NATO // KOMMENTAR – Katastrofen er med stor sandsynlighed på vej både for Vesten, for demokratiet og for den vesteuropæiske forsvarsalliance, Nato, skriver pensioneret brigadegeneral og historiker Michael H. Clemmesen.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
“Lige nu er vi to eller tre dårlige valg fra Natos endeligt, afslutningen på Den Europæiske Union og måske afslutningen på den liberale verdensorden, som vi kender den.”
Sådan lød det i en ofte citeret artikel med titlen “Is this the end of the West as we know it?” af Anne Applebaum i marts 2016, offentliggjort i Washington Post. Her skrev hun også – nærmest profetisk – om det kommende, mulige valg af Donald Trump i november samme år:
“Trump has advocated torture, mass deportation, religious discrimination. He brags that he “would not care that much” whether Ukraine were admitted to Nato; he has no interest in Nato and its security guarantees. Of Europe, he has written that “their conflicts are not worth American lives. Pulling back from Europe would save this country millions of dollars annually.” In any case, he prefers the company of dictators to that of other democrats. “You can make deals with those people,” he said of Russia. “I would have a great relationship with [Vladimir] Putin.””
Ukraine er hårdt presset, Trump kan vende tilbage, og Europa mangler en plan
Det første valg var netop i 2016, det andet er i 2024. Det tredje bliver ikke nødvendigt.
Ukraine er hårdt presset, Trump kan vende tilbage, og Europa mangler en plan. “Vores strategi er håb” hed det i en overskrift i Dagbladet Information den 30. december.
Men hvordan kom vi søvngængeragtigt dertil? Og hvorfor gjorde vi intet rettidigt?
Det er min påstand, at vi end ikke forsøgte at beskrive og konfrontere problemet, hvilket ville være det lillebitte første skridt i et forsøg på at håndtere det. I stedet spandt vi blot kejserens nye klæder, og det tager ingen ansvaret for.
Pga. totalt uansvarlig amatørisme har vi nu ikke tid til at gennemføre skridt, der kan afværge eller inddæmme den ødelæggelse, Applebaum forudså.
Lad os se herpå uden endda at komme ind på det allermest kritiske problem: det nu sandsynlige tab af det i hele Natos eksistensperiode allermest centrale amerikanske bidrag til Europas sikkerhed: de amerikanske kernevåben.
Vesten, Nato og søvngængeriet
For det går jo nok fortsat fint.
Afghanistan gik fint, indtil det pludselig kollapsede. Helt uforudsigeligt.
Ukraine. Bortset fra nogle gale amerikanske efterretningsfolk var alle for to år siden enige om, at Rusland ikke ville angribe. Alt andet var da uforudsigeligt?
Den amerikanske støtte til Ukraine er p.t. kollapset i første omgang på grund af blandingen af kujoneri, højreradikalisme og opportunisme hos Republikanerne
For et år siden var man nervøs for, om Ukraine ville være i stand til at administrere sin snarlige sikre militære sejr klogt. For det var helt sikkert, at forårsoffensiven ville vælte de stakkels uduelige russere. Helt sikkert?
Nu forventer man, at de nuværende fastlåste fronter vil fortsætte som i 1. Verdenskrig. Alt andet er da helt uforudsigeligt og utænkeligt.
“Fastlåsningen” skal udnyttes til at opnå en forhandlet kompromisfred med Rusland, for uanset hvad dette land siger og gør, er det da for almindelige mennesker helt utænkeligt og uforudseeligt, at russerne ikke også længes efter fred.
Man ignorerer, at fronterne under 1. Verdenskrig ikke fortsatte med at være fastlåste, for den ene part vandt – efter logikken i nedslidningskamp – pga. talmæssig og materiel overlegenhed.
Russerne står som bekendt på den anden side af Ukraine over for det Nato, som er overvældende meget stærkere end dem – insisterer man.
Det samme ‘man’ ignorerer imidlertid, at Natos militære styrke og afskrækning af Rusland ganske og aldeles hviler på USA’s militær. Vesteuropa har ikke vekslet ret meget af sin økonomiske styrke til militær magt og er slet ikke startet med at gøre sig umage. Og i den manglende militære indsats er Danmark i øvrigt absolut førende.
I tilfældet Ukraine kan enhver med kendskab til Rusland fortælle, at krigen kun var midlet til at fjerne USA militært fra Europa og derigennem underlægge os alle kravet om tilpasning til ethvert russisk behov og krav
Den amerikanske støtte til Ukraine er p.t. kollapset i første omgang på grund af blandingen af kujoneri, højreradikalisme og opportunisme hos Republikanerne. Der er fortsat ingen udsigt til en løsning på den fastlåste situation i USA’s Kongres.
USA’s fortsatte dominerende rolle i Europas sikkerhed er dermed akut og alvorligt truet.
I bedste fald snart vil den hurtigt blive drastisk mindsket for at støtte inddæmningen af Kina. I værste fald vil det ske som en punkteret ballon fra begyndelsen af 2025.
Det ignoreres på strudsevis og som af de tre aber.
Noget sådant anses på trods af en entydig tendens som helt utænkeligt, fordi det, hvis det sker, vil være så forfærdeligt, forfærdeligt krævende på alle tænkelige områder.
Så vores politiske ledere har valgt i nu tyve år at nøjes med en selvtilfreds, uanalytisk og ukritisk sikkerhedspolitisk rådgivning.
De formelt ansvarlige rådgivere finder dette udmærket.
Alternativet er end ikke faldet magthaverne ind
Det, som fortsat burde være sket på de sikkerhedspolitiske områder, er, at de relevante statsinstitutioner, herunder efterretningstjenester og relevante ministerier, jævnligt havde udviklet prognoser for alle de mulige hovedforløb. Det skulle som minimum været sket, når et aktuelt eller fremtidigt sikkerhedspolitisk problem trængte sig på eller overraskende opstod.
At vores land er lille, fjerner ikke ansvaret for at tænke selv over for befolkningen og dennes fremtid
Det skulle så naturligvis ske under inddragelse af specialister med den nødvendige ekspertise (i sikkerhedspolitikken økonomisk, militær, regionalpolitisk og -historisk for pågældende land og region). Og under hvert muligt hovedforløb måtte de sandsynlige konsekvenser for Danmark og allierede skitseres – også det mest uønskede/ubehagelige forløb.
At vores land er lille, fjerner ikke ansvaret for at tænke selv over for befolkningen og dennes fremtid. Landets i omfang begrænsede analysebureaukratier gør ikke evnen til at se og konkludere klart mindre.
På dette grundlag måtte de mulige/nødvendige reaktioner på forskellige områder identificeres, der kunne mindske skader og risici.
Det var gældende for Irak, for Afghanistan og for Ukraine. Man valgte uselvstændigt og ukritisk at lægge sig i halen på en indlysende fejlagtig analyse og afledt dyb strategi, der blev overmåde risikabel ved en klart manglende sammenhæng mellem mål og midler.
Den indenrigspolitiske fordel for de ansvarlige embedsmænd og deres formelt ansvarlige politikere var, at man kunne fralægge sig ethvert ansvar for nederlaget, uanset at dette i tilfældet Ukraine med stor sikkerhed vil føre til en katastrofe for andre end ukrainerne.
I tilfældet Ukraine kan enhver med kendskab til Rusland fortælle, at krigen kun var midlet til at fjerne USA militært fra Europa og derigennem underlægge os alle kravet om tilpasning til ethvert russisk behov og krav.
At det går den vej, er tydeligt for selv de tre aber i det japanske tempel, der regerer som danske sikkerhedspolitiske rådgivere. Der skulle ikke på forhånd defineres et mere “sandsynligt” forløb, fordi dette vil fjerne opmærksomheden og ansvaret for beslutninger, der ville være nødvendige, hvis forløbet bliver anderledes og eventuelt mere krævende end det bekvemt sandsynlige.
Når det faktiske forløb blev klarere, skulle myndighederne løbende fastlægge, hvilke fejlvurderinger der var opstået i prognosearbejdet. Dette skulle ske for at lære rettidigt.
Forsvarets Efterretningstjeneste
Den sikkerhedspolitisk centrale rådgivningsmyndighed var tidligere og er fortsat Forsvarets Efterretningstjeneste. Indtil tjenesten i 2010 som et brud med efterkrigstidens rolle fik en civil chef, Thomas Ahrenkiel fra Udenrigsministeriet, havde den siden sin etablering 60 år tidligere ikke (som derefter) været et hjælpsomt politiserende embedsmandsapparat.
At det varede næsten tyve år efter 1990, før råddet satte ind, kan bl.a. have været en funktion af, at tjenesten i perioden skulle varsle om trusler mod udsendte danske soldater. Men det kan også skyldes, at chefen, til slut Finn Hansen, havde officersbaggrund.
Før 1991 havde FE’s hovedopgave været at varsle om krigsrisiko og om militære trusler mod Danmark. I 2010 havde man endnu ikke reelt befriet regeringen for ansvaret for at lede og tage vanskelige og upopulære beslutninger rettidigt. Det skete dog derefter ved, at tjenesten fast konkluderede, at politisk ubehagelige, hypotetiske udviklinger var mindre sandsynlige.
FE var dog også og selv under den kolde krig selvvalgt delvis blindet af, at man undlod at inddrage egen side i analysen, hvorfor man systematisk ‘overså’ de svagheder, som kunne være centrale for at tolke mulige fjenders angrebsforberedelser.
Ansvaret for denne sammenholdende analyse var forsvarsledelsens ansvar, og derfor var forsvarschefen dengang FE’s øverste chef. Men i 2010 var der jo ikke længere farlige militære trusler mod Danmark, som krævede ikke-politiserende, faglig analyse.
Læs mere af Michael H. Clemmesen her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
