, og vi får også indtryk via både reportage og interviews, at det koster på det personlige plan at være gift med eller være barn af ham.
Jeg forventer på ingen måde at komme til at lære en mand som ham at kende i en film af denne art, for dertil er han måske lidt for meget en karakter i en film. En film, der gerne vil være spændende og oplysende på en gang.
Filmen konfronterer dog også Navalnyj med det faktum, at han til demonstrationer har stået på samme side som nynazister og andre tosser, og hvad han vil sige til det, men han afværger elegant problematikken med at konstatere, at i kampen mod røverne i Kreml, så gælder det om at være så mange som muligt. Der er ikke noget at komme efter, med andre ord, men så har instruktøren gjort sin pligt for at nuancere billedet.
Helte og skurke
Så mens udviklingen af de almene, moderne thrillers og actionfilm er gået i retning af, at heltene er blevet mere komplekse med mere eller mindre mørke sider af deres ellers retskafne personligheder, og hvor skurkene er blevet mere charmerende og med mere forsonende karaktertræk, så er vi jo i den aktuelle situation i Ukraine afskåret fra sådanne spidsfindigheder.
Og selvom filmen Navalny er fra før den seneste invasion, så har den samme syn, som vi har: Putin er en skurk uden diskussion og hans modstandere er – i store træk – helte. Det er (medie)virkeligheden nu, og alverdens manuskriptforfattere skal måske til at overveje, hvorfor deres skurke er blevet mere facetterede, når virkelighedens overskurk ikke levner plads til nuancer.
Filmen vandt ingen priser ved CPH:DOX, og det er sådan set forståeligt. Er den spændende og medrivende nok, så er den sikkert for ’nordamerikansk’ og ferm i sin stil til en filmkunstnerisk bevidst festivaljury.
For mit eget vedkommende ser jeg også allerhelst en dokumentarfilm for at få et indtryk af filmmageren (som nogle gange er en kunstner) bag kameraet fremfor motivet foran kameraet – lidt ligesom jeg hellere vil se, hvad penselstrøgene siger mig, fremfor at fokusere på omridset af kronhjorten ved skovsøen.
Men nogle gange står der en flok jægere i skovtykningen, og nogle gange skal man måske bare se på den kronhjort for at nyde synet af den samt ære dens kamp mod rædslerne, og det synes jeg også man skal gøre i dette tilfælde.
Navalny:
Dokumentar, 98 minutter.
Instruktør:
Daniel Roher, 2022.
Premiere 13. april 2022 i:
Grand Teatret, Big Bio Nordhavn, Empire Bio og Vester Vov Vov (København), Øst for Paradis (Århus), Biffen (Aalborg), Café Biografen (Odense), Hundested Kino, Reprise Teatret (Holte) og flere kommer til løbende.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
